Overstående en tekstlinie fra Mando Diao’s sungne afskedshymne ‘Crystal’ fra sidste år. Her den nævnte mesterinstruktør i endnu en svensk musiksammenhæng, som ufrivillig billedleverandør til GBG-bandet Love Is All og ‘Take Your Time’, afslutningsnummeret på deres nye Two Thousand And Ten Injuries. Skal nævnes videoen ikke er officiel, samt at dens billedmateriale kommer fra 1963-filmen Tystnaden…

Og nu vi lige her var omkring 1979 – altså året, ikke Smashing Pumpkins-singlen – så vil vi ikke uden fornøjelse, som nu forleden med 1980, tjekke op på det års væsentlige pladeudgivelser, set med datidens øjne. Igen vil man her kun kunne undres over Bowie’s obskuritet. ‘Boys Keep Swingin”-singlen er blevet vejet og fundet for let, Lodger ligger uden for rækkevidde, faktisk helt nede på jumbopladsen #40 på NME’s albumliste. Neil Young’s klassiske Rust Never Sleeps er sammesteds placeret som en tam 28’er. Det skal så åbenbart heller ikke være nemt at høste bemærkelsesværdig album-anerkendelse i de engelske musikaviser under navnet The Clash.

1979 NME Albums

1. Fear Of Music – Talking Heads
2. Metal Box – Public Image Ltd.
3. Unknown Pleasures – Joy Division
4. Setting Sons – The Jam
5. Entertainment – Gang Of Four
6. Armed Forces – Elvis Costello
7. Do It Yourself – Ian Dury
8. London Calling – The Clash
9. Squeezing Out The Sparks – Graham Parker
10. The Specials – The Specials
11. Forces Of Victory – Lintin Kwesi Johnson
12. The B52’s – The B52’s
13. Bop Till You Drop – Ry Cooder
14. The Raincoats – The Raincoats
15. Tom Verlaine – Tom Verlaine
16. I Am – Earth, Wind & Fire
17. The Undertones – The Undertones
18. 154 – Wire
19. Repeat When Necessary – Dave Edmunds
20. Drums & Wires – XTC

Melody Maker End Of Year Critic Lists – 1979

1. Fear Of Music – Talking Heads
2. Bop Till You Drop – Ry Cooder
3. Entertainment – Gang Of Four
4. Forces Of Victory – Linton Kwesi Johnson
5. Rust Never Sleeps – Neil Young
6. The Undertones – The Undertones
7. Off The Wall – Michael Jackson
8. I Am – Earth, Wind & Fire
9. Metal Box – PIL
10. London Calling – The Clash

1979 NME Singles

1. Eton Rifles – The Jam
2. Gangsters – The Specials
3. London Calling -The Clash
4. I Will Survive – Gloria Gaynor
5. Strange Town – The Jam
6. Message In A Bottle – The Police
7. Oliver’s Army – Elvis Costello
8. Spacer – Sheila B Devotion
9. Shake Your Body – The Jacksons
10. Memories – Public Image Ltd.
11. Death Disco – Public Image Ltd.
12. My Feet Keep Dancing – Chic
13. Rock Lobster – The B52’s
14. Don’t Stop ‘Til You Get Enough – Michael Jackson
15. Making Plans For Nigel – XTC
16. Queen Of Hearts – Dave Edmunds
17. Pictures On My Wall – Echo & The Bunnymen
18. Life During Wartime – Talking Heads
19. She’s Beyond Good & Evil – The Pop Group
20. Boogie Wonderland – Earth Wing And Fire

We’re lost in music, caught in a trap
No turnin’ back, we’re lost in music
We’re lost in music, feel so alive
I quit my 9 to 5, we’re lost in music

Et klassisk 1979-track fra Chic-imperiet, med de helt rigtige ord; ‘Lost In Music’, Sister Sledge”s vel bedste single i skarp konkurrence med ‘He’s The Greatest Dancer’, men denne tager laurbærkransen med et hestehoved. Visse indiehoveder vil måske foretrække den slingrende brit-version med Mark E Smith og The Fall, men tjek lige originalens disco-strømlinede perfektion ud her. Der er virkelig intet at udsætte på disse små 5 minutter…

For to år siden skabte MGMT kulør på hitlister med skæve singler som ‘Time To Pretend’ og ‘Kids’. Hvad der fik duoen til at stå ud dengang var et talent udover det sædvanlige for DIY-hooks og uafrystelige melodistumper. Stor derfor overraskelsen over, der fra det nye album Congratulations ikke vil blive udsendt singler overhovedet. Lidt som at høre, skulle Jamaica ikke ville stille op i sprintdisciplinerne til næste atletik-VM.

De første anmeldelser af Congratulaions taler om et band, der nærmest har travlt med at undskylde sin skamløse popbegyndelse, det med et snørklet album, som undgår det umiddelbare og istedet farer vild på en småpsykedelisk legeplads. Åh nej, Flaming Lips om igen, er vel første association til den påstand. Men virkeligheden er heldigvis langt bedre. Vel er de omtalte hitsingler’s endimensionelle angreb fraværende på Congratulations, men de nye sange alt andet end keder i ofte vidtrækkende bud på en anderledes og fritlevende musik.

