Kategoriarkiv: Rocknroll

En fåmælt tysk terrorist fra USA

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-samphillips.jpg

Af og til kan man være så heldig at der er en interessant sanger/sangskriver, hvis eksistens man ikke kendte til. For snart mange år siden opdagede jeg den stadig ret oversete Sam Phillips fra USA. Hun begyndte sin karriere som Leslie Phillips med at indspille flere albums med kristne tekster. Men efterhånden blev hun led og ked af den ensretning, som den religiøse musikindustri tvang hende ind i. Hun blev gift med en ikke helt ukendt musiker og producer ved navn T-Bone Burnett, skiftede kunstnernavn og har sidst 1989 lavet en perlerække af eftertænksomme og iørefaldende albums med tydelig inspiration fra bl.a. John Lennon og britiske navne som XTC. Pop i den bedste forstand, for nu at sige det på en anden måde.

Billedet ovenfor er forsiden af Cruel Inventions helt tilbage fra 1991, hvor Elvis Costello var med. Efterfølgeren, Martinis and Bikinis, kastede et lille hit af sig (“I Need Love”), og denne gang var der prominente gæster som Peter Buck, Colin Moulding (fra XTC!) og Van Dyke Parks involveret. Hvor Sam Phillips’ musik før var særdeles raffineret arrangeret og produceret (af hendes mand), er hendes seneste to albums overvejende akustiske. Og så spillede hun forresten en fåmælt tysk terrorist , der mejer folk ned med maskingevær i Die Hard 3.

Hendes næste album skulle være på trapperne; hun er dog blevet skilt fra T-Bone Burnett, så han producerer nok ikke. Læs mere på
http://www.samphillipsmusic.com

I mellemtiden er det værd at forsøge at finde frem til hendes gamle albums, hvor der er mange fine ting på; Cruel Inventions er dog desværre udsolgt fra pladeselskabet.

Farvel, Arthur Lee

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ArthurLee1969.jpg

I forgårs, torsdag d. 3. august 2006, tabte Arthur Lee kampen mod leukæmien. Han blev 61.

Arthur Lee var sanger og sangskriver i den multietniske tressergruppe Love, der især vil være husket for mesterværket Forever Changes. Musikken på dette album var rå og forfinet med inspiration fra Jimi Hendrix, flamenco, folkemusik og først og fremmest britisk pop. Mange hvide briter ville gerne lyde som sorte amerikanere. Arthur Lee var det modsatte – en sort amerikaner, der ville lyde som en hvid brite. Og det lykkedes til overmål. Man kan høre hans indflydelse på britisk rock hos f.eks. Led Zeppelin, Echo and The Bunnymen og Manic Street Preachers.

Arthur Lees senere karriere blev en nedtur med fængselsophold, der ikke blev færre eller kortere af den absurde three strikes and you are out-regel, som gælder i Californien. Til sidst slap han ud og kunne igen turnere. Han blev ved at skrive nye sange, men det var altid sangene fra Forever Changes, folk kom for at høre.

James Dean går solo

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-greatwestern.jpg

Engang først i halvfemserne var der et træls britisk band som blev hypet til skyerne af NME. De havde et altdominerende medlem, der var helt fænomenal til at skære i sig selv, være mentalt ustabil og komme med outrerede udtalelser. Musikken hørte jeg knap nok. Det skulle forestille punk, men det var nærmest en slags heavy-pop a la Queen blandet med lidt new wave og tilsat knudrede tekster om Sylvia Plath. Jeg kunne ikke fordrage dem. Så forsvandt ham, som de fleste troede var deres forsanger, og her sluttede historien. Troede jeg.

Et par år senere tændte jeg for fjernsynet og så tre lidt anonymt udseende mænd fremføre et særdeles iørefaldende popnummer, “A Design for Life”. Det gik op for mig at der rent faktisk var tale om det samme band, men at dem, der var tilbage, var de tre, der rent faktisk kunne spille. Og det gik op for mig at den lille mand med guitaren faktisk hele tiden havde været deres sanger – og at han ikke bare var en dygtig sanger, men faktisk også en dygtig guitarist.

Nu er James Dean Bradfield fra Manic Street Preachers så omsider debuteret som solist med The Great Western. De iørefaldende melodier og de velgennemtænkte arrangementer viser at han må have været det musikalske omdrejningspunkt i gruppen og at pop-sensibiliteten hos Prædikanterne stammer fra ham. Teksterne har han selv lavet, og de er langt mere mundrette end de tekster, bassist Nicky Wire lidt for ofte forsynede ham med. (Der er en enkelt tekst af Wire på soloalbummet, og den er klart den svageste.) Ikke banebrydende eller nyskabende, men bestemt værd at høre.

