Kategoriarkiv: Rocknroll

Sid Vicious møder Oscar Wilde

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-PDParis.jpg

Pete Doherty interviewet i dagens The Guardian. Ikke hyggelæsning, men interessant anyway. Babyshambles-debut’en “Down in Albion” udkommer d. 14. november. Så all over the place-rodet fucked up er den, at de i forvejen kaotiske og underproducerede Libertines-plader lyder som Electric Light Orchestra ved siden af. Music hall møder væltende mikrofoner møder romantisk fortabthed møder slingrende punk rock, falder og slår sig rigtig grimt, mens en vistnok tidligere medfange fra Pentonville-fængslet kommer forbi og fremfører dopet taber-reggae. Kedeligt er det ikke – men godt??? Svært at sige umiddelbart. Musikhistorie og real life. Apati og hjerteflimmer. “There’s a lesson I have learned/ If you play with fire you’ll get burned”, mumlesynges der ufokuseret i “What Katie Did Next”. Vise ord. Hvad Pete gør herefter bliver ifølge Guardian-reportagens virkelighed ikke for børn.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,16373,1607626,00.html

Spåkoner, numerologer, sandsigersker

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-mancsetlist.jpg

Alle er de enige om, at næste mandags koncert i Vega med Echo & The Bunnymen bør kunne blive en af sæsonens bedste. Og setlisten her, fra weekendens besøg i Manchester, tyder heller ikke på andet. McCulloch rapporteres i skarpeste sangform siden 1985 (!) og nogle af de allerbedste E&TB-albumtracks, sange der ikke nødvendigvis var store radiohits, er tilbage for første gang siden genforeningen – så bring on the dancing horses!

The beautiful game & Morrissey

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-martyrs.jpg

– I en alder af pre-teenage flirter unge Stephen Patrick med tanken om at følge et fodboldhold. Han køber derfor et Man U-halstørklæde, som første gang han bærer det på gaden i Manchester bliver stjålet af nogle ældre drenge, som kommer i løbende angreb bagfra. Morrissey opgiver herefter tanken om fodbold som sjælefrelse.

– Da Morrissey i midt-90’erne spiller koncert i Blackburn, ifører han sig til sidste nummer “Speedway” den blå-hvide Rovers-trøje, som de lokale helte for nylig er blevet mestre i.

– I et interview omkring “Southpaw Grammar” hvor han fortæller om sin fascination af boksning, kommer det frem, at Morrissey ved et par lejligheder har besøgt White Hart Lane for atter at se, om fodbold skulle kunne indfange ham. Tottenham’s daværende middelmådighed og totale mangel på glamour har dog hurtigt skræmt væk igen.

– På “Maladjusted” findes sangen “Roy’s Keen”, der pånær ordspillet vist ikke har ret meget at gøre med Manchester U’s voldsomme midtbane-dynamo Roy Keane.

– Og så er der West Ham United-tingen. Et af Morrissey’s yndlingspunkbands er Cockney Rejects, så fanatiske West Ham-fans, at de i 1981 udsendte Hammers’ klubsang “Forever Blowing Bubbles” som single. Om det er fra dem – eller fra de storkriminelle Kray-tvillinger – han har sin fascination af East End’s stolthed West Ham vides ikke med sikkerhed. Men ialfald optræder Moz på en hel verdenstour i de berygtede lyseblå/lilla “West Ham Boys Club”-t-shirts, og bruger senere igen klubbens våbenmærke, nu tilsat ordene “english martyrs”, som bagscene-projektion under “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”.

– Et af numrene der blev indspillet og diskvalificeret til “You Are The Quarry” hedder “Munich Air Disaster 1958”. Det handler om den pågældende flyulykke, hvor næsten et helt ungt, meget lovende Manchester United-hold blev udslettet. Sangen, der udtrykker et stort savn for de døde spillere, som gik ned “to where mother nature makes their bed…”, er efter sigende blevet afspillet under halvleg på Old Trafford. “Munich Air Disaster 1958” findes på den glimrende 2-CD-udgave af “Quarry”.

Dør rock aldrig?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MozRoma.jpg

Ikke ifølge skriften på væggen på det aktuelle billede, pete1970 har sendt os. Vores alles Morrissey er lige nu i Italien, hvor han i Rom indspiller efterfølgeren til “You Are The Quarry”, pladen der satte ham tilbage på tidens musikalske landkort. Bowie-produceren Tony Visconti producerer de sange, der indtil videre er estimeret til udgivelse omkring april, 2006 – glæder os!!!