Der er mange stilgreb og referencer i spil. Tænker med glæde rigtig meget på brødrene Mael og deres Sparks undervejs, men umiddelbart også på The Three O’Clock’s unge akkordrastløshed, på Grandaddy’s vægtløse orbit, på franske Air fra før de blev trætte, på Marc Bolan’s lyse vibrato, og på Beck’s Sea Changes i det afsluttende underskønne titelnummer, vel den bedste sang MGMT endnu har skrevet. Rygtet om den tabte melodi er stærkt overdrevet. MTV-playlistudvalget vil muligvis nok hænge med hovedet, men for mindre lukkede sjæle er Congratulations en søgende og ekcentrisk popplade der tænder foråret op.

…I spoke to a man
down at the tracks.
I asked him
how he don’t go mad.
He said “Look here junior, don’t you be so happy
And for Heaven’s sake, don’t you be so sad.”

Tom Verlaine, Television, ‘Marquee Moon’

1980 var et vildt år i musik. Faldt netop over nedenstående kritiker-årslister fra de da to toneangiuvende britiske musikaviser New Musical Express og Melody Maker. Inspirerende læsning, men der er valg/fravalg der undrer. Scary Monsters således bemærkelsesværdigt kun #9 på NME’s liste. Og slet ingen Sandinista med The Clash der overhovedet – crazy!

1980 NME Albums

1. Closer – Joy Division
2. Get Happy – Elvis Costello
3. I Just Can’t Stop It – The Beat
4. Sinsemilla – Black Uhuru
5. Movies – Holger Czukay
6. Remain In Light – Talking Heads
7. Crocodiles – Echo And The Bunnymen
8. Borderline – Ry Cooder
9. Scary Monsters – David Bowie
10. Searching For The Young Soul Rebels – Dexys Midnight Runners
11. Sound Affects – The Jam
12. The River – Bruce Springsteen & The E Steeet Band
13. Signing Off – Ub40
14. The Correct Use Of Soap – Magazine
15. Songs The Lord Taught Us – The Cramps
16. Laughter – Ian Dury & The Blockheads
17. Night Passage – Weather Report
18. Grace And Danger – John Martyn
19. Empires And Dance – Simple Minds
20. Suicide – Suicide
21. Uprising – Bob Marley & The Wailers
22. Warm Thoughts – Smoky Robinson
23. Colossal Youth – Young Marble Giants
24. Printemps Au Paris – Public Image Ltd.
25. Voice Of America – Cabaret Voltaire
26. Warm Leatherette – Grace Jones
27. Die Kleinen Und Die Bosen – D.A.F.
28. Soldier – Iggy Pop
29. Toots Live – Toots And The Maytals
30. Growing Up In Public – Lou Reed

Melody Maker End Of Year Critic Lists – 1980

1. Remain In Light – Talking Heads
• Get Happy – Elvis Costello
• Pretenders – The Pretenders
• Vienna – Ultravox
• Searching For The Young Soul Rebels – Dexy’s Midnight Runners
• Crocodiles – Echo & The Bunneymen
• Closer – Joy Division
• Scary Monsters – David Bowie
• Boy – U2
• Empires & Dance – Simple Minds
• Kings Of The Wild Frontier – Adam And The Ants
• Sandinista – The Clash
• Absolutely – Madness

1980 NME Singles

1. Love Will Tear Us Apart – Joy Division
2. Going Underground – The Jam
3. Mirror In The Bathroom – The Beat
4. Atmosphere – Joy Division
5. Ashes To Ashes – David Bowie
6. Your Cassette Pet – Bow Wow Wow
7. Private Life – Grace Jones
8. Fashion – David Bowie
9. C30 C60 C90 Go – Bow Wow Wow
10. Master Blaster – Steve Wonder
11. Treason – Teardrop Explodes
12. Geno – Dexys Midnight Runners
13. Start! – The Jam
14. Food For Thought/King – Ub40
15. New Amsterdam EP – Elvis Costello
16. Shack Up – A Certain Ratio
17. Rescue – Echo And The Bunnymen
18. My Way Of Thinking – Ub40
19. The Breaks – Kurtis Blow
20. Stand Down Margaret/Best Friend – The Beat

Joey, Dee Dee, Johnny og Marky i aktion 30. september 1980 på Le Bataclan i Paris.

Iggy Pop used to come to my shop. I’d tell him to get out. I thought he was a hippie.

Malcolm McLaren som Malcolm McLaren.

Avi Buffalo er et nyt californsk band, der om tre uger albumdebuterer på Sub Pop. Her ‘What’s In It For’, deres fine førstesingle i strålende audio…

Noget af et billede Avi Buffalo slipper afsted med der, lige efter det første minut:  “You’re tiny and your lips are like little pieces of bacon…”

Sidste år udsendte The Doves (eller det er vel bare Doves) deres fjerde album Kingdom of Rust. Jeg var en af de mange, der var meget tilfreds med dén udgivelse. Doves og de beslægtede Elbow er to Manchester-bands, som jeg sætter meget højt.

