Kategoriarkiv: Rocknroll

Bedst i Berlingske, næstbedst i Politiken

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

Musik er ikke kampsport, men vi flyver alligevel højt på følgende medvind:

Dagens udgaver af Berlingske Tidende og Politiken sætter spot på de redaktionelle top-10 lister over årets bedste pladeudgivelser. Berlingske kårer Vejen Hjem fra Rocknroll som årets “uden tvivl” bedste danske album, mens den på Politikens liste tager andenpladsen efter Bigstok Røgsystem. Her et par ord fra Berlingskes sammenfatning:

“Mere direkte, mere forståeligt og tænksomt præsenterede Jens Unmack sig, da han for første gang stod på egne ben efter anmelderdarlingene Love Shops endeligt. Unmack overraskede ikke mindst ved at supplere sine fremragende tekster med stort popmelodisk flair. Og det gjorde “Vejen Hjem Fra Rocknroll” til en født klassiker og årets bedste danske plade.”

Revolution Rock

Error: cannot resize images other than JPEG or PNG; or file not foundError: could not write imagehttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-St.jpgError: cannot resize images other than JPEG or PNG; or file not foundError: could not write image

Idag er det 3 år siden The Clash’s Joe Strummer pludselig døde. I den forbindelse udtrykte jeg i morges her på siden trist undren over, hvorfor det så ofte synes kun at være de gode kræfter der går til spilde. Det skete på en måde, der desværre åbenbart kunne mistolkes som en slags deathwish mod visse danske politikere. Hvilket jo selvfølgelig slet, slet ikke er mit ærinde! Så lad mig prøve igen og istedet fejre vores Joe – og den humanistiske livskraft han er indbegrebet af – med en gengivelse af de syngende ord til “Know Your Rights”, åbningsnummeret på Combat Rock:

This is a public service announcement
With guitar
Know your rights all 3 of them
I say
Number 1: You have the right not to be killed
Murder is a CRIME!
Unless it was done by a
Policeman or aristocrat
Number 2: You have the right to food money
Providing of course you
Don’t mind a little
Humiliation, investigation
And if you cross your fingers
Rehabilitation
Wang! Young offenders! Know your rights
Number 3: You have the right to freeeee
Speech as long as you’re not
Dumb enough to actually try it.
Know your rights
These are your rights
All 3 of ’em
It has been suggested
In some quarters that this is not enough!
Well…………………………
Get off the streets
Get off the streets
Run
You don’t have a home to go to
Smush
Finally then I will read you your rights
You have the right to remain silent
You are warned that anything you say
Can and will be taken down
And used as evidence against you
Listen to this
Run

© Joe Strummer

Årets bedste plader ifølge os

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-totp.jpg

En fast feature de seneste år ovre på www.loveshop.dk har været den årlige december-kåring af det seneste års bedste plader. Den tradition vil vi gerne fortsætte her på den nye side, så en længere snak mellem Pastoren og Jens U. om årets træffere vil kunne læses her fra et par dage før jul.

Men vi er ikke de eneste om budet. Svensk TV’s glimrende Musikbyrån har netop givet deres version af årets bedste, hvor M.I.A, Antony & The Johnsons og Josh Rouse indtager de 3 øverste pladser. Q Magazine er også på banen med Coldplay som # 1 efterfulgt af Gorillaz og Kaiser Chiefs.

Så meget kan afsløres, at ingen af disse 6 navne er at finde på hverken Pastoren eller Jens U’s top-10 for 2005. Men inden de lister meget snart kan læses her, lad os da gerne høre jeres bud på hvem der har leveret varerne i år…

London Calling

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LC.jpg

I mandags fejrede vi her på siden The Clash’s 3-dobbelte “Sandinista!”, der da rundede 25 år. Og det forpligter, for d. 14. december 1979, kun 363 døgn inden, udsendte selvsamme The Clash det dobbeltalbum, der indskriver sig blandt de allerstørste udgivelser indenfor rocknroll. I musikmagasinet Rolling Stone’s bog over de 500 bedste rockplader nogensinde ligger “London Calling” på en 8. plads, hvilket selvfølgelig er imponerende, men nok alligevel 6-7 pladser for lavt.

