Kategoriarkiv: Rocknroll

Jeg har dig på bånd

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-IGYOT.jpg

Berlingske Tidende tildelte i sidste uge fortjent københavnske I Got You On Tape 5 stjerner for deres spritnye Nikolaj Nørlund-producerede debutalbum. Selvom den plade først udkom sidste mandag, er der allerede blevet trukket adskillige sammenligninger mellem sanger Jacob Bellens og en vis David Bowie, noget vi her på siden ikke forstår. Skal der endelig namedroppes, peger Bellens’ roligt intense og tætte vokal mere i retning af navne som Joy Division og Joseph Arthur, mens bandets elektriske guitardominans i tone af nat spænder lange lysende guirlander ud herfra helt til Interpol’s smukke NYC. Men det er kun dovne referencer, der slet ikke får fortalt den sande historie om I Got You On Tape, som et egenartet og helt igennem personligt band, med valiums-drømmende sange af skarp stilsikkerhed og konsekvens. Singlen “Doctor Watching”, der for tiden sejler radiobølgerne, er et glimrende eksempel herpå.

I Got You On Tape kan opleves som support til Jens Unmack d. 11. maj i Store Vega, København.

Never let me down again

Er man den eneste her der gik skuffet fra Depeche Mode i Parken, lørdag aften? Jeg oplevede mest af alt gennemgående apati i den 70% går-den-så-går-den-indsats, vi stod vidne til. Ikke at der – udover den pisseringe lyd som Parken næsten altid er garant for – var noget direkte at udsætte på sangene, der for de flestes vedkommende lød helt og aldeles som de plejer. Men den entusiasme og gejst, de før i så rigt mål er blevet serveret med, var her sjældent med på scenen.

Det var til gengæld en koldsvedende Fletch, der på stormskærmenes nærbilleder havde alt for nemt ved at skjule sin eventuelle entusiasme over at være i København. Hvilket heldigvis faldt bedre ud for både Martin og Dave, hvis professionalisme ikke tillod en så foruroligende ærlighed. Nye sange blev pligtskyldigt overstået, så de store hits – dem fra 1987-93 – kunne komme på banen og løfte det overbærende publikum, der denne aften var mere tro mod nostalgi-bandet på scenen end omvendt.

Hvilket er unfair, da man skulle mene, DM’s bruttoindtjening sådan en aften på vel 20 millioner forpligter langt mere end hver enkelt publikums billetudgift på 500. Men så igen er det sikkert umuligt, at få det der lørdag aften lignede et fornuftsægteskab til at slå gnister stadion efter stadion efter stadion. Der var få gode oplivende momenter undervejs, specielt med Martin Gore’s gribende og intense korsang. Og jo, vores Dave havde vel også sine øjeblikke, selvklart. Men de var for få og blege til at rokke ved det indtryk, at lørdag aften først og fremmest tilhørte Depeche Mode’s regnskabsmand. Og hedder han iøvrigt ikke Fletch…?

Min mate Simpson og jeg forlod Parken lige før afslutningsnummeret “Goodnight Lovers”, timerne bagefter i Nørrebro’s nightlife så langt mere underholdende og flyvske end de to med Depeche Mode i deres eget mekaniske museum. Eller er det i virkeligheden et fængsel?

Depeche København

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-DEPECHE_MODE.jpg

I eftermiddag ved 16-tiden lander Depeche Mode’s fly i Tune Lufthavn ved Roskilde. Og godt 5 timer senere går Dave, Martin & Fletch på scenen i et for længst udsolgt Parken, til endnu en koncert på den mastodontiske Touring the Angel-tour. Yep, meget er sket siden DM først spillede i Saltlageret, København en november aften for 24 år siden. Dengang var det letbenede pop-ditties som New Life, Photographic, Meaning of Love og See You der skulle tage stikket hjem på en ydmyg scene, bestående af 2 spolebåndoptagere og 3 små Casio-keyboards. I aften er arsenalet et helt og bedre andet, både sang- og udstyrsmæssigt. Vi kan kun indvende meget imod begrebet stadionkoncerter, deres mangel på nærkontakt og generel respekt for det betalende publikum, men er der ét band den disciplins massive lyd og mulighed for værdigt masse-fællesskab synes som skabt for, så er det Depeche Mode. Music for the masses i dén grad. Tid til at glæde sig!

The right profile

Et billede at gå ud til weekenden med: Elizabeth Taylor viser bekymret omsorg for Montgomery Clift – han har sikkert brug for det!

Say, where did I see this guy?
In Red River?
Or A Place in the Sun?
Maybe The Misfits?
Or From Here to Eternity?

New York, New York, 42nd Street
Hustlers rustle and pimps pimp the beat
Monty Clift is recognized at dawn
He ain’t got no shoes and his clothes are torn

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “He sure look funny.”
That’s that Montgomery Clift, honey!

