Kategoriarkiv: Rocknroll

Oktober-fest

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-m_ward_foto.jpg

Regulær god lørdag aften med Mikael Simpson & Sølvstorm i Vega. Han er en mand af fine nuancer, uanset om det drejer sig om vokalbetoninger i stemningsfulde sange eller stagemoves i glitzende lys. Mine favoritter fra gulvet var umiddelbart husket den dubbede flyvende-tæppe-udgave af Bowie’s “Let’s Dance”, “Jeg Kan Se Det, At Du Ved Det”, refrain-klar og ført an af steady distortion-bass, helt enkle “Uren Besked” og den nær perfekte “Kæmpe Kærestesorger”. Trentemøller var på svajende keyboards et nyt og givende musikalsk input – cool at se Simme iklædt den anderledes lyd.


Ellers har denne weekends soundtrack her udelukkende været amerikaneren M. Ward og hans helt nye Post-War-album. Havde aldrig nogensinde hørt om manden med det noget grå navn før i torsdags, hvor jeg stødte på en lokkende anmeldelse af netop Post-War. Købte den – og forgængeren Transistor Radio – og blev givet en oplevelse af de sjældne. Andre der ligeledes har svaghed for Elliott Smith, for Sparklehorse, for Tom Waits, altså for den ikke helt regelrette, ny-amerikanske sangskriver-tradition, vil nemt kunne finde sig beriget gennem M. Ward’s så delikate spindelvævssange af fortid, drøm, illusion. En både vane- og billeddannende musik, stemningsafspejlet i Post War-coverets brudte, mættede farver – hvem sagde efterår?

PS – Omtalte Sparklehorse er iøvrigt netop nu ude med deres første plade i 5 år, Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain, og her er vi desværre ikke helt begejstrede for en flok sange, der deres fantastiske produktion og stemningsfuldhed til trods, er hørt bedre, mere opsigtsvækkende før fra Sparklehorse’s Mark Linkous. Lidt ærgeligt…

PPS – Glemte kun at nævne, at M. Ward også har sin helt egen udgave af Let’s Dance. Ward’s version, der findes på en anden tidligere udgivelse, er stille og tæt på, med blød akkustisk guitar og – ligesom på hele Post-War – en af de mest beroligende sangstemmer på den her side af Mælkevejen.

Henrik Hall synger efteråret ind

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-solocover.jpg

Love Shop’s egen Henrik Hall og hans band Himmelstormerne følger forårets koncerter op med en ny koncentreret tour, hvor man forhåbentlig igen vil kunne forvente overlegne fremførelser af bl.a. de fine sange fra Henriks “Solo”-debut. En opfordring herfra til alle – ikke mindst de af jer, som endnu ikke har tjekket Hall ud live – om at møde op og blive beriget. Hvor og hvornår det kan foregå ses på tourplanen lige herunder, hvor ikke mindst den fredag aften i Pumpehuset, vi taler Love Shop’s gamle hjemmebane, ligner et must:

12.10: Musikcafeen, Århus
13.10: Pumpehuset, København
14.10: Forbrændingen, Albertslund
20.10: Stars, Vordingborg
03.11: Viften, Rødovre

En stor dag

Den 1. oktober er en stor dag i historien. På denne dag i 1980 blev kommunistpartiet i Burkina Faso splittet; den Albanien-tro fraktion rev sig løs. Mange år senere udsendte Victoria Beckham sit debutalbum – også d. 1. oktober.

En fjern kurve

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-curve.jpg

Der er lige kommet et nyt album med Thomas Buttenschøn. Heldigvis findes der dog også musik, det er til at holde ud at høre på. Forleden, da jeg kiggede i mine talrige kasser med gamle cd’er, genfandt jeg f.eks. Doppelgänger med den britiske duo Curve. Gotisk shoegazer-techno – en slags Cocteau Twins med beats og My Bloody Valentine-guitarflader – der dengang i 1991 (hvor Buttenschøn også var en seksårig dreng af krop) var dybt fascinerende og faktisk stadig er det. Nogle år senere blev Garbage et verdensnavn med en lyd, der var mere umiddelbart poppet, men alligevel trækker lange veksler på Garcia og Halliday. Hør bare Shirley Mansons vokal, hvis I ikke tror mig.

Elektrisk fast food

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-L_01.jpg

Dagens tip til den grå regn. Nyt, ungt, upcoming britisk band med rastløs, hurtig lyd. Har hørt den formel talløse gange før, men charmerende er det, al den catchy larm med klippefast tro på egen uovervindelighed:

http://www.myspace.com/theautomatic

Sheffield United

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-JC.jpg

Apropos indlægget nedenfor, så forlyder det i dag fra Ingerland, at Jarvis Cocker’s debut “Jarvis” udkommer d. 13. november. Og efter bl.a. Pastorens kritik af den C**** Are Running The World-sang, er det nu blevet besluttet IKKE at inkludere den på selve albummet fra den skarpe repræsentant for Sheffields utilpassede ex-ungdom – shame on you, Pastor!

