Kategoriarkiv: Rocknroll

Det regner i London

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Ashc.jpg

Richard Ashcroft udsender på mandag sin 3. soloplade, Keys to the World. I den forbindelse er der en ret ond men ikke destomindre underholdende anmeldelse i dagens The Guardian, hvor Ashcroft får det glatte lag for både tekst og musik.

Det synes hårdt, for det står slet ikke så slemt til, som det gjorde på forgængeren med den endnu tonstungere titel, Human Conditions, hvor Richard Ashcroft i disse ører (jeg ved Pastoren ikke er enig) lød helt blottet for mål og mening. Det gør han heldigvis ikke længere på det nye album, hvor livet og lysten til det synes genfundet. Hvor det klæder Richard Ashcroft atter at kigge længere ud end til egen navle!

Dramaturgien løber som den har gjort siden The Verve gik i opløsning. Store ballader efterfølges af endnu større ballader, efterfølges af lidt mindre ballader. Kun i enkelte tilfælde brydes det “voksne” beat, som her i åbningsnummeret, den noget blinde rocker “Why Not Nothing?”. Altafgørende forskel på sidst og nu er Richard’s engagement, der igen er tilstede. Det gør en verden til forskel.

“Words get in the Way” hedder en af sangene, hvis titel synes taget ud af Guardian-anmelderens train of thought omkring Ashcroft’s tekstskrivning. Og jo, journalisten har sikkert ret, Ashcroft er ofte pompøst højtravende i kampen med tilværelsens helt store størrelser i sine vers. Men det er ligemeget. For Richard Ashcroft er soulsanger i ordets bedste, mest klassiske forstand. Hos ham ligger oplevelsen i selve stemmen, ikke i de ord den bruger.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,,1690048,00.html

Sandinista Now!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-sano.jpg

For godt en måned siden tænkte vi her tanken om hvordan The Clash’s Sandinista-triple-værk istedet ville kunne have set ud som traditionelt enkelt-album. Det viser sig at Epic Records, The Clash’s pladeselskab i USA, allerede gjorde det samme, da pladen oprindelig skulle udsendes. Nervøse for at Sandinista’s 36 sange var en alt for stor mundfuld for det amerikanske pressekorps, skar man 24 af dem væk og sendte promo-udgaven Sandinista Now! afsted som lokkemad. Dens 12 sange – hvoraf 7 også stod blandt vores udvalgte i december – er i kronologisk rækkefølge:

1. Police On My Back
2. Somebody Got Murdered
3. The Call Up
4. Washington Bullets
5. Ivan Meets GI Joe
6. Hitsville UK
7. Up In Heaven (Not Only Here)
8. The Magnificent Seven
9. The Leader
10. Junco Partner
11. One More Time
12. The Sound Of Sinners

Hvis du allerede har Sandinista i iTunes, kan du høre Sandinista Now!……….nu!

I will see you in far-off places

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Gri.jpg

Morrissey skal ud på sin største britiske tour nogensinde. Vedvarende rygter om en række indledende europæiske – og skandinaviske! – koncerter må godt snart blive erstattet af konkret snak. Morrissey’s kommende Ringleader of the Tormentors-album udsendes i Europa d. 3. april.

Salford Lowry (April 18)
Llandudno NW Theatre (19)
Leeds Town Hall (20)
Aberdeen Music Hall (22)
Stirling Albert Halls (23)
Dundee Caird Hall (25)
Greenock Town Hall (26)
Glasgow Academy (27)
Whitehaven Civic (29)
Gateshead Sage (30)
Sheffield City Hall (May 3)
Grimsby Auditorium (4)
Manchester Apollo (6)
Manchester Opera House (7)
Manchester Bridgewater (8)
Halifax Victoria Hall (10)
Blackburn King Georges (11)
Liverpool Philharmonic (12)
London Palladium (14)
Cardiff St Davids (15)
Reading Hexagon (17)
Portsmouth Guildhall (19)
Birmingham Symphony Hall (20)
London Palladium (21)
Truro Hall For Cornwall (23)
Cheltenham Town Hall (24)
Oxford New Theatre (25)
Kings Lynn Corn Exchange (27)
London Palladium (28)

11 forventningsfulde Mozalites i kø allerede, for at sikre sig billetter til koncerten d. 4 maj.

Vor tykkelse

Der kommer lige nu megen spændende popmusik fra Canada – et musikalsk miljø, der tilsyneladende hverken er plaget af mediernes permanente krav om De Seneste Nye Beatles (som i Storbritannien) eller det enorme markeds enorme pres (som i USA). Gad vide, hvor længe det varer ved.

Min seneste opdagelse er Our Thickness, det nye album med The Russian Futurists. Skiven udkom lige før jul og rummer popsange indsunget og indspillet af Matthew Hart fra Ontario – altså endnu en “enmandsgruppe”. Interessant og ofte iørefaldende.

