I’m gonna wait ’till the midnight hour
That’s when my love comes tumbling down
I’m gonna wait ’till the midnight hour
When there’s no one else around
I’m gonna take you girl and hold you
Do all things I told you in the midnight hour
I’m gonna wait till the stars come out
See them twinkle in your eyes
I’m gonna wait ’till the midnight hour
That’s when my love begins to shine
You’re the only girl I know
Really love you so in the midnight hour
© Wilson Pickett
I dag bliver den temmelig velkendte amerikanske skuespiller Geena Davis 50.
Underligt nok er Ian Hill fra Judas Priest, Paul Stanley fra Kiss, Greg Kriesel fra Offspring, Rob Bourdon fra Linkin Park og Michael Hutchence fra INXS alle født den tyvende januar. En stor dag for den mere tøffede ende af rockgenren.
Manchester United mod Liverpool er den største kamp der fåes i England. Og søndagens udgave på Old Trafford har om muligt endnu mere på spil end vanligt, da magtbalancen mellem de to klubber synes at have forrykket sig på det seneste. Hvor de sidste mange opgør har haft United i rollen, som holdet hvis position og status skulle udfordres, er det nu omvendt.
Champions League-triumfen i Istanbul i maj samt de sidste 3 måneders sjældent glimrende form i Premier League, gør Liverpool til det hold Manchester SKAL slå på søndag for at bevare håb og selvrespekt. Uniteds egen sæson har på banen været præget af en skandaløs tidlig CL-exit og nogle håbløse nederlag i Premier League, hvor spillet sjældent har kørt i samme gear som for blot 2-3 sæsoner siden. Senest blev det i lørdags til ydmygende 1-3 mod Manchester City, hvor salten i såret var LFC-legenden Robbie Fowler’s afsluttende bang-bang-mål.
På søndag, når det går løs, må Man U undvære Cristiano Ronaldo, der helt korrekt blev smidt ud for et mordforsøg af en tackling i lørdags. Om Ferguson vil benytte sig af den nye franske back Evra, der mod City havde en katastrofe-debut, eller af ligeledes nye Vidic bliver spændende at se. Liverpool giver næppe spilletid til sine to nye folk, Kronkamp og Agger, i en så hæsblæsende kamp som denne. Luis Garcia er ude med knæproblemer, men ellers er alle så vidt vides klar til den kamp, hvor L’pool vil blive forsøgt udsat for et kolosalt pres. Det er her, den seneste tids mange positive LFC-tendenser skal stå deres prøve og vise om de har bund i nogen virkelighed.
De sidste 15 år har set så mange falske L’pool-solopgange, at vi her på siden ikke på forhånd tør tro på en udesejr til Steven Gerrard & co. som det logiske udfald. Men håbet er større end nogensinde…!
Canal+, søndag kl. 17.00.
Richard Ashcroft udsender på mandag sin 3. soloplade, Keys to the World. I den forbindelse er der en ret ond men ikke destomindre underholdende anmeldelse i dagens The Guardian, hvor Ashcroft får det glatte lag for både tekst og musik.
Det synes hårdt, for det står slet ikke så slemt til, som det gjorde på forgængeren med den endnu tonstungere titel, Human Conditions, hvor Richard Ashcroft i disse ører (jeg ved Pastoren ikke er enig) lød helt blottet for mål og mening. Det gør han heldigvis ikke længere på det nye album, hvor livet og lysten til det synes genfundet. Hvor det klæder Richard Ashcroft atter at kigge længere ud end til egen navle!
Dramaturgien løber som den har gjort siden The Verve gik i opløsning. Store ballader efterfølges af endnu større ballader, efterfølges af lidt mindre ballader. Kun i enkelte tilfælde brydes det “voksne” beat, som her i åbningsnummeret, den noget blinde rocker “Why Not Nothing?”. Altafgørende forskel på sidst og nu er Richard’s engagement, der igen er tilstede. Det gør en verden til forskel.
