Kategoriarkiv: Rocknroll

I aften er der også…

Hvis man af en eller anden grund ikke skal se regnen falde over et lokalt Sankt Hans-bål eller ikke vil se f.eks. Togo vinde over Frankrig, kan man kigge forbi TV2 Zulu, der i aften viser Heathers, en amerikansk film, der har flere indforståede henvisninger til The Replacements. F.eks. går hovedpersonerne på skolen Westerburg (ikke Westerberg…) High, og på et tidspunkt i filmen kommer replikken “Color me impressed!”, der også er titlen på et af de bedre numre på albummet Hootenanny. Efter sigende var Winona Ryder ulykkeligt forelsket i Paul Westerberg, da filmen blev til.

Apropos selvsamme herre: Læs et lille interview med Paul W. på http://www.msnbc.msn.com/id/13121949/site/newsweek/.

Leeds United

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-WhoLeeds.jpg

På Centralbiblioteket i Viborg var det en af de plader man tilbage i midt-70’erne bare måtte tage med sig hjem. Om ikke for andet, så ialfald fordi det enkle, rå, sandpapirfarvede cover lovede andre og så mere spændende ting end langt de fleste andre albums dengang, der som oftest kom iklædt lunkne, hippie-progressive farver og grim, ussel grafik.

Siden har Live At Leeds fået næsten officiel klassikerstatus, som en af de allerbedste liveplader nogensinde. Den slags overvejelser fandtes ikke da jeg først hørte pladen på mit værelse. Da var det kun dens eksplosivitet jeg lagde mærke til. Blev dog ikke lukket indenfor i sangenes mange soloer, og kom derfor aldrig helt på bølgelænge med pladens bagmænd, The Who. Og dog alligevel, for deres udgave fra Leeds af Eddie Cochran’s “Summertime Blues” var noget af det vildeste jeg kunne finde. Og den slags var værd at sætte pris på!

Siden har jeg aldrig hørt Live At Leeds, lige indtil i går, efter at have læst nedenlinkede artikel om den fra engelske The Guardian. Fuck, tænk hvis vi her i landet også havde en avis, der skrev ligeså seriøst og begejstret om moderne musik…! Som det er nu begrænser vores egne dagblades musikdækning sig til et eventuelt promo-interview i forbindelse med en nyudgivelse, nogle sporadiske live- og pladeanmeldelser, og så den lille andedams-notits, som når en celebrityguitarist er faldet ned fra en palme, eller, som når et lokalt band har vundet sig en kontrakt i udlandet – woaw, hvor oplysende! Men simpelthen ikke godt nok.

Det er en helt anden snak. Tilbage til The Who og og the Leeds side-streets that you slip down. Overraskende stor oplevelse at genhøre pladen, der absolut ikke fremstår tammere med tiden. Og hvad der oprindeligt var et album med kun 6 sange er nu en broget samling på hele 14. Så jo, vi taler her højeste potens af CD-mediets velsignede revisionisme. For endelig er der blevet plads til de korte, direkte sange, som The Who især mestrede. Og som får de oprindeligt udsendte lange freestyle-numre sat i et for mig mere dramaturgisk forståeligt perspektiv.

At høre The Who-hjørnesten som “I Can´t Explain”, “Substitute”, “Tattoo” og “I’m A Boy” spillet lyslevende ud, med den specielt voldsomme, ekspressive lyd fra den svedige aften i studenter-cafeteriet, er langt mere værd end de næsten ingen penge, som Live At Leeds kan fåes til i dag. Det sagt af en mand, der altså indtil i går kun havde to singler – “Substitute” og “Pictures Of Lily” – med bandet. Men læs nu skrivet i den engelske avis og få selv lyst til at tage en tur i tidsmaskinen til Leeds, en kold februaraften i 1970.

http://arts.guardian.co.uk/features/story/0,,1798259,00.html

It's only tøfrock but I like it

Der er netop udkommet en opsamling med The Replacements, Don’t You Know Who I Think I Was. The Replacements huserede i Minneapolis i 1980’erne og gik fra hinanden i 1991. Tre af medlemmerne – Paul Westerberg og brødrene Bob og Tommy Stinson – havde nordiske aner (Stinson er den amerikaniserede form af Steensen).

