Kategoriarkiv: Rocknroll

Hard-Fi

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-CCTV.jpg

CCTV står for Closed Circuit TV, altså overvågningskameraer. De hænger i hobetal hvorsomhelst, ikke mindst i London, hvis forstæder det nye band Hard-Fi udspringer fra. Lukkede kredsløb finder man dog ikke mange af på deres i bedste forstand spraglede debutplade, som stilmæssigt set er næsten all over the place, men alligevel formår at male sit helt eget verdensbillede op.

For ja, denne musikalske joyride kommer vidt omkring; fra hyperventilerende Britpop-Blur-speed til Ghosttown-sen The Specials-gloom , fra The Clash’s kantede storbylyd over Jamaica-inspireret melodika via desperat catchy indierock til hvid europæisk The Streets-smagende klubmusik. Der bliver zappet hurtigt, rastløst, meget, og ingen når at kede sig.

De nye stjerner fra overvågningskameraerne kører mod lysende London, mod hvorsomhelst, for at undslippe forstæderne, for at sige fcuk off og adios til disillusionens virkelighed. Man lever for weekenderne, der tages som painkillers mod rasende skuffelse over at i morgen nok aldrig bliver bedre. Det er den bevidsthed, om ikke at ville acceptere den “straight out of nowhere-ness” man så åbenlyst kommer fra, der ligger konstant gennem “Stars of CCTV” og gør Hard-Fi’s sange så relevante.

“Oh where I come from/ I just don’t conform/ Get me out of here!/ Leave the boredom behind/ Wanna see those bright lights/ Get this thing in gear/ Yeah…/ So we’ll ride in my car/ Follow the star/ Drive on into town/ With the stereo lit/ Take the Great West Road out/ Nothing can bring me down…/ Tell me can you feel it/ Feel the city breathing/ Feel its beating heart/ No superstition/ Just cold ambition/ It’s time to make a mark/ Oh…”

Ordene spiller, musikken synger, se at komme ud – det er nat i byen igen!

Henrik Hall

Mens arbejdet med Henrik’s solodebut er ved at tage fart, kan vi allerede snart nyde hans selskab i anden pladesammenhæng: 19. september udkommer musikkritikeren Klaus Lynggaard på Universal Records med albummet “På Herrens Mark”, hvor Hall som mundharpespiller medvirker på 5 sange. En af disse er Love Shop’s “Til Stjernerne”.

Blandt øvrige medvirkende på Klaus Lynggaard-udspillet findes bl.a. Mikael Simpson-guitaristen Henrik Liebgott, Nanna Lüders og legendariske Peter Peter.

Fuck Forever!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Pete.jpg

Pete Doherty skal snart dø. Det står nu mellem linierne i utallige skandalehistorier om ham, og det lå allerede antydet i det kaos som gav lyd og næring til The Libertines, det fremragende band han blev smidt ud af sidste år.

Der er en tung ironi i at personlig destruktion kan være så effektivt et brændstof at lave livsbekræftende musik på. The Libertines’ største kvalitet var nok den anarkistiske turbulens af tilværelse ude af kontrol, der konstant lå i sangene. Det gav en lysende energi og en følelse af hård nødvendighed.

Den film fortsætter nu for Pete i Babyshambles. Deres nye single med den slående titel “Fuck Forever” er noget af det bedste hørt længe. Falsk sang, ustemte guitarer, en rytmegruppe der sejler afsted, det burde ikke fungere og gør det kun forbi stakkels Pete Doherty brænder op midt i hele rodebutikken.

Sjældent har en personlig deroute lydt så cool og attraktiv. Så lige nu er Pete derfor den unge, hippe junkiestjerne i de engelske blade og magasiner. Om få år vil samme medier formodentlig skildre ham som et forsvarsløst skvat. Er det for kynisk indtil da at håbe på flere berusende sange fra taberfesten?

Postkort fra længe siden

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-OJ.jpg

I 1981 var et godt alternativ til de regndystre bands fra Manchester og den mere psykedelisk-inspirerede Liverpool-scene, at rette blikket mod nord, mod Skotland, hvor en ny selvstændig bølge af anderledes, sprøde guitarbands var ved at bryde igennem.

Fra det Glasgow-baserede én-mands-pladeselskab Postcard Records udkom der med korte mellemrum en række singler med de bedste af disse navne: Fra Edinburgh var det monochrome Josef K, der lød som en skarpere og mere ambitiøs udgave af Franz Ferdinand, og fra Glasgow handlede det om Aztec Camera, med da 16-årige Roddy Frame på følsom sang, og især Orange Juice, som stilmæssigt lå et meget særegent sted mellem Velvet Underground og…..Chic. Forestil dig Beginning To See The Light med glad afro-bas!