Interessant nok arbejder Nicky Wire også på et soloalbum; et par af numrene findes allerede på WWW. Også her er det tydeligt, hvilket band, han kommer fra, omend der er mere tøf-rock over lydbilledet. Men i modsætning til sin kollega synger han ikke særlig godt – heller ikke selv om teksterne er klart mere sangbare, nu hvor den stakkels mand selv er nødt til at synge dem.

Leaving Songs

Før vi går endeligt ud til sommer, endnu en anbefaling til dens soundtrack; Stuart A. Staples kender mange som stemmen i Tindersticks, det elegante engelske band, der op gennem 90’erne lavede underspillede, længselsfulde sange, med episk lyd fra alverdens kuldsejlede forhold. Tindersticks holder pause på ubestemt tid, og det giver nu Staples mulighed for at udsende sin 2. solo-disc, Leaving Songs.

Her står det klart hvor centralt Staples stod i sangskrivningen i sit gamle band. For de bedste sange på Leaving Songs ville til enhver tid kunne glide ubemærket ind på en best of-samling med Tindersticks – sådan lyder de og så gode er de. Det drejer sig især om ” That Leaving Feeling”, der er en fantastisk duet med Llhasa de Sela, om åbningsangen “Goodbye To Old Friends”, om “There Is A Path” og om den rastløse “Which Way The Wind”.

Vi var vel mange der tabte entusiasme for Tindersticks efter Curtains, deres 3. plade, da bandet begyndte at blive mere southern soul, mindre Nottingham-noir. Stuart A. Staples har måske heller ikke selv været helt tilfreds med den udvikling, for både hans solodebut, Lucky Dog Recordings 03-04, og nu Leaving Songs undgår så nemt de noget sterile rammer efterfølgerne til Curtains sad fast i.

“We all have dream of leaving / We all want to make a new start / Go and pack the little suitcase / With the pieces of our hearts / All those worries and those sorrows / We can just toss them away / Buy a coffee and a paper / And step on to a train…” synges der. Er det mon Tindersticks han kører endeligt bort fra? Stuart A. Staples lyder beruset af sin egen frihed på disse Leaving Songs, der også vil tage os med.

Firserne fortolket

Ikke helt sjældent sker det, at en dygtig sangskriver kaster sig over andre menneskers numre. Denne gang er turen kommet til Grant Lee Phillips, der for snart længe siden var forsanger, sangskriver og guitarist i den fine trio Grant Lee Buffalo. Denne gang har han valgt at lave et cover-album med fortolkninger af 1980’ernes new wave/collegerock/hvad det nu end hed. Med andre ord sange, som denne blogs forfattere, der er født samme år som hr. Phillips, også har et forhold til. Resultatet er albummet Nineteeneighties (som for de utålmodige kan hentes på iTunes) og indeholder sangene

Wave of Mutilation [The Pixies]
Age of Consent [New Order]
The Eternal [Joy Division]
I Often Dream of Trains [Robyn Hitchcock]
The Killing Moon [Echo and the Bunnymen]
Love My Way [Psychedelic Furs]
Under the Milky Way [The Church]
City of Refuge [Nick Cave]
So. Central Rain (Sorry) [REM]
Boys Don’t Cry [The Cure]
Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me [The Smiths]

Nineteeneighties er et interessant album, hvor det på de bedste numre lykkes at finde den kerne i sangene, som de oprindelige arrangementer nogle gange har skjult for lytteren. Grant Lee Phillips’ soloalbums har været langt mere country/folk-betonede end hvad vi hørte med Grant Lee Buffalo, og dette album er ingen undtagelse. “The Eternal” lyder næsten som et nummer fra Springsteens Nebraska, og “Under the Milky Way” er blevet ren lejrbålsstemning! “Waves of Mutilation” er… usædvanligt tilbagelænet, og “Age of Consent” er rigtig, rigtig vellykket (akustisk New Order!).

Årets åbenbaring?


