Liverpool, 27. maj 1977: The Ramones er på forsiden af New Musical Express da The Smoky Mountain Songbird tager en cab i Liverpool til aftenens koncert på Empire Theatre.
Dolly Ramone
Kategoriarkiv: Country&Western
Tak for sangene, Dolly
Dolly Parton er her ikke mere. På nogle måder var hun måske for meget med sit store hår og sin store barm, men hun havde også en selvironisk distance til netop dét image. Der var langt mere i Partons musik end nogle måske troede, og hun ejede dertil en tydelig empati. Hun udtalte sig aldrig politisk, men man kan ikke lade være med at bemærke, at hun flere gange sagde nej til Donalds Trump forsøg på at give hende en medalje.
Jeg nåede aldrig at opleve Dolly Parton på en scene, men da jeg for nogle år siden var til en særdeles god koncert med Rhiannon Giddens, gjorde hun os opmærksom på at Dolly Parton er en af de store amerikanske sangskrivere – og deri havde hun ret i. Ovenfor er “Don’t Let It Trouble Your Mind” fra 1969.
Og herunder er en anden sang, jeg også holder af – “Coat of Many Colours”.
Mary Margaret O’Hara
Ind imellem er der kunstnere, der kun udsender ét enkelt album, som man så til gengæld husker for det gode. Jens vender ofte tilbage til engelske The La’s. Jeg har selv tænkt på svenske Jakob Hellman og hans …Och stora havet– indtil han med 32 års forsinkelse omsider udsendte den svære toer i 2021.
Og så er der Mary Margaret O’Hara fra Canada, der udsendte Miss America i 1988, med et musikalsk udtryk et sted mellem country, jazz og singer-songwriter (er det egentlig en genre?) og en vokal, der minder om Billie Holiday og Patsy Cline på én og samme tid. Produceren var Michael Brook (ham med den særlige Infinite Guitar). Live-optagelser fra dengang afslører en pænt udseende dame med excentriske manerer grænsende til det søsyge. Se bare det gamle, tidstypiske klip ovenfor.
Siden dengang har Mary Margaret O’Hara ladet høre fra sig med sange til en film og med en jule-EP, men der er aldrig kommet et nyt album fra hende. Hun har ind imellem også været at finde på scener rundt omkring på uventede tidspunkter. Engang i 1999 dukkede hun op hos R.E.M., hvor Michael Stipe roste hende til skyerne. Og hun sang baggrundsvokal hos Morrissey på “November Spawned A Monster”. (Så er vi tilbage i det vante univers her hos os.)
Jeg har fundet senere live-optagelser med Mary Margaret O’Hara, og her er det desværre, som om det excentriske er kammet over og er kommet til at virke sølle, her hvor hun har passeret de 70.
Hør hellere denne gode koncertoptagelse med hende fra London fra 1989.
Southern Gothic
Efter 20 års pause er Denver, Colorado-bandet 16 Horsepower lige nu på den europæiske genforenings-tour, der i aften bringer bandet og dets altid ildevarslende amerikanske prædikant-musik til et udsolgt Amager Bio. Dette nummer fra bandets debutalbum Sackcloth ‘n’ Ashes, der er ret fyldestgørende for hvor 16 Horsepower står musikalsk, vil helt sikkert være på setlisten…
En gylden budbringer er tilbage
Nu er der et nyt album, I’m People, fra Hiss Golden Messenger, der mere eller mindre dækker over Mike Taylor fra North Carolina, USA – selvsamme delstat, der gav os HC McEntire, Rhiannon Giddens og Tift Merritt (og hvor min nevø engang studerede). Med årene er Mike Taylor kommet til at ligne Willie Nelsons ukendte søn, men musikken er den samme. Justin Vernon er fuld af lovord om Hiss Golden Messenger, og det var salig David Bowie faktisk også.
Dybest set er Hiss Golden Messenger alt-country, men jeg kommer også ofte til at tænke på Neil Finn og såmænd også på Karl Blau.