Musik er IKKE en sport


Hvis det var, så skulle nordjyske Figurines have været selvskrevet til Northern Music Awards lørdag aften. Men som tingene er og som tingene står, var det som altid musikindustriens sikre pengekort, der fik lov til at repræsentere DK i live-transmissionen fra Forum – intet nyt der, gab! Synd for seerne, der vel efterhånden både har hørt og set nok til disse pågældende artists, og synd for nu Figurines, der har lavet en sjældent god dansk plade og derfor selvfølgelig burde have været inviteret til at blive hyldet på den røde løber.

Istedet for at sidde hjemme og dø foran endnu en kummerlig TV-fejring af musikbranchen, tog overtegnede – med Rune K, Henrik Hall og ham Sanchez – ud på Christiania, hvor Figurines med deres koncert på Loppen gjorde aftenen levende og relevant. Vi oplevede et vokseværkende ungt band med en perlerække af skæve, kantede, supermelodiøse sange. De fleste af dem findes på albummet “Skeleton” fra i år, som hermed er anbefalet på det kraftigste:-D

En god ven sidsteøjebliks-inviterede søndag med i Forum, hvor Coldplay stod på scenen. Læsere af denne side ved udemærket, at Coldplay’s kurs ikke står så højt her, som den gør de fleste andre steder ude i landet. Og søndag ændrede ikke på dette. Dertil viste C’s musik sig igen for blankpoleret midtersøgende, og deres sanger sig en kende for behagesyg i sin lovprisning af alt dansk mellem sangene. Der iøvrigt heller ikke blev bedre af den eurosequencer-flade, de fleste af dem kom smurt ind i. Som aftenen skred frem savnedes i den grad noget der kunne bryde op i designer-tristessen, et eller andet med et par modhager på. Det fik vi aldrig. Måske det kunne have hjulpet og givet en tiltrængt dynamik, hvis guitarist og trommeslager havde kunne høres bedre i det ensrettede lydbillede, der hovedsageligt tilgodeså sanger Chris Martin.

Han sagde selv, at Coldplay aftenen før til ovenomtalte NM-Awards var blevet kåret som “verdens bedste band”, hvilket han ikke helt kunne forstå. Det kunne vi heller ikke…

Hey hey Neil Young – long may you run!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-NeilYoungRickDanko.jpg

Vi snakkede om sange til Elvis her forleden, og en oplyst sjæl (Auster, tak) henledte opmærksomhed på Neil Young’s helt nye Presley-hyldest “He Was The King”. Hørte først den og fortsatte så siden videre ind på må og få i Neil Young’s imponerende bagkatalog. Længe siden jeg sidst kom forbi, så blev lidt overrasket over hvor godt det føles at komme der igen. Neil Young bliver 60 år i næste måned og kan se tilbage på en sjælden stolt, idealistisk og stor tid indefor rocknroll – godt han er der, må han være der længe endnu!

Top 5 Neil Young-rockets:

1. – Hey Hey My My (Into The Black) – fra “Rust Never Sleeps”
2. – Rockin’ In The Free World – fra “Freedom”
3. – I’m The Ocean – fra “Mirror Ball”
4. – Like A Hurricane – fra “Amercan Stars ‘n Bars”
5. – Cinnamon Girl – fra “Everybody Knows This Is Nowhere”

Top 5 Neil Young-tearjerkers:

1. – Long May You Run – fra “Long May You Run”
2. – Driveby – fra “Sleeps With Angels”
3. – Harvest – fra “Harvest”
4. – Dreamin’ Man – fra “Harvest Moon”
5. – I Believe In You – fra “After The Gold Rush”

Bedre bud indskrives gerne, hvis haves!

Førstehjælp fra Birmingham

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Edit.jpg

Ikke sjovt igår aftes at erfare sit eget Champions League-vinderhold ydmyget af åh-så-skræmmende Crystal Palace i den lille engelske pokalturnering. Efter Premier League-blamagen mod Fulham i lørdags var det nu, at kursen mod bedre tider skulle genfindes, men det skete ikke, tværtimod. Sommerens efterhånden meget diskutable forwardindkøb Peter Crouch forlod for 11. gang banen uden at score og Djimi Traore lavede vel sine sædvanligt nervøse klovnerier da han kom ind i den 2. halvleg, som ifølge kampreferater bød på noget af det mest tandløse spil længe set, hvilket altså ikke siger så lidt! Eneste opmuntring er, at SÅ ringe som det går på hjemmefronten, må L’pool være ret sikre på igen at kunne vinde den Champions League-turnering…:-/