The Replacements blev oprindelig kategoriseret som en slags punk, men i realiteten var det nærmere sjusket garagerock. Fra og med deres tredje album Let It Be, hvor man bl.a. kunne høre Peter Buck fra R.E.M. spille med på et nummer, var det dog klart at vi her havde at gøre med en gruppe, der var inspireret af The Kinks, Bruce Springsteen og ikke mindst de lidet kendte Big Star, hvis frontfigur Alex Chilton faktisk spillede med på enkelte senere numre og var med til at producere lidt. Og det blev klart at sangeren Paul Westerberg var en usædvanligt dygtig sangskriver, der mestrede både den enkle rock og balladerne. Rockmusikken var af den slags, som nogle af os vil betegne tøfrock.

The Replacements fik aldrig deres store gennembrud – en kombination af at være dukket op på det forkerte tidspunkt og af dårlig situationsfornemmelse. Alt for mange af deres koncerter gik op i hat og briller eller regulære udskejelser på grund af druk. Videoer gad de ikke rigtig lave, og MTV syntes de derfor også var noget pjat. For så vidt en fornuftig indstilling, men…

Da de endelig fik taget sig sammen, var toget kørt og grungen ventede om hjørnet. Men de tre albums Let It Be, Tim og Pleased To Meet Me er anbefalelsesværdige (de senere to Don’t Tell A Soul og All Shook Down såmænd også).

Og bagefter? Paul Westerberg indledte en solokarriere, der efterhånden er blevet mere og mere egenrådig. Tommy Stinson prøvede også at gå solo, men er for tiden bassist i Guns’n’Roses. Trommeslager Chris Mars er kunstmaler.

I dag er The Replacements ikke særlig hippe, og da slet ikke i punk/indie-kredse, men prøv at lytte til især alt-country-navne som Ryan Adams eller Wilco (især som de lød før i tiden), og man kan fornemme hvor de har sat et blivende aftryk.

Den nye opsamling er ikke den første; for nogle år siden kom All For Nothing/Nothing For All, der dog kun dækker de sidste år af gruppens karriere, hvor de havde kontrakt med Warner Bros. Den gamle opsamling havde en masse outtakes og svært tilgængelige b-sider; den nye har to helt nyindspillede numre. Det lykkedes nemlig at få Tommy Stinson, Chris Mars og Paul Westerberg i studiet igen (Bob Stinson døde for nogle år siden). Resultat: “Message To The Boys” og “Pool & Dive”, to fuldfede tøfnumre!

(Og så nåede Jens at se The Replacements spille i København lige inden de gik fra hinanden; jeg boede i Skotland og gik glip af dem på samme turné, da de gæstede Glasgow. Æv æv æv æv.)

Ocean Rain

All at sea again
And now my hurricanes have brought down this ocean rain
To bathe me again
My ship’s a sail
Can you hear it’s tender frame
Screaming from beneath the waves
Screaming from beneath the waves

All hands on deck at dawn
Sailing to sadder shores
Your port in my heavy storms
Harbours the blackest thoughts

I’m at sea again
And now your hurricanes have brought down this ocean rain
To bathe me again
My ship’s a sail
Can you hear it’s tender frame
Screaming from beneath the waves
Screaming from beneath the waves…

All hands on deck at dawn
Sailing to sadder shores
Your port in my heavy storms
Harbours the blackest thoughts

© Ian McCulloch

Der er et lys som aldrig går ud

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-TQID.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-E2.jpg

Og et sådan lys er The Queen Is Dead, The Smiths’ 3. studiealbum, der blev udsendt d. 16. juni for 20 år siden. Morrissey og Johnny Marr synes begge bedre om efterfølgeren, Strangeways Here We Come, men for de fleste er det denne plade, der igen og igen nævnes som et af hovedværkerne indenfor moderne britisk musik. Det er her Johnny Marr peaker, både som arrangør, overlegen sangskriver og stildannende guitarist. Og her Morrissey for alvor får bugt med manererne og synger sig op i mesterklassen. The Smiths var så fænomenalt produktive i denne periode, at pladens oplagte hit, “There Is A Light That Never Goes Out”, aldrig nåede at komme ud på single. For allerede i starten af juli, altså en lille måned senere, udsendtes istedet det helt nye track “Panic”, heller ikke ligefrem nogen dårlig sang. Den historie er meget sigende om et band, som konstant bevægede sig med en fart og kreativ intensitet, der forekom hæsblæsende. Og som havde sin høje pris. Kun godt et år efter den kollektive triumf med The Queen Is Dead var det hele forbi for The Smiths, der meget tidligt blev ofre for de misforståelser, ego-sammenstød og personlige forskelle, der før eller siden æder alle store bands op indefra.