Nu er der igen nyt fra trioen. Nyt og nyt… denne gang er der tale om en opsamling, hvor der (vanen tro) er tilsat nogle nye numre og en dvd for at få de gamle fans overtalt til også at købe. Så enten er der en pladekontrakt, der udløber, eller også håber pladeselskabet på at kunne få givet Doves et Elbow-agtigt gennembrud. (Retfærdigvis skal det tilføjes, at de, der allerede har de fire regulære albumudgivelser, faktisk kan få rabat ved køb af opsamlingen.)

Ovenfor kan man se videon til det nye nummer, “Andalucia”.

Uendeligt meget godt som dårligt kan skrives om ekcentrikeren, manipulatoren, igangsætteren, opportunisten, kynikeren, sensationalisten, hustleren, narcissisten, fritænkeren Malcolm McLaren, men her vil kun stå det der gjorde den store forskel: Han skabte Sex Pistols til os – tak for det!

Under ingen omstændigheder. Ray Davies her med overskud i en næsten-solooptræden fra et ældre TV-show, med en af hjørnestenene i The Kinks’ imponerende sangkatalog, den billedsansende sang der oprindeligt gik under titlen ‘Liverpool Sunset’, no kidding…

Efter den fulde times hæsblæsende indtryk Titus Andronicus’ nye The Monitor byder på er man udmattet, mæt af indtryk. Men hvilken forunderlig rejse derhen. Kombinationen af et album med navn fra et gammelt krigsskib og et band opkaldt efter en blodig Shakespeare-tragedie, bør da også stå for noget udover det sædvanlige. New Jersey’s Titus Andronicus tager afsæt i en fri Bright Eyes-klingende form for punk, men trækker med tumultarisk smidighed på stort af det seneste århundredes amerikanske musikhistorie. Fra triumferende speedede rockopløb gennem fordrukne ballader til gammeldags hornarrangementer af en anden tabt verden, lider Titus Andronicus-folkene aldrig af berøringsangst overfor et Amerika, der på The Monitor, i gennemgående bæredygtige sange lastet med meget på spil, besynges som sindstilstand, som undertrykker, som drøm, som metafor. Øjensynligt er der en større Civil War-konceptuel mening med det spraglede værk, men selvom dens gåde endnu ikke, efter pt. tre gennemkørsler her, har mødt sit svar, åbenbarer The Monitor sig allerede som en rigt belønnende og ret vild fornøjelse indenfor moderne rocknroll.

Vi har for lidt norsk musik kørende her…

Erhvervs- og økonomiministeren hedder det. Marilyn Manson hedder det. Og Dangermouse hedder det – nemlig Brian. Vi kender ham fra Gorillaz, fra Gnarls Barkley og fra samarbejdet med nu afdøde Mark Linkous. Og jeg vil ikke tøve med at hævde, at det lige nu er denne Brian, der bedst fanger tidens toner. I det nye nummer af Soundvenue (et blad der ofte får mig til at føle mig tudsegammel, men samtidig viser egen begrænsning i sin ahistoriske og umådeholdne skamros af en masse musiknavne, der er glemt i overmorgen) udtaler Brian Burton således:

– Alt bliver i dag digitaliseret. Hvordan påvirker det musikken?

– Desværre ender folk op med at anskaffe sig tonsvis af musik uden at give det meget tid til at synke ind. De fleste gode album vokser på én.

Oversættelsen skyldes tydeligvis en dansk journalist, der ikke kan løsrive sig fra egne dårlige anglicismer, men kvintessensen er alligevel klar – og jeg er grundlæggende helt enig.

Den farlige mus og James Mercer er lige nu albumaktuelle som duoen Broken Bells med et album af samme navn. Og James Mercer, det er ham fra The Shins. Mercer og Burton har skrevet alle sange sammen og spiller tilsammen stort set alle instrumenter; der er tydeligvis tale om en studie-kreation. Samtidig er Broken Bells et meget organisk album. Klaus Lynggaard hævder i sin anmeldelse i Information, at der er mindelser om Barclay James Harvest. Det er tydeligvis ikke nogen ubetinget ros, selv om Lynggaard dog også fremhæver den gode sangskrivning.

Jeg er selv noget mindre forbeholden; Broken Bells er i disse uger i nogenlunde fast rotation på min iPod. The Shins har jeg ikke rigtig noget forhold til, men James Mercers klare stemme (der af og til minder mig om Richard Ashcroft) går rent ind, og hele herligheden er iørefaldende. “The High Road” slår albummets tilbagelænede angrebsvinkel godt an, “October” lyder nyt og velkendt på samme tid, slide-guitaren, der åbner den fine afslutning “The Mall & Misery” ligeså. Og hver gang, jeg hører “The Ghost Inside”, ender jeg med at forestille mig en cover-version begået af Santigold.