Musikken fra disse bands, der blev udsendt under sloganet “The sound of young Scotland”, var sin traditionelle struktur til trods rig på en alternativ men ligefrem popbevidsthed, som på det tidspunkt havde været mangelvare i britisk rock i adskillige år. Orange Juice med ret ustemte guitarer og den charmerende ikke-sanger Edwyn Collins blev derfor hurtigt ringforlovet med den hippe londonske musikpresse, hvis opmærksomhed til gengæld sikrede BBC-airplay, indie-berømmelse og følgende stor pladekontrakt langt, langt væk fra Glasgow.

Herefter bliver Orange Juice-historien ligegyldig, for det klædte ikke bandet og dets musik at blive så korrekt og vellydende, som den for det meste blev med et stort pladeselskabs penge i ryggen. Der var et par gode singler, Rip It Up nok den bedste, og nogle lidt blege, halvmislykkede albums, hvorefter man gik i forståelig opløsning. Siden da har Edwyn Collins lavet en del plader alene og havde for 10 år siden et fortjent giga-hit med singlen A Girl Like You.

Men nu er opsamlings-pladen “The Glasgow School” med Orange Juice så udkommet. Den samler gruppens 4 Postcard-single A- og B-sider sammen med det dengang uudsendte album man havde indspillet til Postcard, men skrottede da Polydor i London lokkede sydpå. Dér dukkede de fleste af disse sange som sagt op i mere polerede versioner på “You Can’t Hide Your Love Forever”, Orange Juice’s debutalbum, som denne indsigelse til trods faktisk er en dejlig plade.

Men “The Glasgow School” lever på en helt anden måde. Mig minder den mest om at ligge om aftenen i mørke på mit værelse ovre i Dollerup Bakker og lytte til John Peel på BBC. Det var ham der spillede bands som her Orange Juice før nogen andre. Allerede dengang kunne jeg godt høre på min lousy transistorradio-modtagelse, at guitarerne slet ikke stemte. Og at frontmanden ikke rigtig kunne synge. Men musikken lød så cool, at denne skødesløse mangel på perfektion ligesom klædte de små perfekte popsange, gjorde dem endnu bedre. Det gør den stadigvæk!

This monkey's gone to heaven

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-auto99.jpg

Og i dag er det præcis 28 år siden. Det synes ialfald en af denne sides skribenter bør markeres. Så hermed sættes endnu et mixtape fra den Jens U’ske Toyota-samling på spil. Dette kørebånd bærer titlen Elvis Presley og indeholder kun udvalgte og lyslevende klassikere med netop ham. Tracklistingen er som følger:

A:
Good rockin’ tonight
Trying to get to you
Milky white way
The girl of my best friend
That’s someone you’ll never forget
Tomorrow is a long time
A fool such as I
Got a lot o’ livin’ to do!
Blue moon
I believe in the man in the sky
Sentimental me
Don’t be cruel
All shook up (live)
A little less conversation
Rubberneckin’
Indescribably blue
Only the strong survive
Without love
Please don’t drag that string around

B:
Suspicious minds (live)
The wonder of you (live)
Wearin’ that loved on look
My boy
Just pretend
Where did they go, Lord?
You don’t have to say you love me (live)
Anyday now (version)
If I can dream
You gave me a mountain (live)
Long black limousine
Going home
Burning love
Always on my mind
Can’t help falling in love (live)

Sådan! Denne gang er der 2 kriterier for de der vil være med i tombolaen: Du skal have skrevet mindst én kommentar her på siden før i dag og du skal vedlægge din egen personlige top-5 over bedste Elvis-sange. Vinderen og hans/hendes top-5 vil blive offentliggjort når lodtrækningen har fundet sted. Hvis du vil være med så send en mail til pastoren@jensunmack.dk med dit navn og din postadresse.

Og husk så at høre en Elvis-plade eller to i aften – det fortjener han!

Mon Sune Wagner har fået købt den kage?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ronettes.jpg

Selvfølgelig har Sune det, for han er vild med The Ronettes. Og i dag er det deres egen Ronnie Spector’s fødselsdag. Det markerer vi her med en hyldest til Veronica i form af endnu en top-5 liste, denne over hendes største øjeblikke:

1. Be My Baby – Selvfølgelig! 2 minutter og 36 sekunders himmel. Singlen der nærmest fik Brian Wilson til at køre sin bil i grøften af misundelse, første gang han hørte den.