THE QUEEN IS DEAD

(Oh ! Take me back to dear old Blighty,
Put me on the train for London Town,
Take me anywhere,
Drop me anywhere,
Liverpool, Leeds or Birmingham
But I don’t care,
I should like to see my…)

I don’t bless them
Farewell to this land’s cheerless marshes
Hemmed in like a boar between arches
Her very Lowness with a head in a sling
I’m truly sorry – but it sounds like a wonderful thing

I said Charles, don’t you ever crave
To appear on the front of the Daily Mail
Dressed in your Mother’s bridal veil ?
Oh …

And so, I checked all the registered historical facts
And I was shocked into shame to discover
How I’m the 18th pale descendant
Of some old queen or other

Oh, has the world changed, or have I changed ?
Oh, has the world changed, or have I changed ?

Some 9-year old tough who peddles drugs
I swear to God
I swear : I never even knew what drugs were
Oh …

So, I broke into the palace
With a sponge and a rusty spanner
She said : “Eh, I know you, and you cannot sing”
I said : “That’s nothing – you should hear me play piano”

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
But when you’re tied to your Mother’s apron
No-one talks about castration
Oh …

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
Like love and law and poverty
Oh, these are the things that kill me

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
But the rain that flattens my hair …
Oh, these are the things that kill me

All their lies about make-up and long hair, are still there

Past the Pub who saps your body
And the church who’ll snatch your money
The Queen is dead, boys
And it’s so lonely on a limb

Past the Pub that wrecks your body
And the church – all they want is your money
The Queen is dead, boys
And it’s so lonely on a limb

Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely

© Morrissey

Christiania kalder

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Raz.jpg

Det var helt gået her forbi, hvad der sker nu onsdag i København. Så må hellere give den videre, til de af jer som er ligeså uvidende: Som del af en hurtigt arrangeret europæisk 5 koncerts-tour spiller Razorlight på Loppen, Christiania! Ikke hver aften et af England’s allerbedste og mest hypede bands indtager en klub i DK, så mærkeligt, der ikke er nogensomhelst opmærksomhed omkring dette show med The Libertines’ arvtagere af lysende, intens London-rocknroll. Men også heldigt, for kun derfor kan man endnu finde ukøbte billetter på billetnet.dk – hurtig nu!

Top 5 Razorlight-tracks:
1. Golden Touch
2. Vice
3. Somewhere Else
4. Yeah, Yeah, Yeah
5. Hey Ya (BBC Live)

En aften i Århus

Var en tur i Århus i lighed med en del andre, der gæster denne blog.

Det startede temmelig uskønt med en plads i køen lige bag fire mennesker, der mildt sagt var sanseløst berusede. Omsider stod jeg dog på stadion, og kl. 19.00 begyndte koncerten.

Engelske Mohair var lige så spændende som deres uldne navn antyder. Med andre ord endnu et anonymt britisk guitarband; deres lyd var et uoriginalt opkog af Blur, som de lød omkring Modern Life Is Rubbish – desværre uden talentet fra Damon Albarn m.fl.

Og så… The Raveonettes. De har engang skrevet en god sang, så derfor besluttede de sig til at skrive den igen (og igen og…)

Omsider kom Depeche Mode, og ballet kunne begynde for alvor.

Rygterne talte sandt; de var i topform.

Fra aakjaer ved vi at den præcise sætliste var

Intro
A Pain That I’m Used To
A Question Of Time
Suffer Well
Precious
Walking In My Shoes
Stripped
Home
It Doesn’t Matter Two
In Your Room
Nothing’s Impossible
John The Revelator
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence

Ekstranumre:

Leave In Silence
Photographic
Never Let Me Down Again

Især de tre numre fra Violator, der afsluttede det egentlige sæt, viste et band, der kørte med klatten. Glæden ved at være sammen igen på en scene og ved at spille de gamle numre var helt åbenlys, selv set helt ovre fra den modsatte langside.

