Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.
Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.
Dagens nye single her er fra Lana Del Rey, der efterhånden har fået bevæget sig så højt op i det amerikanske tower of song, at selv NYC-punkens ypperstepræstinde Patti Smith lige nu lovpriser hendes værk. Som så ofte før med Del Rey spiller denne nye sang og dens ord mindst ligeså meget som en indre film end som blot fem minutters musik. Såvidt umiddelbart høres refererer Del Rey til sig selv i omkvædet, hvis melodi lyder umiskendeligt meget som ‘Brooklyn Baby’…
‘I’m Always Touched By Your Presence, Dear’, der blev udsendt 8. April 1978, er ikke en af de store Blondie-singler. Faktisk er hele andetalbummet Plastic Letters, som singlen er taget fra, noget af en stilistisk rodebutik, hvor det faktisk kun er cover-hittet ‘Denis’ der stråler klart og rent igennem. Men ovenpå Clem Burke’s uventede død i går tager vi alligevel sangen her, bare for at værdsætte hans trommespil. På denne liveoptagelse fra engelske Old Grey Whistle Test høres det lige med det samme, hvor ufærdigt et liveband Blondie på dette tidspunkt endnu er. Faktisk er det kun Debbie Harry (og hun er ikke engang helt overbevisende her) og Clem Burke der holder Blondie-skibet flydende. Sidstnævnte, der desværre er langt nede i mixet, arbejder højeffektivt og anderledes end de fleste andre trommeslagere ville gøre på sådan en ballade, det med sine mange skubbende fills og profilerede energi-trommefigurer konstant at pumpe nyt liv ind i den ellers ret formløse sang. Tjek hans entusiasme og indsats her, lige bag Harry, en sand mester…
Det yngste medlem af et vist svensk band fylder år i dag. Tillykke til Jönköping’s Agnetha Fältskog med de 75 og tak for al den store, vemodigt triumferende ABBA-musik fra dengang. Her er hun på bandets næstsidste single før band-skilsmissen i 1982, en sang der af dens skabere – Benny Andersson og Björn Ulvaeus – først gik under arbejdstitlen ‘Den Lidande Fågeln’. Gad vide om det var Agnetha som i deres øjne var denne lidende fugl?
Odbjergs nye, såkaldte protestsang om USA? Har næppe hørt så ubehjælpsom ‘politisk’ lyrik siden 70’erne, da venstrefløjen gjorde en dyd ud at udtrykke sine samfundsmæssige meningsstandpunkter en-til-en tilsat bløde frelser-akkorder. En protestsang skal jo have bid, vitriol eller bare en frisk indgangsvinkel, men aldrig blot gentage det åbenlyse, være et grædespejl eller en træt skrevet satire over sit emne. Selv mægtige The Clash kæmper herunder i en helt tidlig sang med at gøre nogle meget endimensionelle og firkantede ord levende, og lykkes kun fordi der flyves på så skarpe vinger af indignation og vrede. Den traditionelle danske protestsang brugte sjældent vreden som afsæt, men hvilede istedet i en langmodig, fællesskabsøgende vise/beat-musik, hvis temperatur var så veltilpas lunken, at det der skulle være protest som oftest faldt i søvn på vej mod sit segmenterede publikum som tryg hygge med diskret holdning-light smag.
24. marts 1986 udsender den nye engelske synth-duo Pet Shop Boys debutalbummet Please. Fire dage tidligere er Neil + Chris på Top of the Pops med albummets måske allerbedste nummer…
Ikke bare en vild plade at lytte til, men også en æstetisk nydelse at se på, det sidste ikke mindst takket være fotograf/designer Anton Corbijn. Depeche Mode’s state of the art-mesterplade Violator blev udsendt 19 marts 1990, altså i dag for 35 år siden.
Tag ham for hvad han er blevet til, men Göteborg’s Håkan Hellström fortsætter på dagens nye single ‘Sweethearts’ – der består af hele 12 vers uden omkvæd! – den uventede kunstneriske genfødsel, der kickstartede med 3-sangs-EP’en Go För Glory i januar. Det i sig selv er opløftende på en episk sang, hvis enkle melodiske repetition og traditionelle akkompagnement bliver til en underliggende styrke som fortællingen om livets årstider skrider frem …
Norske Sivert Høyem, stemmen fra Madrugada, har for to uger siden, til sin egen nærmest Raveonettes-lydende backing, indspillet denne version af Lana Del Rey’s ‘Born To Die’, altid en stærk sang uanset hvad…
Musikvideoen er indspillet ved Union City Dock i New Jersey på den opsigtsvækkende adresse Frank Sinatra Drive 901 i Hoboken. Sangen er fra Blondie’s fjerde album Eat to the Beat (1980), hvor den indre bandkemi for alvor begynder at knage efter for meget travlhed i lang tid. Alligevel lykkes det at begå en stilistisk spraglet, men på alle måder berusende og markant state of the art-opfølger til gennembrudskometen Parallel Lines fra efteråret før. ‘Union City Blue’ er som opfølger til ‘Dreaming’ albummets anden single, dets egentlige – og logiske – kæmpehit ‘Atomic’ bliver af uforklarlige grunde først udsendt som fjerdevalg. Musikken til svævende ‘Union City Blue’ er lidt atypisk for Blondie begået af bandets engelske bassist Nigel Harrison. Klassisk amerikansk popmusik med et slående ansigt…
Seks år her tirsdag siden Talk Talk’s Mark Hollis forlod denne verden, hvilket næsten fortjener en sang fra hans hånd som markeringsfakkel. Dette langsomt, majestætiske udfoldende deepcut fra Talk Talk’s kreative hovedværk The Colour of Spring optræder også på den very best-opsamling, der genudsendes om et par uger…
Dagens fødselsdag tilhører Kate Bush’s single ‘Hounds Of Love’, der blev udsendt dags dato i 1986. Albummet af samme titel var udkommet efteråret før til stor opmærksomhed og dette var nu tredje single taget derfra. Optagelsen her er fra The Brit Awards i London to uger før singlens udgivelse, hvor Bush stod nomineret i tre kategorier, men tabte Årets Kvindelige Artist til Annie Lennox, Årets Album til Phil Collins’ No Jacket Required og Årets Single til Tears For Fears’ ‘Everybody Wants To Rule The World’. Og hun var ovenikøbet ikke engang selv blandt de fem nominerede til Årets Producer (vinder Dave Stewart) for sin state of the art-produktion på albummet. Fuck award-shows.
