Hørte Tame Impala’s nye album i nat. Vild, mindblowing produktion, innovative lydlandskaber, fiktiv popmusik af en anderledes kulørt – og drugpåvirket? – verden. Men glød og nødvendighed fra de tidlige år borte. En lækker producerlegestue der på The Slow Rush gladeligt accepterer, at numrenes oftest fastlåste billeder ikke kommunikerer; de står der bare. Æstetisk formfuldendte og dygtigt gennemarbejdede, dog sært livsfjerne. Som passivt lydtapet er det imponerende, som engagerende musik desværre alt andet end. Her Tame Impala for efterhånden længe siden, dengang TI-mainman Kevin Parker havde hjemme i Perth, Vestaustralien og ikke som nu Los Angeles, CA, i den anderledes direkte, opsøgende styrke de først kom med…
Serge Gainsbourg nærer ingen illusioner om sit ydre. ‘Grim’ er ordet han bruger til at beskrive sit udseende. Den slags negative tanker kan hans samtidige popsangerkonkurrent i Paris, Jacques Dutronc, umuligt have om sig selv. For Dutronc ligner i slutningen af 60’erne en rigtig stjerne og har ovenikøbet et let, vindende væsen, der ligefrem stråler af selvværd. Det i en grad så selv yéyé-dronning Françoise Hardy på det tidspunkt er faldet hovedkuls for og siden skal blive gift med ham. Jacques Dutronc’s tidlige popsucces er gjort af små uafrystelige bagateller af lige dele selvsikker charme og sweet nothing. Smart skrevet, ubesværet leveret, flirtet over målstregen. Her er han på tysk sorthvid-TV i 1968 med ‘Le Plus Difficile’…
Serge Gainsbourg ser ensom ud i det blinkende lys herunder, uden nogen stærk drink i hånden at støtte sig til. Året er 1978, Gainsbourg er 50 og national superstjerne i Frankrig, allerede med en lang karriere bag sig, først i franske chansons, derefter spredende sig ud over jazz, pop, grandprix-schlagere, rocknroll-beat, samt ikke mindst tidsudfordrende film- og konceptmusik af høj eksperimenterende som orkestreret karat. Gainsbourg’s talent i de år er, at gøre hvilkensomhelst genre eller stilistisk afkrog han bevæger sig i til sin helt egen legeplads. I slut-70’erne skyder den Gauloises-storrygende komponist og sanger således stadig på alt hvad der rører sig, hvilket naturligvis bringer ham forbi disco. A-siden på denne single er typisk moderne Gainsbourg, altså en på overfladen lynproduceret throwaway-discopop, et stykke bad taste, som alligevel har det lokkende twist af noget andet, særligt, vemodigt og større, man får lyst til mere. Nej, Leonard Cohen’s ti år yngre album I’m Your Man var ikke første gang, en æstetisk forfinet mand krystalliserede sine sange ud gennem stiv rytme og billigt lydende keyboards. Men selve videoen her, den er altså intet mindre end ubetalelig…
Hvis Lewis Capaldi’s klichekæntrende tåreperser ‘Before You Go’ havde ligget nummer 1 på den engelske hitliste for 48 år siden, og ‘Telegram Sam’, T. Rex’ forunderligt twistede eventyr af et throwaway-popnummer, havde ligget der i dag, kunne man tale om jordskredsfremskridt for menneskeheden som sådan. Desværre forholder det sig lige omvendt.
