Kategoriarkiv: Rocknroll

Some candy talking

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Psychocandy.jpg

I april 1985 kom Jesus & The Mary Chain til København for at spille til en 2-dages festival i Saltlageret, et andet unikt kultursted, det også er lykkedes politik-folkene her at få ødelagt. JAMC var netop da det mest omtalte og hippe navn i England, dels på grund af nogle meget voldsomme koncerter, men især på pga. af to radikale singleudspil, der begge gav ordet støj en ny ekstrem og attraktiv pop-betydning. På den baggrund var aftenen i Saltlageret noget af en skuffelse. Vi var mange der havde svært ved at se, hvorfor et band gad komme hele vejen fra Glasgow for kun at spille 5 numre (hvoraf de 4 var det samme Fuck Jesus Fuck-nummer gentaget igen og igen) og svine sit nye danske publikum så eftertrykkeligt til som tilfældet var. Hvis brødrene Reid, deres bassist og trommeslager Bobby Gillespie havde håbet på en voldelig reaktion fra den pakkede sal med deres “you f…… Copenhagen wankers!”-ordtstrøm, må de være taget skuffede hjem. Efter deres smadrede udstyr var blevet fejet væk, var det så op til aftenens andet navn, en habil svensk tung-rock-parodi på Iggy Pop ved navn Leather Nun, at redde aftenen, hvilket ikke helt lykkedes.

Men som i rigtige eventyr, dem hvor den grimme ælling bliver til en smuk svane, er historien ikke slut her. For godt et halvt år efter den besynderlige aften i Saltlageret, landede Psychocandy, JAMC’s debutplade – og hvilken en! Væk var koncertens slappe attitude-rock, her afløst af en næsten himmelsk blanding af de mest sukrede små melodier, pakket ind i den fineste hvide støj. Selvom Psychocandy er hård, ofte pågående, med dødssøgende, motorcykelkørende, kærlighedsskærende ord, trækker den mindt ligeså meget på klassiske pigepopgrupper a la Shangri-Las og Ronettes, som på den logiske punk-hjørnesten Velvet Underground. Pladen lød helt ekstrem da den kom, vi var ikke vant til at noget så melodiøst kunne støje så meget, og dannede derfor – her som i udlandet – baggrund for ikke så få tribute-imitationer. At forestille sig et Raveonettes uden JAMC er f.eks. – no offence, Sune! – næsten som at forestille sig et Rubber Band uden The Beatles!

Psychocandy, der i nutid måske mest er kendt for sin åbnings-ballade Just Like Honey’s rolle i Lost In Translation-filmen, gled langsomt ud og forsvandt bag en række af mindre eller lidt mindre vellykkede JAMC-albums i årene efter. For det var som om hele idéen med JAMC var blevet udført så perfekt på debut’en, at alt der nogensinde kom efter emmede for meget af “fuck, hvad gør vi så nu?”. Faktisk slet ikke ulig Oasis, der også selv lavede en 1’er, der bare aldrig skulle kunne overgåes. JAMC udsendte enkelte rigtig gode singler, men ingen albums der rystede verden på samme velgørende måde.

Sidste efterår blev Psychocandy i stilhed genudgivet i remastereret form, og jeg købte den inde i byen, og jeg tog den med hjem, og jeg fik slet ikke hørt den. Indtil i forgårs, hvor det føltes rigtigt at sætte den på, med forårsluft i gader udenfor og det hele, for sådan en plade er Psychocandy sine dødsreferencer til trods. Hvad der slår ved det overraskende fine genhør, er hvor skarp og stilsikker sangskrivningen er. Alle disse små, korte udbrud, en lang slipstrøm af luftig melodi, der kommer og går på et tæppe af feedback og hvid støj. Hvis det overbelastede ord “mesterværk” nogensinde skal kunne bruges, må det være i beskrivelsen af et banebrydende album som dette, der i sin tidsløshed heldigvis viser sig både at kunne nydes og beundres så mange år efter det først blev skudt op, som lysende raket på en kulsort rocknrollhimmel.

