Kategoriarkiv: Rocknroll

stuart A staples – lucky dog recordings 03-04

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-sAs.jpg

En plade, der kommer fint for hvem, som synes gardinerne gik ned for Tindersticks efter “Curtains”, deres #3. En plade, der giver nævnte band’s forsanger Stuart Staples en velkommen flugtrute ud af den forudsigelighedens labyrint, Tindersticks synes fanget i. En plade, der kommer til dette efterår med ydmyg stilhed, små bevægelser. En plade, der høres bedst helt alene. En plade, der tager aftenens mørke ind og holder det ud. En plade, der kæmper sin kamp for at ville blive hørt, og alligevel taler med små bogstaver. En plade, der sender mange postkort ud – fra London selvfølgelig, fra New York City måske, fra Middelhavssol-forblæste Marseille helt sikkert, fra fjerne Jamaica i tilbagelænet melodikaspil på “Untitled”. En plade, der lever sit eget liv, men som gerne vil dele det med nogen. En plade, der uværgeligt får længsel til at rime på fængsel. Som Stuart forblændet hviskesynger i “People Fall Down”: “You sing that song/ and everybody sings along…”.

Hvad vi lavede i vores ferie!

Tak til alle der kom ud og var med i denne weekend! Fra torsdagens ikke helt tilfredsstillende set i Rødovre, hvor der var mørkt og efterårsdystert, over Rytmeposten i Odense’s fanastiske stemning, til det rigtige gensyn med Århus på Milk Train.

Rødovre gik bare ikke som håbet. Vi kom aldrig selv op i det ønskede højeste gear og det gjorde det pæne fremmøde så desværre heller ikke. Skylden vores. Prøvede alt vi kunne, men nåede aldrig helt ud. Øv!

Odense var til gengæld så meget, meget bedre. Selvom en åbenlyst musik-ordblind Gaffa-praktikant senere i det medie fik koncerten på Rytmeposten til at lyde åh-så-trist, var det rent faktisk en ret storslået aften. Vi havde brugt eftermiddagen i byens gader; været henne i den fremragende pladebutik Moby Disc, siddet på cafeer, snakket med Jehovas Vidner, købt barbergrej og slik, den slags tidsfordriv.

Så da det blev aften og vi en halv time før showtime fik åbnet vores rituelle flaske gin med Schweppes Indian Tonic og is til, lå der en helt anden elektricitet i luften end dagen før. Odense var altid en by, vi i LS elskede at komme til. Vi havde nogle af vores allerbedste koncerter der, hvilket sikkert ikke mindst skyldes det fantastiskt medlevende publikum, som rocknroll-klubben Rytmeposten tiltrækker. Vel ikke helt tilfældgt at den nok længste LS-koncert nogensinde – over 2 timer 45 minutter – var der.

Modtagelsen af os denne aften var meget hjertelig. Kan ikke anmelde koncerten, men vi synes selv den var uhm….inspirerende. Endte senere på Boogie’s, og på det der sted lige ovenpå, som jeg ikke kan huske hvad hedder, hvor man fik nogle vise ord af Kim Larsen med på den natlige vej. Legendarisk at møde ham – svarer cirka til at man skulle kunne gå i byen i anytown USA og småsnakke med Elvis Presley! Senere igen viste en lokal pige vej til stedet med de bedste late night pizza-slices. De smagte helt alright, men morgenen efter var ikke sikker på, at de måske alligevel havde været så fantastiske…

Da var det blevet oktober og regnen drev ned over vores Hotel Plaza. Vi kørte til Århus – via Fænøsund ved Middelfart – med Jamaica-musik i bilen, rig beroligende lyd. Aftenens koncert, nede i havnen på Train, blev optaget af DR P3 med henblik på senere transmission. Problemet med at lave den slags radio eller TV er, at man for ofte mister sans for øjeblikket og istedet koncentrerer sig om ikke at lave de fejl, der vil skæmme optagelsen.

