Fra Queens til Bronx, hvorfra The Excellents udsender to singler i start-60’erne. Ovre i Brooklyn samtidig er Lou Reed’s første store musikalske kærlighed netop doo-wop-genren, så mon ikke hans sjældent Reed-romantiske ‘Coney Island Baby’-sang og album fra 1975 skal ses som et kys tilbage til The Excellents’ single her fra 1962, da Lou Reed er 20 år ?!
Kategoriarkiv: Pop
Doo be do…
Vi fortsætter ufortrødent forrige indlægs doo-wop-tema. Randy & the Rainbows dannes i 1962 i New York City-bydelen Queens, som siden også skal fostre Forest Hills’ The Ramones. Året efter udsendes denne sang, verden i dag først og fremmest kender via den coverversion et andet New York City-band, Lower East Side’s Blondie, i foråret 1978 får sit brede gennembrud med i England, Holland og Belgien…
endnu et år går på hæld
Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.
Brede smalfilm
Lana Del Rey afslutter et for hende fantastisk år med udsendelsen af denne 14-minutters video…
Idolplakat
To af tidens helt store stemmer og sangskrivere forenet i duet på samme Del Rey-scene i Nashville, Tennessee i aftes: Hamilton Leithauser og vores Lana.
Hamilton/Del Rey?
Poetic justice? Det forlyder på jungletrommerne fra det store Nordamerika mod vest, at denne sides protege, The Walkmen’s Hamilton Leithauser, i aften lokal tid er inviteret med på scenen til Lana Del Rey’s show i Nashville, Tennessee. Om det er som support, eller det drejer sig om en duet med Del Rey, det ved vi først i morgen. Krydser fingre for sidste scenarie . At høre og se de to sammen kunne være noget af et treat…
Lana synger Death Cab
Det skete mandag aften til Lana Del Rey’s show i Denver, Colorado’s Bellco Theatre, hvor hun inviterede Death Cab For Cutie-frontmand Ben Gibbard på scenen til en version af Death Cab’s ‘I’ll Follow You Into The Dark’…
Dagens 40-års…
Nej, desværre ikke Deborah Harry der runder de 40 i dag, men derimod en af hendes og Blondie’s allerskarpeste new wave-singler, Eat to the Beat-forløberen ‘Dreaming’, der udkom på denne heldige dato i 1979. Præsentationen på britiske Top of the Pops fejler heller ikke noget…
moi Caprice
En af årets glædelige begivenheder er synthpop-romantikerne moi Caprice’s genkomst på den danske scene. Her er blødt vibrerende ‘Teenagers’, dagens nye single med med Michael Møller & co…
Fr. Olsen vender tilbage
Angel Olsens nye album hedder All Mirrors. Det kommer til oktober, men titelnummeret er her allerede nu. Englen, der hedder Olsen, giver koncert i Danmark til januar.
Drømmeland…?
Nej, det altid frygtsomme øjeblik, hvor man for første gang skal høre en spritny Pet Shop Boys-single. I de hæsblæsende 80’ere var den slags ikke noget at frygte, tværtom var forventningen spændt til det yderste. Og som oftest med stor glæde til følge. Men ak, formkurven skulle dykke fælt, PSB-singlerne mistede for ofte troen på sig selv, kom uden den oprindelige eufori og naturlige fødselsret til verdens centrum, kunne lyde som Neil Tennant-skrevne under dyne og med varmedunk på dunkle, influenzasvage aftener i London, så affældigt svage fremstod de uheldigste af dem. Her er så ‘Dreamland’, endnu et nyt single-udbrudsforsøg – featuring Years & Years – fra skyggen af fordoms storhed.
The greatest?
Starter ugen op her i bedst tænkelig stil med ‘California’, en af mange uovervindelige sange fra Lana Del Rey’s nye. Norman Fucking Rockwell vokser og vokser fortsat her ved hver gennemlytning…
Lana Del Fucking Rey!
Sandelig om ikke Lana Del Rey på fredagens nye album, Norman Fucking Rockwell!, hæver sig langt over den formkrise og idemæssige indelukkethed, der syntes skinne igennem det meste af seneste udspil, Lust for Life (2017). Ikke blot er de lunkne, kommercielt orienterede gæsteoptrædender fra det album – hvor ASAP Rocky, The Weeknd, Sean Lennon og Stevie Nicks dukkede unødigt op – lagt på hylden. Nej, kursen er overordnet omlagt, nu fjernt fra gængs hitlistepop, til fordel for et mere nøgent og følsomt stemningsoverlegent set sange, der rækker fra svimmel Ultraviolence-klasse til indtrængende, indimellem nærmest soft-psykedeliske forløb. Et stort ansvar for det positive skift må kunne lægges på Del Rey’s skift af musikalsk modspil. Væk er hendes tidligere sparringspartner, musikfabrikken (!) Rick Nowels, afløst istedet af man of the moment Jack Antonoff, der de seneste år har gjort stor amerikansk karriere (ligeledes som co-songwriter og producer) for så stærkt sangprofilerede nye kvinder som Taylor Swift, St. Vincent og Lorde. Det skift har melodisk givet Lana Del Rey’s nye, ofte klaverbårne sange skarpere profil, samt afstedkommet en frygtløs produktion ind i det stemningsfortabende. Ja, nyd blot som eksempel de sidste 6-7 mindblowing minutter af det her følgende track, ‘Venice Bitch’, der vel næppe lyder som musik fra nogensinde før. Og albummets sangfortællinger? Denne gang lever den altid så sikre stilist Del Rey’s sangord ikke på en streng diæt af Hollywood-kitsch, men kommer nærmest konceptuelt stærke, som de personlige sansninger, reminiscenser og levende billeder af en verden på vej mod opløsning, de synes at være. Norman Fucking Rockwell! er en modig vinder.
PS – Først på vinyludgavens store cover vi her bemærker, at bakkerne på hele den californske kystlinje inde bag Lana står i frådende flammer og undergang…!
Lana synger Sublime synger Gershwin
Det er Lana-dag i dag. Her hendes spritnye video med en trofast cover af Long Beach-skapunkbandet Sublime’s legesyge ditto af George Gershwin’s ‘Summertime’ fra 1935, som Billie Holiday’s version dengang tog ind på hitlisterne…
Małomiasteczkowy
Den for flere år siden tidligere polske X Factor-vinder – i Danmark forsvinder den slags dressurheste gerne som dug for solen – Dawid Podsiadlo fik sig sidste år et gigantisk hit i sit hjemland med dette fint rastløse poptrack. Den majestætisk lydende sangtitel ‘Malomiasteczkowy’ oversættes vistnok til dansk som ‘provinsiel’. Sangens protagonist besynger de små byer, der fostrer store drømme, og ender i sangen med at ville flytte bort fra sin storby – Warszawa mon? – så dens kynisme, overfladiske spejling og strålende hårdhed ikke skal gå i arv til hans børn. I omkvæddet gentages linierne ‘jeg kører til dig alene igen / jeg kører til dig’. Banalt, helt sikkert, men ikke uden effekt til den energiske og sørgmodigt håbefulde melodi…