Glæden ved at give

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-safe.jpg

En skarp 13-årig pige, datter til et par forældre tæt på, er forsvundet ud i punk-look, i den søgen efter mening, som skal høre hendes alder til. Faldt over nedenstående liste, der består af nogle udvalgte sange, hun straks fik herfra på en brændt cd, da vi først hørte om forandringen. Såvidt vides fra både hendes far og mor er gaven desværre aldrig blevet nogen succes – og hånden på safety pin-hjertet, man skal nok heller ikke have soundtracket til sit eget ungdomsoprør foræret af ens forældres venner!? – men som den står, er det altså en temmelig fremragende og tidsløs punk-opsamling hun nu har sig. Måske den en dag, når tiden har arbejdet lidt mere, vil kunne gøre en forskel…

Staten & Kapitalet – Ebba Grön
Public Image – Public Image Ltd.
What’s My Name? – The Clash
Sex Beat – Gun Club
Blank Generation – Richard Hell & The Voidoids
Holiday In Cambodia – Dead Kennedys
Glad To See You Go – The Ramones
Ghost Rider – Suicide
Babylon’s Burning – The Ruts
Mongoloid – Devo
Here’s Your Future – The Thermals
Time Bomb – Rancid
Los Angeles – X
We Are The One – The Avengers
That’s When I Reach For My Revolver – Mission Of Burma
Don’t Dictate – Penetration
Johnny Was – Stiff Little Fingers
Hong Kong Garden – Siouxsie & the Banshees
Obsessed With You – X-Ray Spex
I’m Stranded – The Saints
Boredom – Buzzcocks
Straighten Out – Stranglers
12XU – Wire
I Wanna Be Me – Sex Pistols

Happy birthday, sømand

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-JK1.jpg

KEROUAC
Kerouac yea Kerouac
His words the words so many words just
All brothers of the same horn sisters the saxophone
Notes music words a melody a quote a figure eight a figure
If you listen close to the drummer
It’s like a mirror and your invisible
Like you’re in a back seat
No handles on the doors just a beautiful driver up front
She knows where she’s going
Kerouac the observation machine
Caressing the most passing of scenes with photographic love
Passionate photographic love
Venerable as anyone knew
His memories pull shades up and down
Doors are not done telegrams arrive
Every morning something extra something
Remembering everything like a snatch of melody
A drumbeat remembering mythologizing
So fast all the time moving
The words the words are drumsticks pounding out drum beats
Like a monk like a monk melody
With mistakes yea mistakes and sudden inspirations
Edges corners explosions convections
All fast through a slow motion landscape
Yea fast through a slow motion landscape

© Morphine

Glad to see you all smiling

Ordene var Arctic Monkeys, glæden tilhørte Vega. Efter den mediehype og kæmpesuccés der blev Sheffieldbandet til del omkring debuten for godt et år siden, havde vi vel frygtet et mere distanceret og mekanisk band end det, som gav et så levende og fint rocknroll-set i går aftes. Men nej, der blev spillet igennem med fuldt nærvær og skarphed, hvad især skyldes Arctic Monkeys’ frontmand Alex Turner, der i sin sangskrivning har et ekstra gear eller to i forhold til de fleste konkurrenter. Hans yderst socialrealistiske beskrivelser af trøstesløst og glædesfuldt ungdomsliv i Nordengland ligger i tone og observationsevne ikke langt fra, hvad vi også tidligere har hørt fra navne som vel især The Streets og Blur. Aftenen demonstrerede så klart, at ret gængs rocknroll bare er så meget bedre og mere relevant, når de ord den bærer danner billeder og tager en steder hen. Efter først at have været ret ignorant overfor Arctic Monkeys’ simple og ikke ligefrem revolutionerende musik, som først og fremmest smells like team spirit, er vi her efterhånden kommet til at holde helt af den. Som et af de mange smilende ansigter i Vega i går sagde; “de spiller sgu’ ligesom Liverpool!”

Liverpool, fodboldholdet, de trak PSV Eindhoven i 1/4-finalen af Champions League her til frokost. Den heldigst mulige lodtrækning, ingen tvivl om det. For netop PSV fremstår som det skrøbeligste af turneringens nu kun 8 hold og var yderst svineheldige med ikke at tabe stort mod Arsenal, som de var klasser under i onsdags. Den lodtrækning åbner realistiske muligheder for en semi-finale, der i givet fald vil blive mod vinderen af opgøret mellem Chelsea og Valencia. Ikke kedeligt, hvis man ellers kommer så langt. Her er 1/4-finalerne:

PSV Eindhoven v Liverpool
Chelsea v Valencia
Roma v Manchester United
AC Milan v Bayern München