“Words get in the Way” hedder en af sangene, hvis titel synes taget ud af Guardian-anmelderens train of thought omkring Ashcroft’s tekstskrivning. Og jo, journalisten har sikkert ret, Ashcroft er ofte pompøst højtravende i kampen med tilværelsens helt store størrelser i sine vers. Men det er ligemeget. For Richard Ashcroft er soulsanger i ordets bedste, mest klassiske forstand. Hos ham ligger oplevelsen i selve stemmen, ikke i de ord den bruger.
http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,,1690048,00.html
Vores Morrissey gearer op til Ringleader of the Tormentors, med denne uhm…anderledes koncertplakat. London-billetter til salg fra i dag.
Faces of Strummer that fell from your wall
And was left were they hung
So sweet and bitter, they’re what we found
So drink them down and
Walk out to winter, swear I’ll be there.
Chill will wake you, high and dry
You’ll wonder why.
Walk out to winter, swear I’ll be there.
Chance is buried just below the blinding snow…
© Aztec Camera/Roddy Frame
For godt en måned siden tænkte vi her tanken om hvordan The Clash’s Sandinista-triple-værk istedet ville kunne have set ud som traditionelt enkelt-album. Det viser sig at Epic Records, The Clash’s pladeselskab i USA, allerede gjorde det samme, da pladen oprindelig skulle udsendes. Nervøse for at Sandinista’s 36 sange var en alt for stor mundfuld for det amerikanske pressekorps, skar man 24 af dem væk og sendte promo-udgaven Sandinista Now! afsted som lokkemad. Dens 12 sange – hvoraf 7 også stod blandt vores udvalgte i december – er i kronologisk rækkefølge:
1. Police On My Back
2. Somebody Got Murdered
3. The Call Up
4. Washington Bullets
5. Ivan Meets GI Joe
6. Hitsville UK
7. Up In Heaven (Not Only Here)
8. The Magnificent Seven
9. The Leader
10. Junco Partner
11. One More Time
12. The Sound Of Sinners
Hvis du allerede har Sandinista i iTunes, kan du høre Sandinista Now!……….nu!
Morrissey skal ud på sin største britiske tour nogensinde. Vedvarende rygter om en række indledende europæiske – og skandinaviske! – koncerter må godt snart blive erstattet af konkret snak. Morrissey’s kommende Ringleader of the Tormentors-album udsendes i Europa d. 3. april.
Salford Lowry (April 18)
Llandudno NW Theatre (19)
Leeds Town Hall (20)
Aberdeen Music Hall (22)
Stirling Albert Halls (23)
Dundee Caird Hall (25)
Greenock Town Hall (26)
Glasgow Academy (27)
Whitehaven Civic (29)
Gateshead Sage (30)
Sheffield City Hall (May 3)
Grimsby Auditorium (4)
Manchester Apollo (6)
Manchester Opera House (7)
Manchester Bridgewater (8)
Halifax Victoria Hall (10)
Blackburn King Georges (11)
Liverpool Philharmonic (12)
London Palladium (14)
Cardiff St Davids (15)
Reading Hexagon (17)
Portsmouth Guildhall (19)
Birmingham Symphony Hall (20)
London Palladium (21)
Truro Hall For Cornwall (23)
Cheltenham Town Hall (24)
Oxford New Theatre (25)
Kings Lynn Corn Exchange (27)
London Palladium (28)
11 forventningsfulde Mozalites i kø allerede, for at sikre sig billetter til koncerten d. 4 maj.
Der kommer lige nu megen spændende popmusik fra Canada – et musikalsk miljø, der tilsyneladende hverken er plaget af mediernes permanente krav om De Seneste Nye Beatles (som i Storbritannien) eller det enorme markeds enorme pres (som i USA). Gad vide, hvor længe det varer ved.
Min seneste opdagelse er Our Thickness, det nye album med The Russian Futurists. Skiven udkom lige før jul og rummer popsange indsunget og indspillet af Matthew Hart fra Ontario – altså endnu en “enmandsgruppe”. Interessant og ofte iørefaldende.
