Kategoriarkiv: Rocknroll

Single Club

7inch.jpg
Ondt i halsen holdt mig hjemme fredag aften, da jeg egentlig skulle have set 1 2 3 4 ude i byen. Endte istedet alene i stort selskab med en broget flok 7-inch-singler. Fik dem ikke hørt allesammen, men her indholdet af den udvalgte bunke, der nu igen går tilbage i kasser, efter kategori og alfabet:

The Marvelettes – ‘I’ll Keep Holding On’, Barbara Lynn – ‘You”ll Lose A Good Thing’, Smokey Robinson & The Miracles – ‘The Tracks Of My Tears’, The Four Tops – ‘Baby, I Need Your Loving’, Nigger Kojak – “Nice UP Jamaica”, Junior Murvin – ‘Police & Thieves’, Yello – ‘The Rhythm Divine’, The Associates – ‘Party Fears Two’, Rhythm Of Life – Soon/Summertime’, Josef K – ‘Chance Meeting’, Paul Quinn & Edwyn Collins – ‘Pale Blue Eyes’, Johnny Thunders – You Can’t Hold Your Arms Around A Memory’, Sister Sledge – ‘Lost In Music’, Black Box – ‘Ride On Time’, Donna Summer – ‘I Feel Love’, Heaven 17 – ‘(We Don’t Need This) Fascist Groove Thang’, Henry Mancini & His Orchestra – ‘Moon River’, Love Shop – ‘En Nat Bliver Det Sommer’, Freshly Riots – ‘Delightfully Fresh’, Dusty Springfield – ‘I Close My Eyes And Count To Ten’, Gun Club – ‘Fire Of Love’, The Gun Club – ‘Sex Beat’, New Order – ‘Everything’s Gone Green’, Marcel Camus – ‘Orfeu Negro’, FR David – ‘Words’, Raspberries – ‘Let’s Pretend’, The Shoes – ‘Tomorrow Night’, Elvis Presley – ‘My Boy’, Scars – ‘All About You’, The Smiths – ‘Hand In Glove’, Nancy Sinatra – ‘Summer Wine/Sugar Town’, Sparks – ‘Something For The Girl With Everything’, The Trashmen – ‘Surfin’ Bird’, Lee Marvin – ‘Wand’rin Star’, Nancy Whiskey – ‘Freight Train’, R.E.M. – ‘(Don’t Go Back To) Rockville’, Dream Syndicate – ‘Blind Willie McTell’, The Kilima Hawaiians – ‘Hawaii Sing To Me”, Pier Angeli – ‘Volare’, David Bowie – ‘Rebel Rebel’, Mott The Hoople – ‘Saturday Gigs’, T. Rex – ‘Metal Guru’, The Dead Kennedys – ‘Holiday In Cambodia’, John Cale – ‘Dying On The Vine’, Carpenters – ‘Superstar’, The Cure – ‘Jumping Someone Else’s Train’, The Passions – ‘I’m In Love With A German Film Star’, Ian McCulloch -‘September Song’, The Dream Academy – ‘Please Please Please Let Me Get What I Want’, Echo & The Bunnymen – ‘The Pictures On My Wall, Echo & The Bunnymen – ‘The Promise’, Echo & The Bunnymen – ‘The Killing Moon’, Devo – ‘Jocko Homo/Mongoloid’, Pere Ubu – ‘Final Solution’, Richard Hell & The Voidoids – ‘Blank Generation’, Iggy Pop – ‘Some Weird Sin’, Jonathan Richman – ‘Roadrunner’, Ramones – ‘Do You Remember Rock’n’Roll Radio?’, The Music Explosion – ‘Little Bit O’ Soul’, The Saints – ‘One Two Three Four’, The Saints – ‘I’m Stranded’, The Undertones – ‘Teenage Kicks’, The Ronettes – ‘Baby, I Love You’, Dean Martin – Somewhere There’s A Someone For Everyone’, Otto Brandenburg – ‘To Lys På Et Bord’, Jørgen Ingemann & De Små Ingemænner – ‘Far, Jeg Kan Ikke Få Hul På Kokosnødden’, Joy Division – ‘Transmission’, New Order – ‘Temptation’, Talk Talk – ‘It’s My Life’…

