Kategoriarkiv: Rocknroll

Sunglasses after dark


DM’s “Touring The Angel”-tour er netop begyndt i USA. Første aften i Petersburg, Florida bød på følgende set:

Intro
A Pain That I’m Used To
John The Revelator
A Question Of Time
Policy Of Truth
Precious
Walking In My Shoes
Suffer Well
Damaged People
Home (Piano-Version)
I Want It All
The Sinner In Me
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence
——————————–
Somebody
Just Can’t Get Enough
Everything Counts
——————————–
Never Let Me Down Again
Goodnight Lovers

Midt i dette overflødighedshorn af kongeelectro, skal det øjeblikkelige fravær af nyeste plades essentielle “Nothing’s Impossible” og Exciter’s absolutte højdepunkt “Freelove” dog beklages.

Remain in light

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-bunnymen4a.jpg

Ikke noget nyt under the killing moon, men alligevel en meget fin, fritsvævende koncert i Lille Vega. Ian McCulloch sang virkelig bedre end længe hørt, bandet spillede som troede de på sangenes kraft. Det gjorde vi derude i salen så nemt. God tur videre til Amsterdam, Antwerpen, Barcelona, Madrid, Paris, USA X 16, Liverpool X 2 – kom snart igen!

Kent – "The Hjärta & Smärta EP"

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KentEP.jpg

Kent er tilbage! På den nye 5-sangs udgivelse “The Hjärta & Smärta EP” fremstår Berg & co. igen levende, relevante, nødvendige. Væk er det massive fæstningsværk, forårets “Du & Jag Döden” byggede op. Den plade kom med en distanceblændende stor lyd, som aldrig lukkede lytteren ind i Kent’s intime nærhed. Og på afstand var det vel kun åbningsnummeret og slutsangen, der havde arkitektonisk klarhed nok til at kunne stå ud og begå sig.

De ting står først klart nu, hvor den nye EP skærer dem ud i pap. For pludselig lyder Kent atter rørende. Siden “Hagnesta Hill” har dette kun sjældent været tilfældet. Snarere end at kommunikere, har Joakim Berg’s sange mest af alt fremstået som velgennemtænkte øvelser over, hvordan et meget populært rockband konsoliderer sin position. Eller sagt på en anden måde: Kent har virket hæmmet af egen succés.

Så meget desto mere befriende at høre den “nye” lyd på “The Hjärta & Smärta EP”. Genforenet med Nille Perned, produceren fra de første to albums, lykkes man endelig igen med at få små nuancer i musikken til at fungere. Og om det så er i børnekoret på “Dom Som Försvann”, i de luftige keyboards på “Månadens Erbjudande”, i Berg’s hviskende sang, eller i lysende Sami Sirviö’s guitarfigurer, findes der nu overalt atter en organisk tilstedeværelse af den helt specielle nordiske melankoli, vi alle oprindelig faldt for hos Kent. Disse fem sange er personlige breve – tak for dem og velkommen hjem!

I dag for 20 år siden…

I disse dage er det 20 år siden, The Replacements udsendte albummet Tim. Dette skulle vise sig at blive det sidste album, hvor guitarist Bob Stinson var med. Han blev smidt ud af gruppen på grund af sit eskalerende stofmisbrug (jvnfr. en vis stakkel ved navn Pete Doherty). Det er Bob Stinsons ansigt, man kan se på hovedet øverst på albummets forside. Hvor meget han rent faktisk spillede på albummet, er en anden sag.

Tim er et legendarisk album; Alex Chilton var oprindelig indkaldt som producer, men Tommy Erdelyi, tidligere trommeslager i The Ramones, endte med at producere sangene. Mixet er ikke noget at råbe hurra for; sangene er derimod fine. Hør ‘Here Comes A Regular’ og kom i novemberstemning, Og der er ‘Kiss Me On The Bus’ og ‘Swinging Party’ og ‘Left Of The Dial’ og… De eneste regulært kedelige numre er garagenumrene ‘Lay It Down Clown’ og ‘Dose Of Thunder’.