Denne aften var heldigvis en undtagelse, for vi mistede ikke kontakt, men var tilstede og tog det hele ind. Århus er heller ikke ligefrem nogen dårlig by at komme til, skylder jeg at sige. Bagefter holdt vi fest på Kupé sammen med mange gode mennesker fra Smilets, samt med Mikael Simpson og hans Sølvstorm. Simme og co. havde lørdag spillet i Viborg City og var derefter kommet til Århus, så vi kunne fejre næste weekends parløb i Store Vega, hvor begge bands holder sammen to aftener i træk. Det blev gjort.

Søndag var vi atter på hjemtur til Drømmenes. Solen strålede, lyskonge Sanchez kørte vores sorte Mercedes fra Sj. Odde, og vi hørte sange fra den kommende Depeche Mode-plade, som en generøs – og her unavngiven – sjæl havde bragt med ned til Train. Umiddelbart lød det der i bussen, som om DM atter har fundet storformen fra Alan Wilder-tiden tilbage – wow, hvis det virkelig er sandt!

Det bliver kæmpestort i Vega på fredag/lørdag! Men inden da har vi en afstikker til Kolding torsdag aften. Spændende for mig, for jeg har aldrig nogensinde spillet dér med LS, which means I’m a Kolding-debutante. Altid godt at komme til en ny by og ringe med klokken!

Så vi kan ses i Kolding, vi kan ses i København, vi kan ses i København!!!

Til da…

PS – Nogle af de old school-CD’s som Jesper L, Rune K og Jens U købte i Moby D:

Lee Hazlewood – “Cowboy In Sweden”
The Clash – “Super Black Market Clash”
Iggy Pop – “TV Eye”
Otis Redding – “Good To Me – Live At The Whisky A Go-Go, Vol. 2”
Tom Petty & The Heartbreakers – “Damn The Torpedoes”
Steve Earle – “Train A Comin'”

Jahride PA-musik

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-jah2.jpg

Vores lydmand Kevin er allerede blevet spurgt meget om, hvad det er for musik der spilles over PA-anlægget før Joyride05-koncerterne, og har derfor opfordret til lidt nærmere oplysning her. De 2 hjemmelavede CD’s, der udelukkende består af klassiske tracks med rødder i Jamaica – “the loudest island in the world”! – går som følger:

Før Sara I-musik:

“Poison Flour” – Dr. Alimantado
“Soul Rebel” – Bob Marley & The Wailers
“Midnight Hour” – The Silvertones
“Draw Your Brakes” – Scotty
“Uptown Top Ranking” – Althea & Donna
“Armagideon Time” – Willie Williams
“So Much Trouble In The World”- Bob Marley & The Wailers
“Billy Jean” – Shinehead
“Upside down” – Carol Cool
“Bird In Hand” – The Upsetters
“Open Up The Gate” – The Congos
“Ring my bell” – Blood Sisters
“Loving Pauper” – Gregory Isaacs
“Revolution Rock” – Danny Ray
“Smile Jamaica, Pt. 2” – Bob Marley & The Wailers
“Youth Man” – The Observer & King Tubby
“Croaking Lizard” – Prince Jazzbo
“Thunder Clap” – Augustus Pablo
“Groovy Situation” – Keith Rowe
“Roots” – Bob Marley & The Wailers

Før Jens U-musik:

“Midnight Rider” – Paul Davidson
“Cry Tough (extended version)” – Alton Ellis & The Flames
“Born For A Purpose / Reason For Living” – Dr. Alimantado
“Dreader Mafia” – Wally & Snuffy
“Set Me Free” – Ken Boothe
“Johnny Was” – Bob Marley & The Wailers
“Bankrobber” – The Clash
“Fisherman” – The Congos
“Youth Man” – The Observer & King Tubby
“Conscious Man” – The Jolly Brothers
“Thunder Clap” – Augustus Pablo
“Dreadlocks In Moonlight” – Lee “Scratch” Perry
“Police And Thieves” – Junior Murvin

Minder

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Cohen.jpg

Leonard C. har sikkert ikke tid til at ligne Dustin Hoffman helt så meget idag, hvor han – as everybody knows – bliver 71 år.