Phil Ochs 1940-1976

ochs.jpg

31 år siden i dag Phil Ochs – amerikansk frihedskæmper, fantast, disilluisioneret protestsanger, Elvis Presley-fan, far, m.m. – checkede frivilligt ud af denne verden. Om ikke andet, efterlod han sig en række meget fine sange, hvoraf en af de mest simple og ligefremme står i hans minde her:

I’M TIRED

Sometime’s I feel that the world isn’t mine
It feeds on my hunger and tears on my time
And I’m tired,
Yes, I’m tired

Every face on the street is as cold the air
As hard as the pavement moves ‘neath my feet
And I’m tired,
Yes, I’m tired

Sometimes I stop and ask to myself
Oh, why should I be so alone?
It comes and it goes
and nobody knows
For they’re blind with a pain all their own

So I start out again with a smile on my face
To hide all the empty and search for a friend
And I’m tired
Yes, I’m tired

Sometimes I stop and ask to myself
Oh, why should I be so alone?
It comes and it goes
and nobody knows
For they’re blind with a pain all their own

So I start out again with a smile on my face
To hide all the empty and search for a friend
And I’m tired
Yes, I’m tired
I’m tired
Yes, I’m tired

© Phil Ochs

Syng med!

arrest350.jpg

I denne blog har vi sommetider talt om lovligheden (eller mangel på samme) af invasionen af Irak. Mange statsoverhoveder har et temmelig platonisk forhold til international lov (eller såmænd bare deres eget lands love). Måske er følgende derfor noget for alle, der ikke kom med på Aftenland Express ?

En britisk sangskriver, Mark Biddiss, vil nemlig gerne have os alle med til at synge kor på et nyt nummer, “Arrest The Presidents”. Se mere på http://arrestthepresidents.com/ og se hvordan du kan synge med over mobiltelefonen.

Kan nogen huske Slade?

davehill.jpg

Dave Hill med de underlige kostumer og de store fortænder bliver 61 i dag.

Da jeg var 11, var jeg en stor fan af Slade. En overgang var jeg endda medlem af deres fanklub. Tiden gik, og der kom der andre, (syntes jeg) mere substantielle bands, der interesserede mig mere.

Slade blev gendannet som to konkurrende bands, da der kom en glamrock-revival sidst i halvfemserne, og jeg så Dave Hills halvdel spille til karneval i Aalborg.

På trods af fabrikeret nostalgi og aldrende musikeres karneval-jobs kan jeg dog vende tilbage til Slades musik og høre, at Holder og Lea faktisk var dygtige sangskrivere og at Slade ikke kun var glamrock, men også (sammen med f.eks. den “mere substantielle” Paul Weller) var en inspirationskilde for mangt og meget i den britpop-bølge, der hærgede 20 år senere. Også The Replacements har nævnt Slade som inspirationskilde – interessant, for Slade blev aldrig et kendt navn i USA.

(Mon vi om 15 år kan opleve Michael Dehns Love Shop til havnefester rundt om i Danmark?)

Andre fødselsdage i dag: Junior Braithwaite (1949-1999) fra The Wailers, Johnny Borrell fra Razorlight (der bliver 27) – og, nå ja, Gary Moore (der bliver 55).

Dylan, København

 deft.jpg
Ved ikke hvor lang tid vi har med at gøre. Bob Dylan gæstede Kbh. i går med sit band, måske sidste gang? Hvis isåfald var det en fantastisk måde at sige so long på. Bedste koncert vi overhovedet mindes at have set og hørt med The Man In The Long Black Coat. Spillede som besat, sang som en drøm. Helt i kontrast til den uengagerede optræden på seneste Roskilde Festival. Men “summer days, summer nights are gone”, som Bob hvæsede, og i går var der helt anderledes fokus og styr på band, sang, udtryk, lyd. Det hele bragede igennem. Henrik Queitsch giver her til morgen Dylan’s aften de maksimale 6 stjerner i Ekstra Bladet. Det er ikke én for meget.