(Det kunne godt lyde som om Matthew Hart anvender Apple GarageBand – et fint stykke software, i al fald. En dag tager jeg mig sammen og bruger det til at indspille sangene fra skrivebordsskuffen…)

DM Europa

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-dm30.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-dm32.jpg

Depeche Mode har nu påbegyndt den europæiske del af Touring The Angel. I aften gælder det Velodromen i Berlin, om godt 5 uger står Parken, København på programmet. Setlisten er der vist ingen problemer med – den så mandag aften i Hamburg således ud:

Intro
A Pain That I’m Used To
John The Revelator
A Question Of Time
Policy Of Truth
Precious
Walking In My Shoes
Suffer Well
Damaged People
Home
I Want It All
The Sinner In Me
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence
——————————–
A Question Of Lust
Just Can’t Get Enough
Everything Counts
Never Let Me Down Again
Goodnight Lovers

Manden der tog fejl leger Kent

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-covermockup.jpg

Som sagt så gjort. Her er en lidt anderledes, men – synes jeg! – mere optimal Du & Jag Döden. For at ramme samme størrelse plade, har den skarpe kniv været i brug. Borte er 3 sange: “Järnspöken”, anonym akustisk ballade Jocke har gjort bedre før, “Max 500”, den underligt statiske første-single med de svage ord, samt for gennemsigtige “Rosor & Palmblad”. Istedet er kommet de 3 føromtalte og bortgemte B-side-eksistenser fra samme indspilningssessions: “M”, svimlende sang – i direkte forlængelse af “400 Slag” – om sygdom og afsked, “Välgärningar & illdåd”, hvis forfinede melodiske flow tilsidst køres ned af massive tordenbrag fra Sami Sirviö’s guitarhimmel, og “Nihilisten”, et af den slags strømlinede uptempo-numre, der altid var så typiske for Kent, tænk “Revolt III” eller “Vinternoll2”. Du & Jag Döden’s “nye” tracklist og sequencing står herunder. Sådan kunne Kent’s 6. plade med fordel ligeså godt have lydt. Lad give hvis bedre version haves…

01. 400 slag
02. Du är ånga
03. Den döda vinkeln
04. Du var min armé
05. Palace & Main
06. Välgärningar & illdåd
07. Klåparen
08. Nihilisten
09. Romeo återvänder ensam
10. M
11. Mannen i den vita hatten (16 år senare)

Enjoy!

Hvad nu hvis jeg tog fejl?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-JB.jpg

Den seneste uges tid har lyttet en del til Kent’s Du & Jag Döden, som jeg tidligere her har taget skuffet afstand til. Men, men, men. Måske er den slet ikke så ringe endda. Måske høres den bedst nu om vinteren, med dens iskolde synth-streger gennem nordisk Kent-lydlandskab. Måske var det forhastet, da jeg ikke troede den havde bagage med på rejsen. Måske er det faktisk en helt glimrende plade. Fortællinger om forandringens tilbageblik, om lyse nætter i 70’er-huse, om sygdomsbeskeder på morgenfly til London “trots att du alltid använt kondom”, giver mening. Mærkeligt at der skulle gå så lang tid.

Et vedvarende ankepunkt er dog de tre sange “M”, “Välgärningar & illdåd” samt “Nihilisten”, der ikke er med på Du & Jag Döden, men alle findes som B-sider på pladens to første singler. Så direkte og klare de fremstår, er deres fravær på selve albummet et decideret mysterium. Heldigvis kan man på iTunes, ved hjælp af personlige playlister, lege Kent og rette den slags uforståelige fejl…

Du & Jag Döden blev iaftes i Stockholm tildelt Aftonbladets traditionelle pris “Rockbjörnen”, i kategorien “årets svenske album”.

Twist & Shout

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-isley.jpg

Vi talte om sangen i forbindelse med The Beatles, men de havde den fra The Isley Brothers, der indspillede og udsendte deres klassiske soul-version først. Teksten til T&S – ren verdenslitteratur! – går sådan her:

Well, shake it up, baby, now, (shake it up, baby)
Twist and shout. (twist and shout)
C’mon c’mon, c’mon, c’mon, baby, now, (come on baby)
Come on and work it on out. (work it on out)

Well, work it on out, honey. (work it on out)
You know you look so good. (look so good)
You know you got me goin’, now, (got me goin’)
Just like I knew you would. (like I knew you would)

Well, shake it up, baby, now, (shake it up, baby)
Twist and shout. (twist and shout)
C’mon, c’mon, c’mon, c’mon, baby, now, (come on baby)
Come on and work it on out. (work it on out)

You know you twist your little girl, (twist, little girl)
You know you twist so fine. (twist so fine)
Come on and twist a little closer, now, (twist a little closer)
And let me know that you’re mine. (let me know you’re mine)

Well, shake it up, baby, now, (shake it up, baby)
Twist and shout. (twist and shout)
C’mon, c’mon, c’mon, c’mon, baby, now, (come on baby)
Come on and work it on out. (work it on out)

Well, shake it, shake it, shake it, baby, now. (shake it up baby)
Well, shake it, shake it, shake it, baby, now. (shake it up baby)
Well, shake it, shake it, shake it, baby, now. (shake it up baby)