I see a car sm
ashed at night
Cut the applause and dim the light
Monty’s face is broken on a wheel
Is he alive? Can he still feel?

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “shine the light”
Everybody say, “He sure look funny.”
That’s Montgomery Clift, honey!

Seen his right profile

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “He sure look funny.”
That’s…Montgomery Clift, honey!

Nembutal numbs it all
But I prefer… alcohol!

He said go out and get me my old movie stills
Go out and get me another roll of pills
There I go again shaking, but I ain’t got the chills
ARRRGHHHGORRA BUH BHUH DO ARRRRGGGGHHHHNNNN!!!!

And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “Is he all right?”
Everybody say, “He sure look funny.”
Ah but that’s Montgomery Clift, honey!

© Joe Strummer

Dagens fødselarer er…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-michelleshocked.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-plasticbertrand.jpg

Michelle Shocked, født i 1962 og Plastic Bertrand, født i 1958. Michelle Shocked er forresten bror til Max Johnston, der for snart længe siden var med i Wilco (dengang de spillede country og endnu ikke var bukket under for prætentiøsitet).

No future – 30 år!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-mo.jpg

I dag for 30 år siden kunne en undrende verden for første gang læse om Sex Pistols og fænomenet punk rock. Det skete i New Musical Express, hvor Neil Spencer bragte den koncert-anmeldelse, som vi her – med sand fuck-your-publishing-rights-punkattitude – bringer i hele sin korte længde:

Don’t look over your shoulder but the Sex Pistols are coming

Sex Pistols – Marquee
“HURRY UP, they’re having an orgy on stage,” said the bloke on the door as he tore the tickets up.
I waded to the front and straightway sighted a chair arcing gracefully through the air, skidding across the stage and thudding contentedly into the PA system, to the obvious nonchalance of the bass drums and guitar. Well I didn’t think they sounded that bad on first earful – then I saw it was the singer who’d done the throwing.
He was stalking round the front rows, apparently scuffing over the litter on the floor between baring his teeth at the audience and stopping to chat to members of the group’s retinue. He’s called Johnny Rotten and the moniker fits.
Sex Pistols? Seems I’d missed the cavortings with two scantily clad (plastic thigh boots and bodices) pieces dancing up front. In fact, I only caught the last few numbers; enough, as it happens, to get the idea. Which is… a quartet of spiky teenage misfits from the wrong end of Various London roads, playing 60’s styled white punk rock as unself-consciously as it’s possible to play these days i.e. self-consciously.
Punks? Springsteen Bruce and the rest of ‘ em would get shredded if they went up against these boys. They’ve played less than a dozen gigs as yet, have a small but fanatic following, and don’t get asked back. Next month they play the Institute of Contemporary Arts if that’s a clue.
I’m told the Pistols repertoire include lesser known Dave Berry and Small Faces numbers (check out early Kinks’ B sides leads) besides an Iggy and the Stooges item and several self-penned numbers like the moronic “I’m pretty vacant’, a meandering power-chord job that produced the chair-throwing incident.
No-one asked for an encore but they did one anyway: “We’re going to play ”Substitute'”.
“You can’t play,” heckled an irate French punter.
“So what?” countered the bassman, jutting his chin in the direction of the bewildered Frog.
That’s how it is with the Pistols – a musical experience with the emphasis on Experience.
“Actually we’re not into music,” one of the Pistols confided afterwards.
Wot then?
“We’re into chaos.”
Neil Spencer – NME Feb 21 1976

Jeg vil hellere huske Peter Hook sådan her

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-jdparis.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-jd53.jpg
Ikke som understående nedkørte, opsvulmede Dave Stewart-lookalike-rockstar med dårlige manerer. Nej, meget hellere som den skarpe, afmålte fjerdedel af kollektivet Joy Division, hvor han var med til at skrive stor musikalsk historie. Det er den tid, mens han endnu kun lød fremadrettet og sulten, han fortjener at blive husket for, en periode som vel med al ret også indbefatter de første mange toneangivende år i New Order.