For “London Calling” har det hele og lidt til. Aldrig før eller siden har noget band vel lige åbensindet sat vekselstrøm til sine i dette tilfælde utallige musikalske inspirationskilder og transformeret dem til et så udfordrende og helt igennem personligt resultat. “London Calling” fremstod da den udkom nærmest som en slags omfattende dannelsesrejse i subkulturelle musikgenrer. Og selvom Joe Strummer & co. her agerede menneskelig jukebox i forskellige stilarter, fremstod de utallige genrehop ikke skizofrent forvirrende, men snarere som en logisk afspejling af The Clash’s helstøbte føling med moderne multikulturel tidsånd og forståelse for tradition i bevægelse.

Men fuck de mange ord, for “London Calling” siger det hele meget bedre selv, uden unødig intellektualisering og formidlingsstøv. En plade må være gjort af noget helt, helt specielt, når den ubesværet, med nu hele 26 år på sit dynamiske Elvis-hyldest af et cover, formår at lyde mere frisk, skarp, levende og relevant end 99% af alle udgivelser i dag – det gør The Clash’s “London Calling”.

Tom Verlaine


Han kom til Danmark i år sammen med Patti Smith og hendes band, mens der endnu var de der varme sensommernætter. Vi kørte i bil ud til Amager den aften, mens mørke faldt over by og land, for at opleve dem. En så intens koncert med Patti Smith’s tunge fortid i centrum. Tom Verlaine gemte sig i et hjørne af scenen, bag skygge og sin febrilsk klagende guitarlyd. Tom Verlaine spillede engang den samme helt specielle guitar i bandet Television. Deres debutplade Marquee Moon rakte tårnhøjt ud efter himlen. Tom Verlaine lød ikke som nogen anden, så strålende af åndeløs tilstedeværelse og sikker elektrisk nerve han skred. Tom Verlaine var en sky person, hans sangstemme gav ham væk, allerede dengang. I dag bliver han 56 år gammel. Ikke længere nogen ung New York-håbefuld artrocker sammen med Richard Hell. Ikke længere udgiver af tidsløse plader, man kan rejse med på. Tom Verlaine, fører af en nu tilbagetrukket tilværelse. Tom Verlaine, skjult under hvid bøllehat. Tom Verlaine, på the quiet life. Tom Verlaine, som glemt i dag.

Sandinista!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-sandinista.jpg

Ved ikke om det er rigtigt, men når jeg hører den, huskes det som om den vinter må have været bitterlig frostkold i Viborg og omegn. For 25 år siden i dag udkom “Sandinsta!”, The Clash’s spraglede 3-dobbelte LP, en kaotisk men ofte fantastisk rodebutik af en plade. Mange mener man kunne have haft en fremragende og fokuseret enkelt-LP, var en 24-26 af de ialt 36 (!) sange blevet skåret fra, men sådan skulle det altså ikke være ifølge The Clash. Som klassisk enkelt-album kunne “Sandinista!” ellers måske have haft følgende prægtige indhold:

1. Police On My Back
2. One More Time
3. Something About England
4. The Equaliser
5. Up In Heaven (Not Only Here)
6. The Street Parade
7. The Sound Of The Sinners
8. Rebel Waltz
9. The Call Up
10. Somebody Got Murdered
11. Broadway
12. The Magnificent Seven

Ekstra Bladet tager Vejen Hjem Fra Rocknroll

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

Ekstra Bladet har kåret årets 20 bedste danske plader og Vejen Hjem Fra Rocknroll indtager 3. pladsen på den liste – efter henholdsvis Bigstok Røgsystem og Mew – med følgende begrundelse:

“Unmack fik en overvældende begyndelse på solokarrieren med disse 11 fremragende popsange. Fornøjelsen bliver selvfølgelig ikke mindre af, at Unmack er leveringsdygtig i noget af landets mest begavede poplyrik. Grundtonen er præget af det, man kunne kalde skeptisk eufori, indkapslet i linjer som “Tid til at gå ned i kaos/Slet ikke til at være trist”.”

