Kategoriarkiv: Rocknroll

Mon Sune Wagner har fået købt den kage?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ronettes.jpg

Selvfølgelig har Sune det, for han er vild med The Ronettes. Og i dag er det deres egen Ronnie Spector’s fødselsdag. Det markerer vi her med en hyldest til Veronica i form af endnu en top-5 liste, denne over hendes største øjeblikke:

1. Be My Baby – Selvfølgelig! 2 minutter og 36 sekunders himmel. Singlen der nærmest fik Brian Wilson til at køre sin bil i grøften af misundelse, første gang han hørte den.

2. Home Of The Brave – Med Bonnie & The Treasures. Bonnie er Veronica under dæknavn og synger et blødende forsvar for sin misfit-boyfriend – det må være Phil Spector? – der bare ikke passer ind: “Home of the brave/ land of the free/ oh why won’t they let him be what he wants to be?”. Svaret blafrer lige nu et sted i det amerikanske retssystem.

3. Baby, I Love You – Mesterligt! Ramones indspillede også en god version til deres eget Phil Spector-producerede Wall of sound-eventyr End Of The Century, men The Ronettes’ original er langt, langt bedre.

4. You Can’t Put Your Arms Around A Memory – En meget mere livserfaren Veronica lægger rusten stemme til afdøde Johnny Thunders’ junkie-testamente af en sang. Joey Ramone (under-)producerede denne soloindspilning i 1999.

5. (The Best Part Of) Breakin’ Up – Vi er her sammen med The Ronettes tilbage i ’64 igen, altså før PopWorld gik af lave. Da det gode og bedste ved at gå fra hinanden var, at man atter kunne smelte sammen. Det var ikke længe før Veronica’s jaloux kæreste Phil låste hendes ungdom inde og smed nøglen væk for altid. “Come on, baby!” hvisker hun.

Verdenslister

Nick Hornby’s High Fidelity havde to gode pointer. For det første gav den et skræmmende præcist portræt af musikbesatte brugtpladehandlere – jeg mener, hvem her kunne f.eks. ikke spot on genkende vores venner nede fra Sound Station i bogens karakterer? – og for det andet, hvilket i denne sammenhæng er vigtigere, kortlagde den de af os, som får en lidt større indre ro og logik af at lave musikranglister.

Hornby lader som jeg husker det sine hovedpersoner komme op med endeløse lister a la “top-5 sange til en våd og regnfuld mandag morgen”, “top-5 break up-sange nogensinde “, “top-5 desert island-discs”, “top-5 single-B-sider”, osv . Sådanne ranglister kan virke absurde på uindvigede, men for os der sætter musik højt er det fedt både at lave dem og få verden sat i system derigennem. Jeg har på samme måde også altid haft det sådan, at når jeg træder ind som gæst i et fremmed hjem, går jeg helst direkte til stereoanlægget og tjekker pladesamlingen ud, for ligesom at se hvem det er jeg besøger. Altid fint at se sådan hvor folk er og hvad de holder af.

Så måske vi skal til at have nogle lister fra alle involverede her på siden. Og det kan være hvemsomhelst der foreslår hvad de skal omhandle og hvem der skal med på dem.

Det kan være små nemme lister, som f.eks. denne over Interpol’s bedste plader:

1. Turn On The Bright Lights
2. Antics

Eller lidt sværere og flydende, som en top-5 her over de byer der giver sig mest hen til Love Shop-koncerter :

1. København
2. Odense
3. Århus
4. Herning City
5. Aalborg

Eller ultra(!)-svære lister. Som f.eks. en top-10 over Depeche Mode-singler, der herfra ser således ud lige nu, pre-Precious:

1. Never Let Me Down Again
2. Enjoy The Silence
3. Stripped
4. Behind The Wheel
5. Free Love
6. Strangelove
7. In Your Room
8. Everything Counts
9. Useless
10. Walking In My Shoes

Enig?

De evigt aktuelle/uaktuelle…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-gbv.jpg

I dag fortsatte jeg med at fylde løs af min cd-samling på min 60 GB iPod. Turen var kommet til den netop hedengangne amerikanske gruppe Guided By Voices, som jeg længe har været fan af. Deres output har været af særdeles svingende karakter, og der har været talrige udskiftninger undervejs. Faktisk er eneste gennemgående figur sangeren og sangskriveren Robert Pollard.