Forum, Copenhagen, Denmark – April 2, 2007

Tweedle Dee & Tweedle Dum (Bob on electric guitar)
Man In The Long Black Coat (Bob on electric guitar)
Watching The River Flow (Bob on electric guitar)
It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)
(Bob on electric guitar, Donnie on violin)
When The Deal Goes Down (Bob on keyboard)
Highway 61 Revisited (Bob on electric keyboard and harp)
Visions Of Johanna (Bob on electric keyboard and harp)
Rollin’ And Tumblin’ (Bob on electric keyboard, Donnie on electric mandolin)
Desolation Row (Bob on electric keyboard and harp
Spirit On The Water (Bob on electric keyboard)
Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
(Bob on electric keyboard and harp)
Nettie Moore (Bob on electric keyboard)
Summer Days (Bob on electric keyboard)
Like A Rolling Stone (Bob on electric keyboard and harp)
(encore)
Thunder On The Mountain (Bob on electric keyboard).
All Along The Watchtower (Bob on electric keyboard)

Farvel, Hammersmith Palais

ham.jpg

Ungdomshuset i København marts måned, Hammersmith Palais i London denne. Perfekte koncertsteder med masser af historie og udstråling lukkes til og rives ned. Weekenden her var absolut sidste udkald for at opleve musik i Vestlondon’s Hammersmith Palais, der nu skal give plads for ejendomsbyggeri istedet. Lørdag aften spille The Good The Bad & The Queen et set og i går lukkede Mark E Smith og hans The Fall helt af. Fra nu af vil stedet kun stå i erindring, som centrum for ikke så få skelsættende rocknroll-koncerter, og ikke mindst som omdrejningspunkt for The Clash’s tids-centrale historie om afstand mellem hvid og farvet kultur, 1978-singlen ‘(White Man) In Hammersmith Palais’. Det palæ er nu ikke mere.

Nyd Aftenland Express!

Aftenland Express skal nu for første gang weekend-testes offentligt af de heldige sjæle, der allerede nu har været ude og investere i den. Vores egne prøvekørsler på lukket bane har indikeret stor stabilitet omkring dette nye nydelsesprodukt, det i forbindelse med både socialt samvær og en stabil indtagelse af kølige alkoholiske drikke. Et enkelt stjernelysende fornuftigt huskeråd, der kun vil sublimere helhedsoplevelsen, skal dog – før weekenden kommer på – lyde herfra:

Spil højt!

redstr.jpg

Om at downloade sig selv

I sidste uge skrev Mike Scott fra The Waterboys en interessant lille klumme om sine erfaringer med at prøve at være bruger på Wikipedia og redigere i en artikel om… The Waterboys.

(Selv har jeg prøvet at placere en opdateret udgave af den biografi om Love Shop, jeg udarbejdede til www.loveshop.dk, i Gaffas leksikon (der var Gaffa igen…) blot for at få den slettet helt og aldeles af bekymrede brugere, der syntes den lignede for meget.)

Læs Mike Scotts artikel her.

Thåström Europa Express

astra.jpg

Joachim Thåström har siden han flygtede fra egen rockstjernedom i slutfirsernes Stockholm mest opholdt sig udenlands. Nu er han atter tilbage i Sverige, men årene i specielt Amsterdam og København sætter sit præg på hans musik. Seneste soloalbum besang netop byen her, der specielt med ‘Sönder Boulevard’ fik en gigantisk stille sang om Vesterbro smidt sin vej. Og på sit nye debutalbum med “afvekslingsbandet” Sällskapet, fortsætter han sin kronologisering af de landflygtige år.

