Kategoriarkiv: Rocknroll

Forsvar for det nye angreb

134.jpg

Accelerate minder altså ikke denne lytter det allermindste om hverken Neil Young eller The Fab Four. Konkrete referencenavne herfra vil snarere være unge Mission Of Burma – R.E.M. spillede ofte deres ‘Academy Fight Song’ live – eller et hurtigt, mere pop-orienteret Sonic Youth.

Forstår den skepsis, mange møder Accelerate med. Efter tre underwhelming, døde-i-sværen longplayers, kommer nu endelig det album, slukørede hardcorefans har sukket efter i mange år, lige siden R.E.M. med New Adventures In Hi-Fi sidst havde en udgivelse, der ikke emmede af kreativ migræne, Warner Brothers-pleasing og mangel på liv.

Alt for meget tid på turnéer er blevet brugt på at servicere det brede publikum, som først kom med på ‘Losing My Religion’-tsunamien, og gud, hvor man dog derigennem efterhånden h-a-d-e-r ‘Everybody Hurts’ og alt hvad den slags står for i corporate REMWorld. Det klædte ikke R.E.M at blive så store, bandets musik voksede ikke sundt under et mainstream-pres.

Accelerate melder sig i hård kant og flugt ud af den verden. Mærkværdigt i den forbindelse, man har lejet sig ind i enorme Parken til september. For denne plade vil tværtimod trimme tilhørerskaren, så skarp og forpligtende er den. Om man så overhovedet tør tro på de kvaliteter i et band, der så længe har vaklet rundt som groggy bokser, er en anden sag.

Kynikere vil se Accelerate som et rationelt træk, et dekadent forsøg på at iklæde sig egen ungdoms fjer, fra dengang man sammen var på vej ud i verden og bandet var vigtigere end hvadsomhelst, både for dets medlemmer og for dets dengang færre men mere glødende tilhængere.

Hørte Accelerate meget højt på iPod i går aftes, gennem frostkold blæst og sne i København. Føltes da nærmest som noget kostbart, men for længe siden mistet, var kommet tilbage. Slet ikke noget dårligt selskab var det. For sådan er R.E.M.’s nye sange; slår man de skeptiske tanker og trygge forbehold fra, kommer Accelerate i sig selv som en vital, dødcatchy, direkte og helt igennem relevant rocknrollplade.

Accelerate kan, må og bør købes fra d. 31. marts.

Op i fart

cms_image_30876.jpg

I gamle dage ventede man utålmodigt på at et album skulle udkomme, i dag venter mange på at lydfilerne lækker og kan findes på Internet. Og nu er R.E.M.s kommende album Accelerate lækket, denne blogs forfattere har fået lydfilerne og er i gang med at lytte. Det er tydeligt, at denne blogs brugere også lytter løs.

Jeg plejer at skulle høre et album adskillige gange, før det rigtig bundfælder sig, så tag følgende med det påkrævede gran salt:

Det klæder R.E.M. at vende tilbage til den traditionelle, lidt Neil Young-agtige rock, de ofte er vendt tilbage til gennem deres nu mere end kvarte århundrede sammen. Sangskrivningen er tydeligt bedre end på den lumsk kedelige Around The Sun, numrene er ikke længere end enkle rocksange bør være, og trofaste gamle bestanddele som Mike Mills’ harmonivokal og Beatles-agtige basspil og Peter Bucks riff-bjerge er igen dominerende. Nok ikke et storværk, vi har med at gøre, men et solidt album cirka på niveau med New Adventures In Hi-Fi.

Forsidebilledet er udarbejdet med limstift og kopimaskine af de farveblindes forening, så også her er alt som det plejer. Derfor i stedet et billede af Michael Stipe i kredsløb.

No more Dread at the controls

jamacia.jpg

Jamaicanske Mikey Dread, nok mest kendt som DJ, producer og toaster i eget navn, vil vi altid huske en forårsdag på Strøget, slentrende side om side med The Clash’s Paul Simonon. For det var Dread’s forbindelse til The Clash, der her gør ham specielt værdsat. The Only Band That Matters beundrede hans tidlige plader og inviterede ham derfor til England som support på deres London Calling-tour. Mikey Dread kom over, optrådte med succes og producerede samtidig The Clash’s så fine Bankrobber-single. Siden tog han stor andel i indspilningen af det spraglede Sandinista-3dbl-album – en kriminelt undervurderet plade! – og turnerede derefter fast med bandet. Mikey Dread døde lørdag i USA efter længere tids sygdom, 54 år gammel. Hør ham i live, sammen med The Clash, lige her.