Musik for indian summer

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-is.jpg

Det har været den bedste sensommerdag i København denne søndag. Har været ude under skarp sol, træers mørkegrønne tag, med hunden Jamaica. Kom hjem og fandt en sang frem, der ville indkapsle dagens dybtliggende landskab af forgænglighed og tørst efter mere, amerikanske Luna’s cover af Beat Happening’s…Indian Summer.

INDIAN SUMMER

Breakfast in cemetery
Boy tastin wild cherry
Touch girl, apple blossom
Just a boy playin possum
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
What is that cheerful sound?
Rain fallin on the ground
We’ll wear a jolly crown
Buckle up, we’re wayward bound
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
Motorbike to cemetery
Picnic on wild berries
French toast with molasses
Croquet and Baked Alaskas
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
Cover me with rain
Walk me down the lane
I’ll drink from your drain
We will never change
No matter what they say…

© Beat Happening

Musik for et nyt efterår

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-dyinginthevinesingle.jpg

Pastoren skrev både om efterår og om John Cale i går. Sidstnævnte fik mig til at høre en plade, jeg købte i foråret, men aldrig fik pakket ud, opsamlingen Close Watch – An Introduction To John Cale. Selv kender jeg mest John Cale fra hans gyldne periode i Velvet Underground, samt fra nogle kulsorte, intoxikerede solokoncerter i midtfirsernes København. Er ikke nødvendigvis så vild med hans afstandsholdende, lidt uhm…teatralske stil, men tilstår gerne hengivenhed over for mesterlige sange som den big time-orkestrale “I Keep A Close Watch”, Warhol-pladens graciøse “The Style It Takes”, men især nedenstånde “Dying On The Vine”, med det så specielt fine flow i melodi, stemning, cut op-tekst. Har 7-inch-udgaven med ovenstående cover – hører den for sjældent…

DYING ON THE VINE

I’ve been chasing ghosts and I don’t like it
I wish someone would show me where to draw the line
I’d lay down my sword if you would take it
And tell everyone back home Im doing fine

I was with you down in Acapulco
Trading clothing for some wine
Smelling like an old adobe woman
Or a William Burroughs playing for lost time

I was thinking about my mother
I was thinking about what’s mine
I was living my life like a Hollywood
But I was dying on the vine

Who could sleep through all that noisy chatter
The troops, the celebrations in the sun
The authorities say my papers are all in order
And if I wasn’t such a coward I would run

I’ll see you me when all the shootings over
Meet me on the other side of town
Yes, you can bring all your friends along for protection
It’s always nice to have them hanging around

I was thinking about my mother
I was thinking about what’s mine
I was living my life like a Hollywood
But I was dying, dying on the vine

John ©ale

I dag begynder efteråret

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-efteraar6.jpg

23. september, efterårsjævndøgn og derfor den egentlige start på efteråret. Jeg vil fejre dets komme ved at tage mine shorts på (for vejret har ikke opdaget det endnu) og gå udenfor med min iPod. Jeg har netop fået genudgivelsen af John Cales popklassiker Paris 1919, og det skal fejres. Der er tidligt efterår over meget af den walisiske sangers musik.

Og hermed fortsættes samtidig C-temaet på bloggen over sangskrivere, der passer til midaldrende mænd (som undertegnede) og mørkt øl (som f.eks. Köstritzer Schwartzbier) : Cohen, Cave og nu Cale. Jens bør nu fortsætte med Johnny Cash.