Vi er nu med på en afdæmpet men hvileløs rejse, uden mål, langt fra hjemlandet, gennem flere nordeuropæiske byer. Sangtitler som ‘Hauptbahnhof’, ‘Järnstaden’, ‘Nordlicht’, ‘Rum 212’, ‘Le Havre’ og ‘ Spår Overalt’ fortæller deres egen historie om et søvngængeragtigt nat-Europa med raslende sporskifter, dunkende fabrikker og alkoholvåde havnekvarterer. Det er ikke moderne tider der spiller i denne så europæiske collage-opbyggede blues-electro, men derimod et fjernt århundredes nedslidte industrisamfund på allersidste vers. Det er søgende tågehorn, lyd af trappestejle banegårde, et Astra-bryggeri i Hamburg, ustemte klaversløjfer, rum ventetid og en klar fornemmelse af ansigtsløse, nu forgangne mennesker, der allerede længtes for længe siden, på de mørkebrune knejper, hvor Thåströms dybe stemme så nemt falder i et med tapetet.

Der synges fra Amsterdam, hvor man går hen til banegården, for at se togene sitre afsted, ud i verden. Der synges fra Skt. Pauli, fra baren Nordlicht ved Elbens kaj, hvor skibsvrag er skyllet på land. Og musikkens langsomme puls knirker og værker og sukker og trækker under det hele. Dog, som tilfældet er hos Thåström, ikke af selvmedlidenhed. De der står ved Jacques Brel’s benhårde og usentimentale havneskildring ‘Amsterdam’, den som David Bowie for langt over 30 år siden også udsendte sin berettigede version af, vil straks genkende den trøstesløshed, man også her transporteres igennem på en ofte dominerende baggrund af optræk til livsskuffelse. For nej, trods et par bittesmå lyse erindringsstik af forsvundne håb undervejs, er den ikke godhjertet, denne langsomt sammenstyrtende verden. Hvilket absolut ikke gør Sällskapets udsøgte skildring af den mindre anbefalelsesværdig.

Der er håb

hab.jpg

Men ikke i de seneste års forgæves søgen efter tabt styrke. For siden den majestætiske sang ‘He’s Gone’, den næstsidste på Head Music – vi taler 1999 – var Suede og specielt forsanger Brett Anderson kun en famlende skygge af sig selv. Utallige avisartikler om stofafvænning efter den ret ufokuserede Head Music, gav ellers visse løfter for efterfølgeren A New Morning, men nej. For mange af os hørte den plades ferske, tømmermandsafkræftede lyd og savnede Suede fra de vilde, unge dage, da sange af ‘Killing Of A Flash Boy’ og ‘Europe Is Our Playground’s kaiber var regel snarere end undtagelse, da Brett sang med største naturlighed om benzinhimmel, kemikalier og speedet kærlighed, da Suede i livskraft og rocknroll-drive syntes uovervindelige.

Vi skal ikke forherlige selvdestruktion, men hvis der nogensinde var et band det ikke klædte at blive ædru og stoffri, så var det altså Suede. Der var meget langt fra synet – og den fantastiske lyd – af en opløst og henført dansende udgave af Brett Anderson på Grøn Scene, Roskilde ’95 til ham, der forsigtigt gik på scenen i Radiohuset ’02 med sin kop the. Musikken fulgte desværre med, fra udtryksfuld ekstase til mat håndværk, og Suede opløstes i en virtuel støvsky af egen ligegyldighed. Så kom The Tears, genforeningen med Suede’s oprindelige guitar-es Bernard Butler, men at det var et trist fornuftsægteskab, lod deres hidtil eneste plade ingen i tvivl om. Den gjorde ondt at lytte på, for dengang med Butler, havde Suede så store gaver ombord, at musikken og sangene og lyden og ordene gav sig selv og bestemte tiden. Nu var det så tiden der bestemte The Tears.