Bang, bang, død

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Barat.jpg

Carl Barat var Pete Doherty’s mere rationelle sidekick i The Libertines, som han, efter sidstnævntes endelige eksklusion, tog en vinderløs æresrunde med et års tid. Nu er han så – ligesom Pete i Babyshambles – begyndt på en slags solokarriere under bandnavn, i Carl’s tilfælde er det Dirty Pretty Things. Det orkesters første tilgængelige udmelding er sangen “Bang, Bang, You’re Dead”, der kan høres og ses på nedenstående webadresse. Overtegnede bliver umiddelbart ikke vildt imponeret af dette stykke letvægtsgaragepop, som måske ville være helt okay, hvis ikke lige netop det var fordi genre-sublime Libertines tidligere har sat så høj og tidsløs en standard dér. Men hør selv…

http://www.dirtyprettythingsband.com/

Politiken sætter Vejen Hjem Fra Rocknroll højt

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

På Politiken’s liste over bedste plader i år står Vejen Hjem Fra Rocknroll allerøverst. Før andre navne – bl.a. Mew, Raveonettes, The White Stripes, Gorillaz, Rufus Wainwright, Nikolaj Nørlund – roses for deres udgivelser, sendes følgende Jens U-medvind afsted:

“Love Shop nåede til sidst fra begyndelsen til enden, men for sanger og sangskriver Jens Unmack blev “Vejen hjem fra rocknroll” starten på en spændende solokarriere. Omgivet af unge, dygtige musikere lavede Unmack et stærkt, personligt album af de uopslidelige.”

Richard Ashcroft har northern soul

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-early_morn_54.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-w22b.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Weekender.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-WCC.jpg

Og mere end det – for er han ikke dén store sanger fra hele Britpop-karrusellen? Udgivelser med Verve havde svimmel feeling af lige dele himmelflugt og rendesten – tjek lige stemningsbilleder som “On Your Own” og “History” for kolde bedsits og mørkgråt engelsk regnvejr – og hans egne to soloplader fulgte samme spor ud i fortabelse. Den gode nyhed er, at det nye år d. 23/1 bringer Richard Ashcroft tilbage med en CD, “Keys To The World”, hvis fine single-forspil, “Break The Night With Colour”, nu kan høres og ses inde på http://www.richardashcroft.com/- slide away!
Verve kom fra Wigan i Nordvestengland og netop den by’s nyoprykkede og ret succesfulde Premier League-hold tager lørdag formiddag den korte køretur ud til Liverpool for at spille tidlig eftermiddagskamp (kl13.45 på Kanal 5) mod de lokale på Anfield Road. Wigan har tidligere mest været kendt for sit succesfulde rugbyhold – herunder sammen med den engelske konge før Rugby League Cup-finalen på Wembley i 1948 – men lige nu er det så fodboldklubben der stjæler overskrifter.
Havde det været for 30 år siden, havde Latics-spillerne måske senere lørdag nat skyllet L’pool-kampen langt væk på den daværende Wigan Casino Club, som dengang var centrum for de såkaldte northern soul-allnighters, hvor specielt voksne mænd med liv og sjæl og dansetabletter snurrede rundt natten lang på talkumbestrøede gulve til hurtige og helst obskure amerikanske soulsange fra 60’erne.
Wigan Casino blev revet ned i 1981. Titlen på Verve’s gennembrudsplade fra 1995 må inddirekte være inspireret af det sted og den æra; “A Northern Soul”
Og ang. Liverpool, så har vi tidligere her på siden diskuteret fænomenet Peter Crouch, der bare bliver ved og bliver ved og bliver ved med at have sit første mål til gode. Mod Wigan overskrider han 24 timers regulær målløs spilletid, medmindre altså, at det der efterhånden synes ganske umuligt sker allerede inden for de første 10-11 minutter. Der kan nu i Storbritanien spilles penge til odds 10-1 på at Crouch slet ikke scorer denne sæson…

GAFFA synes Vejen Hjem Fra Rocknroll er okay

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

I det nye GAFFA’s kåring af årets bedste danske plader, tager Jens U. med Vejen Hjem Fra Rocknroll 5. pladsen, umiddelbart efter Mew, Kashmir, Spleen United og Nikolaj Nørlund’s “Andersens Drømme”. GAFFA’s begrundelse derfor lyder:

“Sjældent har et debutalbum åbnet så stærkt og selvsikkert som Jens Unmacks. Det står hurtigt klart, at der ingen grund er til længere at græde over, at Love Shop har slukket for forstærkeren. Jens Unmack ter sig faktisk som en fugl, der er sluppet ud af buret og nu kan vise alle sine flotte farver frem. Det er lydsporet til sommernatten fyldt med skæbner og historier. Jens Unmack er en tekstforfatter i særklasse, og i et yderst frugtbart samarbejde med Nikolaj Nørlund som producer er han også blevet til en fremragende sangskriver. Der er højt til loftet på dette sprudlende album, der ikke kan holde sig fra den gode melodi. Der er bestemt liv efter Love Shop.”