A message to you, Paddy

brendan_behan_nywts.jpg

Guinness-bryggeriet har nok årets største omsætning i dag, hvor hele Irland, samt talløse irske compatriots ude i alverdens afkroge, fejrer St. Patrick’s Day, helligdagen for landets skytshelgen, som drikkes og synges hjem i en nationalkollektiv rus af de større. I fuld respekt for det tørstige folk på den grønne ø, markeres St Patrick’s Day her gennem et par klips med The Pogues, fra deres 1988-St. Patrick’s Day-show på Town & Country Club i London. Oplev en ung og promilleiklædt Shane MacGowan med ‘Rainy Night In Soho’, så ikke et øje er tørt, skarpt fulgt af ‘London Calling’ med gæstevokalist Joe Strummer foran The Pogues – cheers!

Top-5 i The Pogues-evergreens:

1. Misty Morning, Albert Bridge
2. Dirty Old Town
3. Summer In Siam
4. Thousands Are Sailing
5. Fairytale Of New York

Show of strength

echo3.jpg

Siden her var repræsenteret da Echo & The Bunnymen, verdens bedste band fra Liverpool, 16. marts 1983 – vi taler 25 år i dag! – for første gang nogensinde satte fod på dansk jord, med en superintens koncert på Falkoner Teatret’s lille scene. ‘Is this a cinema or what? Why don’t ya all stand up!’, var dengang Ian McCulloch’s ord til en bænket sal, dog hurtigt trukket op af aftenens store og åbne musik. Hørte en optagelse af koncerten for noget tid siden; Bunnymen var virkelig enestående på dette tidspunkt, hvad deres show få måneder efter, en varm søndag aften på Roskilde Festival’s Orange Scene, ligeledes klart demonstrerede. Da var den helt nye sang ‘The Killing Moon’, hovednummer på næste års Ocean Rain-album, kommet med ud at møde verden. Her setlisten fra Falkoner:

March 16th, 1983, Copenhagen, Denmark; Lilla Falkescenen

Going Up
With a Hip
Gods Will be Gods
Show of Strength
All My Colours (Zimbo)
The Cutter
Rescue
My White Devil
Porcupine
Crocodiles
All That Jazz
Heads Will Roll
The Back of Love
Heaven up Here
Over the Wall
+ + +
Do It Clean
Villiers Terrace
+ + +
No Dark Things

REM på SXSW

Det årlige musikbranchetræf South by Southwest (aka SXSW) er igang i Austin, Texas, og i den anledning gik R.E.M. iaftes på scenen i den lokale Stubb’s Bar-B-Q, til et set domineret af numre fra snartkommende Accelerate. Her årets første R.E.M.-køreplan:

Living Well is the Best Revenge / Man Sized Wreath / Second Guessing / Drive / Hollow Man / Animal / Auctioneer / Mr. Richards / Fall On Me / Great Beyond / Houston / Electrolite / Accelerate / Until the Day is Done / Final Straw / Bad Day / Horse to Water / Walk Unafraid // Supernatural Superserious / Imitation of Life / I’m Gonna DJ / Man on the Moon

It's D-E-V-O from O-H-I-O

image.jpg

De ligner ovenfor Inter på udebane, men spiller meget anderledes. Devo fra Cincinnati, Ohio udsendte nu for 31 år siden debutsinglen ‘Mongoloid’/’Jocko-Homo’. Se og hør og nyd ‘Mongoloid’ her, i et vildt 1978-klip fra fransk TV. Sangen blev snart tyvstjålet af århusianske Lost Kids, der mente man selv var kommet på den absolut identiske musik til Pærepunk-tracket ‘Asocial’. Men nej. Skal i den anledning heller ikke underkende Devo’s meget specielle visuelle stil – den satte et andet og mere kendt band fra Århus vist også stor pris på…

devopromoarewenotmenera.jpg

Halleluja, halleluja

john_cale02.jpg

Og når nu talen er faldet på Leonard Cohen…

For sytten år siden kom I’m Your Fan, et hyldest-album til Leonard Cohen – og et af de eneste hyldest-albums, der holder endnu. The Pixies, Nick Cave, The House Of Love og et utal af andre gav deres meget forskellige fortolkninger af Cohens sange. Sidste sang var en enkel udgave af “Hallelujah” med John Cale. Netop dét nummer holdt jeg især af; det var her, jeg opdagede, hvor udtryksfuld en sanger, John Cale egentlig er.

Få år senere siden stod jeg på Roskilde-festivalen og hørte Jeff Buckleys koncert. Jeg havde ikke købt Grace endnu (men det gjorde jeg kort tid efter; det var nemlig ikke nogen dårlig koncert). Det betød, at den eneste sang, jeg genkendte, var Buckleys udgave af Leonard Cohens “Hallelujah”. Min daværende kæreste var med, og hun blev snart meget begejstret for netop denne fortolkning. Selv tænkte jeg “Buckley er da god nok, men John Cales indspilning er nu bedst”. Jeg tror aldrig, hun nåede at høre John Cale. Og i lang tid troede jeg, at jeg var den eneste, der havde bemærket kvaliteterne i waliserens prunkløse fortolkning.

