Kategoriarkiv: Pop

Tirsdag på Blondie

I går var årsdagen for udgivelsen i 1976 af Blondie’s debutsingle, den Shangri-las-elskende ‘X Offender’. Debbie Harry og co. er i Europa for at spille shows disse uger og kan i aftes opleves i Musgrave Park i irske Cork som opvarmning til den tidligere The Police-sanger Sting. Og ja, ‘X Offender’ er med på setlisten…

Gamle franske bekendte

Franske Indochine slog først igennem i start-80’erne med en letfordøjelig, kitschet new wave, der både trak på tidens techno-pop og Jørgen Ingmann-guitartwang. Jeg hørte dem en del dengang, hvor specielt singlen ‘L ‘Aventurier’ (samt også hele deres andet album Le Péril Jaune (1984)) virkelig var en vinder. Så Indochine live da de spillede en solbeskinnet eftermiddag på Roskilde Orange i 1985 lige efter – eller var det før? – The Ramones foran meget få tilskuere. Siden blev de kæmpestore i Frankrig med en musik der insisterede på en alvor og en mystik, den slet ikke var frankeret til. Købte forsøgsvis et par nye Indochine-plader når i Frankrig, men blev kun skuffet, så de forsvandt. Indtil denne morgen, hvor en ny Indochine-single er blevet udsendt. Tvivler på den kan noget, men der er alligevel noget ved det omkvæd der positivt minder om vintage-Mylene Farmer, so here goes…

Françoise RIP!

Det gør os virkelig ondt at erfare Françoise Hardy, Frankrigs fremmeste sangerinde fra de store parisiske pop-år, efter lang tids sygdom nu er gået bort. De to sange hun hyldes med her ligger faktisk side om side på samme EP, der udkom i 1967, engang for så længe siden. Tak for musikken, tak for drømmene, tak for den evige sommer, der aldrig kunne vare ved…

Ændrede svenske planer

Tænkte egentlig at ville poste Håkan Hellström’ nye sommersingle ‘Som Sommaren’, men hørte den lige igen nu og det hele er virkelig for undervældende (50-årig svensk mand prøver at teenage-charme sig igennem fire drøje, håbløst ligegyldige minutter, vi aldrig får igen) så lad os tage et helt andet, skarpere og for denne side uventet GBG-fokus.

For tre dage siden blev den i Sverige så yderst fremgangsrige gangster-hiphopper C.Gambino skudt og dræbt i et parkeringshus i Göteborg, 25 år gammel. Gambino har kun ladet sig vise offentligt derovre maskeret, som for at gemme på sin virkelige identitet, der har rødder i det bandeplagede område Norra Biskop i GBG.

Så langt så voldsomt, men sagen er, at nu afdøde C.Gambino – der bare i fredags udsendte singlen ‘Sista Gång’ – rent faktisk tidligere i år er udkommet med en mørkt dragende og underspillet pop-banger, der på kun to minutter og ti sekunder når at lægge en elektrisk stemning af dyster Göteborg-nat bag sig. Musik kan.

“…Jag lovar dig de tragiskt och trist
Om du käftar emot då du klipps
Denna Uzin den e automatic
Får mig börja glömma bort att jag e artist
Hon har blivit fast för det här hon e kär i en gangster ligist
Jag lovar vi hatar o synas men bror vi har gjort allt för många hits…”

The golden age of pop

Dags dato 1985 debuterer Birmingham’s Fine Young Cannibals med en af de førstesingler man positivt husker. De tidligere medlemmer af 2 Tone-bandet The Beat Andy Cox og David Steele har fundet sangeren Roland Gift, hvis specielle stemme deres nye musik (med ikke så få reminiscenser fra deres gamle band) ligger perfekt til. Her er de på BBC’s Top of the Pops få uger efter med hele pakken, der også visuelt vil frem i verden…

Serge & Brigitte

Serge Gainsbourg-fortolkeren Mick Harvey, ham der tidligere var kapelmester i den version af The Bad Seeds der øjensynligt savnes af mange efter Warren Ellis’ kup (han stjal Nick Cave’s opmærksomhed fra Harvey og The Bad Seeds), spiller på Loppen, Christiania i aften. Så det synes mere end almindeligt passende med denne repetitive duet-klassiker mellem Serge og Brigitte Bardot. Der er gangsterfilm på programmet i Frankrig…

11.59

Du finder dig selv langt oppe på et nyt årtusinde, i en konstant hektisk trafik af informationer, friktion og lydforurening. Men erindringen – du ved ikke længere om den er en velsignelse eller det modsatte – kræver også sin sin plads og sender dig til stadighed små referencepunkter fra det, du engang kom fra og som skød dig afsted. Små stik der gør virkelig godt, men også lidt ondt, på en og samme tid…