Muse + 2006 + Rich Costey (Franz Ferdinand, Mew, Mars Volta) + galopperende heste + sturm und drang + blødende eurotechno + hysterisk distortion + Wagner + smeltende gletschere + spansk flamenco + Freddy Mercury-Queen + die untergang + falsetsang + space metal + trumpet + political awareness + senromantik + sci-fi-Morricone + skøjteprinsesse-flygel + disciplin + Placebo-kant + hyperenergi + dommedags-sirener + Weimar-dekadence + The Edge-U2 + gigantiske strygere + klassisk pop + frit fald = Black Holes & Revelations

Independence Day


Well Papa go to bed now it’s getting late
Nothing we can say is gonna change anything now
I’ll be leaving in the morning from St. Mary’s Gate
We wouldn’t change this thing even if we could somehow
Cause the darkness of this house has got the best of us
There’s a darkness in this town that’s got us too
But they can’t touch me now
And you can’t touch me now
They ain’t gonna do to me
What I watched them do to you

So say goodbye it’s Independence Day
It’s Independence Day
All down the line
Just say goodbye it’s Independence Day
It’s Independence Day this time

Now I don’t know what it always was with us
We chose the words, and yeah, we drew the lines
There was just no way this house could hold the two of us
I guess that we were just too much of the same kind

Well say goodbye it’s Independence Day
It’s Independence Day all boys must run away
So say goodbye it’s Independence Day
All men must make their way come Independence Day

Now the rooms are all empty down at Frankie’s joint
And the highway she’s deserted down to Breaker’s Point
There’s a lot of people leaving town now
Leaving their friends, their homes
At night they walk that dark and dusty highway all alone

Well Papa go to bed now it’s getting late
Nothing we can say can change anything now
Because there’s just different people coming down here now
and they see things in different ways
And soon everything we’ve known will just be swept away

So say goodbye it’s Independence Day
Papa now I know the things you wanted that you could not say
But won’t you just say goodbye it’s Independence Day

© Springsteen

Unmack synger Thåström

Svenske Joakim Thåström spillede lørdag aften en Roskilde-koncert, der nok vil stå som et festival-højdepunkt for mange af de tilstedeværende. Thåström udsendte for godt et halvt år siden Skebokvarnsvägen 209, og det var hovedageligt dens skarpe numre og enkle, nøgne lydbillede, koncerten blev bygget op omkring. En af pladens bedste sange, der også strålede fra scenen på Roskilde, er Thåströms nye single, “Sønder Boulevard”. Denne sjældent fine hyldest til Vesterbro og København kan høres her, som cover i en ydmyg Jens U-demo-version, indspillet på akk. guitar, Casio-keyboard og glockenspiel oppe på 5. sal, under himlen. For god ordens skyld skal det nævnes at både tekst og musik er af Thåström, samt at kommercielt salg af dette tidsbegrænsede gratis download hverken vil være iorden eller tilladt. Enjoy!

Filen er nu (pr. 6. juli 2006) taget ned!

S!

Skulle lave en køre-CD nu, der både kan fungere dag og nat, til weekendens Kbh-Roskilde-Kbh-ture. Stillede i den forbindelse en opgave op, og en ret vanskelig en, viste det sig: Sammensæt en CD udelukkende med sange der begynder med bogstavet s. Nedenfor er det skizofrene resultat. Hvad der umiddelbart mest falder i øjnene er alle de super sange, der IKKE kom med på de under 80 minutter. Samt at det hele måske er blevet for mainstream, med for mange indlysende klassiker-valg. Så lad endelig gerne se hvordan jeres personlige mix-CD med s-sange ser ud. Det kan være der er noget man kan lære af…

Staten & Kapitalet – Ebba Grön
Super Massive Black Hole – Muse
Song To Say Goodbye – Placebo
Steady, As She Goes – The Raconteurs
Suffragette City – David Bowie
Starcrazy – Suede
Smile Like You Mean It – The Killers
Second Skin – The Chameleons
Soul Inside – Soft Cell
Sooner Than You Think – New Order
Some Girls Are Bigger Than Others – The Smiths
Speedway – Morrissey
Song For Nico – Marianne Faithfull
Shoreline – Broder Daniel
Sex Beat – Gun Club
Slow Motion – Blondie
Spanish Bombs – The Clash
Sometimes Good Guys Don’t Wear White – The Standells
State Trooper – Bruce Springsteen
Sønder Boulevard – Thåström