Noget af en single Depeche Mode udsendte 5. februar 1990, som 2. forløber (‘Personal Jesus’ havde været den første) til albummet Violator. Sangen skulle vise sig mere langtidsholdbar end de tårne, DM her fremfører den fra toppen af…
Nord for Tiergarten ligger bydelen Moabit, som er hjemsted for tysk-polske Balbina, der med udspring i Berlin’s elektroniske scene netop har udsendt fjerdealbummet Punkt. Den nyeste single derfra er den dramatiske sangerindes livtag med Rammstein’s hymneklassiske ‘Sonne’…
Musikken til ‘This Is Not America’ er skrevet til filmen The Falcon and the Snowman af jazz-musikerne/komponisterne Pat Metheny og Lyle Mays, indspillet af Pat Metheny Group, mens sangtekst/leadvokal er af David Bowie himself. Nummeret, der blev singleudsendt i dag for 35 år siden, kom som en lille oase i den periode, som kunstnerisk nok var Bowie’s allersløjeste, nemlig lige efter Tonight (1984). Dette så æstetisk gennemførte øjeblik var klasser over dens stand by-AOR, og gav håb om bedre tider for en vaklende helt. Der skulle dog gå meget længere end nogen anede, før det blev indfriet…
Et forsinket tillykke til Françoise Hardy med de 76, hun fyldte i går. Til markering et af de absolutte favoritnumre med hende, vist tidligere her beskrevet som lyden af 1967, hvis Nico aldrig var kommet til New York City, og Andy Warhol istedet havde headhuntet franske Mademoiselle Hardy til at synge foran The Velvet Underground, med den anderledes sødme det formodentlig havde afstedkommet…
16. januar 1984 følger Manchester-sensationen The Smiths op på ‘This Charming Man’ med bandets tredje single, den næsten ligeså livlige ‘What Difference Does It Make’. Morrissey & co går med denne single for første gang ind på den britiske hitlistes top-20, ikke mindst takket være denne frisky optræden på BBC’s Top of the Pops. Der er her kun en måned til debutalbummet skal udsendes, og England synes klar til blive forandret for altid…
En af årets første albumudgivelser i dag er Seeking Thrills, det andet album fra den engelske sangerinde og sangskriver Georgia (datter af en af de to lydingeniører fra London-elektronikerne Leftfield). Hvis det kan leve bare nogenlunde op til følgende førstesingles høje standard, bør Georgia ikke have meget at bekymre sig om…
På norske VG har forfatteren/musikeren Ole-Martin Ihle i dag en kronik om, hvad han ser som popmusikkens forfald i disse år. Om hvordan langt det meste på hitlisterne og i radioen lyder næsten helt ens, om at tidsalderen da musikere havde nogen anden agenda end at skrive næste store hit endegyldigt er forbi. Og om hvordan moderne hits ikke er skrevet af en eller to personer sammen, men som oftest er resultatet af et musikbranche-indsutrialiseret samlebåndsarbejde. ‘Bluesen var skaperen. Hiphop ble ødeleggeren’, konkluderer Ihle efter sin anskueliggørelse af, hvor slemt det står til i moderne maninstream-musik i dag. Sande ord eller naturlig letbitter distance fra en ikke længre helt ung mand (Ihle er 41)? Under alle omstændigheder en interessant diskussion, ikke mindst med rockmusikkens død som tidsændrende talerør in mente. Læs hele kronikken her.
Hovednummeret i Martin Scorcese’s nye The Irishman, som vi omtalte her i går, er The Five Satins’ 1956-klassiske ‘In The Still Of The Night’, hvorfra det retro-moderne USA i 1950’erne positivt skyder frem for nethinden. Nyd TV-klippets samtidige danserutiner indenfor doo-wop-boybands. Og jo, vildt at der egentlig altid har eksisteret boybands. Måske endnu vildere, de engang havde så regulært gode sange at fremføre. Arkiver denne under ‘soul light’…
Fra Queens til Bronx, hvorfra The Excellents udsender to singler i start-60’erne. Ovre i Brooklyn samtidig er Lou Reed’s første store musikalske kærlighed netop doo-wop-genren, så mon ikke hans sjældent Reed-romantiske ‘Coney Island Baby’-sang og album fra 1975 skal ses som et kys tilbage til The Excellents’ single her fra 1962, da Lou Reed er 20 år ?!
Vi fortsætter ufortrødent forrige indlægs doo-wop-tema. Randy & the Rainbows dannes i 1962 i New York City-bydelen Queens, som siden også skal fostre Forest Hills’ The Ramones. Året efter udsendes denne sang, verden i dag først og fremmest kender via den coverversion et andet New York City-band, Lower East Side’s Blondie, i foråret 1978 får sit brede gennembrud med i England, Holland og Belgien…
