Dags dato for 40 år siden, Depeche Mode er i København for at lukke et halvt års travl tour i Europa og Noramerika for Black Celebration med en stadionkoncert på Valby Idrætspark. En musikbegivenhed udover det sædvanlige, da også både New Order og Talk Talk står på plakaten. New Order er ikke på toppen den grå lørdag, deres mislydende set slutter med klassisk Peter Hook-vrede og en uren slagtning af VU’s ‘Sister Ray’. Klart bedre er Talk Talk, også selvom sanger Mark Hollis bruger meget tid siddende/syngende på trommepodiet, øjensynligt drænet for fysisk energi. Og Depeche Mode? I dag ved vi at de bare året efter med Music for the Masses skal stige til et andet og højere niveau, så på den baggrund er der stadig for meget hvalpefedt over denne optagelse af deres set fra topmødet i Valby…
Et ti år gammelt svensk indierock-kollektiv fra Göteborg? Tomma Intet består af syv medlemmer, der med egne ord spiller “dödspop”. Her ‘Hisingen Taxi Rider’, titelnummeret fra bandets fjerde og seneste album, med stærke melodiske undertoner af…Kent? Måske det bør nævnes at Hisingen er navnet på den ø, hvis sydlige ende er del af Göteborg…
I oktober 1977 udsender John Foxx’s Roxy Music/punk-hybrid Ultravox – wow, der var mange ‘x’-er lige der! – nummeret ‘Hiroshima Mon Amour’, der via afsæt i franske Marguerite Duras’ manuskript af samme navn og gennem sin fortælling om menneskelig erindring og isolation bliver et subtilt mindesmærke for den første atombombe-sprængning om morgenen 6. august 1945, 600 meter over Hirsohima. Resten er historie…
I Paris går en mand i slutningen af juli rundt med svær hovedpine. Han klager til sine bekendte over smerterne, men når aldrig til lægen. En nabo aner uråd, alarmerer gendarmerne og den specielt fra Drive-soundtracket kendte elektromusikker Kavinsky findes død i sin lejlighed, kun 51 år gammel.
Til Shane MacGowans send-off i Tipperary i december for to år siden er der to musikalske optrædender som bagefter står levende tilbage. Den ene er Nick Cave’s grådkvalte version af ‘Rainy Night In Soho’, den anden den irske sanger Glen Hansard’s take på ‘Fairytale Of New York’, hvor Hansard lægger vægt til, hvorfor han betragtes som en af Irlands store stemmer. Det gør Hansard desværre ikke længere, for i går nat klokken 04.30 er han i en forstad til Dublin involveret i en soloulykke på sin motorcykel. Den 56-årige sanger erklæres livløs ved ankomsten til hospitalet. Her synger han for Shane den decemberdag i 2023…
Udover sin profil som soloartist var Hansard også forsanger i Dublin-bandet The Frames. Her en liveoptagelse med dem, hvor man kan høre ham med egen musik…
Thåström udgiver i sensommeren 2017 disco noir-nummeret ‘Körkarlen’, der i al sin egenpragt dog står bygget på den bærende sequencer-bassgang fra Giorgio Moroder/Donna Summer’s elektroniske disco-gamechanger ‘I Feel Love’. Men allerede mange år tidligere, vi taler 1985, udsender Martin Hall i Danmark (sammen med ADS-bassisten Martin Krogh) under navnet Front And Fantasy 12″eren ‘Treatment’, der synes at have præcis det samme sequencerbass-klare udgangspunkt som Thåström’s homage…
Begge numre er slående eksempler på, hvordan musik også er overleveringens kunst, hvordan den enkelte artist eller band bruger sin kulturelle bagage subjektivt i nutid. Gad vide hvad Giorgio Moroder’s udgangspunkt var, da han i 1977 lavede det vilde backingtrack som blev til ‘I Feel Love’ og da lød præcis ligeså meget af uskrevet fremtid som David Bowie’s ‘Heroes’ gjorde det samme år…
Og jo, mange andre har også drukket af samme kilde. Her er det danske Love Shop, som i 2011 også synes at have et vist kendskab til Giorgio Moroder og Donna Summer’s fælles fortid nede i München…
Vi har brug for ny musik. Kan ikke udelukkende leve af lyde fra i går. Derfor bør man altid være lidt taknemmelig, når der er en ny sang, et netop udsendt album eller en råfrisk artist, der taler til en. Fordi livet også har brug for at blive spejlet i her og nu. Herunder er Charli xcx’s nye single ‘Camera’. Kan jeg lide den? Måske, arbejder på det netop i dette øjeblik. Men hendes forrige om at vende dansegulvet ryggen og dyrke rocknroll, den kunne et eller andet, både i indhold og musik. Den credit i banken indløser hun lige her…