Vinylens comeback

I dag for 11 år siden udsendte Daft Punk deres Random Access Memories, dobbeltalbummet der red en jordskredssejr hjem på verdenshittet ‘Get Lucky’, men heldigvis ville og kunne så meget mere end det. RAM indeholdt en række udsøgte samarbejder med en række vidt forskellige artister, som Daft Punk elegant formåede at sætte i scene, så de fremstod mere som ikoniske udgaver af sig selv end blot egentlige samarbejdspartnere. Random Access Memories fremstod med sine ødsle arrangementer og finkalibrerede luksusproduktioner som et pop-mesterværk fra en forlængst tabt fortid, fra dengang pladebranchen gladeligt satsede millioner på teknisk overlegne studieproduktioner. Måske det var derfor dette album var en af de første nyudgivelser, jeg havde lyst til og købte på vinyl efter mange år væk på CD-mediet. Det føltes ekstravagant pludselig at kunne komme hjem igen med en firkantet plastikpose med en stor vinylplade i. Den slags kan man blive afhængig af, og det blev jeg som så mange andre. Her et af favoritnumrene fra RAM, sangen ‘Touch’ der, selvom den er sunget af den amerikanske sangskriver Paul Williams, konstant og hjerteskærende igen og igen får mig til at tænke på Pet Shop Boys…

Tirsdag med Serge

Fransk klasse af højeste karat på denne sort/hvide hyldest til Brigitte Bardot, der her i 1968 netop har forladt Serge Gainsbourg og er taget til sydspanske Almeria for vistnok at indspille en spaghetti-western. Kan der komme stor popmusik ud af den slags? Bien sûr! 

Kimono My House fylder 50

Det var den internationale rockplade der allerførst sendte mig afsted, det første udenlandske album jeg købte og hørte igen og igen og igen. I dag er det 50 år siden Sparks udsendte Kimono My House, brødrene Mael’s første udspil efter flugten fra USA til England og samtidig deres internationale gennembrud. I dag synes det absurd at en rockmusik så skæv og egenartet kunne ramme hitlisterne, men sådan var det dengang. Genhører albummet knaldhøjt i dette øjeblik, og det er overraskende dejligt at være tilbage i en vild og særegen musik, der lægger sig fint ind i slipstrømmen blandt den tids toneangivende engelske plader fra især David Bowie og Roxy Music. I 1974 var man i skolerne i Danmark enten Sweet eller Slade, men jeg var Sparks, de var mit erklærede band i to-tre år dér. Her albummets brillante åbningssang, der om noget sætter tonen for resten af albummets musikalske eskapader og tumultariske pop-eufori…

Serge & Jane

Efter en grå novemberkold uge skulle solen bare lige kigge frem i dag med nogle få ekstra varmegrader, før Paris-stemmen Serge Gainsbourg lød som den helt rigtige artist terrible at sætte på pladespilleren. Her er han derfor med sin elskede Jane Birkin på en af de mange soundtrack-sange, han yndede at påtage sig. Og ja, er det ikke påfaldende som denne sang synes at bære det melodiske dna som italiensk/japanske Blonde Redhead er gjort af? Og det siger jeg ikke blot fordi New York City-bandet har lavet en cover af netop denne sang. Originalen her er dog markant bedre. Vi må have noget mere Serge Gainsbourg på siden her i den kommende tid, tænker jeg. Det her er ialfald en god start…

King’s Cross

Noget med ulogiske associationer? Gik forbi den smuldrende københavnske ruin i dag, der var Børsen, og kom i tanke om denne sang, en af de vel fineste Pet Shop Boys lavede i deres første år. ‘King’s Cross’ der lukkede toeren Actually (1987) blev mod alle odds aldrig udsendt som single, men har alligevel – takket være instruktør Derek Jarman – en stærk billedeside, som nok vil ramme de fleste af os der har været på og omkring togstationen i Nordlondon. King’s Cross modtager passagertog med tilrejsende fra Nordøstengland, således altså også Newcastle, hvorfra Neil Tennant engang kom rejsende med sine drømme om et nyt liv…

Dana synger Moz

Den engelske sanger/skuespillerinde Dana Gillespie, der har sig en fjern fortid i start-70’erne omkring David Bowie/Mick Ronson (hun synger kor på Ziggy Stardust‘s ‘It Ain’t Easy’, og Hunky Dory’s ‘Andy Warhol’ blev oprindelig skrevet for hende) udsender ny single på fredag. Og på sin cover der af Morrissey’s seks år gamle ‘Spent The Day In Bed’ synes det umiddelbart lykkes Dana Gillespie at få betydeligt mere liv og spil ind i sangens jeg-holder-fridag-fra-det-hele-tekst end Morrissey formår på sin original…