Deres mesterværk er albummet Bee Thousand fra 1994. I denne periode havde gruppen sin efter min mening bedste besætning (med bl.a. Tobin Sprout, der bidrog med sange af samme kvalitet som Robert Pollards). Guided By Voices er sikkert ikke for de mest traditionelt orienterede lyttere – der er masser af numre på under et halvt minut, og det hele er optaget på en firespors analog båndoptager med godt med sus. Sangtitlerne (og teksterne) yderst kryptiske: The Goldheart Mountaintop Queen Directory, A Big Fan Of The Pigpen, Kicker Of Elves etc. Men melodierne! Sommetider er der kun et løsrevet hook eller hvad der i et andet univers ville være et godt C-stykke (!!). Iørefaldende er det altid – reminiscenser af tidlig R.E.M., The Who og The Beatles side om side med ubestemmelig garagerock og akustiske lejrbålssange.

Efterhånden blev sangene længere, og produktionen mere traditionel. Desværre forsvandt meget af charmen også. I år tog Guided By Voices på afskedsturné, og scenen er herefter overladt til Robert Pollards soloprojekter.

Editors

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Editors.jpg

Da det synes at være en uskreven regel i branchen at samtlige pladeudgivelser absolut skal placeres i perioderne marts/april og september/oktober, befinder vi os lige nu i den stille tid hvor ny spændende lyd er lige så sjælden som vand i Sahara.

Derfor opmærksomhed herfra på en netop udgivet CD anbefalet og købt i Sex Beat Records i går, nemlig debutpladen “The Back Room” med Editors fra Birmingham, England.

Hvis du finder allestedsnærværende Coldplay tre tænder for pæne og ligegyldige på den der tidstypiske Bo Bedre-designlækre måde – det gør jeg! – og måske mere er til Interpol, Placebo, Joy Division, Echo & The Bunnymen og den slags, så vil du finde glæde i denne mørkt melodiøse og urolige samling sange.

En anden anbefaling

Nu, hvor denne blog alligevel er midt sin agurketid, en anden anbefaling, nemlig Serart – et album med Arto Tunc Boyiacian og Serj Tankian. Sidstnævnte er især kendt som sangeren i System Of A Down, som jeg tidligere har anbefalet. Førstnævnte er et mangesidet talent, der har slået sine folder i jazz og ‘verdensmusik’ gennem snart mange år (og er med på et nummer på System Of A Downs album Toxicity). Jazz, trip-hop og den allestedsnærværende armenske folketone bliver blandet på en fascinerende måde i det musikalske møde mellem de to mænd. Til gengæld skal man ikke forvente besøg af de huggende guitarriffs fra System Of A Down.

Sommerens rige fontæne

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-posttowire.jpg

Som nogle måske har bemærket, kan man ikke regne med at se nye daglige indlæg i bloggen i det næste stykke tid; ferien har også ramt denne blogs forfattere med nedsat aktivitet som følge.

Et enkelt lyttetip: Den amerikanske country-rock-gruppe Richmond Fontaine er omsider ved at blive opdaget af et større publikum. Deres album Post To Wire er netop blevet genudsendt, og det er værd at høre.

Et specielt lydsystem

Jeg hører for tiden debutalbummet med LCD Soundsystem en hel del. LCD Soundsystem er endnu en “gruppe”, der egentlig er skalkeskjul for en solist med hjemmestudie, i dette tilfælde amerikaneren James Murphy. Hans debutalbum, også kaldet LCD Soundsystem, er inspireret af lidt af hvert. Hittet er “Daft Punk Is Playing At My House”, der er en 1-akkorders-sang, der ikke lyder som Daft Punk, men derimod som tidlig Talking Heads. Andre steder er der mindelser om The Fall (James Murphy kan lyde lidt som Mark E. Smith af og til) og New Order. Tilmed er der et nummer som ikke ville virke malplaceret på The Beatles’ hvide album.

For tiden er det hip at være firseragtig, men der er tale om andet og mere end bare end endnu én, der hopper med på en trend. Det er faktisk et album, der er værd at høre. Og så er der den samme tørre humor som vi kender fra f.eks. Talking Heads.