Top-5 LC-plader:

1. – I’m Your Man
2. – Songs Of Love & Hate
3. – Death Of A Ladies Man
4. – Songs Of Leonard Cohen
5. – Various Positions

Top-5 LC-sange:

1. – Take This Waltz
2. – Everybody Knows
3. – Memories
4. – Waiting For The Miracle
5. – Seems So Long Ago, Nancy

Echo & The Bunnymen

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-echo_02.jpg

Havde så godt som afskrevet dem med “Flowers”, den håbløst ordinære udgivelse fra 2001. Ian McCulloch drak da øjensynligt for meget, ville for lidt, lød træt – trist var det. Så hvilken glæde det er at høre “Siberia”, Echo & The Bunnymen’s nye album. Selvom der vel aldrig kommer samme frie himmelflugt, som på bandets hovedværker fra starten af 80’erne, kan mindre nemt gøre tricket. For melodierne har nu atter luft under vingerne, og Ian McCulloch, ham der synger dem, lyder bedre end meget længe.

De sange der umiddelbart står klarest – fremragende “In The Margins”, “Of A Life”, “Make Us Blind”, ikke mindst “Everything Kills You” og den så Bunnymen-episke albumafslutter “What If We Are?” – har en vital relevans, vi ikke mindes at have hørt fra den kant, siden “Ocean Rain” fra 1984. Det var pladen, som bigmouth-forsangeren i Echo & The Bunnymen dengang, med største selvfølgelighed, proklamerede “the greatest record ever made”. Her er beviset for at Mac stadigvæk kan holde hovedet højt.

Warren Zevon

Og i dag er det 2 år siden, Warren Zevon tabte kampen mod kræften. Nogle vil huske Warren Zevon for en mærkelig, alkohol-præget solooptræden på Roskilde-festivalen tilbage i 1982. Andre vil huske at han kom ud af sit alkoholmisbrug og i 1987 lavede sit comeback-album Sentimental Hygiene med R.E.M. som backing-gruppe. Atter andre vil huske ham for Werewolves of London og alle de andre sange fra starten af 1970erne. Alle bør huske at han var en meget dygtig sanger og sangskriver, der først meget sent (for sent) fik den anerkendelse, han fortjente.

Syng spansk tekno!

Nej, det er hverken spansk eller tekno. The New Pornographers fra Canada har lavet et af årets gode albums, nemlig Twin Cinema. Her kan man bl.a høre sangen ‘Sing Me Spanish Techno’. Den burde blive et hit (men der er ingen retfærdighed til…)

Hvor de canadiske pornografer tidligere har holdt sig til forholdsvis hurtige numre, er deres nye album noget mere varieret. Power-pop af bedste skuffe!

Og nå ja, den amerikanske tv-prædikant Jimmy Swaggart skrev i sin tid en bog med titlen Music: The New Pornography.

Get Off Of My Cloud


Mægtig trommeintro, prægtigt r-o-c-k-n-r-o-l-l-nummer, klassisk single. Indspillet i Los Angeles d. 5. september 1965. 2 minutter og 56 sekunder fra for 40 år siden.

Rolling Stones udsender btw. en ny plade netop i dag – den anbefales ikke nødvendigvis herfra.