Ud af ingenting kom nyheden for noget tid siden, at Manchester’s Durutti Column, Factory-bandet der lød som alt andet end et Factory-band, efter 14 års udgivelsespause sidst i juli udsender comeback-album. Nu er endnu en sang fra den nye plade blevet sat fri her en uge før release. Ligesom med førstesinglen ‘Liars’ lyder musikken både af velkendt Durutti Column/Vini Reilly, men samtidig helt ny og uopdaget…
Ian Curtis døde, Joy Division med ham. De tre andre JD-medlemmer (+ nytilkomne Gillian Gilbert) kaldte sig New Order og fortsatte sammen som band med at lave ny musik. Med tiden fandt de en helt særegen stil der var deres egen, men først var slægtskabet med Joy Division naturligvis en meget synlig elefant i rummet. Tag nu bare dette nummer fra Power, Corruption & Lies (1983), hvis musikalske greb og tonalitet vel nærmest står som en honnør til det band New Order kom fra…
Der er udbrudt en form for krig blandt de oprindelige ex-Simple Minds-medlemmer fra de frugtbare år og så sanger Jim Kerr. Mick MacNeil, Derek Forbes og Brian McGee (synths/bass/trommer respektivt) har først for nyligt fundet ud af, at den økonomiske fordelingsnøgle omkring Simple Minds’ tidlige plader, hvis musik opstod i tæt samarbejde de fem imellem, ikke er lige som de troede, men istedet giver sanger Jim Kerr halvdelen af bandets indtægter. Forstemmede at se det kollektive løft, der kastede noget så ungt, lyst og håbefuldt af sig, ende i bitterhed. En af pladerne konflikten omfatter er hovedværket New Gold Dream (1982); her er Simple Minds med dets åbningsnummer fra dengang de troede på hinanden. Mick MacNeil, synthspilleren med det store soniske vingefang og klanglige overskud her, fylder år i dag…
Jeg kan ikke være med i Odense i aften, for jeg holder sommerferie i Bretagne lige nu. Men jeg lagde mærke til Jens’ opslag om Desireless og spekulerede på, hvad der blev af Claudie Fritsch-Mentrop, som hun rigtigt hed. “Voyage Voyage” er nemlig et fermt stykke fransk pop, og det er umiddelbart sært, at der ikke blev fulgt bedre op på det.
Claudie voksede op i Normandiet og begyndte sin musikkarriere i 1980’erne som del af et band, der hed Air (ikke at forveksle med duoen, der lavede Moon Safari mange år senere).
Der kom flere singler efter “Voyage Voyage”, og de var med på hendes album François fra 1989, men ikke flere hits. Her er en af dem.
Claudie Fritsch-Mentrop laver stadig musik af og til. Der kom et album i 2015 og endnu ét i 2022, men min fornemmelse er at også hun primært er blevet del af firserpopnostalgi-segmentet.
Det var en stikkende hed dag i dag for et år siden på svenske Öland, da Thåström med sit band midt inde i slotsruinen ovenfor Borgholm spillede det første show på sin svenske sommertour. Sådan her så han ud og sådan lød de den aften…
Og Pet Shop Boys? Er ‘Being Boring’ måske deres ultimative sang, denne så bittersøde og elegant udformede fortælling om unge liv på vej, håbets energi og altings flygtighed? At promovideoens dyrt reklame-æstetiske billeder (af den amerikanske fotograf Bruce Weber) giver det helt rigtige kontrapunkt til sangens sug af savn, gør kun godt endnu bedre. Denne PSB-sang fortjener vel egentlig at blive oplevet mindst én gang om året. Udkom i 1990 i november, men har vel egentlig altid haft skrevet sommer ud over sig. Nærmer sig at være 36 år gammel, wow!
Tror det var Pet Shop Boys der først talte om dette franske hit som slående repræsentant for alt det gode på den tid – det var 1986-87 – i europæisk synth-pop. Og ‘Voyage Voyage’ er da også et virkelig heldigt nummer, både i stærk melodisk profil og kontant men stemningsførende produktion. Vi hørte aldrig mere fra Desireless, men nogle gange kan bare ét nummer også være helt perfekt. Her optræder hun playback med det på vesttyske Peter’s Pop Show…
Engang så uspolerede Marc Almond bliver 69 i dag. Her er han på BBC’s Top of the Pops i front for en af denne siders favoritnumre med Soft Cell, electroduoen fra Leeds hvis musikalske bagmand Dave Ball jo iøvrigt så trist allerede gik bort sidste efterår…
Svært at mærke sådan fysisk i dag, hvor meget denne markante og minimalistiske produktion lød af fremtid, da den først kom i en bølge af ny britisk synth-pop. Leeds-duoen Soft Cell’s cover af det gamle Northern Soul-hit ‘Tainted Love’ blev udsendt i dag for 45 år siden. Her den første Top of the Pops-optræden på vej mod den engelske singlehitlistes nummer 1. Det bør nok lige nævnes, at næsten ingen dengang – heller ikke denne side – vidste, der var tale om en coverversion. Ret specielt når man lærer en sang at kende gennem en fortolkning af den, snarere end den ægte oprindelige vare…