Det er m.a.o. ikke alle, der kommer fra USA, der er lige træls.

Independence day

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-RamonesThumbBig.jpg

4. juli er dagen hvor USA hvert år fejrer sig selv og mindes det ideal om frihed som nationen er bygget på. Men som tingene er nu for et efterhånden mere og mere verdensforhadt USA, med en FN-ulovlig krig i Irak, åbenlys tilsidesættelse af menneskerettigheder og W. Bush/Rumsfeld-klanen solidt ved roret, kan man vel godt mene, at der ikke er ikke er så fandens meget at holde fest for.

Så hellere nøjes med at kippe med Stars & Stripes for d. 4. juli 1976, hvor New York’s egne Ramones for første gang spillede her i Europa. Det var på The Roundhouse i London, hvor Da Brudders spillede support for siden glemte Flamin’ Groovies og dermed kickstartede punk rock-scenen i England med en nu legendarisk koncert. Både Sex Pistols og The Clash var der blandt publikum, den aften for længe siden…

En mindre programændring…

…på Drømmenes Roskilde Festival.

Det bliver en lang nat på Roskilde! Umiddelbart efter Elvis opfører Marvin Gaye på Orange Scene hele What’s Going On, dedikeret til George Bush (der får tilsendt en kopi af teksterne til nærlæsning). Ud på de små timer spiller The Beatles Revolver i sin helhed. Sætlisten afslører at Paperback Writer og Rain vil være ekstranumre.

Drømmenes Roskilde, nu også fredag

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Texas.jpg

Overvældende succés i går har gjort at man her til formiddag har lyn-booket til endnu en aften. Ladies & gents, the line up for tonight:

Orange Scene – kl. 20: The Motown Soul Revue feat. Four Tops and The Supremes, kl. 22: The Clash, kl. 00: Elvis Presley & The American Studio Band

Odeon – kl. 21: Gun Club, kl. 23: Hank Williams & The Drifting Cowboys, kl. 01: Sods

Arena – kl. 22: The Smashing Pumpkins, kl. 00: The Phil Spector Orchestra feat. John Lennon and Leonard Cohen, kl. 02: Depeche Mode feat. Alan Wilder

Det synes ret nemt at være festivalarrangør…

Drømmenes Roskilde Festival

Nogle af jer heftige friluftstyper er sikkert på Dyrskuepladsen lige nu ved at gøre klar til Velvet Guns Without Roses, Kent og den slags.
Andre som er zoomet ind på den helt nye festival med ovennævnte navn, kan istedet glædes over det program til første aftens 3 scener, der nu endelig ligger helt fast:

Orange scene – kl. 20: Ramones, kl.22: The Smiths, kl. 00: Bob Marley & The Wailers

Odeon – kl. 21: Serge Gainsbourg, kl. 23: Jeff Buckley, kl. 01: Kliché

Arena – kl. 22: The Ronettes, kl. 00: Johnny Cash & The Heartbreakers, kl. 02: Joy Division

Der er såvidt vides endnu billetter…

Elektronisk apropos

Sidder her og prøver forgæves at sidde stille til Kink med Anders Trentemøller. Hør ham på Roskilde snart – og på Mikael Simpsons De Ti Skud, hvor han medvirker på flere numre. Kink er forresten (ud over at være en 12-tommer) at finde i cd’en, der følger med det nyenummer af Soundvenue, som har et interview med Jens (og en noget forbeholden anmeldelse af Vejen hjem fra rocknroll).

Også på Roskilde kan man opleve Four Tet alias Kieran Hebden, der for nylig har udsendt et meget interessant album, Everything Ecstatic, hvor han (som på forgængeren Rounds) klipper og klistrer samples af akustiske instrumenter til forbløffende numre. Formelt set er det techno, reelt kan man ikke rigtig genrebestemme hans musik.