Heldigvis så jeg kun begyndelsen af ovennævnte hjertekval. Var istedet med Sanchez på Christiania til en velgørende og superskarp koncert med Editors fra Birmingham. Kritikere af bandet (hej til Pastoren) synes det hele er hørt lige sådan og bedre før, hos både Joy Division og Interpol. Men som Editors fremstod i går, med kun stærke sange og en på alle måder elektrisk fremførsel af dem (“Camera” og “All Sparks” var nok allermest eksplosions-intense), hersker der for os, som var tilstede i det overophedede rum, ikke tvivl om, at bandet laver hvad de gør af alle de rigtige grunde, og at man har kvaliteten til at overleve alverdens Kaiser Chiefs, Futureheads, Bloc Parties, Maximo Parks, Brakes, Franz Ferdinands, Zutons, Arctic Monkeys, You Fucking Name Them – det blev en lysende aften i mørket fra Liverpool.

Return 2 Sender

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KBush.jpg

Hvem skulle have troet Kate Bush havde noget for Elvis! Nej vel, men hendes comeback-single slår det altså fast. Ved ikke hvordan du har det med Kate Bush, som indimellem kan være en meget stor prøvelse, hvis man bare ikke kan med Ringenes Herre-mystik og besynderlige ballet-videoer. Men “Hounds of Love” var altså en uomgængelig visionær plade, som viste, at selv musik inspireret af 70’ernes fortænkte prog-rock en sjælden gang godt kan fremstå stueren (hvad vi vel lige nu erfarer igen med den nationale kanonisering af Mew’s så specielle alfeunivers).

Ialfald synes vi her på siden, at enhver sang der hylder Elvis Aron Presley – “Calling Elvis” med Dire Straits undtaget – har noget kernesundt kørende for sig, så derfor her Kate’s tekst, der bekymrer sig for Elvis på en værdig måde (desværre lige pånær linie 7 & 8, som er helt håbløse!). Sangen selv er ikke i nærheden af at være så rørende som Kate Bush’s hovednummer, sublime “This Woman’s Work”, men vinden der blæser igennem den har ialfald sin helt egen søgende, sørgende lyd. Here goes:

“King of the Mountain”

Could you see the aisles of women?
Could you see them screaming and weeping?
Could you see the storm rising?
Could you see the guy who was driving?
Could you climb higher and higher?
Could you climb right over the top?
Why does a multi-millionaire
Fill up his home with priceless junk?
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
Another Hollywood waitress Is thelling us she’s having your baby
And there’s a rumour that you’re on ice
And you will rise again someday
And that there’s a photograph
Where you’re dancing on your grave
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
The wind it blows
The wind it blows the door closed

© Kate Bush

Besøg fra onkel Bob i Amerika

Så oprandt omsider den toogtyvende oktober totusindogfem, hvor Bob Dylan gav koncert i Aalborg.

Gigantium er større end Forum i København og har kun marginalt bedre akustik. Blandt de 7000 personer var en gammel gymnasiekammerat, en pædagog fra min datters børnehave, ham advokaten, der bor længere henne ad vejen, en lektor i matematik og talrige andre mennesker der i hvert fald ikke var yngre end undertegnede. Selv var pastoren og pastorinden formodentlig i det nedre kvartil, rent demografisk set. Klokken 20.10 startede koncerten, og alle ølsalgssteder på nær ét lukkede.

Uden unødvendige henvendelser til publikum førte Bob og band os gennem en række kendte og lidt mindre kendte udpluk fra det enorme bagkatalog med klart fokus på udgivelserne fra sidste halvdel af 1960erne. Vanen tro lavede han om på numrene, så de mange gange fremstod som musikalsk helt uigenkendelige. Det tog mig f.eks. et par minutter at genkende Maggie’s Farm, der indledte koncerten. Mange numre var svøbt ind i pedal steel guitar, der på de bedste steder frembragte en varme og moden eftertænksomhed, et nyt, smukt lys. Specielt interessant var udgaven af The Times They Are A-Changing. I sin tid var det en sang fra en ung mand, der ville advare om at verden var ved at ændre sig. Nu var det blevet en ældre mands erkendelse af tidens fylde.

Også Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again var særdeles vellykket.

Et tredje højdepunkt var en udgave af Positively 4th Street, hvor al tekstens bitterhed nu var transformeret af det tilbagelænede arrangement. Bagefter som kontrast en vellykket udgave af Highway 61 Revisited, som det vanen tro tog mig lidt tid at identificere.

Under koncertens første ekstranummer (Like A Rolling Stone) præsenterede Bob bandets medlemmer, men det lykkedes mig ikke at opsnappe deres navne.