Radio Free Europe


Zach Condon, 19 år og opvokset i Albuquerque, har netop under navnet Beirut udsendt sin debut Gulag Orkestar, en af årets mest specielle plader. Guitarforladt amerikansk indie, forklædt som østeuropæisk balkan-folkemusik af den mest længselsfulde slags, spreder vemodige toner udover horn-, harmonika- og ukulele-fyldte sange med eksotiske titler som “Bratislava”, “Prenzlauerberg”, “Rhineland (Heartland)”, “After The Curtain” og “The Bunker”. Ved ikke hvad unge Zach har med Østeuropa, men i hans hjerte står Jerntæppet endnu og beskytter mod alt det, vi i Vesten kender som vores. På papiret ligner Beirut’s sange derfor dødsdømt musikturisme og retro, men virkeligheden er heldigvis nådigere ved Zach’s færd ind gennem en fremmed kulturs talløse faldgruber. Her er intim glæde, her er sorg. Her er begravelsesmarcher, valse, fanfarer. Her er knejper og gamle, mørke balsale. Der er også årstider. Og vi får nætter, dage, der flyder som var de Donau. Og slagmarker. Og brostensbelagte gader. Og en enlig Young Marble Giants-rytmebox fra forrige århundrede. Og meget, meget andet. Længe siden man har hørt musik, der nærmest giver lyst til at få en partitro, slovakisk penneveninde. Gulag Orkestar er dét fine album, fra en levende amerikaner med alle antenner ude.

Mens Roskilde venter


Ud af ingenting spiller New York City’s Nada Surf i aften i Vega, København og i morgen så i Voxhall, Århus. Nada Surf startede for 10 år siden ud med college-indiehittet “Popular”, men trodsede enhver forudsigelse om one-hit-wonders, som den slags MTV-popcorn uundgåeligt afføder, og voksede sig istedet til at blive en særegen, strømlinet trio, indenfor en genre der kunne hedde pop-melancholia. Nada Surf er lige nu på tour med 4. album, The Weight Is A Gift, der igen ubesværet demonstrerer et rigt talent for både hjemsøgende melodi og elektrisk nærvær.

I aften er der også…

Hvis man af en eller anden grund ikke skal se regnen falde over et lokalt Sankt Hans-bål eller ikke vil se f.eks. Togo vinde over Frankrig, kan man kigge forbi TV2 Zulu, der i aften viser Heathers, en amerikansk film, der har flere indforståede henvisninger til The Replacements. F.eks. går hovedpersonerne på skolen Westerburg (ikke Westerberg…) High, og på et tidspunkt i filmen kommer replikken “Color me impressed!”, der også er titlen på et af de bedre numre på albummet Hootenanny. Efter sigende var Winona Ryder ulykkeligt forelsket i Paul Westerberg, da filmen blev til.

Apropos selvsamme herre: Læs et lille interview med Paul W. på http://www.msnbc.msn.com/id/13121949/site/newsweek/.

Leeds United


På Centralbiblioteket i Viborg var det en af de plader man tilbage i midt-70’erne bare måtte tage med sig hjem. Om ikke for andet, så ialfald fordi det enkle, rå, sandpapirfarvede cover lovede andre og så mere spændende ting end langt de fleste andre albums dengang, der som oftest kom iklædt lunkne, hippie-progressive farver og grim, ussel grafik.

Siden har Live At Leeds fået næsten officiel klassikerstatus, som en af de allerbedste liveplader nogensinde. Den slags overvejelser fandtes ikke da jeg først hørte pladen på mit værelse. Da var det kun dens eksplosivitet jeg lagde mærke til. Blev dog ikke lukket indenfor i sangenes mange soloer, og kom derfor aldrig helt på bølgelænge med pladens bagmænd, The Who. Og dog alligevel, for deres udgave fra Leeds af Eddie Cochran’s “Summertime Blues” var noget af det vildeste jeg kunne finde. Og den slags var værd at sætte pris på!

Siden har jeg aldrig hørt Live At Leeds, lige indtil i går, efter at have læst nedenlinkede artikel om den fra engelske The Guardian. Fuck, tænk hvis vi her i landet også havde en avis, der skrev ligeså seriøst og begejstret om moderne musik…! Som det er nu begrænser vores egne dagblades musikdækning sig til et eventuelt promo-interview i forbindelse med en nyudgivelse, nogle sporadiske live- og pladeanmeldelser, og så den lille andedams-notits, som når en celebrityguitarist er faldet ned fra en palme, eller, som når et lokalt band har vundet sig en kontrakt i udlandet – woaw, hvor oplysende! Men simpelthen ikke godt nok.

Det er en helt anden snak. Tilbage til The Who og og the Leeds side-streets that you slip down. Overraskende stor oplevelse at genhøre pladen, der absolut ikke fremstår tammere med tiden. Og hvad der oprindeligt var et album med kun 6 sange er nu en broget samling på hele 14. Så jo, vi taler her højeste potens af CD-mediets velsignede revisionisme. For endelig er der blevet plads til de korte, direkte sange, som The Who især mestrede. Og som får de oprindeligt udsendte lange freestyle-numre sat i et for mig mere dramaturgisk forståeligt perspektiv.