Når der ovenover skrives om håb, skyldes det ikke de alt for mange forglemmelige alibi-numre Brett Anderson har taget med, blandt kun 2-3 mindeværdige, på sin nye solodebut. Det undrer hvordan Brett, der har været medsangskriver på så mange helt igennem gode sange tidligere, nu kan have så svært ved at finde fodfæste i toner og akkorder. Ordene er også tilsvarende usikre, gennemsigtige og “plastic people”-gentagende. Nej, håbet kommer af albummets allersidste ‘Song To My Father”. For lige siden førnævnte ‘He’s Gone’, har Brett Anderson sunget som uden glød, nødvendighed og egentlig tro på sig selv. Men på ‘Song To My Father’, der ligesom ‘He’s Gone’ er en dødssang, denne som titlen røber en hyldest til hans far, synger Brett for første gang i lange 8 år ikke “bare” som ham Suede-rockstjernen med den cool fortid og de smarte London-moves, men som et uforstillet væsen med noget på spil. Sangen er, for nu at sige det på almindeligt dansk, rørende. At det er Brett’s fars død, der skal til for at kunne vække sønnen til live, kan man tage som man vil. Jeg selv er bare glad for, han stadig er her og igen kan udtrykke sig på dén direkte måde, han engang blev så elsket for. Troede virkelig vi havde tabt ham, men nej, han er her endnu. I en enkelt sang. Der er håb.

Lyden af sølv

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-silv.jpg

Det er såden her det er: Nummeret starter med en steady beatbox. Langsomt arbejder Kraftwerk sig ind med en dunkende opdatering af det effektive synth-basstema fra Mensh Maschine’s Die Roboter. Vi får også det store, bølgende keyboard-gardin fra Trans Europa Express. “Rigtige” samplede trommer supplerer op. Flere menneskestemmer messer, ikke ulig Talking Heads omkring Remain In Light. De ændrer karakter og lyder nu som David Bowie når han eksperimenterer mest, som på Lodger. Efter dette entrerer New Order’s stålsatte maskinpark. Så mere Heads og Bowie, og dernæst et pigekor a la New York-gruppen ESG, dem der udsendte en minimalistisk pre-hiphop-EP på Factory, nok i 1980. Pigerne holder op, en klikkende elektrisk guitar tager over, til Die Roboter-temaet igen trænger sig på. Skæve violiner stiger ud af intet, og efter godt 7 minutter slutter Get Innocuous!, første nummer på LCD Soundsystem’s nye album Sound Of Silver, ikke med et elektronisk brag, men med hestehårs disharmoniske klynken.

Ovenstående beskrivelse er sigende for hele LCD Soundsystem’s nye udgivelse. Der er konstant tale om state of the art gennem skarpe referencer og parafraser over de seneste 30 års rytmiske musik. Sjældent at høre et album, hvor man som lytter i den grad kan identificere konkret inspiration bag de så heftigt snurrende rundgange. En moderne lyd, skabt af vraggods fra en allerede forgangen tid. Vi er mest tilbage, hvor ny elektronik og sulten rockmusik slog følge, lige omkring start-firserne. Hvilket ikke er ufarligt. For dette kunne så nemt blive intetsigende, kedeligt, genre-nostalgisk, hvis ikke LCD Soundsystem på Sound Of Silver netop blandede op med krads nutid, i form af både selvstændig og økonomiseret sangskrivning, samt intens vokal. Tidens skingre tone bliver slået hårdt an i North American Scum, endnu en amerikansk sang – Clap Your Hands Say Yeah! har netop afsøgt samme vinkel – om skyld, over personligt tilhørsforhold til verdens mest forhadte nation.

Og sådan folder det sig ud, i en sjælden energisk musik, der sine utallige inspirationskilder til trods dog mest er helt sin egen. LCD Soundsystem har med Sound Of Silver, fra grænselandet mellem elektronisk legesyge og moderne rocknroll, udsendt et album, der kommer meget vidt omkring. Udfarende musik med hjertet på rette sted og pladesamlingen helt i orden – kan det ønskes bedre?