Det hele sluttede med en udgave af All Along The Watchtower, der ikke var særlig bemærkelsesværdig (bortset fra at den også var blevet reinkarneret, forstås).

Sætlisten er allerede nu på WWW på http://my.execpc.com/~billp61/102205s.html. Her er den gengivet:

1. Maggie’s Farm
2. Tonight I’ll Be Staying Here With You
3. I’ll Be Your Baby Tonight
4. Lay, Lady, Lay
5. Cold Irons Bound
6. The Times They Are A-Changin’
7. High Water (For Charley Patton)
8. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
9. Ballad Of Hollis Brown
10. Most Likely You Go Your Way (And I’ll Go Mine)
11. Boots Of Spanish Leather
12. Down Along The Cove
13. Positively 4th Street
14. Highway 61 Revisited

(ekstranumre)

15. Like A Rolling Stone
16. All Along The Watchtower

Just can't get enough

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-davewife93.jpg

Sande ord for Dave Gahan. Her fotograferet godt 10 år senere sammen med sin nu 2. ekskone Teresa Conway. “TCTTM-FG” stod der i en af hans så mange tatoveringer, hvilket efter sigende skulle læses som “Teresa Conway To The Mother-Fucker Gahan” – noget af en kærlighedserklæring! Depeche Mode’s interne nedtur var nu på gang, og vores Dave levede sit vilde rockstar-liv borte i USA, helt isoleret fra de andre tre. Tidsdokumentet “Songs of Faith & Devotion” er en virkelig stærk plade, og det er noget af et mirakel, de da så heftige bandproblemer taget i betragtning.

Vi har altid været der for Depeche Mode

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-PTA.jpg

Og derfor har deres seneste to plader været skuffende. Vel var der lyspunkter som “Useless” og især “Freelove” man kunne glædes ved, sange der gav emotionel himmelflugt – en egenskab der tidligere var DM’s faste standard – men generelt blæste en nøgtern stemning af afvikling koldt gennem begge pladers materiale.

“Playing The Angel” er anderledes. Væk er den irriterende mikro-makroproduktion som martrede “Exciter”. Og væk er de alt for ordinære keyboardflader, de halvfærdige sange på “Ultra” kom iklædt. Isenkrammet spiller denne gang istedet både opfindsomt og udadvendt. Konventionel electro har sjældent lydt så overbevisende idérig som her.

Så for første gang i mange år krymper Depeche Mode derfor ikke længere i egen histories skygge. Sangenes temaer er hørt ofte før fra DM og tekst-ord som “desire”, “pain”, “sinner” og “suffer” lugter langt væk af typisk Martin Gore. Alligevel er der en friskhed, en ny vitalitet over begivenhedernes dunkle centrum.

Om det skyldes, at Dave Gahan har fået lov til at deltage på kompositør-siden, skal ikke kunne siges herfra. Men 2 af hans 3 sange – “I Want It All” og “Nothing’s Impossible” – står bemærkelsesværdigt i sekvens som pladens absolutte højdepunkter.

Til en nat gennem hvilkensomhelst europæisk metropol må “Playing The Angel” være det fuldkomne soundtrack. Dens unikke blanding af melankoli og håb, af det klassiske og moderne, smager bittersødt af både i går og i morgen, af hvad vi har mistet, af hvor vi er på vej hen.

Eller som det engang, for mange fuldmåner siden, blev sagt mere præcist : “I’m taking a ride with my best friend/ I hope he never let’s me down again/ See the stars, they’re shining bright/ Everything’s alright tonight…”.

stuart A staples – lucky dog recordings 03-04

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-sAs.jpg

En plade, der kommer fint for hvem, som synes gardinerne gik ned for Tindersticks efter “Curtains”, deres #3. En plade, der giver nævnte band’s forsanger Stuart Staples en velkommen flugtrute ud af den forudsigelighedens labyrint, Tindersticks synes fanget i. En plade, der kommer til dette efterår med ydmyg stilhed, små bevægelser. En plade, der høres bedst helt alene. En plade, der tager aftenens mørke ind og holder det ud. En plade, der kæmper sin kamp for at ville blive hørt, og alligevel taler med små bogstaver. En plade, der sender mange postkort ud – fra London selvfølgelig, fra New York City måske, fra Middelhavssol-forblæste Marseille helt sikkert, fra fjerne Jamaica i tilbagelænet melodikaspil på “Untitled”. En plade, der lever sit eget liv, men som gerne vil dele det med nogen. En plade, der uværgeligt får længsel til at rime på fængsel. Som Stuart forblændet hviskesynger i “People Fall Down”: “You sing that song/ and everybody sings along…”.

Hvad vi lavede i vores ferie!