Og så havde tre af gruppens medlemmer forresten nordiske aner: Brødrene Stinson (= Steensen) og forsanger og sangskriver Paul Westerberg (et svensk efternavn). De var trods alt også fra Minnesota, hvor mange nordiske indvandrere slog sig ned.

Sid Vicious møder Oscar Wilde

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-PDParis.jpg

Pete Doherty interviewet i dagens The Guardian. Ikke hyggelæsning, men interessant anyway. Babyshambles-debut’en “Down in Albion” udkommer d. 14. november. Så all over the place-rodet fucked up er den, at de i forvejen kaotiske og underproducerede Libertines-plader lyder som Electric Light Orchestra ved siden af. Music hall møder væltende mikrofoner møder romantisk fortabthed møder slingrende punk rock, falder og slår sig rigtig grimt, mens en vistnok tidligere medfange fra Pentonville-fængslet kommer forbi og fremfører dopet taber-reggae. Kedeligt er det ikke – men godt??? Svært at sige umiddelbart. Musikhistorie og real life. Apati og hjerteflimmer. “There’s a lesson I have learned/ If you play with fire you’ll get burned”, mumlesynges der ufokuseret i “What Katie Did Next”. Vise ord. Hvad Pete gør herefter bliver ifølge Guardian-reportagens virkelighed ikke for børn.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,16373,1607626,00.html

Spåkoner, numerologer, sandsigersker

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-mancsetlist.jpg

Alle er de enige om, at næste mandags koncert i Vega med Echo & The Bunnymen bør kunne blive en af sæsonens bedste. Og setlisten her, fra weekendens besøg i Manchester, tyder heller ikke på andet. McCulloch rapporteres i skarpeste sangform siden 1985 (!) og nogle af de allerbedste E&TB-albumtracks, sange der ikke nødvendigvis var store radiohits, er tilbage for første gang siden genforeningen – så bring on the dancing horses!

The beautiful game & Morrissey

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-martyrs.jpg

– I en alder af pre-teenage flirter unge Stephen Patrick med tanken om at følge et fodboldhold. Han køber derfor et Man U-halstørklæde, som første gang han bærer det på gaden i Manchester bliver stjålet af nogle ældre drenge, som kommer i løbende angreb bagfra. Morrissey opgiver herefter tanken om fodbold som sjælefrelse.

– Da Morrissey i midt-90’erne spiller koncert i Blackburn, ifører han sig til sidste nummer “Speedway” den blå-hvide Rovers-trøje, som de lokale helte for nylig er blevet mestre i.

– I et interview omkring “Southpaw Grammar” hvor han fortæller om sin fascination af boksning, kommer det frem, at Morrissey ved et par lejligheder har besøgt White Hart Lane for atter at se, om fodbold skulle kunne indfange ham. Tottenham’s daværende middelmådighed og totale mangel på glamour har dog hurtigt skræmt væk igen.

– På “Maladjusted” findes sangen “Roy’s Keen”, der pånær ordspillet vist ikke har ret meget at gøre med Manchester U’s voldsomme midtbane-dynamo Roy Keane.

– Og så er der West Ham United-tingen. Et af Morrissey’s yndlingspunkbands er Cockney Rejects, så fanatiske West Ham-fans, at de i 1981 udsendte Hammers’ klubsang “Forever Blowing Bubbles” som single. Om det er fra dem – eller fra de storkriminelle Kray-tvillinger – han har sin fascination af East End’s stolthed West Ham vides ikke med sikkerhed. Men ialfald optræder Moz på en hel verdenstour i de berygtede lyseblå/lilla “West Ham Boys Club”-t-shirts, og bruger senere igen klubbens våbenmærke, nu tilsat ordene “english martyrs”, som bagscene-projektion under “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”.

