Kategoriarkiv: Rocknroll

Bands, those funny little plans, that never work quite right…

Joy Division/New Order er netop ude med albummet ‘Total’, en fælles og kronologisk remastret opsamling over højdepunkter fra start til slut, fra banebrydende ‘Transmission’ til harmløse ‘Hellbent’. Og slut er det blevet, for bands går fra hinanden, som denne artikel fra The Guardian, hvor Peter Hook og Barney & co. må interviews separat, smerteligt demonstrerer. Musikken kan spilles fint endnu, men den lød altså bedre, da dens fælles afsendere ikke stod på tæerne for indbyrdes at bekrige hinanden. Trist er det.

Amy Winehouse

Og dette var en forudsigelig tragedie. En skrøbelig, uforudsigelig sjæl koblet med et lige så usædvanligt musikalsk talent, en pige som vi, der skriver her, kunne være far til. Gennem medierne fulgte alle hendes forvandling fra en smuk svane til en alt for berømt stakkel på sikker afstand, vel vidende at sådan var vi ikke selv. En uskøn blanding af hån og medlidenhed.

Artiklerne og mindeudtalelserne står allerede i kø. Inden længe kommer også bøgerne, demoerne, hyldestkoncerterne og alle de andre produkter fra den underholdningsindustri, der aldrig var bange for at udnytte Amy Winehouse.

Dirty Beaches i Kødbyen

Ja, som det anes fra billedet var det en fremragende kulsort første koncert uden for Nordamerika, Dirty Beaches leverede på Bakken i Kødbyen i aftes. At der så ovenikøbet var kolde jamaicanske øl på køl, og Trentemøller på DJ-pult bagefter, gjorde kun en stor aften endnu større.

I think the power went. Uh, I’ll continue with the next song. Never look back

The War on Drugs

Jens har for nylig nævnt Kurt Vile. Her er sangen “Baby Missiles” med The War on Drugs, som er det band, Kurt engang har spillet i. Her finder vi lyden af Bruce Springsteen, der spillede med The Woodentops i stedet for E Street Band tilbage i 1983-84. (Og nej, det gjorde han altså ikke.)

Dirty Beaches i København onsdag aften!

Ikke mange kender dem endnu, så ikke mange ved det: Canadiske Dirty Beaches (= Alex Zhang Hungtai) spiller i aften – en route til Hultsfred Festival – show på Bakken i Kødbyen. Det Suicide-relaterede debutalbum Badlands er absolut et af årets hidtil mest hypnotiserende udspil, så tag gerne denne post som en opfordring…

"I',m having the time of my life, and I love it…"

Efter showet i Operaen, ude på havnens mørknende sommeraften, fik vi opfordringer fra flere til at skrive kritisk her om Morrissey. Og det ville også ske, hvis ikke lige det var fordi dette besøg var en sand æreoprejsning ovenpå den tåkrummende seance sidst i KB-hallen. Den kropslige selvlede og utilpashed Morrissey udstrålede der var fraværende i aftes, afløst af en storsyngende Manchester-diva på toppen af sine evner og en setliste af den bedre verden. Hvis der skal tales svagheder, må det som ofte før handle om bandet omkring ham. At en så stor sanger ikke vælger bare lidt mindre arbejdsmandsagtige musikere til live at skulle give de mange nyklassiske numre luft under vingerne, er en kæmpe skam. Vel havde Jesse Tobias nogle fine, næsten Johnny Marr-lydende tiltag undervejs, men det var overordnet slet ikke nok til at fravriste et musikalsk indtryk af middelmådighedens låste konservatisme. På den baggrund noget af en bedrift, at Morrissey alligevel kunne klare aftenen vellykket hjem for så mange af os.

Lad os ikke slutte her uden en tankevækkende historie om Morrissey’s tour-regime. En tidligere LS-lydmand, nu bosiddende i London, fortæller, at der efter sigende absolut ingen tolerance gives overfor ansatte, der ikke passer ind i Mozworld. Således bestemmer Meat is Murder-sangeren bl.a. at i-n-g-e-n på hans lønningsliste må røre andet spiseligt end vegetarmad. Et diktatur, der i længden har foranlediget den hemmelige tourtradition, at en stor del af roadcrewet indimellem på overliggerdage tager et par biler og kører 30-40-50 kilometer væk fra Morrissey’s overvågende øjne, finder en passende restaurant og foræder sig helt og aldeles i topforbudt blodrødt kød, kød, kød. Meat is murder? Nej, anarchy in the UK!

M-day

Morrissey’s comeback-tour når i aften Operaen i København, hvor den for længst udsolgte sal vil forvente en setliste ikke langt fra den, der fredag aften blev spillet og sunget ud i nordengelske Middlesbrough:

Panic / First Of The Gang To Die / You’re The One For Me, Fatty / Shoplifters Of The World Unite / Everyday Is Like Sunday / I Want The One I Can’t Have / I’m Throwing My Arms Around Paris / You Have Killed Me / Action Is My Middle Name / I Know It’s Over / Satellite Of Love / People Are The Same Everywhere / Alma Matters / One Day Goodbye Will Be Farewell / Ouija Board, Ouija Board / Meat is Murder / Speedway / Irish Blood, English Heart // There Is A Light That Never Goes Out

Nye ruiner

Som om Interpol, Editors og tidens mange andre ikke allerede fik slået det fast i spændetrøjestramme 4/4: Ian Curtis har ikke levet forgæves. Faldt i aftes over nedenstående ret imponerende og sortglitrende melodrama, som udover klart at sejle under Joy Division-flag, også peger i retning af Peter Murphy’s Bauhaus, Manchester’s alt for oversete The Chameleons – hvis 1983-debutalbum Script of the Bridge er et must indenfor genren – samt måske endda de helt anderledes ufrivilligt komiske Sisters Of Mercy: London’s O. Children med ‘Ruins’ – enjoy!

The Shangri-lalalas

Synes ikke Arctic Monkeys levede helt op til forventningerne på Orange Scene i lørdags. Dygtigt sammenspillet band og alt muligt, men setlisten på dagen ville bare ikke det nye fine albums melodiske kvaliteter og fortabte sig istedet bekvemt larmende i bandets synkoperede riffrock-fortid. Her Alex Turner & co’s nye lyse sommersingle på hipstamatisk Super 8-video…

Hund mand Suede

Gendannede Suede er netop på banen med genudsendte remastrede 2CD+1DVD-udgaver af bandets fem studiealbums. Foruden de oprindelige albumtracks begaves man nu også med en sand overflod af demoer, outtakes, single-B-sider + DVD’ernes omfattende udbud af promovideos, tidsdefinerende Suede-liveshows, enkelte TV-optrædender, samt helt nye interviews med La Brett og Bernard Butler. Befriende at Suede, efter så mange års latterliggørelse og hån i England, endelig igen indtager den respektfulde position, deres output i det store hele gør dem fortjent til. De fire første deluxe-udgivelser kan ikke anbefales kraftigt nok herfra, hvorimod den femte stadigvæk fremstår ligegyldig, sobertam og uskarp.

PS – I hver enkelt plades linernotes giver Brett A sit bud på, hvordan dens indhold og sequencing ville se ud, hvis han kunne gøre det hele om i dag. Spændende læsning og stof til interessante iPod-playlists. Her hans officielle bud på en endnu mere optimal Dog Man Star…

Introducing The Band
We Are The Pigs
Heroine
The Wild Ones
Daddy’s Speeding
My Dark Star
Killing Of A Flash Boy
This Hollywood Life
New Generation
Living Dead
The 2 Of Us
The Asphalt World
Still Life