Årene gik, og “Hallelujah” blev en slags ny evergreen, som Gud og hvermand (desværre fortrinsvis sidstnævnte) kastede sig over. Den stakkels sang er endog blevet krukket ihjel i Hanne Boels nådesløst selvsmagende mishandling, som jeg dog heldigvis ikke har overværet. (H. Boel sidder ved siden af en buttetskøn person i mit anti-parnas.)

Jeg fandt en ny og betydeligt bedre partner, nemlig min nuværende hustru. Hun var før i tiden svoren tilhænger af Leonard Cohens egen fortolkning (som jeg altid har syntes er flad og grå) og havde også en vis faible for Buckley. Men en dag blev det for meget, og jeg gravede I’m Your Fan frem fra en af kasserne under ægtesengen. Og da måtte hun overgive sig – John Cales udgave er bedst.

I sit seneste blogindlæg på The Guardian giver Jon Wilde mig ret. Så nu er vi tre. Mon ikke vi er flere endnu?

It's about time, Ray

shame.jpg

Jack Kerouac var fra Massachusetts, hvor også bubblegrunge-punkeren Evan Dando er født og vokset op. For få uger siden blev hans band The Lemonheads’ ubesværede 1993-mesteralbum It’s A Shame About Ray nævnt i anden sammenhæng her. Og ikke uden effekt, for sidst i marts genudsendes pladen, Evan Dando’s masterclass i underspillet og perfekt slackerpop, som udvidet deluxe-edition. Den oprindelige plades tolv sange tilføjes elleve ekstraspor, og kommer tillige med en DVD, bestående af diverse promoclips og liveoptagelser fra samme heldige Lemonheads-periode.

Ray-issue, Ray-package:

01 Rockin Stroll
02 Confetti
03 It’s a Shame About Ray
04 Rudderless
05 My Drug Buddy
06 The Turnpike Down
07 Bit Part
08 Alison’s Starting to Happen
09 Hannah & Gabi
10 Kitchen
11 Ceiling Fan in My Spoon
12 Frank Mills
13 Mrs. Robinson (single-A-side)
14 Shaky Ground (single-B-side)
15 It’s a Shame About Ray (demo) *
16 Rockin Stroll (demo) *
17 My Drug Buddy (demo) *
18 Hannah & Gabi (demo) *
19 Kitchen (demo) *
20 Bit Part (demo) *
21 Rudderless (demo) *
22 Ceiling Fan in My Spoon (demo) *
23 Confetti (demo) *

* previously unreleased

37596lemonheadsbig.gif

Two Weeks in Australia-DVD:

01 It’s a Shame About Ray (music video)
02 Ride With Me (live)
03 Mrs. Robinson (music video)
04 Being Around (music video)
05 Alison’s Starting to Happen (live)
06 Hannah & Gabi (music video)
07 Half the Time (music video)
08 Rockin Stroll (music video)
09 Confetti (music video)
10 It’s About Time (live)
11 My Drug Buddy (music video)

Kerouac

kerouac_wideweb__470×4570.jpg

– So in America when the sun goes down and I sit on the old broken-down river pier watching the long, long skies over New Jersey and sense all that raw land that rolls in one unbelievable huge bulge over to the West Coast, and all that road going, all the people dreaming in the immensity of it, and in Iowa I know by now the children must be crying in the land where they let the children cry, and tonight the stars’ll be out, and don’t you know that God is Pooh Bear? the evening star must be drooping and shedding her sparkler dims on the prairie, which is just before the coming of complete night that blesses the earth, darkens all rivers, cups the peaks and folds the final shore in, and nobody, nobody knows what’s going to happen to anybody besides the forlorn rags of growing old, I think of Dean Moriarty, I even think of Old Dean Moriarty the father we never found, I think of Dean Moriarty.

Englene synger og denne widescreen-slutscene fra On The Road markerer i dag Jack Kerouac’s fødselsdag.

Walk on the wild side

bushbono.jpg

Hvad har narcissus-figuren Bono Vox, fakkelbærer i svulstigt-romantiske U2, og den afdøde litterat Poul Borum tilfælles? Ialfald at de begge har prøvet kræfter med ‘Walk On The Wild Side’. At fortolke klassikere med integritet kan være svært – tænk bare Paul Young og ‘Love Will Tear Us Apart’ – og i den sammenhæng er Lou Reed’s seedy bybillede fra Transformer ingen undtagelse. Hør evigt sympatiske – men desværre knapt så talentfulde – Jesse Malin i sin version af sangen her, som en downloadable smagsprøve på hans kommende coverplade On Your Sleeve.