– Et af numrene der blev indspillet og diskvalificeret til “You Are The Quarry” hedder “Munich Air Disaster 1958”. Det handler om den pågældende flyulykke, hvor næsten et helt ungt, meget lovende Manchester United-hold blev udslettet. Sangen, der udtrykker et stort savn for de døde spillere, som gik ned “to where mother nature makes their bed…”, er efter sigende blevet afspillet under halvleg på Old Trafford. “Munich Air Disaster 1958” findes på den glimrende 2-CD-udgave af “Quarry”.

Dør rock aldrig?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MozRoma.jpg

Ikke ifølge skriften på væggen på det aktuelle billede, pete1970 har sendt os. Vores alles Morrissey er lige nu i Italien, hvor han i Rom indspiller efterfølgeren til “You Are The Quarry”, pladen der satte ham tilbage på tidens musikalske landkort. Bowie-produceren Tony Visconti producerer de sange, der indtil videre er estimeret til udgivelse omkring april, 2006 – glæder os!!!

Musik er IKKE en sport


Hvis det var, så skulle nordjyske Figurines have været selvskrevet til Northern Music Awards lørdag aften. Men som tingene er og som tingene står, var det som altid musikindustriens sikre pengekort, der fik lov til at repræsentere DK i live-transmissionen fra Forum – intet nyt der, gab! Synd for seerne, der vel efterhånden både har hørt og set nok til disse pågældende artists, og synd for nu Figurines, der har lavet en sjældent god dansk plade og derfor selvfølgelig burde have været inviteret til at blive hyldet på den røde løber.

Istedet for at sidde hjemme og dø foran endnu en kummerlig TV-fejring af musikbranchen, tog overtegnede – med Rune K, Henrik Hall og ham Sanchez – ud på Christiania, hvor Figurines med deres koncert på Loppen gjorde aftenen levende og relevant. Vi oplevede et vokseværkende ungt band med en perlerække af skæve, kantede, supermelodiøse sange. De fleste af dem findes på albummet “Skeleton” fra i år, som hermed er anbefalet på det kraftigste:-D

En god ven sidsteøjebliks-inviterede søndag med i Forum, hvor Coldplay stod på scenen. Læsere af denne side ved udemærket, at Coldplay’s kurs ikke står så højt her, som den gør de fleste andre steder ude i landet. Og søndag ændrede ikke på dette. Dertil viste C’s musik sig igen for blankpoleret midtersøgende, og deres sanger sig en kende for behagesyg i sin lovprisning af alt dansk mellem sangene. Der iøvrigt heller ikke blev bedre af den eurosequencer-flade, de fleste af dem kom smurt ind i. Som aftenen skred frem savnedes i den grad noget der kunne bryde op i designer-tristessen, et eller andet med et par modhager på. Det fik vi aldrig. Måske det kunne have hjulpet og givet en tiltrængt dynamik, hvis guitarist og trommeslager havde kunne høres bedre i det ensrettede lydbillede, der hovedsageligt tilgodeså sanger Chris Martin.

Han sagde selv, at Coldplay aftenen før til ovenomtalte NM-Awards var blevet kåret som “verdens bedste band”, hvilket han ikke helt kunne forstå. Det kunne vi heller ikke…

Hey hey Neil Young – long may you run!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-NeilYoungRickDanko.jpg

Vi snakkede om sange til Elvis her forleden, og en oplyst sjæl (Auster, tak) henledte opmærksomhed på Neil Young’s helt nye Presley-hyldest “He Was The King”. Hørte først den og fortsatte så siden videre ind på må og få i Neil Young’s imponerende bagkatalog. Længe siden jeg sidst kom forbi, så blev lidt overrasket over hvor godt det føles at komme der igen. Neil Young bliver 60 år i næste måned og kan se tilbage på en sjælden stolt, idealistisk og stor tid indefor rocknroll – godt han er der, må han være der længe endnu!