Mersey Paradise

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Cam.jpg

Er ved at sammensætte en Merseybeat-playlist til min iPod, da jeg det meste af næste uge er i Liverpool. Og den opgave er ikke nem. For selv om byen har produceret fantastiske ting, kommer mange af dem fra de samme ret få navne. Det føles nok rigtigst kun at have nyere, post-60’er musik med, så der røg Ze Beatles, samt en eventuel “You’ll Never Walk Alone”. Og navne som Frankie Goes To Hollywood, The Farm, Dead Or Alive, OMD, Boo Radleys og Atomic Kitten har jeg ingen lyst til at bruge tid på. De ting der indtil videre står udvalgt til den endelige playlist – udfra reglen “højest 3 sange pr. navn” – er følgende:

Echo & the Bunnymen – Villier’s Terrace
Echo & the Bunnymen – Stars are Stars
Echo & the Bunnymen – Bring on the Dancing Horses
Ian McCulloch – September Song
The Dead 60’s – Seven Nation Army
The Dead 60’s – Train to Nowhere
The La’s – There She Goes
Teardrop Explodes – Treason
Teardrop Explodes – Passionate Friend
Wah Heat – Better Scream
Wah Heat – Seven Seconds to Midnight
Wah! – Disco Joe
The Mighty Wah – Heart as Big as Liverpool
The Mighty Wah – Remember
The Mighty Wah – Story of the Blues
The Coral – Pass it On
The Coral – Dreaming of You
John Lennon – #9 Dream
John Lennon – Instant Karma
John Lennon – Stand by Me
Ladytron – Seventeen
Lightning Seeds – Life’s too Short (Way Out West Vocal Mix)
KLF/Justified Ancients of Mu-Mu – It’s Grim up North
The Wild Swans – Revolutionary Spirit

Så hvad – findes der førsteklasses Liverpool-musik, der ikke er repræsenteret her ovenfor?!? En lignende playlist med udgangspunkt i Manchester havde været så meget, meget nemmere…

M for Malmö for Morrissey

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-shoplifters.jpg

Mens der ventes intenst på, om København er med på tourplanen, står det nu fast at Morrissey spiller Malmö City. Det sker i den store Baltiska Hallen fredag d. 7. april. Billetter at få fra næste mandag på ticnet.se

I dag for 24 år siden…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-monody.jpg

…den 6. februar 1982 spillede Næste Uges TV og Ballet Mécanique på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Det var dengang, dagen før i går.

Jeg var der ikke selv, men min kammerat Finn var. Han var ovenud begejstret. (Hvad blev der egentlig af Finn?)

Billedet er fra en senere festival i Århus. Freshly Riots var og er det største band nogensinde fra Vesthimmerland. Sangeren fra Ballet Mecanique udsender stadig albums med ujævne mellemrum.

Historien bag den danske punk/”nyrock”-scene er delvist dokumenteret på http://www.garagerock.dk.

Anbefaling for en weekend

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BB.jpg

Sangerinden Isobel Campbell fra lyse, gennemsigtige Belle & Sebastian koblet med Mark Lanegan, mørkets egen stemme fra Queens of the Stone Age, Screaming Trees og en række dystre soloplader. På papiret ser den kombination hverken lykkelig eller holdbar ud, men virkelighed overrasker heldigvis. For de to har sammen på nye Ballad of the Broken Seas skabt et dragende kontrastfyldt univers, bygget op hovedsageligt omkring hendes enkle, skeletagtige sange.

Hun er Nancy Sinatra, han er Lee Hazlewood, uskyld møder udyr, men uden at vi behøver kalde det kitsch. Dertil stikker Lanegan som sanger alt for dybt. I en tørt blæsende udgave af Hank Williams’ evergreen “Ramblin’ Man” synger han passende ” I love to see the towns a-passin’ by / And to ride these rails ’neath god’s blue sky / Let me travel this land from the mountains to the sea / ’cause that’s the life I believe he meant for me / And when I’m gone and at my grave you stand /Just say God called home your ramblin’ man”, mens hendes stemme forgæves kalder ham, så ikke et voksent øje ønsker at forblive tørt.

Arcade Moon

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-35.jpg

Hvad er der med Arcade Fire og måneskin? Her endnu en dødssejlende plakatsymfoni for by, mennesker, og fuldmåne. Og så med gotisk skrift! Nu må jeg altså snart høre Funeral igen…

Alderen trykker

Tag det roligt, jeg er ikke fan af dem. Men Jens’ indlæg om Arcade Fire og kommentarerne til det fik mig til at tænke på mit 20-års-skolejubilæum, hvor mine gamle skolekammerater insisterede på at høre Smokie o.lign. til ud på den lyse morgen. Jeg havde taget nogle cd’er med, som jeg troede ville egne sig til fest, bl.a. Afghan Whigs (1965) og – nå ja – Love Shop (bl.a. 1990, for nu at blive ved årstallene). Ingen vidste hvad det var for noget, ingen ville høre det. Det var bare for moderne og underligt for dem.

Lad os ikke ende sådan, vel?

Arcade Fire

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-52741.jpg

Arcade Fire’s debut Funeral blev årets plade næsten overalt i Europa. Jeg kom ikke op på den massive hype, men efter at have set ovenstående AF-plakat, må jeg vist høre det canadiske band igen. Hvis Funeral kan levere bare halvt så meget svævende undergang som det måneskinsbelyste pariserhjul, vil jeg med…