Kategoriarkiv: Rocknroll

ST: Pledge your allegiance

st.jpg

I disse dage genfinder jeg mine gamle albums med Suicidal Tendencies, der gik fra at være et lidt ordinært hardcore-band til at lave interessant metal (og desværre siden er faldet af på den). De var pionerer inden for thrash frem gennem firserne og i mine øjne et mere spændende band end f.eks. Metallica (hvor en af deres mange bassister i dag er havnet). Deres melodimateriale var bedre, og i Rocky George havde de en temmelig undervurderet leadguitarist. De to albums How Will I Laugh Tomorrow… og Lights…Camera…Revolution er især anbefalelsesværdige.

Og ikke mindst: I lighed med en del andre navne inden for genren rummer mange af gruppens tekster (forfattet af deres eneste gennemgående medlem Mike Muir) en forbløffende sårbarhed sammen med desperationen. Her er et eksempel.

How Will I Laugh Tomorrow
(Mike Clark/Mike Muir)

Here I sit and watch my world come crumbling down
I cry for help but no one’s around
Silently screaming as I bang my head against the wall
It seems like no one cares at all

Always an emotion, but how can I explain?
Kind of like the scent of a rose, with words I can’t explain, the same with my pain
Caught up in emotion, goes over my head; goes over my head!
Sometimes I got to think to myself is this life or death, am I living or am I dead

The clock keeps ticking, but nothing else seems to change
Problems never solved, just rearranged
And when I think about all the times that I’ve had
Some were good most were bad

I search for personality and I look for things I cannot see
Love and peace flash through my mind; pain and hate is all I find
Find no hope in nothing new and I never had a dream come true
Lies and hate and agony; thru my eyes that’s all I see

If I’m gonna cry, will you wipe away my tears?
And if I’m gonna die, Lord please take away my fear
Before I drown in sorrow, I just want to say;
How will I laugh tomorrow, when I can’t even smile today?

You think something’s funny…
…laugh at this!

So when I look outside my room
I see the world, but not the reason
What is done to me is not fair
You call it fair I call it treason
But I don’t know what to do
Give me a sign I’ll take whatever
But if you want me here I am
Ain’t gonna die forever

And I tried to hold ya
But you just turned away
And I tried to tell ya
But not a word I say
I cried out so loudly
But you just covered your ears
And gave me all the signs
That you don’t want my tears

So if you want me here I am
I sit and wait your decision
But my body fights my mind
I’m headed straight for a collision
So am I getting near or am I still
Looking in all the wrong places
But the only thing that seems to change
Are the looks on the faces…

Doesn’t anyone…seems like no one cares at all
I search for personality and look for things I cannot see
Does anyone even care at all?
Love and peace flash through my mind; pain and hate is all I find
Seems like no one cares at all
Find no hope in nothing new and I never had a dream come true
Does anyone even care at all?
Lies and hate and agony; thru my eyes that’s all I see
Seems like no one cares at all

How will I laugh tomorrow, when I can’t even smile today?

Pandabjørnen banker på

pandabear.jpg

Jeg har netop fået fat i det nye album Person Pitch af og med Panda Bear, pseudonym for en vis Noah Lennox, der opholder sig i Portugal, men er fra USA. Lennox laver en svært klassificerbar, men interessant collagemusik, der minder om vokalharmonierne fra Pet Sounds uden Brian Wilsons popfornemmelse, minder om ambient uden at lyde som efterkommer af Brian Eno eller Tangerine Dream, og minder i lettilgængelighed om popmusik uden at have sangstrukturer. Interessant er det i al fald; et begavet lydtapet, der aldrig tangerer muzak, men fungerer fint i baggrunden, når man/jeg sidder ved Mac’en.

Koncerten i Store Vega

9 ud af 10 stjerner bliver det til på musiksitet diskant.dk’s anmeldelse af Vega-koncerten, lørdag aften, der bl.a. bød på en stor og følelsesladet gæsteoptræden af selveste Henrik Hall. Under overskriften “Heksemester Unmack” opsummeres følgende:

“En yderst selvsikker Jens Unmack formåede lørdag aften at holde Vega tryllebundet i op mod to timer. Mixturen bød på Love Shop-nostalgi, politisk galle, usvigeligt sikre præstationer fra Unmack og band og et gensyn, der må have fået det til at løbe koldt ned af ryggen, ikke kun på inkarnerede Love Shop-fans, men på alle, der er til gamle venskaber og mundharpesoli.”