People have the power

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ps.jpg

Patti Smith var i Amager Bio igår aftes. Findes der på en scene en stærkere kvindelig personlighed end hende?!? Der er en kraft i hendes optræden, en slags ideologisk renhed, som ikke længere findes i rocknroll. Igår havde hun så tilmed udsmykket sit så konkretspillende band med den himmelske guitarist Tom Verlaine, ham der engang lavede mesterværket “Marquee Moon” med sit eget orkester Television. Han bevægede sig ind og ud af sangene med sine brillante toneguirlander, fra en stol i et dunkelt baghjørne af scenen. Seancen med Patti Smith blev lang, var krævende på en uhm…givende måde, endte med at vi alle blev sendt ud i den københavnske nat med manifestet Rock ‘n’ Roll Nigger i ører og hjerter: “Outside of society, that’s where I want to be!”. Der ringer det endnu…

Top-5 over Patti Smith-sange:

1. Free Money
2. Rock ‘n’ Roll Nigger
3. Because The Night
4. Paths That Cross
5. Frederick

Top-5 over Tom Verlaine/Television-tunes:

1. Torn Curtain
2. The Scientist Writes A Letter
3. Stalingrad
4. Venus
5. Postcard From Waterloo

H for Hjemme, Hestesko og Håndgranater

Flyet fra Washington D.C. landede i Kastrup klokken 7.15 i morges. 9.45 var jeg i Nørresundby lufthavn. Underligt at gå glip af en nat. Der har været adskillige dage, hvor jeg har været mindre træt.

Fra stereoanlægget lyder lige nu Horseshoes and Handgrenades, debutalbummet fra 1992 med Chris Mars. Det var ham, der var trommeslager i Replacements. Albummet er ikke i trykken mere, men Amoeba Music havde det altså for sølle fire dollars. Chris Mars er ikke nogen stor sanger, men musikken (og teksterne!) viser at han gemte på en hel del, der skulle ud efter bruddet med Westerberg & Co.

En musikalsk amøbe

Gårsdagens pilgrimstogt til Haight-Ashbury ledte mig til Amoeba Music, hvor udvalget er skræmmende stort og en masse kendte har givet intim-koncerter.

Selv endte jeg med at bruge 3 timer på at vandre hvileløst rundt. Som billedet antyder, er udvalget enormt. Jeg fandt det meste af det, jeg ville have, i brugtafdelingen – $10 pr. cd eller mindre. Købte også Twin Cinema, det nye album med The New Pornographers. Se, det er et godt band. Og så er de fra Canada.

Hard-Fi

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-CCTV.jpg

CCTV står for Closed Circuit TV, altså overvågningskameraer. De hænger i hobetal hvorsomhelst, ikke mindst i London, hvis forstæder det nye band Hard-Fi udspringer fra. Lukkede kredsløb finder man dog ikke mange af på deres i bedste forstand spraglede debutplade, som stilmæssigt set er næsten all over the place, men alligevel formår at male sit helt eget verdensbillede op.

For ja, denne musikalske joyride kommer vidt omkring; fra hyperventilerende Britpop-Blur-speed til Ghosttown-sen The Specials-gloom , fra The Clash’s kantede storbylyd over Jamaica-inspireret melodika via desperat catchy indierock til hvid europæisk The Streets-smagende klubmusik. Der bliver zappet hurtigt, rastløst, meget, og ingen når at kede sig.

De nye stjerner fra overvågningskameraerne kører mod lysende London, mod hvorsomhelst, for at undslippe forstæderne, for at sige fcuk off og adios til disillusionens virkelighed. Man lever for weekenderne, der tages som painkillers mod rasende skuffelse over at i morgen nok aldrig bliver bedre. Det er den bevidsthed, om ikke at ville acceptere den “straight out of nowhere-ness” man så åbenlyst kommer fra, der ligger konstant gennem “Stars of CCTV” og gør Hard-Fi’s sange så relevante.

“Oh where I come from/ I just don’t conform/ Get me out of here!/ Leave the boredom behind/ Wanna see those bright lights/ Get this thing in gear/ Yeah…/ So we’ll ride in my car/ Follow the star/ Drive on into town/ With the stereo lit/ Take the Great West Road out/ Nothing can bring me down…/ Tell me can you feel it/ Feel the city breathing/ Feel its beating heart/ No superstition/ Just cold ambition/ It’s time to make a mark/ Oh…”

Ordene spiller, musikken synger, se at komme ud – det er nat i byen igen!