PS – Føromtalte Borum’s ‘På Vildspor’ – indspillet med Haderslev-pioneerne Tristan T – er iøvrigt slet ikke uden egen slingrende rendestenssjæl, og pisser som sådan højt og flot udover U2’s for selvbevidste live-forsøg på at tilegne sig den samme fristende godtepose af integritet, rockhistorie, ubesværet lyrik og kantet New Yorker-coolness. Ikke at Bono’s pengetankspersonale har søvnløse nætter af den grund…

Hun er stadigvæk en lille pige

Bedre sent end aldrig. Vi hejser også gerne flaget her for kvindernes internationale kampdag i lørdags, det med en helt igennem mandsdomineret top-10 over sange begyndende med hende:

01. She’s A Jar – Wilco
02. She’s In Parties – Bauhaus
03. She Loves You – The Beatles
04. She Cracked – Jonathan Richman & The Modern Lovers
05. She’s A Lady – Pulp
06. She Floated Away – Husker Du
07. She’s Like Heroin To Me – Gun Club
08. She’s My Best Friend – The Velvet Underground
09. She’s Not You – Elvis Presley
10. She’s Lost Control – Joy Division

En lavine af stjerner

l_df5aa1f4852534ff84abd267e17a77e2.jpg

Kendte ikke så sent som i forgårs, men så de skal spille support til Blonde Redhead – bl.a. i Pumpehuset, København d. 10. april – og opsøgte dem derfor inde på MySpace. Taler om australske Devastations, som har base i Hauptstadt Berlin og en billeddannende musik med håndholdt fokus på knugende, kantet, koldt, underbelyst. Slet ikke så depri som dét lyder heldigvis, men tværtimod – og slet ikke ulig Blonde Redhead, hvis semi-elektroniske tilgang de deler – absolut godt selskab, måske specielt gennem ledige nattetimer. Devastations’ tredje og nye longplayer hedder Yes, U – må se i dag om den kan fåes her i landet.

Hør Devastations her.

Vampyrweekend

vampireweekend-2.jpg

Et af de albums, jeg hører med nogenlunde jævne mellemrum i disse måneder, uden at det er i heavy rotation (tung omdrejning?), er amerikanske Vampire Weekends debut af samme navn. Man kunne måske forledes til at tro, at deres musik ville være goth i lange baner.

Men nej. Vampire Weekend har et særegent udtryk, hvor en ubekymret New Yorker-tone møder sydafrikansk township jive og kammerpop-arrangementer. De fleste sange handler om college-livet i det nordøstlige USA. Sejlerskoene på billedet fortæller lidt om det segment, bandet stammer fra. Jeg aner ligheder med The Strokes, omend den borede knallert må siges at være udskiftet med en citybike.

En (i begge betydninger) oplagt sommerplade her i marts!

Stemmespild?

stemme.jpg

I et interessant indlæg i sin blog på The Guardian skriver journalisten Tony Naylor om de mange sangere, der ikke kan synge – og laver interessant musik. Omvendt vælter det frem med teknisk dygtige sangere, der laver uinteressant musik. Talentkonkurrencer og A&R-folk finder f.eks. trofast frem til en hel del af sidstnævnte slags.

I sin anmeldelse af Dig! Lazarus Dig i Information i den forgange uge skrev Ralf Christensen:

Når regnskabet en dag skal gøres op – og det skal det jo ifølge flere religioner – så vil Nick Cave forhåbentlig blive hevet frem fra mængden og fremhævet som en af vor tids største dårlige sangere. “Han intonerer som et par åbne bukser”, som en af mine musikervenner engang sagde. Ikke uden beundring.

og går derefter over til en overvejende positiv omtale af hulemandens nye album.

Selv synes jeg, at Hule-Niels er blevet en noget bedre sanger med årene – i modsætning til f.eks. Lou Reed og Leonard Cohen, der på et tidspunkt i deres karriere gav helt op. Dave Gahan er endnu et eksempel på en vokalist, der med årene er blevet både teknisk bedre og mere udtryksfuld.

Så nogen sangteknisk snob er jeg ikke. Men af og til græmmes jeg, når nogen synger regulært falsk. F.eks. er det for mig altid en lidt blandet fornøjelse at høre Hope Sandoval på Mazzy Stars ellers interessante debutalbum She Hangs Brightly. På de følgende album fik hun en hel del bedre styr på sangen, mens sangskrivningen (efter min mening) er knap så god.