Daddy Longleg

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-DL.jpg

Heldigt man ikke er satanistisk orienteret i dag, 060606! Så istedet for at skulle holde sig inden døre og frygte det værste, kan timerne måske istedet bruges til at anskaffe sig Niels Skousen’s helt nye Daddy Longleg, der netop udkommer dags dato på Auditorium, dansk rocks egentlige flagskib af et pladeselskab. Nikolaj Nørlund producerer, Rune #1 Kjeldsen, Jonas Struck (ex-Swan Lee), Jakob Høyer, Lennart Ginmann og Søren Kjærgaard spiller med, på en af de mest givende danske udgivelser i år. Skousen re-debuterede på Dobbeltsyn for godt tre år siden, og allerede der kunne man nyde godt af hans så specielle talesyngende vemod, der igen står gribende og knivskarpt på Daddy Longleg. Nå, vil besinde mig og tie, før jeg jeg bliver anklaget for nepotisme. Det er det ikke. Det er en anbefaling. Værsgo!

Sunday Morning

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VU.jpg

Sunday morning, praise the dawning
It’s just a restless feeling by my side
Early dawning, sunday morning
It’s just the wasted years so close behind

Watch out, the world’s behind you
There’s always someone around you who will call
It’s nothing at all

Sunday morning and I’m falling
I’ve got a feeling I dont want to know
Early dawning, sunday morning
It’s all the streets you crossed, not so long ago

Watch out, the world’s behind you
There’s always someone around you who will call
It’s nothing at all

Sunday morning
Sunday morning
Sunday morning

© Reed/Cale

The Ronettes i Pumpehuset

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Ron.jpg

Ikke helt, men næsten. D. 12. juli spiller Ronnie Spector i Pumpehuset, København. Hvis vi taler pop-legender – og det gør vi! – kan det næsten ikke blive større. Se frem til et show, der uanset kvalitet ialfald ikke bliver kedeligt. Dertil er Veronica’s bagage alt, alt for stor, mørk og dramatisk.

Sange om tog kan køre på hvadsomhelst

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ST2.jpg

Vermouth har postet denne playliste, han har brugt i radioen, i et temaprogram om togsange. Listen er så spændende, det ville være synd ikke at bringe den her. For nej, sange med tog i er sjældent kedelige. Hvad er den bedste togsang nogensinde mon? Her er 27 bud fra Vermouth:

1. Ike & Tina Turner – The Loco-Motion (1969)
2. Tiny Bradshaw – Train Kept A Rollin’ (The) (1953)
3. Little Junior’s Blue Flames – Mystery Train (1953)
4. James Brown & The Famous Flames – Night Train (1961)
5. The Pyramids – Train Tour To Rainbow City (1967)
6. The Monkees – Last Train To Clarksville (1967)
7. Dillard & Clark – Train Leaves Here This Morning (1968)
8. The Doobie Brothers – Long Train Runnin’ (1973)
9. Joe Ely – Boxcars (1978)
10. The Clash – Train In Vain (1979)
11. Robert Johnson – Love In Vain (1937)
12. The Rolling Stones – Silver Train (1973)
13. The Velvet Underground – Train Round The Bend (1970)
14. Jerry Garcia & Merl Saunders – It Takes A Lot To Laugh, It Takes A Train To Cry (live) (1973)
15. Bob Dylan – Slow Train Coming (1979)
16. Ryan Adams & The Cardinals – Trains (2005)
17. Todd Snider – Play A Train Song (2004)
18. Gladys Knight & The Pips – Midnight Train To Georgia (1973)
19. Solomon Burke – Fast Train (2002)
20. Meade “Lux” Lewis – Honky Tonk Train Blues (1927)
21. The Delmore Brothers – Dis Train Am Bound For Glory (1954)
22. Johnny Cash – Train Of Love (1958)
23. Crosby, Stills & Nash – Marrakesh Express (1969)
24. Neil Young – Train Of Love (1994)
25. Gun Club – Black Train (1981)
26. The Ethiopians – Train To Skaville (1967)
27. Little Eva – The Loco-Motion (1962)