2. Home Of The Brave – Med Bonnie & The Treasures. Bonnie er Veronica under dæknavn og synger et blødende forsvar for sin misfit-boyfriend – det må være Phil Spector? – der bare ikke passer ind: “Home of the brave/ land of the free/ oh why won’t they let him be what he wants to be?”. Svaret blafrer lige nu et sted i det amerikanske retssystem.

3. Baby, I Love You – Mesterligt! Ramones indspillede også en god version til deres eget Phil Spector-producerede Wall of sound-eventyr End Of The Century, men The Ronettes’ original er langt, langt bedre.

4. You Can’t Put Your Arms Around A Memory – En meget mere livserfaren Veronica lægger rusten stemme til afdøde Johnny Thunders’ junkie-testamente af en sang. Joey Ramone (under-)producerede denne soloindspilning i 1999.

5. (The Best Part Of) Breakin’ Up – Vi er her sammen med The Ronettes tilbage i ’64 igen, altså før PopWorld gik af lave. Da det gode og bedste ved at gå fra hinanden var, at man atter kunne smelte sammen. Det var ikke længe før Veronica’s jaloux kæreste Phil låste hendes ungdom inde og smed nøglen væk for altid. “Come on, baby!” hvisker hun.

Verdenslister

Nick Hornby’s High Fidelity havde to gode pointer. For det første gav den et skræmmende præcist portræt af musikbesatte brugtpladehandlere – jeg mener, hvem her kunne f.eks. ikke spot on genkende vores venner nede fra Sound Station i bogens karakterer? – og for det andet, hvilket i denne sammenhæng er vigtigere, kortlagde den de af os, som får en lidt større indre ro og logik af at lave musikranglister.

Hornby lader som jeg husker det sine hovedpersoner komme op med endeløse lister a la “top-5 sange til en våd og regnfuld mandag morgen”, “top-5 break up-sange nogensinde “, “top-5 desert island-discs”, “top-5 single-B-sider”, osv . Sådanne ranglister kan virke absurde på uindvigede, men for os der sætter musik højt er det fedt både at lave dem og få verden sat i system derigennem. Jeg har på samme måde også altid haft det sådan, at når jeg træder ind som gæst i et fremmed hjem, går jeg helst direkte til stereoanlægget og tjekker pladesamlingen ud, for ligesom at se hvem det er jeg besøger. Altid fint at se sådan hvor folk er og hvad de holder af.

Så måske vi skal til at have nogle lister fra alle involverede her på siden. Og det kan være hvemsomhelst der foreslår hvad de skal omhandle og hvem der skal med på dem.

Det kan være små nemme lister, som f.eks. denne over Interpol’s bedste plader:

1. Turn On The Bright Lights
2. Antics

Eller lidt sværere og flydende, som en top-5 her over de byer der giver sig mest hen til Love Shop-koncerter :

1. København
2. Odense
3. Århus
4. Herning City
5. Aalborg

Eller ultra(!)-svære lister. Som f.eks. en top-10 over Depeche Mode-singler, der herfra ser således ud lige nu, pre-Precious:

1. Never Let Me Down Again
2. Enjoy The Silence
3. Stripped
4. Behind The Wheel
5. Free Love
6. Strangelove
7. In Your Room
8. Everything Counts
9. Useless
10. Walking In My Shoes

Enig?

De evigt aktuelle/uaktuelle…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-gbv.jpg

I dag fortsatte jeg med at fylde løs af min cd-samling på min 60 GB iPod. Turen var kommet til den netop hedengangne amerikanske gruppe Guided By Voices, som jeg længe har været fan af. Deres output har været af særdeles svingende karakter, og der har været talrige udskiftninger undervejs. Faktisk er eneste gennemgående figur sangeren og sangskriveren Robert Pollard.

Deres mesterværk er albummet Bee Thousand fra 1994. I denne periode havde gruppen sin efter min mening bedste besætning (med bl.a. Tobin Sprout, der bidrog med sange af samme kvalitet som Robert Pollards). Guided By Voices er sikkert ikke for de mest traditionelt orienterede lyttere – der er masser af numre på under et halvt minut, og det hele er optaget på en firespors analog båndoptager med godt med sus. Sangtitlerne (og teksterne) yderst kryptiske: The Goldheart Mountaintop Queen Directory, A Big Fan Of The Pigpen, Kicker Of Elves etc. Men melodierne! Sommetider er der kun et løsrevet hook eller hvad der i et andet univers ville være et godt C-stykke (!!). Iørefaldende er det altid – reminiscenser af tidlig R.E.M., The Who og The Beatles side om side med ubestemmelig garagerock og akustiske lejrbålssange.