To interessante beviser på at der trods altkan komme noget fornuftigt ud af at eje en Windows-pc…

Leaving Mew York

Sanchez og jeg kørte afsted fra København i regnvejr lørdag frokost, og vi havde tanket helt op med benzin, og vi havde købt en kæmpeæske saudiarabiske banancremekiks og noget svensk pærecider, og vi skulle først hente Beatbox’ Don King alias Peter Sørensen et fjernt sted ude i nærheden af Kalundborg, og med ham kørte vi ind i vedvarende solskin et stykke ude på Sjællands Odde, og vi fik os nogle store men for gustne rejemadder på katamaranen til Århus Havn, og derfra mens vi speedede op igen hørte vi først rockabilly-kasettebånd og siden Bob Marley, og da vi kom til Forum Horsens City parkerede vi den røde bil lige bagved scenen hvor R.E.M. var igang med lydprøve, og vi løb hurtigt ind i Mew der lå henslængt i solens varme, og vi sagde mange tak til dem for billetterne vi havde fået, og spillede fodbold i en tilstødende håndboldhal så sveden sprang, og der var stor buffet med laks på spyd og mexicanske pandekager og risretter og friske salater og isafkølede drikkevarer, og vi stod oppe på siden af scenen mens Mew spillede en rigtig fin koncert, og deroppe hilste vi på Michael Stipe’s forældre, og Stipe selv var der også for at høre Mew som han er vild med, og en halv time efter var vi helt ude foran da R.E.M. gik igang, og det var en underlig koncert for den startede fantastisk, blev så i midten noget rodet og ufokuseret, men sluttede heldigvis tilbage i top, og udover sangene Bad Day og Nightswimming var de bedste øjeblikke nok den majestætiske udgave af Leaving New York og så en hypervital Imitation Of Life, og selvom det hele var positivt fik vi også en lidt sær fornemmelse af at R.E.M. som personer måske ikke er helt 100% i sync, hvilket blev underbygget når man så de 3 sci-fi-dobbeltdækkerliners som bare Stipe, Buck og Mills rejser seperat i, men tilsidst under koncerten, da den jyske aftenhimmel endelig stod så mørkeblå at lysene fra scenen kunne gå til angreb, blev den slags bekymringer glemt, og bagefter Horsens-folkets og vores egen sidste R.E.M.-hyldest fandt vi os selv med ryggen mod muren i et lille men menneskefyldt, røgelseslugtende omklædningsrum, hvor Stipe havde tørret krigsmalingen af og nu holdt en gul klud mod sin ene tinding som havde han slået sig, og vi besluttede os for at her havde vi egentlig intet at gøre, og sagde farvel, god vind til Bo, Jonas, Silas, Johan & Pernille og forsvandt ud i den smukke sommernat, og bilen stod endnu der bag scenen hvor vi tidligere havde efterladt den, og da Horsens City lidt senere lå bag os kørte vi mod månen der hang tung og lavt, og vi havde masser af slik og musik til at holde os vågne, og vi havde måske et enkelt stop på en tankstation i Nyborg, og over Sjælland begyndte det så småt at blive lyst i nordøst, og vi var nu trætte og skulle kæmpe for at holde os som vågne, og da asfalten endelig førte os helt ind til København havde vi støv i halsen og næsten ikke flere ord at dele, og både R.E.M. og Horsens City syntes allerede flere verdener væk, og natten var da så godt som forbi, og vi missede morgenlys med øjne, som var det hele noget vi havde drømt.

Dream baby, dream

Vil ikke tale dårligt om Springsteen. For han er en forbilledlig figur. Koncerten i går var da heller ikke ringe, slet ikke. Og enhver der som han kan trænge ned gennem Forum’s hæslige stolekoncert-omgivelser og få 6.000.mennesker til at være musestille (!) i mere end 2 timer fortjener al respekt.

Så vil ikke nævne her at tankerne for ofte fløj bort fra de tålmodighedskrævende sange, bort fra Forums fantomdyre og rottepis-smagende fadøl, ja selv bort fra et hurtigt voksende savn efter at høre manden på scenen sige farvel til “unplugged” og goddag til min fulde opmærksomhed.

Vil blot sige at aftenens finale, en coverversion af Suicide-nummeret “Dream Baby, Dream”, var fan-tas-tisk og det hele værd. Akkompagneret af trædeorgel og synthesizer, med mantralignende melodisløjfe sunget indtrængende i stigende desperation. Her var vi endelig alle sammen!