Kategoriarkiv: Pop

Forever T

Er vi ikke ret nede ovenpå den uventede nyhed om Terry Hall’s alt for tidlige bortgang? Jo, vi er. Så her endnu en sang, der giver ham i levende live. Kan man forestille sig denne ofte så mismodige The Specials-sanger, den måske mest engelske af alle engelske stemmer, placeret i et synligt priviligeret kærlighedsdrama på Den Franske Riviera, syngende en luftig popsang af så europæisk snit, den næsten lyder som Jarvis Cocker og Pulp fra deres bedste tid, præcis samtidig? Det er virkeligheden på denne single fra Hall’s soloalbum Home (1994)…

PS – Var det underbevidsthedshukommelse det med Jarvis Cocker og Pulp her ovenfor, eller bare ren tilfældighed? Ser ialfald nu, at netop Pulp har lavet et samtidigt remix af ‘Forever J’. Poetic justice…

The Raveonettes tilbage

Indtog frostgraderne i aftes i havnen i Køge, byen syd for København med hele to fine spillesteder, Bygningen og Tapperiet. Sidstnævnte lavloftede rockklub havde nemlig besøg af længe savnede The Raveonettes, der er på DK-tour i original live-besætning med Sune Wagner, Sharin Foo, trommefænomenet Jakob Hoyer og Manoj Ramdas (højelektrisk second guitar). Den lange pause taget i betragtning viser lige nu et overraskende tight band i støjende storform, der sultent går til Wagners stil-elegante katalog af perfekt pop, gennem setlisten bevægende sig kronologisk frem fra første dogme-enkle EP til den langt mere bredspektrede Raves-nutid. Herover et grønt/pink klip fra showet på Train i Aarhus forrige weekend. Som måske anes spiller den kompromisløst satsede lyssætning på disse shows perfekt op til Raveonettes-universet. Så kun grund til at glæde sig på Godset, Kolding i aften, samt på Store Vega, København onsdag, tourens to resterende shows.

Ny klassisk Del Rey

Lana Del Rey er klassisk Lana Del Rey på sin nye single i dag. Hvis man troede seneste album havde udtømt kilden, de utallige sendrægtige Del Rey-klaverballader har deres udspring i, tog man grundigt fejl. Som altid med hende et dvælende langsomt tempo under tungtdryppende molakkorder tilsat kærlighedshungrende, americana-fortabte ord. Sangen lyder ikke helt ulig gennembrudshittet ‘Video Games’, men god er den heller ikke. Dog, et cool stort gospel-kvindekor mod slutning løfter imponerende. Hun har været her før, men det virker…

Elektronisk vintermusik

Det var en af de helt store singler den vinter. Johnny Marr, der efter The Smiths havde brugt et par år som session-guitarist her og der, var nu gået sammen med New Order’s Bernard Sumner i duoen Electronic, hvis debutsingle ‘Getting Away With It’ blev udsendt 4. december 1989. Dengang lød nummeret ligeså moderne som det lyder charmerende gammeldags i dag. Snart var Electronic på BBC’s Top of the Pops, hvor produceren helt misser, at den store stjerne hverken er Sumner eller gæste-vokalist Neil Tennant fra Pet Shop Boys, men naturligvis Johnny Marr i baggrunden…

14’th Street, 1977…

En af denne sides absolutte favorit-trommeslagere fylder år i dag. Her går han, Blondie’s metronom-fyrværkeri Clem Burke, side om side i 1977 med Debbie Harry på 14’th Street, Manhattan i New York City. Det nærmest eksotiske gadebillede er taget af Blondie-bandleader Chris Stein, hvis fotografiske evner fra dengang senere har givet sig udslag i flere fotobøger. Blondie turnerer videre næste år, hvor et nyt album ventes udsendt. Her et klip fra det amerikanske NBC-show The Midnight Special, 5. oktober 1978, to uger efter udgivelsen af gennembrudsalbummet Parallel Lines

Lørdagens 36-års…

Vi må aldrig glemme New Order, bandet der rejste sig af Joy Division’s aske og blev noget forunderligt andet og lyst. Der ligger store albums i NO-diskografien, men en disciplin New Order om nogen var mestre i, det var den udvidede 12″er-single. Altså forlængede numre der nærmest lød, som blev de remixet samtidig med at de blev skrevet og indspillet. Måske det faktisk foregik sådan? Et af de fornemmeste eksempler på dette er ‘Bizarre Love Triangle’, der udkom dags dato i 1986. Det gyldne New Order-nummer er stadig en uforbeholden nydelse at høre. Ikke mindst hen mod dets slutning, da det himmelske vocoder-chorus sætter ind. Enjoy!

Ikke som alle andre

60’ernes bedste engelske band? Mange vil sige The Beatles, for uden Liverpool-popkometernes indflydelse og konstante musikalske udvikling, hvor havde nogen af deres konkurrenter så været? Sigende at The Rolling Stones’ anden single ‘I Wanna Be Your Man’ således var skrevet af Lennon/McCartney, før Jagger/Richards blev selvstændige og dygtige nok til selv at gøre det.