There was a riot going on

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-WR.jpg

Man behøvede som opsøgende pladekøber ikke nøjes med Iggy’s mekaniske dødemandsdans The Idiot den dag i butikkerne for præcis 30 år siden. For et ungt, hypet band udsendte også selvsamme dag – 18. marts 1977 – sin første single. The Clash debuterede med White Riot. Og verden var næsten deres…

Some candy talking

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Psychocandy.jpg

I april 1985 kom Jesus & The Mary Chain til København for at spille til en 2-dages festival i Saltlageret, et andet unikt kultursted, det også er lykkedes politik-folkene her at få ødelagt. JAMC var netop da det mest omtalte og hippe navn i England, dels på grund af nogle meget voldsomme koncerter, men især på pga. af to radikale singleudspil, der begge gav ordet støj en ny ekstrem og attraktiv pop-betydning. På den baggrund var aftenen i Saltlageret noget af en skuffelse. Vi var mange der havde svært ved at se, hvorfor et band gad komme hele vejen fra Glasgow for kun at spille 5 numre (hvoraf de 4 var det samme Fuck Jesus Fuck-nummer gentaget igen og igen) og svine sit nye danske publikum så eftertrykkeligt til som tilfældet var. Hvis brødrene Reid, deres bassist og trommeslager Bobby Gillespie havde håbet på en voldelig reaktion fra den pakkede sal med deres “you f…… Copenhagen wankers!”-ordtstrøm, må de være taget skuffede hjem. Efter deres smadrede udstyr var blevet fejet væk, var det så op til aftenens andet navn, en habil svensk tung-rock-parodi på Iggy Pop ved navn Leather Nun, at redde aftenen, hvilket ikke helt lykkedes.

Men som i rigtige eventyr, dem hvor den grimme ælling bliver til en smuk svane, er historien ikke slut her. For godt et halvt år efter den besynderlige aften i Saltlageret, landede Psychocandy, JAMC’s debutplade – og hvilken en! Væk var koncertens slappe attitude-rock, her afløst af en næsten himmelsk blanding af de mest sukrede små melodier, pakket ind i den fineste hvide støj. Selvom Psychocandy er hård, ofte pågående, med dødssøgende, motorcykelkørende, kærlighedsskærende ord, trækker den mindt ligeså meget på klassiske pigepopgrupper a la Shangri-Las og Ronettes, som på den logiske punk-hjørnesten Velvet Underground. Pladen lød helt ekstrem da den kom, vi var ikke vant til at noget så melodiøst kunne støje så meget, og dannede derfor – her som i udlandet – baggrund for ikke så få tribute-imitationer. At forestille sig et Raveonettes uden JAMC er f.eks. – no offence, Sune! – næsten som at forestille sig et Rubber Band uden The Beatles!

Psychocandy, der i nutid måske mest er kendt for sin åbnings-ballade Just Like Honey’s rolle i Lost In Translation-filmen, gled langsomt ud og forsvandt bag en række af mindre eller lidt mindre vellykkede JAMC-albums i årene efter. For det var som om hele idéen med JAMC var blevet udført så perfekt på debut’en, at alt der nogensinde kom efter emmede for meget af “fuck, hvad gør vi så nu?”. Faktisk slet ikke ulig Oasis, der også selv lavede en 1’er, der bare aldrig skulle kunne overgåes. JAMC udsendte enkelte rigtig gode singler, men ingen albums der rystede verden på samme velgørende måde.

Sidste efterår blev Psychocandy i stilhed genudgivet i remastereret form, og jeg købte den inde i byen, og jeg tog den med hjem, og jeg fik slet ikke hørt den. Indtil i forgårs, hvor det føltes rigtigt at sætte den på, med forårsluft i gader udenfor og det hele, for sådan en plade er Psychocandy sine dødsreferencer til trods. Hvad der slår ved det overraskende fine genhør, er hvor skarp og stilsikker sangskrivningen er. Alle disse små, korte udbrud, en lang slipstrøm af luftig melodi, der kommer og går på et tæppe af feedback og hvid støj. Hvis det overbelastede ord “mesterværk” nogensinde skal kunne bruges, må det være i beskrivelsen af et banebrydende album som dette, der i sin tidsløshed heldigvis viser sig både at kunne nydes og beundres så mange år efter det først blev skudt op, som lysende raket på en kulsort rocknrollhimmel.