At høre The Who-hjørnesten som “I Can´t Explain”, “Substitute”, “Tattoo” og “I’m A Boy” spillet lyslevende ud, med den specielt voldsomme, ekspressive lyd fra den svedige aften i studenter-cafeteriet, er langt mere værd end de næsten ingen penge, som Live At Leeds kan fåes til i dag. Det sagt af en mand, der altså indtil i går kun havde to singler – “Substitute” og “Pictures Of Lily” – med bandet. Men læs nu skrivet i den engelske avis og få selv lyst til at tage en tur i tidsmaskinen til Leeds, en kold februaraften i 1970.

http://arts.guardian.co.uk/features/story/0,,1798259,00.html

It's only tøfrock but I like it

Der er netop udkommet en opsamling med The Replacements, Don’t You Know Who I Think I Was. The Replacements huserede i Minneapolis i 1980’erne og gik fra hinanden i 1991. Tre af medlemmerne – Paul Westerberg og brødrene Bob og Tommy Stinson – havde nordiske aner (Stinson er den amerikaniserede form af Steensen).

The Replacements blev oprindelig kategoriseret som en slags punk, men i realiteten var det nærmere sjusket garagerock. Fra og med deres tredje album Let It Be, hvor man bl.a. kunne høre Peter Buck fra R.E.M. spille med på et nummer, var det dog klart at vi her havde at gøre med en gruppe, der var inspireret af The Kinks, Bruce Springsteen og ikke mindst de lidet kendte Big Star, hvis frontfigur Alex Chilton faktisk spillede med på enkelte senere numre og var med til at producere lidt. Og det blev klart at sangeren Paul Westerberg var en usædvanligt dygtig sangskriver, der mestrede både den enkle rock og balladerne. Rockmusikken var af den slags, som nogle af os vil betegne tøfrock.

The Replacements fik aldrig deres store gennembrud – en kombination af at være dukket op på det forkerte tidspunkt og af dårlig situationsfornemmelse. Alt for mange af deres koncerter gik op i hat og briller eller regulære udskejelser på grund af druk. Videoer gad de ikke rigtig lave, og MTV syntes de derfor også var noget pjat. For så vidt en fornuftig indstilling, men…

Da de endelig fik taget sig sammen, var toget kørt og grungen ventede om hjørnet. Men de tre albums Let It Be, Tim og Pleased To Meet Me er anbefalelsesværdige (de senere to Don’t Tell A Soul og All Shook Down såmænd også).

Og bagefter? Paul Westerberg indledte en solokarriere, der efterhånden er blevet mere og mere egenrådig. Tommy Stinson prøvede også at gå solo, men er for tiden bassist i Guns’n’Roses. Trommeslager Chris Mars er kunstmaler.

I dag er The Replacements ikke særlig hippe, og da slet ikke i punk/indie-kredse, men prøv at lytte til især alt-country-navne som Ryan Adams eller Wilco (især som de lød før i tiden), og man kan fornemme hvor de har sat et blivende aftryk.

Den nye opsamling er ikke den første; for nogle år siden kom All For Nothing/Nothing For All, der dog kun dækker de sidste år af gruppens karriere, hvor de havde kontrakt med Warner Bros. Den gamle opsamling havde en masse outtakes og svært tilgængelige b-sider; den nye har to helt nyindspillede numre. Det lykkedes nemlig at få Tommy Stinson, Chris Mars og Paul Westerberg i studiet igen (Bob Stinson døde for nogle år siden). Resultat: “Message To The Boys” og “Pool & Dive”, to fuldfede tøfnumre!

(Og så nåede Jens at se The Replacements spille i København lige inden de gik fra hinanden; jeg boede i Skotland og gik glip af dem på samme turné, da de gæstede Glasgow. Æv æv æv æv.)

Ocean Rain

All at sea again
And now my hurricanes have brought down this ocean rain
To bathe me again
My ship’s a sail
Can you hear it’s tender frame
Screaming from beneath the waves
Screaming from beneath the waves

All hands on deck at dawn
Sailing to sadder shores
Your port in my heavy storms
Harbours the blackest thoughts

I’m at sea again
And now your hurricanes have brought down this ocean rain
To bathe me again
My ship’s a sail
Can you hear it’s tender frame
Screaming from beneath the waves
Screaming from beneath the waves…

All hands on deck at dawn
Sailing to sadder shores
Your port in my heavy storms
Harbours the blackest thoughts

© Ian McCulloch