Læs hele anmeldelsen her

Aftenland Express-touren er iøvrigt indtil nu også blevet anmeldt med 5 ud af 6 stjerner i Gaffa, for koncerten sidste fredag på Voxhall, Århus. Ekstra Bladets Thomas Treo gav selvsamme oplevelse 3 stjerner. Nordjyske fandt – under overskriften “Unmack huggede Aalborg midt over” – næste aftens show på Studenterhuset i Aalborg til 5 ud af 6.

PS – Som efterskrift skal nævnes at både Politiken og Berlingske mandag giver 4 stjerner til Vega-oplevelsen.

Der er et lys som aldrig går ud

En vis SP Morrissey har netop påbegyndt sin første amerikanske tour i flere år. De mange europæiske tilhængere der var lidt skuffede over sangudvalget på hans seneste dates her, vil helt sikkert på afstand kunne glædes over en setliste som denne, fra showet lørdag aften i Sparks, Nevada:

The Queen Is Dead
The Youngest Was the Most Loved
You Have Killed Me
Disappointed
There is a Light That Never Goes Out
Lucky Lisp
In the Future When All’s Well
Ganglord
The National Front Disco
The Boy With The Thorn in His Side
Everyday is like Sunday
I’ve Changed My Plea To Guilty
I Will See You in Far Off Places
Life is a Pigsty
How Soon Is Now
Let Me Kiss You
I Just Want to See the Boy Happy
——————————–
You’re Gonna Need Someone on Your Side
Irish Blood, English Heart

Amerikanske sange

interpol-b.jpg

Måske ‘årets plade’ udkommer til sommer. Den 9. juli er ialfald dagen hvor Interpol udgiver sit længe ventede 3. album, hvis titel og tracklist netop er blevet lagt på nettet. Nedenfor står de 11 sange, der tilsammen vil udgøre New York City-bandets Our Love To Admire. Første single ‘The Heinrich Maneuver´ – den titel giver da visse associationer til Henrik Hall’s berygtede dansetrin! – sendes ud i verden den 7. dag i maj.

INTERPOL
Our Love To Admire

1. Pioneer to The Falls
2. No I in Threesome
3. The Scale
4. The Heinrich Maneuver
5. Mammoth
6. Pace is the Trick
7. All Fired Up
8. Rest My Chemistry
9. Who Do You Think
10. Wrecking Ball
11. The Lighthouse

Gone again

tacorico.jpg

I forbindelse med snakken her i sidste uge om Patti Smith’s nye coverplade, omtalte vi hende herfra som pt. ‘hausfrau i Detroit’. Fra velunderrettet kilde – tak, Dorthe! – viser den påstand sig slet ikke at holde vand. Patti Smith boede godt nok lige nord for Motor City, i St. Clair Shores, i årene efter opløsningen af Patti Smith Group, men efter ægtefællen Fred ‘Sonic’ Smith’s pludselige død i 1994 rykkede hun tilbage til New York, som har været hendes base lige siden. Den slags facts er vigtige at få rigtige, så derfor dette efterskrift.

Hey ho, let's go!

ramones_album_cover.jpg

Ovenstående mesterværk – debutpladen med Ramones fra Queens, New York City – tager sin 31 års fødselsdag i dag. Her er de 14 korte men langt bedste grunde til at fejre den:

1 “Blitzkrieg Bop” – 2:14
2 “Beat on the Brat” – 2:31
3 “Judy Is a Punk” – 1:32
4 “I Wanna Be Your Boyfriend” – 2:24
5 “Chain Saw” – 1:56
6 “Now I Wanna Sniff Some Glue” – 1:35
7 “I Don’t Wanna Go Down to the Basement” – 2:38
8 “Loudmouth” – 2:14
9 “Havana Affair” – 1:56
10 “Listen to My Heart” – 1:58
11 “53rd & 3rd” – 2:21
12 “Let’s Dance” – 1:51
13 “I Don’t Wanna Walk Around With You” – 1:42
14 “Today Your Love, Tomorrow the World” – 2:12

Tillykke, James

iggy.jpg

I dag bliver James Osterberg 60 år. En del mennesker tænker på ham som en slags andenrangsudgave af David Bowie, nogle amerikanere jeg har mødt, tror at han er britisk.

Begge dele er jo løgn.