Tak til alle der kom ud og var med i denne weekend! Fra torsdagens ikke helt tilfredsstillende set i Rødovre, hvor der var mørkt og efterårsdystert, over Rytmeposten i Odense’s fanastiske stemning, til det rigtige gensyn med Århus på Milk Train.

Rødovre gik bare ikke som håbet. Vi kom aldrig selv op i det ønskede højeste gear og det gjorde det pæne fremmøde så desværre heller ikke. Skylden vores. Prøvede alt vi kunne, men nåede aldrig helt ud. Øv!

Odense var til gengæld så meget, meget bedre. Selvom en åbenlyst musik-ordblind Gaffa-praktikant senere i det medie fik koncerten på Rytmeposten til at lyde åh-så-trist, var det rent faktisk en ret storslået aften. Vi havde brugt eftermiddagen i byens gader; været henne i den fremragende pladebutik Moby Disc, siddet på cafeer, snakket med Jehovas Vidner, købt barbergrej og slik, den slags tidsfordriv.

Så da det blev aften og vi en halv time før showtime fik åbnet vores rituelle flaske gin med Schweppes Indian Tonic og is til, lå der en helt anden elektricitet i luften end dagen før. Odense var altid en by, vi i LS elskede at komme til. Vi havde nogle af vores allerbedste koncerter der, hvilket sikkert ikke mindst skyldes det fantastiskt medlevende publikum, som rocknroll-klubben Rytmeposten tiltrækker. Vel ikke helt tilfældgt at den nok længste LS-koncert nogensinde – over 2 timer 45 minutter – var der.

Modtagelsen af os denne aften var meget hjertelig. Kan ikke anmelde koncerten, men vi synes selv den var uhm….inspirerende. Endte senere på Boogie’s, og på det der sted lige ovenpå, som jeg ikke kan huske hvad hedder, hvor man fik nogle vise ord af Kim Larsen med på den natlige vej. Legendarisk at møde ham – svarer cirka til at man skulle kunne gå i byen i anytown USA og småsnakke med Elvis Presley! Senere igen viste en lokal pige vej til stedet med de bedste late night pizza-slices. De smagte helt alright, men morgenen efter var ikke sikker på, at de måske alligevel havde været så fantastiske…

Da var det blevet oktober og regnen drev ned over vores Hotel Plaza. Vi kørte til Århus – via Fænøsund ved Middelfart – med Jamaica-musik i bilen, rig beroligende lyd. Aftenens koncert, nede i havnen på Train, blev optaget af DR P3 med henblik på senere transmission. Problemet med at lave den slags radio eller TV er, at man for ofte mister sans for øjeblikket og istedet koncentrerer sig om ikke at lave de fejl, der vil skæmme optagelsen.

Denne aften var heldigvis en undtagelse, for vi mistede ikke kontakt, men var tilstede og tog det hele ind. Århus er heller ikke ligefrem nogen dårlig by at komme til, skylder jeg at sige. Bagefter holdt vi fest på Kupé sammen med mange gode mennesker fra Smilets, samt med Mikael Simpson og hans Sølvstorm. Simme og co. havde lørdag spillet i Viborg City og var derefter kommet til Århus, så vi kunne fejre næste weekends parløb i Store Vega, hvor begge bands holder sammen to aftener i træk. Det blev gjort.

Søndag var vi atter på hjemtur til Drømmenes. Solen strålede, lyskonge Sanchez kørte vores sorte Mercedes fra Sj. Odde, og vi hørte sange fra den kommende Depeche Mode-plade, som en generøs – og her unavngiven – sjæl havde bragt med ned til Train. Umiddelbart lød det der i bussen, som om DM atter har fundet storformen fra Alan Wilder-tiden tilbage – wow, hvis det virkelig er sandt!

Det bliver kæmpestort i Vega på fredag/lørdag! Men inden da har vi en afstikker til Kolding torsdag aften. Spændende for mig, for jeg har aldrig nogensinde spillet dér med LS, which means I’m a Kolding-debutante. Altid godt at komme til en ny by og ringe med klokken!

Så vi kan ses i Kolding, vi kan ses i København, vi kan ses i København!!!

Til da…

PS – Nogle af de old school-CD’s som Jesper L, Rune K og Jens U købte i Moby D:

Lee Hazlewood – “Cowboy In Sweden”
The Clash – “Super Black Market Clash”
Iggy Pop – “TV Eye”
Otis Redding – “Good To Me – Live At The Whisky A Go-Go, Vol. 2”
Tom Petty & The Heartbreakers – “Damn The Torpedoes”
Steve Earle – “Train A Comin'”