For snart en del år siden oplevede jeg Hiss Golden Messenger til en koncert i Aarhus, og jeg fik også den glæde at få en snak med Mike Taylor himself. Han er en god mand på mange måder.
Sweetheart of the rodeo
Country kan som musikgenre være svær at holde af eller ud, alle disse stovte amerikanske jeg-stemmer med rimede knækprosa-fortællinger, hvor hjerte altid rimer for smerte og den blinde barndomshund får et nådeskud i sidste vers. Los Angeles’ The Byrds (med Gram Parsons ombord) gav i 1968 på Sweetheart of the Rodeo et meget anderledes bud på, hvordan den amerikanske musikarv også kunne lyde. I deres country var der højt til himlen, foråret lå lige om hjørnet og de kolde bjergstrømme flød med stærk kærlighed og kildevand strålende som sølv. Her synger Roger McGuinn for, med Chris Hillman og Gram Parsons bag sig på engle-vægtløst kor. Cowboyhat-prædikanterne fra musikindustrien i Nashville må have korset sig…
Og nu: 1986
Nu er vi nået frem til 1986 og til endnu en liste fra landsbyens stemme (i New York). På denne liste er der 16 albums, jeg selv erhvervede mig.
Retro
Her er albumlisten fra Village Voice (der trods sit navn var en ugeavis fra New York) og dens Pazz & Jop-liste over albumudgivelser fra 1978. Måske er dette en beskrivelse af denne blogs musikalske præferencer i ét billede?!?
Joe Ely RIP!
Som Pastoren skriver herunder, så er det en amerikansk musiker fra persongalleriet omkring The Clash’s storhedstid, der er forsvundet med Joe Ely’s bortgang. Men hvordan lød denne softspoken texaner så, når han sang? Her synger han han det på en optagelse fra 2010 om at leve evigt, og nej, det er ikke den med Oasis…
Måske flere er stødt på ham i den vidunderlige dokumentar Be Here To Love Me om Townes Van Zandt, hvor Ely i filmens åbning (fra 1:48) fortæller om sit første , helt tilfældige møde i 1968 med blafferen Townes på en landevej udenfor Ely’s daværende hjemby Lubbock, Texas…
Joe Ely er død
Joe Ely døde i går; han blev 78. For nogle er det måske lidt overraskende at denne dygtige countrymusiker fra Texas havde en tæt forbindelse til et ikke helt ukendt engelsk band, der ofte bliver nævnt her.
Joe Ely mødte The Clash i London; de udviklede stor respekt for hinanden og turnerede sammen. På ¡Sandinista! finder man da også linjen “Well there ain’t no better blend than Joe Ely and his Texas Men” (i sangen “If Music Could Talk”).
Jeg købte for mange år siden live-albummet Live Shots, der består af koncertoptagelser fra turneen lige efter London Calling. Det er et godt sted at starte.
Musik for voksne mennesker anno 2025
Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?
Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.
Verden er sørgelig og smuk
Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.
Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.
På Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.
Lyt!
Endnu en sang om satellitter
Der er skrevet mange sange om satelliter. Denne er fra i år og skyldes S.G. Goodman fra USA. Hvad initialerne S.G. dækker over, ved jeg ikke. Men dette nummer vil jeg godt anbefale, ligesom jeg vil anbefale hendes album Planting by the signs, hvor denne sang er at finde. Vi er et sted i omegnen af alternativ country, og på det nye album er Bonnie Prince Billy med.
Kathleen Edwards er også tilbage
Nu skal vi omsider have noget country igen. Her er “Billionaire”; titelnummeret fra hendes nye album der udkom for få dage siden. Jason Isbell har været med til at producere, og han spiller med. Det er Shelby Lynne forresten også.
Kicking Against the Pricks
Nick Cave’s coverplade havde 39-års fødselsdag for et par dage siden, så har haft den på her denne blå morgen. Og hvilket dejligt genhør med The Bad Seeds – RIP! – i storform og Nick Cave i sin dengang helt nye og uprøvede rolle som rigtig sanger på to håndfulde sangklassikere med amerikansk støv under støvlerne. Her et af albummets mere upåagtede numre, samt den version som inspirerede det.