Franz siger

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Franzogco.jpg

Vi talte om DMA-priser i weekenden, hvor iben spurgte om jeg så ikke gerne selv vil vinde en, og jo, selvfølgelig vil jeg da det, iben. Ikke fordi rocknroll skal være nogen konkurrence med rigtigt og forkert, men mest fordi den medvind det giver at tage overskrifter fra sådan en begivenhed er noget af en byggetilladelse til et større publikum, til måske ikke længere kun at spille for de samme 13 tapre mennesker hver gang man besøger Esbjerg:-). Har med Love Shop været nomineret til rigtig mange priser og for det meste set uhyrlige acts løbe afsted med ære og statuetter foran os. Det blev faktisk så grelt, jeg selv skippede DMA-uddelingen de sidste par gange vi var indstillet. Dels fordi Love Shop aldrig måtte spille – var ikke kendte nok! – dels fordi uddelingen på det tidspunkt var blevet en sms-farce, hvor kun de allermest populære blev tilgodeset. Sidstnævnte faktor er dog til en vis grad blevet ændret nu, da man selv fra arrangørside må have indset, at popularitet og kvalitet alt for sjældent går hånd i hånd.

Men fuck nu det – grunden til vi tager en æresrunde på emnet skyldes Gasolin’s Franz Beckerlee, som på www.gaffa.dk er på banen med en DMA-kommentar, der ialfald er forfriskende anderledes og bramfri. Læs den her:

http://gaffa.dk/nyheder/view.php/news_id=17567

Rejsende i neon-tro

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ARCFIRENEONBIBLE.jpg

Arcade Fire, højaktuelle med den anmelderroste Neon Bible, påbegyndte mandag på Olympia i Dublin den europæiske tour, der også snart kommer forbi Frederiksberg, med følgende fine setliste:

Keep The Car Running
Black Mirror
No Cars Go
Haiti
Black Wave/Bad Vibrations
My Body Is A Cage
The Well & The Lighthouse
Ocean Of Noise
Neighborhodd #1 (Tunnels)
Crown Of Love
Neighborhood #3 (Power Out)
Rebellion (Lies)
Intervention
Wake Up
(Antichrist Television Blues)
Neon Bible

Nordlicht

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Tha.jpg

Som Nick Cave lige nu finder frihed under uvanligt navn med kulsorte Grinderman, har Sveriges Joachim Thåström gang i helt identisk strategi med sit nye projekt Sällskapet, hvor han sammen med to af sine gængse bandmedlemmer – Hellberg og Össler – udsender album 28. marts. Nordlicht er navnet på Sällskapets første single, der flytter fokus lidt sydpå, fra sidste soloplades København til St. Pauli i Hamburg. Den meget fine sang kan i al sin underspillede Thåström-karisma høres her:

http://www.myspace.com/sallskapet

Indkøbsseddel til mandag

Hvad spændende nyudgivelser angår har det endnu været et beskedent år. De sidste uger her er mest gået til Clap Your Hands Say Yeah’s Some Loud Thunder, en noget ujævn men indimellem helt fænomenal affære, Lucinda Williams, hende med den sprukne, ensomme stemme, hvis West har overbevisende americana-øjeblikke, og Richmond Fontaine, som på 13 Cities ikke for alvor river med. Mandag bringer måske et tiltrængt hifi-vagtskifte med følgende interessante releases:

ARCADE FIRE – “NEON BIBLE”
Nogle er begejstrede, andre allerede skuffede, men ikke meget tvivl om at Neon Bible fra Arcade Fire nok bliver et af de centrale albums foråret vil dreje sig omkring. De sange vi selv har hørt derfra – specielt den overjordiske Intervention – giver slet ingen betænkning vedrørende anskaffelse.

GRINDERMAN – “GRINDERMAN”
Nick Cave’s nye band, som koncertdebuterede i Operaen, København forrige efterår, udsender en debut, som forvarsles ond, bestialsk, larmende, umelodiøs. Grinderman skal naturligvis købes, for enhver Cave er bedre end ingen Cave, men sidste års Proposition-soundtrack, indeholdende en gold musik, som var meget svær at holde af, skræmmer dog. Tiden her savner bandet Nick Cave & The Bad Seeds. Tænk hvis man kunne komme til koncert med dem i Ungdomshuset, Jagtvej 69 i aften…!

BRYAN FERRY – “DYLANESQUE”
Midt i arbejdet med Roxy Music-comeback-pladen har Bryan Ferry indspillet et soloalbum, der udelukkende består af Bob Dylan-sange. På papiret måske et faretruemde projekt, men kender man Ferry’s udsøgte version af Dylan’s A Hard Rain’s A-Gonna Fall (fra coverpladen These Foolish Things) er der ikke voldsom grund til bekymring. Ferry har i sin lange karriere ofte vist sig som en stor og personlig fortolker af andres sange, og de første rapporter fra England taler om en direkte og vital Dylanesque uden kvælende respekt, men istedet på sangerikonet Bryan Ferry’s helt egne præmisser.