Sandt er det, at to af Iggy Pops bedste albums, Lust For Life og The Idiot, begge blev til i tæt samarbejde med David Bowie. Men manden kan selv. Hans tidlige albums med The Stooges opfandt garagerocken og foregreb på den måde også punk. Det var da også netop dér, Bowie opdagede ham, og deres makkerskab blev grundlagt med Bowies produktion af Raw Power. Så gik The Stooges i opløsning – både sammen og hver for sig – og en solokarriere var en realitet.

De første albums var ikke alle lige gode, men så kom den gode periode (synes jeg) med de to Bowie-producerede albums. Også nogle af Iggys albums fra Blah Blah Blah (hvor Bowie var med igen) og frem op gennem de tidlige halvfemsere  og frem er værd at høre. Mine personlige favoritter fra den tid er Instinct og American Caesar.

Jeg husker især en koncert i Glasgow den 15. januar 1991; koncerten var fin, men efterspillet er det, jeg husker: Da jeg kom hjem til Edinburgh ud på natten, tændte jeg for BBC og kunne høre at den første Golfkrig var begyndt.

Iggy Pops seneste udgivelser (også det seneste Stooges-album) har desværre været af mere svingende end swingende kvalitet. Af og til spekulerer jeg på, om han mon har malet sig selv inde i et hjørne med sit vildmands-image. Men en rocklegende både er og bliver hr. Osterberg.

Hvor mange ved forresten, at Iggy Pop har nordisk baggrund? Hans far kom fra en svensk-amerikansk familie (deraf efternavnet), og hans mor var dansk-amerikaner – født Kristensen.

Her er et uddrag fra bogen Iggy Pop: Open Up and Bleed af Paul Trynka:

Jim Osterberg’s earliest memory is of being in Louella’s lap, playing a game where “she’d recite a kind of a chant, in Danish, then on the last word almost drop me to the floor and pick me back up. And I wanted to do it again and again.” Jim Junior grew up in his mother’s warm, nurturing love and surrounded by his father’s baseball accoutrements (“He had played some semi–pro baseball, he had an enormous bat, and the mitt, and everything that goes with it”).

Quiz: Hvad er det for et nummer på 1990, der er inspireret af et nummer på Iggy Pops album Party?

Coverplader

Coverplader er en mærkelig størrelse. Et slags frikvarter for den enkelte artist, som her kan sende sangskrivning på orlov og istedet hylde egne helte og nogle sange, der har betydet noget helt specielt for hans/hendes personlige løbebane. Lars Hug lavede f.eks. herhjemme ‘Copy’, en glimrende opdatering og nytænkning af en samling allerede meget kendte danske numre. Det album fungerede fordi Hug gik radikalt tilværks og ikke var bange for at ændre det valgte materiales form og lyd. En tilgang der er svær, for problemet med coverplader er nemlig, at dyb respekt ofte forhindrer nye fingeraftryk på gamle sange. Og hvem – udover måske de allermest hengivne – er interesseret i professionel karaoke…? En anden og meget nyere dansk coverplade, der tilsvarende er noget af en skatkiste, er Rhonda Harris’ ‘Tell The World We Tried’, hvor Nikolaj Nørlund & co. hylder det amerikanske fænomen Townes Van Zandt med både originale og gribende udgaver af hans sange.

Patti Smith er i denne uge ude med sit helt eget coverprojekt; ‘Twelve’ er titelen på de 12 sange, der hovedsageligt er hentet i hendes egne unge år, fra før punken brød løs. Patti Smith, som ellers tidligere har været kendt som en vild fortolker af bl.a. ‘Hey Joe’, ‘Gloria’, ‘My Generation’ og ‘We’re Gonna Have A Real Cool Time Together’, vælger på ‘Twelve’ en naturalistisk nøgtern tone, der desværre i en for stor del af sangenes tilfælde forhindrer effektiv transformation af dem til her og nu. At hun ovenikøbet har valgt så ‘svære’ – og allerede befærdede – sange som f.eks. ‘Gimme Shelter’ ( Rolling Stones), ‘Changing Of The Guards’ (Bob Dylan), ‘Helpless’ (Neil Young) og ‘Soul Kitchen’ (The Doors) gør ikke den i forvejen vanskelige mission lettere.