Den gode søn

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Cave.jpg

“I don’t do happy. I do angry or sad”. Således står der øverst på romantikeren Nick Cave’s MySpace-side. Og sandt at sige er det som oftest det temperamentsfulde, fra den ulmende glød til eksplosionsbranden, der er blevet doseret fra hans red right hand. Ikke mange kan som Nick Cave skrive og synge den traditionelle kærlighedssang så direkte og intenst. Og i en form, der med sit klassiske klaverspil og sine floromvundne sprogbilleder, egentlig fremstår decideret umoderne, er det noget af en bedrift, at Cave, med sin helt personlige sans for det dramatiske, for det indlevende, for den voksende grå sky på den blå himmel, igen og igen kan give sine sange så meget vitalitet, så nutidig en relevans. Hans koncert i Operaen for et år siden var et brag på samme baggrund. Der tog han et bedsteborgerligt Kulturpris-publikum på sengen, med en voldsomhed ingen syntes forberedt på, spyttende, syngende, smadrende sit klaver ud i høj, ekspresiv musik som bedst. Kulturministeren var på det nærmeste forsvundet ned under sin stol tilsidst. Jo, det var sgu’ kultur – så kan de lære det! Og om muligt endnu bedre var det faktisk året før, da han og The Bad Seeds rullede forbi København, Falkoner Salen, en fredag aften. Her brugte Cave samme specielle scenetrick og gjorde massen i den propfyldte sal til direkte modstander/modtager i de udfarende skæbneberetninger, hvor hans gode konstant kæmper mod det onde, hvor hans onde konstant kæmper mod det gode. For jo, det er den sang han synger. Og som god vin bliver den bedre og bedre med årene. Nick Cave fylder 49 i dag.

http://youtube.com/watch?v=ws4SAOo9-5w

Han er vores mand

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-leonardcohen1.jpg

For nyligt udkom soundtracket til koncertfilmen I’m Your Man, hvor en række internationale artister – mange af dem med efternavnet Wainwright – på en australsk aften fortolker sange af singersongwriter-sortsynets grand old man, Leonard Cohen. Soundtrackets kvalitet er, for nu at sige det diplomatisk, svingende, selvom specielt Nick Cave’s præstation på titelsangen næsten alene er indgangsprisen værd. Men det er ligemeget. Hvad der vil fortælles her er, at Leonard Cohen på det obligatoriske fotoportræt på coveret, næten overskygges af en vis Bono Vox. Ja, ham vores opmærksomhedssyge ven fra U2. Hvilket måske ikke er så klædeligt – Bono’s omklamren af alt der udstråler autencitet er efterhånden legendarisk – men alligevel siger mere end ord kan, om Leonrad Cohen’s velfortjente status som absolut kunstnerisk elite indenfor en branche, der ellers sjældent sætter pris på sine egne uhm…moralske vindere mens de er i live. Dét er Leonard Cohen, der i dag fejrer sin 72 års fødselsdag – long may he run!

Ugens new zealandske luksusliner

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-TheVeils.jpg

Set fra dette beskyttede værksteds sjældne vinduer, synes den nye uges mest spændende albumudgivelse at være sophomore-pladen med The Veils, Nux Vomica. The Veils debuterede for tre år siden med The Runaway Found, en opmærksomhedskrævende og forstyrrende skizofren affære, der balancerede mellem lidt for ordinære, næsten britpopagtige uptempo-sange og så en række underskønne, kuperede ballader, sunget hjem af unge, new zealandske Finn Andrews. The Veils tog en enkelt tour, der bl.a. omfattede en temperamentsfuld aften i Lille Vega, og så var det allerede forbi, i opløsningens tegn.

Lige indtil nu, hvor Finn Andrews har fået samlet en ny udgave af The Veils og indspillet de ti sange der udgør Nux Vomica. Og det drama, måske nok Andrews’ største aktiv, som først trak opmærksomhed på The Runaway Found, lever heldigvis også i bedste velgående her; sange tumler med mægtig kraft, kor synger længsel, klaverer spændes hårdt for, guitarer skærer ind, og Andrews’s så udtryksfulde stemme leder med lys og lygte efter sin ejers lykke, så fjern, så nær. Navne som The Triffids, Echo & The Bunnymen, The Waterboys, The Bad Seeds ligger lige for i tradition, men skal næsten ikke nævnes, da The Veils’ med disse nye sange sætter fingeraftryk, der så godt som overflødiggør relevansen af en snak om stilistisk arv.

Som man indimellem kan blive træt – nej? – af tidens mest succesfulde indie-bands, med deres ofte shiny-shiny distance og MTV-sarkasme, så er her en anderledes flok, der insisterer på udelukkende at vise store film på det helt brede lærrede – ret så uncool for sure, men alt andet end kedeligt eller uvedkommende. Too much of a good thing can be absolutely wonderful, udtalte køleskabet Diana Ross engang. Gad vide om det var The Veils’ ekstravagante tilgang hun havde i tankerne…?!

Joyride

Sæt champagnen på køl! I dag for præcis et år siden skød Joyride 05-touren sig afsted i Motorcity Silkeborg, det lange målrettede træk mod uafrystelig storhed og nye venner. Genkalder selv den koncert som en fifty-fifty cocktail af nervøsitet og lettelse. Ingen tvivl om vi er blevet så meget bedre siden, men allerede at stå derovre i Silkeborg og høre drengene spille Rocknroll-sangene ud i den jyske aften, var alt jeg længe havde drømt om – det føltes rigtigt. Ét år i dag!