Vi snakkede om sange til Elvis her forleden, og en oplyst sjæl (Auster, tak) henledte opmærksomhed på Neil Young’s helt nye Presley-hyldest “He Was The King”. Hørte først den og fortsatte så siden videre ind på må og få i Neil Young’s imponerende bagkatalog. Længe siden jeg sidst kom forbi, så blev lidt overrasket over hvor godt det føles at komme der igen. Neil Young bliver 60 år i næste måned og kan se tilbage på en sjælden stolt, idealistisk og stor tid indefor rocknroll – godt han er der, må han være der længe endnu!

Top 5 Neil Young-rockets:

1. – Hey Hey My My (Into The Black) – fra “Rust Never Sleeps”
2. – Rockin’ In The Free World – fra “Freedom”
3. – I’m The Ocean – fra “Mirror Ball”
4. – Like A Hurricane – fra “Amercan Stars ‘n Bars”
5. – Cinnamon Girl – fra “Everybody Knows This Is Nowhere”

Top 5 Neil Young-tearjerkers:

1. – Long May You Run – fra “Long May You Run”
2. – Driveby – fra “Sleeps With Angels”
3. – Harvest – fra “Harvest”
4. – Dreamin’ Man – fra “Harvest Moon”
5. – I Believe In You – fra “After The Gold Rush”

Bedre bud indskrives gerne, hvis haves!

Hvem skulle have troet Kate Bush havde noget for Elvis! Nej vel, men hendes comeback-single slår det altså fast. Ved ikke hvordan du har det med Kate Bush, som indimellem kan være en meget stor prøvelse, hvis man bare ikke kan med Ringenes Herre-mystik og besynderlige ballet-videoer. Men “Hounds of Love” var altså en uomgængelig visionær plade, som viste, at selv musik inspireret af 70’ernes fortænkte prog-rock en sjælden gang godt kan fremstå stueren (hvad vi vel lige nu erfarer igen med den nationale kanonisering af Mew’s så specielle alfeunivers).

Ialfald synes vi her på siden, at enhver sang der hylder Elvis Aron Presley – “Calling Elvis” med Dire Straits undtaget – har noget kernesundt kørende for sig, så derfor her Kate’s tekst, der bekymrer sig for Elvis på en værdig måde (desværre lige pånær linie 7 & 8, som er helt håbløse!). Sangen selv er ikke i nærheden af at være så rørende som Kate Bush’s hovednummer, sublime “This Woman’s Work”, men vinden der blæser igennem den har ialfald sin helt egen søgende, sørgende lyd. Here goes:

“King of the Mountain”

Could you see the aisles of women?
Could you see them screaming and weeping?
Could you see the storm rising?
Could you see the guy who was driving?
Could you climb higher and higher?
Could you climb right over the top?
Why does a multi-millionaire
Fill up his home with priceless junk?
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
Another Hollywood waitress Is thelling us she’s having your baby
And there’s a rumour that you’re on ice
And you will rise again someday
And that there’s a photograph
Where you’re dancing on your grave
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
The wind it blows
The wind it blows the door closed

© Kate Bush

Og derfor har deres seneste to plader været skuffende. Vel var der lyspunkter som “Useless” og især “Freelove” man kunne glædes ved, sange der gav emotionel himmelflugt – en egenskab der tidligere var DM’s faste standard – men generelt blæste en nøgtern stemning af afvikling koldt gennem begge pladers materiale.

“Playing The Angel” er anderledes. Væk er den irriterende mikro-makroproduktion som martrede “Exciter”. Og væk er de alt for ordinære keyboardflader, de halvfærdige sange på “Ultra” kom iklædt. Isenkrammet spiller denne gang istedet både opfindsomt og udadvendt. Konventionel electro har sjældent lydt så overbevisende idérig som her.

Så for første gang i mange år krymper Depeche Mode derfor ikke længere i egen histories skygge. Sangenes temaer er hørt ofte før fra DM og tekst-ord som “desire”, “pain”, “sinner” og “suffer” lugter langt væk af typisk Martin Gore. Alligevel er der en friskhed, en ny vitalitet over begivenhedernes dunkle centrum.

Om det skyldes, at Dave Gahan har fået lov til at deltage på kompositør-siden, skal ikke kunne siges herfra. Men 2 af hans 3 sange – “I Want It All” og “Nothing’s Impossible” – står bemærkelsesværdigt i sekvens som pladens absolutte højdepunkter.

Til en nat gennem hvilkensomhelst europæisk metropol må “Playing The Angel” være det fuldkomne soundtrack. Dens unikke blanding af melankoli og håb, af det klassiske og moderne, smager bittersødt af både i går og i morgen, af hvad vi har mistet, af hvor vi er på vej hen.

Eller som det engang, for mange fuldmåner siden, blev sagt mere præcist : “I’m taking a ride with my best friend/ I hope he never let’s me down again/ See the stars, they’re shining bright/ Everything’s alright tonight…”.

En plade, der kommer fint for hvem, som synes gardinerne gik ned for Tindersticks efter “Curtains”, deres #3. En plade, der giver nævnte band’s forsanger Stuart Staples en velkommen flugtrute ud af den forudsigelighedens labyrint, Tindersticks synes fanget i. En plade, der kommer til dette efterår med ydmyg stilhed, små bevægelser. En plade, der høres bedst helt alene. En plade, der tager aftenens mørke ind og holder det ud. En plade, der kæmper sin kamp for at ville blive hørt, og alligevel taler med små bogstaver. En plade, der sender mange postkort ud – fra London selvfølgelig, fra New York City måske, fra Middelhavssol-forblæste Marseille helt sikkert, fra fjerne Jamaica i tilbagelænet melodikaspil på “Untitled”. En plade, der lever sit eget liv, men som gerne vil dele det med nogen. En plade, der uværgeligt får længsel til at rime på fængsel. Som Stuart forblændet hviskesynger i “People Fall Down”: “You sing that song/ and everybody sings along…”.