Der er dog heldigvis i strømmen af velmente men også lidt gennemsigtige versioner mindst én absolut grund til at stifte bekendtskab med ‘Twelve’; nemlig ‘Smells Like Teen Spirit’, Nirvana’s luxusliner af et oprør, som Patti Smith befolker med adskillige hikstende banjoer, samt den samme trance-messende stemme, man også stod forsvarsløs overfor, da hun way back brød igennem med ‘Horses’. En meget stor version her, som fungerer ved at turde ændre både instrumentering og udtryk voldsomt i forhold til originalen. En anden sang der også skal nævnes, da den tårner langt over middel, er Stevie Wonder’s ‘Pastime Paradise’. Wonder har vi aldrig lyttet meget til her, men denne fint akkord-progresserende sang er i Patti Smith’s navn tilsvarende et klart vidnesbyrd på, at hun stadig – nu som 60-årig hausfrau i Detroit – har mere på hjerte end de fleste. Havde hele ‘Twelve’ holdt samme standard, havde den været skræmmende.

Den glade studietid

studieliv_cafe.jpg

Jeg læser ikke Politiken regelmæssigt, men jeg er netop blevet gjort opmærksom på dette citat fra onsdag d. 11. april i Peter Christensens klumme om aktuelle links og blogs. Han skriver:

Sanger og sangskriver Jens Unmacks hjemmeside er gefundenes fressen for både fans og almindeligt musik- og fodboldinteresserede. Der er naturligvis oplysninger om tourplan og smagsprøver fra det andet soloudspil, ’Aftenland Express’ (bl.a. via et link til hans myspace-profil), men nok så interessant kan man holde sig ajour med diverse bands og musikere, som Unmack værdsætter. Og under titlen ’Calcio!’ kan man læse kvalificerede nyheder og holdninger om fodbold (især om Liverpool FC). Kort sagt: For os, der mindes den glade studietid, hvor der var tid til at gennempløje pladebutikker og musik- og fodboldblade, er det en god genvej til fornøjelig og kyndig opdatering.

Don't look back into the sun

07413_111848_peteandcarl5_05.jpg

Jeg synes de er helt specielle; The Libertines, kaot-bandet, som løb så galt i drug-opløsning, efter kun to brillante longplayers. Ikke meget håb om mere dér, så en gigantoverraskelse, at bandets to frontfigurer Pete Doherty og Carl Barat forleden, helt uannonceret, delte scene i Hackney Empire og sammen spillede et set bestående af Libertines-numre. I en perfekt verden vil de to og resten af bandet nu begynde igen, smide de betændte stoffer på porten og lave endnu flere fantastiske sange sammen. Men, som ikke mindst ængstelige bandmedlemmer i abort-projekterne Dirty Pretty Things og Babyshambles nok vil påpege, er det ren ønsketænkning. Her er setlisten fra d. 12. april i Hackney Empire:

‘What A Waster’
‘Death On The Stairs’
‘The Good Old Days’
‘What Katie Did’
‘Dilly Boys’
‘Seven Deadly Sins’
‘France’
‘Tell The King’
‘Don’t Look Back Into The Sun’
‘Dream A Little Dream Of Me’
‘Time For Heroes’
‘Albion’
‘The Delaney’

Nogle sanges ord har en lyd af musik

De nedenstående minder vel i længselsfuld ‘aching’ mest om klassisk The Go-Betweens – ja, det australske band der aldrig må glemmes – men går alligevel naturligt med i paraden af imponerende sange på Bright Eyes’ nye ‘Cassadaga’:

MAKE A PLAN TO LOVE ME

I heard you’re scheming new pyramids
Another big idea to get you rich
Make a plan to love me sometime soon

You said you had your foot in the door
You buy and you sell, you buy some more
Make a plan to love me sometime soon

Life is too short
Death doesn’t ask
It don’t owe you that

Some things you lose
You don’t get back
So just know what you have

And make a plan to love me sometime soon

Life is too short
To be a fool
I don’t owe you that

Do what you feel
Whatever is cool
But I just have to ask

First you want to ride off into the sun
Then you want to shoot straight to the moon
Make a plan to love me sometime soon

When you are young the world is a ferris wheel
I know we will grow old it is lovely, still
Make a plan to love me sometime soon

Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me sometime soon?

© Bright Eyes/Conor Oberst

Ikke deres uheldigste LP-cover

front_11.jpg

Nu vi taler indpakning, har The Fab Four fra Merseypool så nogensinde været mere elskelige? Vi siger nej, USA det modsatte. Den amerikanske 1965-udgivelse ‘Yesterday And Today’ blev straks, efter en sand tsunami af klager over ovenstående covers påståede grusomhed, trukket tilbage og genudsendt i et helt anderledes og stuerent design. Beat is murder!