Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre er dygtige vokalister, er det dog Neneh Cherry, der har det mest interessante materiale og satser mest.

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen, der af og til stilnede af. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse (og regnen var holdt op for en stund). Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der ikke lægger skjul på om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Et andet er hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der udgjorde en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab. Noget helt tredje, er at Christine dertil er en usædvanligt karismatisk og tiltalende person på en scene.

Så blev det tid til en burger. Da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Derefter blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker. Erykah Badu gik langt over tiden. Hvem tør afbryde en selvproklameret diva? Det gjorde arrangørerne! Til sidst blev lyden simpelthen slukket af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Hvorefter Stormzy omsider kunne gå på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk hiphop var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og ikke nær så præget af de udskejelser som man kender fra danske festivaler (her tænker jeg bl.a. på krænkende og ubehagelig adfærd over for andre pga. druk og på nogle mænds trang til at tisse hvor det passer dem). Musikprogrammet er interessant og har gjort det nemt for mig at få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!