Efterhånden blev sangene længere, og produktionen mere traditionel. Desværre forsvandt meget af charmen også. I år tog Guided By Voices på afskedsturné, og scenen er herefter overladt til Robert Pollards soloprojekter.

Editors

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Editors.jpg

Da det synes at være en uskreven regel i branchen at samtlige pladeudgivelser absolut skal placeres i perioderne marts/april og september/oktober, befinder vi os lige nu i den stille tid hvor ny spændende lyd er lige så sjælden som vand i Sahara.

Derfor opmærksomhed herfra på en netop udgivet CD anbefalet og købt i Sex Beat Records i går, nemlig debutpladen “The Back Room” med Editors fra Birmingham, England.

Hvis du finder allestedsnærværende Coldplay tre tænder for pæne og ligegyldige på den der tidstypiske Bo Bedre-designlækre måde – det gør jeg! – og måske mere er til Interpol, Placebo, Joy Division, Echo & The Bunnymen og den slags, så vil du finde glæde i denne mørkt melodiøse og urolige samling sange.

En anden anbefaling

Nu, hvor denne blog alligevel er midt sin agurketid, en anden anbefaling, nemlig Serart – et album med Arto Tunc Boyiacian og Serj Tankian. Sidstnævnte er især kendt som sangeren i System Of A Down, som jeg tidligere har anbefalet. Førstnævnte er et mangesidet talent, der har slået sine folder i jazz og ‘verdensmusik’ gennem snart mange år (og er med på et nummer på System Of A Downs album Toxicity). Jazz, trip-hop og den allestedsnærværende armenske folketone bliver blandet på en fascinerende måde i det musikalske møde mellem de to mænd. Til gengæld skal man ikke forvente besøg af de huggende guitarriffs fra System Of A Down.

Sommerens rige fontæne

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-posttowire.jpg

Som nogle måske har bemærket, kan man ikke regne med at se nye daglige indlæg i bloggen i det næste stykke tid; ferien har også ramt denne blogs forfattere med nedsat aktivitet som følge.

Et enkelt lyttetip: Den amerikanske country-rock-gruppe Richmond Fontaine er omsider ved at blive opdaget af et større publikum. Deres album Post To Wire er netop blevet genudsendt, og det er værd at høre.

Et specielt lydsystem

Jeg hører for tiden debutalbummet med LCD Soundsystem en hel del. LCD Soundsystem er endnu en “gruppe”, der egentlig er skalkeskjul for en solist med hjemmestudie, i dette tilfælde amerikaneren James Murphy. Hans debutalbum, også kaldet LCD Soundsystem, er inspireret af lidt af hvert. Hittet er “Daft Punk Is Playing At My House”, der er en 1-akkorders-sang, der ikke lyder som Daft Punk, men derimod som tidlig Talking Heads. Andre steder er der mindelser om The Fall (James Murphy kan lyde lidt som Mark E. Smith af og til) og New Order. Tilmed er der et nummer som ikke ville virke malplaceret på The Beatles’ hvide album.

For tiden er det hip at være firseragtig, men der er tale om andet og mere end bare end endnu én, der hopper med på en trend. Det er faktisk et album, der er værd at høre. Og så er der den samme tørre humor som vi kender fra f.eks. Talking Heads.

Det er m.a.o. ikke alle, der kommer fra USA, der er lige træls.

Independence day

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-RamonesThumbBig.jpg

4. juli er dagen hvor USA hvert år fejrer sig selv og mindes det ideal om frihed som nationen er bygget på. Men som tingene er nu for et efterhånden mere og mere verdensforhadt USA, med en FN-ulovlig krig i Irak, åbenlys tilsidesættelse af menneskerettigheder og W. Bush/Rumsfeld-klanen solidt ved roret, kan man vel godt mene, at der ikke er ikke er så fandens meget at holde fest for.

Så hellere nøjes med at kippe med Stars & Stripes for d. 4. juli 1976, hvor New York’s egne Ramones for første gang spillede her i Europa. Det var på The Roundhouse i London, hvor Da Brudders spillede support for siden glemte Flamin’ Groovies og dermed kickstartede punk rock-scenen i England med en nu legendarisk koncert. Både Sex Pistols og The Clash var der blandt publikum, den aften for længe siden…

En mindre programændring…

…på Drømmenes Roskilde Festival.

Det bliver en lang nat på Roskilde! Umiddelbart efter Elvis opfører Marvin Gaye på Orange Scene hele What’s Going On, dedikeret til George Bush (der får tilsendt en kopi af teksterne til nærlæsning). Ud på de små timer spiller The Beatles Revolver i sin helhed. Sætlisten afslører at Paperback Writer og Rain vil være ekstranumre.