DMA 07

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Puddel.jpg

Var der selv sidste år, fik vanen tro ikke lov at synge nogen sang og tabte 5 nomineringer. Men mit koncertbureau Beatbox’s efterfest var ikke kedelig. I aften går det så løs igen når Danish Music Awards sender TV med stort anlagt show fra KB-Hallen. Hvad synes I – DMA som vital fejring af dansk musik eller blot selvfedt branchefremstød? Et andet spørgsmål kunne være, hvor spændende selve konkurrencen om de priser bliver, når alle på forhånd ved at Nephew vinder igen og igen og igen og igen og igen og igen og?

DR1 – i aften kl. 20.00

Otto Brandenburg 1934-2007

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-OB.jpg

Én ulykke kommer sjældent alene; den tidligere sanger – og twist-konge! – Otto Brandenburg døde nu til aften. Vi mindes ham her kun så gerne med nedenstående sang, et af de bedste bud på tidlig dansk schlager-pop med stor international klasse.

TO LYS PÅ ET BORD

To lys på et bord
Tre forløsende ord
Fire glas fyldt med ungdommens mod
Fem slags smil til dessert
Seks små kys tre til hver
Blev betalt med vort hjerteblod
En ond parodi
På den tids poesi
Det er alt hvad der findes i dag
For de smil og de ord
Der blev sagt ved det bord
Har vi glemt midt i tidens jag
Hvordan er det sket?
Har vi slet ikke set
At de lys brændte hurtig ned?
At tiden der kom
Blev så håbløs og tom
Hvorfor skal det vare ved?
To lys på et bord
Tre forløsende ord
Fire glas fyldt med ungdommens mod
Fem slags smil til dessert
Seks små kys tre til hver
Blev betalt med vort hjerteblod

© Bjarne Hoier/Ida From

The Killer

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-jerryleelewis.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-JL.jpg

Hvis nogen af jer er så heldige, I har tid og mulighed for at se Jerry Lee Lewis spille i Falkoner Teatret på Frederiksberg i aften, forlanger vi et referat, en anmeldelse, et autograferet fan-brev, et lille stykke af omkvædet fra Great Balls Of Fire, hvadsomhelst, lige HER!

Jerry Lee Lewis på plade? Køb en af de mange opsamlinger fra Sun-perioden eller anskaf den fæ-no-me-na-le live-plade fra 1963, Live At The Hamburg Star-Club. På sidstnævnte vender Jerry, efter flere år i skammekrogen ovenpå sit teenage-kusine-ægteskab, endelig tilbage til Europa og skyder sine sange afsted på en fartgal blanding af come back-sulten southern defiance og vistnok ikke så lidt amfetamin. Live-udgivelser er sjædent fyldestgørende, men denne er en af de mest rocknroll-medrivende der findes – får selv Ramones’ It’s Alive til at lyde lettere træt og uoplagt!

PS – Vi vil også gerne høre fra hvem der kommer i Lille Vega, hvor Richmond Fontaine – Portland, Oregon’s fineste – spiller sig igennem rodløse og/eller fortabte sange fra deres nye cinematiske western-audio-heartbreak, 13 Cities.

Eight more years!!

http://www.dr.dk/Nyheder kan vi læse flg. solstrålehistorie:

Venstre stormer frem i en ny meningsmåling fra Gallup og er igen landets største parti. Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti dermed tilbage på sporet, skriver Berlingske Tidende.

Vælgeropbakningen er nu lige så stor, som før forældreblokaderne i efteråret brød løs, velfærden blev det store stridspunkt, og statsminister Anders Fogh Rasmussen råbte “socialistiske ballademagere”.

Omvendt stormer de Radikale i modsatte retning og er næsten kun halv størrelse af, hvad de var under Muhammed-krisen.

– Vi er igen det største parti, lyder det med et lettelsens suk fra Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, der ikke mener, at det er så svært at forklare fremgangen på hele tre procentpoint til 29,3 procentpoint.

Var nogen virkelig i tvivl om at mit væddemål kunne vindes? To perioder mere med Venstre ved roret, og jeg har fået en flaske champagne. (Hvordan det vil gå andre, der måske ikke lige har brug for champagne, er vi ligeglade med.)

Logoet ovenfor er lånt fra støttebandet Venstres Venner, der spiller liberalistisk punkrock med hits som “Offentlige nedskæringer” og “Luk kassen”.

Se http://venstresvenner.mymusic.dk/