© Russell/Medley

Det skete virkelig

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KBH.jpg

Her John Lennon’s setliste fra de 2 Beatles-shows i KB-hallen, juni 1964. Lovende ser den ud, ikke mindst med raket-fantastiske “Twist & Shout” som næstsidste nummer, efterfulgt af speedraceren “Long Tall Sally”, den med “we’re gonna have some fun tonight”-outroen. Amerikaneren Daniel Johnston har for få år siden skrevet en ret uforglemmelig Fab4-tribute ved navn “Beatles”. Aner ikke hvordan sangen lyder, men det er næsten også ligemeget med de ord:

When I was born in ’61
They already had a hit
They worked so hard and they
Made it too
They really were very good
They deserved all their success
They earned it yes they did they didn’t
Buy their respect
And everybody wanted to be like them
Everybody wanted to be the Beatles
And I really wanted to be like him
But he died
A legendary rock group
Like history now to read
Like a magical fairy tale that’s hard to believe
But it really did happen
Four lads who shook the world
God bless them for what they done
God bless them for what they done

© Daniel Johnston

PS – Tingene hænger sammen ude i verden; Henrik Hall’s bror var i KB-hallen den aften! Og man havde kunne købe billetter fra og med den søndag jeg blev født…

På denne dag… og Krøniken er tilbage

I dag vender Krøniken tilbage. Pastoren synes at netop denne dag i Pastorens år er passende, især i betragtning af at den nye omgang afsnit begynder i 1964 – et år der havde stor betydning for denne blogs forfattere.

Ved samme lejlighed kan vi afsløre at Erik ikke døde. Han vendte tilbage til USA, hvor han blev rockstjerne – flankeret af en dansk trommeslager. Se ovenstående billede for beviset.

This is a public service announcement…with guitar

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-WTTW1.jpg

Iskolde vinteraftener er skabt for TV. Genså i nat “Westway to The World”, Don Letts-dokomentaren om The Clash. Har tidligere haft den på VHS, fik den før jul genindkøbt på DVD. Doku’er om rockbands kan være mange ting. Så selv i november den meget roste af slagsen om Ramones, men den gjorde mig kun trist, så åbenlyst i minus stod det menneskelige regnskab dér. “It’s been an ugly life”, slutkommenterede Dee Dee bandets løbebane og interne forhold, kort før sin egen OD-død.

Anderledes med The Clash-filmen, der på smuk vis kommer langt – og oftest positivt – omkring The Only Band That Matters. Fra målrettede punkdage i Ladbroke Grove til ufokuseret rocksuperstardom, hvor Mick Jones forsvinder op i coke-inficeret egomani og slutteligt bliver fyret af de andre, fortælles Clash-legenden i krydsklip mellem oprindelige filmstumper og nye interviews med alle medvirkende. Her stråler specielt Joe Strummer og Paul Simonon, begge forrygende historiefortællere.

Og på trods af The Clash’s rodede endeligt er det den rigtige følelse af det band, der havde alle antenner ude mod omverdenen musikalsk som menneskeligt, man efterlades med. “We did our job and that’s the story, and now we’ re gone”, siger Simonon til sidst uden beklagelse. Og så enkelt synes det. Bandet var stort, måske det største nogensinde, alligevel har man som enkeltpersoner – modsat stakkels Ramones – både nutid, værdighed og format i behold. Selv junk-plagede Topper Headon fortæller sin version straight, uden slinger i valsen.

PS – “Westway to The World”-DVD’en indeholder iøvrigt også 20 minutters-filmen “Clash on Broadway”, om de mytiske 2 uger i maj/juni 1981, da The Clash spillede 16 koncerter i klubben Bonds på Times Square, New York City. Udover de inspirerede liveoptagelser vil det måske her være interessant for denne sides mere fanatiske brugere, at spotte lige præcis hvilket stykke intro-musik The Clash går på scenen til…!

Mountains sit in a line, Leonard Bernstein. Leonid Breshnev, Lenny Bruce and Lester Bangs. Birthday party, cheesecake, jelly bean, boom!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MiSt.jpg

Michael Stipe, den kølige mand med de vilde Elvis-moves, bliver 46 idag. Her er i den anledning en ret ok sangtekst af ham:

Nightswimming deserves a quiet night
The photograph on the dashboard, taken years ago,
Turned around backwards so the windshield shows
Every streetlight reveals the picture in reverse
Still, it’s so much clearer
I forgot my shirt at the water’s edge
The moon is low tonight

Nightswimming deserves a quiet night
I’m not sure all these people understand
It’s not like years ago,
The fear of getting caught,
Of recklessness and water
They cannot see me naked
These things, they go away,
Replaced by everyday

Nightswimming, remembering that night
September’s coming soon
I’m pining for the moon
And what if there were two
Side by side in orbit
Around the fairest sun?
That bright, tight forever drum
Could not describe nightswimming

You, I thought I knew you
You, I cannot judge
You, I thought you knew me,
This one laughing quietly underneath my breath
Nightswimming

The photograph reflects,
Every streetlight a reminder
Nightswimming deserves a quiet night, deserves a quiet night

© Michael Stipe