Men The Rolling Stones er også et godt bud på ovennævnte spørgsmål. Hvor The Beatles tog den velfriserede, lyse vej langt hen, da – rådgivet af deres unge manager/inspirator Andrew Long-Oldham – valgte Stones bevidst de mørke gyders hullede brosten, det med en kantet musik, der gjorde en ære af det utilpassede og farlige. Specielt Stones’ singler fra 1965 og frem til 1971 har den kunsteriske styrkes langtidsholdbarhed, man dengang næppe havde troet dem mulig. For trods alt var det jo ‘bare rocknroll’ , som Mick Jagger selv skulle synge det i 1974.

Så er der ialfald – foran de lidt mindre oplagte contenders som Small Faces og The Who – et band til, der kan hamle op med de to førstnævnte. The Kinks lyder i starten af karrieren i 1964 mest som endnu et band, der uden forbehold spiller for tidens massive Beatlemania, men meget hurtigt udvikler sanger/sangskriver Ray Davies sig til noget helt enestående. Og gennem hans specielle talent udsender The Kinks ligeledes fra 1965 og frem en musik, som i sit temperament og sin melodiske tone er så ærke-engelsk, genrebetegnelsen brit-pop næsten burde have været opfundet allerede der.

Og Davies’ sangtekster følger lykkeligt musikken til dørs. Hvor The Beatles’ tekster altid fremstår velfungerende sangbare, men ofte også – lad os være ærlige – lidt undervældende ansigtsløse, da bærer Ray Davies’ forfinede sangord omvendt en novelleforfatters sans for personlige detaljer, historier og karakterskildringer. Hvilket giver The Kinks’ fornemt svungne melodier ekstra tyngde, når de med hans indlevende fortællinger antager karakter af små stemningsfilm, man trækkes ind i.

Nå, det var en lang indledning her, blot for at kunne bringe en interessant cover af Ray Davies-sangen ‘I’m Not Like Everybody Else’, der først optræder hos The Kinks som single-b-side til ‘Sunny Afternoon’ i 1965, langt senere (live-versionen her ovenfor) som skæbnesvanger afslutningsmusik i The Sopranos. Femten år efter originalen udsender den engelske session-guitarist Chris Spedding (som har spillet sin elektriske guitar på studieplader for bl.a. Bryan Ferry, John Cale, Harry Nilsson, Paul McCartney) et soloalbum, hvis specielle titelsang netop er ‘I’m Not Like Everybody Else’…

Faldne popstjerner

Når man er ung, så er der er masse af bands som sender en afsted. Senere er der stadig stærke følelser for mange af dem, mens visse andre kun huskes med en beklagelsens skamfuldhed. Som hvad tænkte man dog på?! Sådan har jeg det her med London-bandet Adam and the Ants, der på få år bevægede sig ud fra snæver postpunk og for en tid blev enorme popstjerner i England og hele Europa. Oplevede deres koncert i Odd-Fellow Palæet i København i maj 1981, da de var allerstørst, hvor jeg sneg mig ind til soundcheck om eftermiddagen. Derinde i salens mørke kunne et genert supportband ses stående og vente på sin tur, nyopfundne TV-2 skulle som opvarmning have sin første koncert nogensinde. Adam Ant var på det tidspunkt uden falsk blufærdighed den moderne imagebevidste popstjerne, der – som resten af sit band – kun optrådte offentligt i kulørt sørøver-designertøj og overgjort ansigts-krigsmaling. Deres spaghettiwestern-corny lyd var bygget ovenpå et burundi beat, sendt effektivt afsted af to ‘modspillende’ trommeslagere, numrene mytologiserede indianerstammer, sørøvere (igen) og Robin Hood-romantik. Koncerten den aften oplevedes sært hul trods øresønderrivende teenage-begejstring i Odd-Fellow. Har siden forlængst bortkastet albummet Kings of the Wild Frontier (1980), der var et af de største på hitlisterne det år, og husker det kun som man kan mindes noget alt for sukret slik, man engang har spist sig dårlig i. Hvad tænkte jeg dog på med dem?! Her Adam and the Ants på scenen i Manchester i selvsamme periode. Hvis ret skal være ret, så spiller de egentlig, trods det hovedrystende koncept, langt mere helhjertet til end kynikeren i en har lyst til at ville anerkende. Adam Ant fylder 68 i dag. Her er han i plus-midten af sine tyvere…

Stadig sygt god

Johnny Marr, guitar-es og mand bag den tidsløst elegante musik som er The Smiths, fylder år i dag. For at markere det sættes her et par af hans melodisk lysende guitarguirlander op over denne blog. ‘This Charming Man’ findes ikke på The Smiths’ debutalbum fra marts 1984, selvom sangen er blevet udsendt ikke længe før. Den udgives nemlig 31. oktober 1983 – på Marr’s 20 års fødselsdag – som Manchester-bandets anden single efter ‘Hand In Glove’. Og der er fart på for Johnny Marr i den periode; allerede inden han fylder 24 er The Smiths opløst og hans imponerende livsværk med The Smiths komplet. Sjældent har begrebet boy wonder været mere presserende…

Lyder ‘This Charming Man’ her anderledes, end du synes den plejer? Det har sin grund. Dette er den såkaldte London-version fra før den ‘rigtige’ Manchester-version, men dømt ikke-optimal og derfor genindspillet oppe nordpå. Denne udgave ligger som nummer to, lige efter Manchester-versionen, på den oprindelige 12″er-single. Synes i den grad også London-versionen her kan noget med sin så tydeligt mere reverbede guitarlyd.