Top 5 Neil Young-rockets:

1. – Hey Hey My My (Into The Black) – fra “Rust Never Sleeps”
2. – Rockin’ In The Free World – fra “Freedom”
3. – I’m The Ocean – fra “Mirror Ball”
4. – Like A Hurricane – fra “Amercan Stars ‘n Bars”
5. – Cinnamon Girl – fra “Everybody Knows This Is Nowhere”

Top 5 Neil Young-tearjerkers:

1. – Long May You Run – fra “Long May You Run”
2. – Driveby – fra “Sleeps With Angels”
3. – Harvest – fra “Harvest”
4. – Dreamin’ Man – fra “Harvest Moon”
5. – I Believe In You – fra “After The Gold Rush”

Bedre bud indskrives gerne, hvis haves!

Førstehjælp fra Birmingham

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Edit.jpg

Ikke sjovt igår aftes at erfare sit eget Champions League-vinderhold ydmyget af åh-så-skræmmende Crystal Palace i den lille engelske pokalturnering. Efter Premier League-blamagen mod Fulham i lørdags var det nu, at kursen mod bedre tider skulle genfindes, men det skete ikke, tværtimod. Sommerens efterhånden meget diskutable forwardindkøb Peter Crouch forlod for 11. gang banen uden at score og Djimi Traore lavede vel sine sædvanligt nervøse klovnerier da han kom ind i den 2. halvleg, som ifølge kampreferater bød på noget af det mest tandløse spil længe set, hvilket altså ikke siger så lidt! Eneste opmuntring er, at SÅ ringe som det går på hjemmefronten, må L’pool være ret sikre på igen at kunne vinde den Champions League-turnering…:-/

Heldigvis så jeg kun begyndelsen af ovennævnte hjertekval. Var istedet med Sanchez på Christiania til en velgørende og superskarp koncert med Editors fra Birmingham. Kritikere af bandet (hej til Pastoren) synes det hele er hørt lige sådan og bedre før, hos både Joy Division og Interpol. Men som Editors fremstod i går, med kun stærke sange og en på alle måder elektrisk fremførsel af dem (“Camera” og “All Sparks” var nok allermest eksplosions-intense), hersker der for os, som var tilstede i det overophedede rum, ikke tvivl om, at bandet laver hvad de gør af alle de rigtige grunde, og at man har kvaliteten til at overleve alverdens Kaiser Chiefs, Futureheads, Bloc Parties, Maximo Parks, Brakes, Franz Ferdinands, Zutons, Arctic Monkeys, You Fucking Name Them – det blev en lysende aften i mørket fra Liverpool.

Return 2 Sender

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KBush.jpg

Hvem skulle have troet Kate Bush havde noget for Elvis! Nej vel, men hendes comeback-single slår det altså fast. Ved ikke hvordan du har det med Kate Bush, som indimellem kan være en meget stor prøvelse, hvis man bare ikke kan med Ringenes Herre-mystik og besynderlige ballet-videoer. Men “Hounds of Love” var altså en uomgængelig visionær plade, som viste, at selv musik inspireret af 70’ernes fortænkte prog-rock en sjælden gang godt kan fremstå stueren (hvad vi vel lige nu erfarer igen med den nationale kanonisering af Mew’s så specielle alfeunivers).

Ialfald synes vi her på siden, at enhver sang der hylder Elvis Aron Presley – “Calling Elvis” med Dire Straits undtaget – har noget kernesundt kørende for sig, så derfor her Kate’s tekst, der bekymrer sig for Elvis på en værdig måde (desværre lige pånær linie 7 & 8, som er helt håbløse!). Sangen selv er ikke i nærheden af at være så rørende som Kate Bush’s hovednummer, sublime “This Woman’s Work”, men vinden der blæser igennem den har ialfald sin helt egen søgende, sørgende lyd. Here goes:

“King of the Mountain”

Could you see the aisles of women?
Could you see them screaming and weeping?
Could you see the storm rising?
Could you see the guy who was driving?
Could you climb higher and higher?
Could you climb right over the top?
Why does a multi-millionaire
Fill up his home with priceless junk?
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
Another Hollywood waitress Is thelling us she’s having your baby
And there’s a rumour that you’re on ice
And you will rise again someday
And that there’s a photograph
Where you’re dancing on your grave
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
The wind it blows
The wind it blows the door closed

© Kate Bush