Beep beep

Nu vi er i den afdeling af verden, så var det selvfølgelig ikke kun nedenforomtalte Desmond Dekker, der kunne noget med ord i rocksteady-sangene fra Jamaica. Tjek lige på skrift den her minimalistiske togsang fra vokalduoen The Ethiopians’ 1967-gennembrud “Train To Skaville”. Maestro Leonard Cohen udnævnte engang Fats Domino’s “Blueberry Hill” som det mesterværk, hvis enkle, billedskabende tekst nemt overstrålede alt, han selv havde skrevet. Og fint nok, beskedenhed er åbenbart en canadisk dyd, men hvad mon så ikke selvsamme LC ville kunne sige om Ethiopians’ overlegne togtur til Skaville? Cohen, Dylan, Reed, Stipe, Cave, younamethem….alle får kamp til stregen her.

TRAIN TO SKAVILLE

Train to Skaville
Chicke chicke chicke…

Beep beep train to Skaville
Pick your seat

Everyone on board

Chicke chicke chicke chicke chicke chicke…

Pshhhh

Beep beep…

Free man free
Free as a bird in a tree

Beep beep

© L Dillon

Look a-down & out, bwoy

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-desmondekker.jpg

En af ska- og rocksteady-musikkens store pioneerer, Kingston’s egen Desmond Dekker, døde i torsdags. Respekt herfra til Desmond, der af de fleste bizart nok mest kendes pga. sin formodede hovedrolle i teksten på Beatleshelvedet “Ob-la-di Ob-la-da”….! Men det han bør og skal blive husket for er sin elegante og sjælfulde vokal på fantastiske sange som “Israelites”, som var det allerførste Jamaica-indspillede hit i Europa og USA nogensinde, “007 (Shanty Town)”, “Rude Boy Train” og “Pickney Gal”. Alle sunde hits, der ubesværet tog ham langt udover de snævre mod- og skinhead-miljøer i sen-60’ernes England, hvor han først blev seriøst respekteret og værdsat.

ISRAELITES

Get up in the morning, slaving for bread, sir,
so that every mouth can be fed.
Poor me, the Israelite. Aah.

Get up in the morning, slaving for bread, sir,
So that every mouth can be fed.
Poor me, the Israelite. Aah.

My wife and my kids, they are packed up and leave me.
Darling, she said, I was yours to be seen.
Poor me, the Israelite. Aah.

Shirt them a-tear up, trousers are gone.
I don’t want to end up like Bonnie and Clyde.
Poor me, the Israelite. Aah.

After a storm there must be a calm.
They catch me in the farm. You sound the alarm.
Poor me, the Israelite. Aah.

Poor me, the Israelite.
I wonder who I’m working for.
Poor me, Israelite,
I look a-down and out, sir.

© Desmond Dekker

Vi blinkede så hurtigt vi kunne

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BirHakeim.jpg

LS-klassikeren Go! har 9 års fødselsdag i dag, d. 28. maj – congrats Go!! Lad os her markere dagen med en hurtig køretur ned på Memory Lane og tilbage igen. Bliver ikke sjældent spurgt, hvordan jeg – nu med lidt afstand til dem – selv rater alle LS-pladerne og hvilke tracks der er personlige favoritsange på de enkelte albums. Så okay, her er sådan en liste med en ikke-overraskende #1:

1. Go! (Love goes on forever, Fremmedlegionær, Vi blinker så hurtigt vi kan, det “skjulte” instrumental-track Havanna Song)
2. 1990 (En nat bliver det sommer, I den nye by, I dag så bedre ud i går, Alt jeg ser er hendes ryg)
3. Anti (Alle har en drøm at befri, Kræmmersjæl, Du er kommet for at gå, Det tog mig et år)
4. DK (Drømmens København, Stalingrad, Vil du ikke engang kysse mig farvel, Hun er stadigvæk en lille pige)
5. Det Løse Liv (Bellavista sol, Birgittelyst, Min Elvis, Født til action)
6. National (Sig det aldrig mere, Nordlys, Susie, Carpenters)
7. Billeder Af Verden (Fuck min højdeskræk, Billeder af verden, Det elsker jeg, Tag mig hold mig løft mig)