(Det kunne godt lyde som om Matthew Hart anvender Apple GarageBand – et fint stykke software, i al fald. En dag tager jeg mig sammen og bruger det til at indspille sangene fra skrivebordsskuffen…)
Depeche Mode har nu påbegyndt den europæiske del af Touring The Angel. I aften gælder det Velodromen i Berlin, om godt 5 uger står Parken, København på programmet. Setlisten er der vist ingen problemer med – den så mandag aften i Hamburg således ud:
Intro
A Pain That I’m Used To
John The Revelator
A Question Of Time
Policy Of Truth
Precious
Walking In My Shoes
Suffer Well
Damaged People
Home
I Want It All
The Sinner In Me
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence
——————————–
A Question Of Lust
Just Can’t Get Enough
Everything Counts
Never Let Me Down Again
Goodnight Lovers
Tempo, tempo! Cary Grant’s fødselsdag i dag bliver overhalet af dette joyride-billede fra 1955, med bare ham og Grace Kelly for altid i den sydeuropæiske nat.
Som sagt så gjort. Her er en lidt anderledes, men – synes jeg! – mere optimal Du & Jag Döden. For at ramme samme størrelse plade, har den skarpe kniv været i brug. Borte er 3 sange: “Järnspöken”, anonym akustisk ballade Jocke har gjort bedre før, “Max 500”, den underligt statiske første-single med de svage ord, samt for gennemsigtige “Rosor & Palmblad”. Istedet er kommet de 3 føromtalte og bortgemte B-side-eksistenser fra samme indspilningssessions: “M”, svimlende sang – i direkte forlængelse af “400 Slag” – om sygdom og afsked, “Välgärningar & illdåd”, hvis forfinede melodiske flow tilsidst køres ned af massive tordenbrag fra Sami Sirviö’s guitarhimmel, og “Nihilisten”, et af den slags strømlinede uptempo-numre, der altid var så typiske for Kent, tænk “Revolt III” eller “Vinternoll2”. Du & Jag Döden’s “nye” tracklist og sequencing står herunder. Sådan kunne Kent’s 6. plade med fordel ligeså godt have lydt. Lad give hvis bedre version haves…
01. 400 slag
02. Du är ånga
03. Den döda vinkeln
04. Du var min armé
05. Palace & Main
06. Välgärningar & illdåd
07. Klåparen
08. Nihilisten
09. Romeo återvänder ensam
10. M
11. Mannen i den vita hatten (16 år senare)
Enjoy!
Den seneste uges tid har lyttet en del til Kent’s Du & Jag Döden, som jeg tidligere her har taget skuffet afstand til. Men, men, men. Måske er den slet ikke så ringe endda. Måske høres den bedst nu om vinteren, med dens iskolde synth-streger gennem nordisk Kent-lydlandskab. Måske var det forhastet, da jeg ikke troede den havde bagage med på rejsen. Måske er det faktisk en helt glimrende plade. Fortællinger om forandringens tilbageblik, om lyse nætter i 70’er-huse, om sygdomsbeskeder på morgenfly til London “trots att du alltid använt kondom”, giver mening. Mærkeligt at der skulle gå så lang tid.
Et vedvarende ankepunkt er dog de tre sange “M”, “Välgärningar & illdåd” samt “Nihilisten”, der ikke er med på Du & Jag Döden, men alle findes som B-sider på pladens to første singler. Så direkte og klare de fremstår, er deres fravær på selve albummet et decideret mysterium. Heldigvis kan man på iTunes, ved hjælp af personlige playlister, lege Kent og rette den slags uforståelige fejl…
Du & Jag Döden blev iaftes i Stockholm tildelt Aftonbladets traditionelle pris “Rockbjörnen”, i kategorien “årets svenske album”.
Okay, vi vandt så ingenting. Og baren var ikke gratis, langtfra. Men hey, der er vigtigere ting i livet. Som nu musikken selv, for eksempel. Eller de ting vi sammen kan nå igennem den. Tak for sympatitilkendegivelser omkring fredag aftens tabte pris, men lad os komme videre i teksten – solen skinner udenfor, det er mandag formiddag, everything’s okay:-)