Kategoriarkiv: Rocknroll

R-A-M-M-S-T-E-I-N

rammstein-liebe-ist-fur-alle-da-2009

Overskriften ser præcis ligeså mastodontisk ud som det nye album lyder. Liebe Ist Für Alles Da trækker hermed helt tilbage til Rammsteins debut, for fire longplayers siden, da verden var gjort af metal, og bandets senere så smukke balanceakt med stor europæisk æstetik i skarptskåret popsprog lå ukendt fremme bag horisonten. Så fint nu, at åbningssangen ‘Rammlied’ i musik bringer minder om Nico’s soloplader fra start70-erne, inden flammekasterne kickstarter og de kviksølvsstramme guitarriffs sætter ind. Så fint, at ‘Haifisch’ og ‘Frühling In Paris’ står melodisk svære at skyde ned, i et vellykket grænseland mellem karikatur og alvor. Fint, at der i ‘Wiener Blut’ er kommet lydspor til Vater Fritzl i Østrig. Og fint, at Rammstein i 2009 kan få Metallica til at lyde som et influenzaramt Bon Jovi, destroy a-l-l monsters, sturm und drang-komplet. Men når som bedst er Rammstein altså så meget mere end et altfortærende blitzkrieg-metalband. Den pointe ligger for forsømt og forsmået et sted under denne plades uvejsomme granitlandskab. Ikke uærgeligt, især med den specielt fine slutballade ‘Roter Sand’ in mente. Det er ikke talent og personlighed det skorter på i Rammstein. Og som sådan står Liebe Ist Für Alles Da trods umiddelbar skuffelse alligevel  en anbefaling herfra værdig.

PS – Interessant iøvrigt, ‘Pussy’, førstesinglen som blev overdøvet af en forfærdelig sexsations-promovideo, klarer sig langt bedre på egen hånd, både i hjemstavnsmusik og sexturismeord – hvem siger tyskere ikke har humor!?

4 ting og en gentagelse

– Ian Brown’s nye My Way-album, der ikke fik ubetinget thumbs-up her for en uge siden, har sin egen dragende kraft og markerer lige nu årstidens vægtløse stemning omkring denne iMac.

– Omvendt har The XX, hvis debutalbum umiddelbart synes på toppen, efter flere gennemlytninger lagt sig til at sove en doven søvn, der ligner et varigt koma.

– Liverpool åbnede i 1. halvleg friviliigt for tæsk i Fiorentina i tirsdags, og tabte så igen – med ære! – mod et på dagen skarpere Chelsea-hold, det var i går i London. Er man efterfølgende blevet klogere? Ja, det ser ikke håbløst ud, men et snartkommende mesterskab er pt. heller ej på radaren. På vejen mod opstramning til storhed vil denne side ydmygt bistå træner, hold og klub med fysisk tilstedeværelse på Anfield ved de to næste hjemmekampe, helholdsvis mod Lyon i CL, Manchester United i PL.

– Dejligt at erfare en af Europas mindst elskelige fodboldklubber, vi taler galacticos-besatte Real Madrid, løb ind i sviende nederlag i går nede i Sevilla. Læs en farverig reportage lige her.

– Ked af slutteligt igen at måtte indrømme det, men den Ian Brown-plade er altså, billige keyboardlyde og mandens macho-monkey-Manchester-dialekt tiltrods, intet mindre end smittende – såvidt vides er der endnu ingen vaccine mod abeinfluenza.

Rygtet talte sandt

729a93b1c7ae3fc5e040010a0b0667f7

Tjek gerne P3’s ugens uundgåelige denne uge, som er The Rumour Said Fire med deres lysende ‘The Balcony‘, åbneren på det digitale minialbum The Life and Death of a Male Body. Stærkt selvstændigt band, fremragende sanger, stort melodisk overskud, en hel verden på spil i ord og musik. Årets omsiggribende danske debut, hvis vi bliver spurgt.

Top-10 i et tiår

amywinehouse460

‘Endnu et party, endnu en fest, endnu et glas har du tømt…’

Engelske The Telegraph er netop ude med en l-a-n-g top-100 over de sange, der på den ene eller anden måde har defineret det nye årtusindes første årti. Se her listen og begrundelserne for de indimellem mærkværdige valg, hvis øverste ti pladser falder således:

10. Hey Ya (2003) – Outkast
09. Can’t Get You Out Of My Head (2001) – Kylie Minogue
08. Seven Nation Army (2003) – White Stripes
07. Hurt (2002) – Johnny Cash
06. Bleeding Love (2008) – Leona Lewis
05. Paper Planes (2008) – M.I.A.
04. Yellow (2000) – Coldplay
03. Crazy In Love (2003) – Beyonce
02. I Bet You Look Good On The Dancefloor (2005) – Arctic Monkeys
01. Rehab (2006) – Amy Winehouse

A pint of bitter

thejump

When did punk go wrong? When The Clash became just like any other rock band. All those pictures of them in biker jackets with their hands in their pockets, like, ‘We might be holding a gun.’ Or a fucking water pistol.”

How do I feel about being called the Eric Clapton of the 1990s? Bollocks. If my music ever got as laid-back and mellow as his, I’d pack it in. Or shoot myself.

sagde en vis Paul Weller i 1995, og ordene randt mig i hu, da jeg sad og lyttede til At the BBC med The Jam. En intens liveoptagelse med en skarp lille powertrio. Stærkt anbefalet herfra.

Der er løbet meget vand i stranden siden dengang, da The Jam og The Clash var en slags rivaler. Jeg holdt af begge bands og gør det stadig, også selv om Paul Wellers Karen Jespersen-agtige tendenser efterhånden har kunnet gøre det svært at bevare den gamle beundring. Underligt er det også at revse The Clash for at være rockstjerner i et år, hvor man selv hænger ud med Oasis. Det er sin sag at skifte mening på drastisk vis og stædigt fastholde, at det er resten af verden, der ændrer sig.

Da Style Council opstod og musikken blev glattere og efterhånden direkte kedelig, stod jeg af og fandt andre steder at finde musikalske oplevelser. Jeg oplevede for mange år siden Paul Weller på Roskilde-festivalen og gik, inden sættet var forbi. Uha.

Dog: ret skal være ret. Paul Wellers seneste album, 22 Dreams fra sidste år, vil naturligvis aldrig blive forvekslet med The Jam, og nogle af numrene er decideret “mellow” og “laid-back” uden at der af den grund har været tale om skuddramaer. Hørt på sine egne præmisser er det faktisk et vellykket lille stykke arbejde. I titelnummeret er der endda mindelser om den gamle intensitet.

Monkey class

61sgc0i14jl_ss400_

Årets mest primitive pladecover? Ikke utænkeligt. Kun Oasis’ Liam Gallagher, der har kopieret sin hele positur, swagger og in-your-face-arrogance fra netop manden på billedet ovenfor, kunne vel finde fornøjelse i en lignende abeburshjemhørende fremtræden. Ian Brown udsender i dag 6. soloalbum siden dagene med The Stone Roses, hvis indie-redefinerende storsucces som sanger katapulterede ham til slået antiheltikonstatus langt udover Madchesterscenens ecstacyhorder.

My Way er både titel og metode på denne samling hakkende numre, musikalsk et råkoldt sted mellem klub og øvelokale, der har hiphoptravlt med konstant forsikring om egen uovervindelige storhed. Således får Brown’s tidligere partner i Stone Roses, guitarist John Squire, også et utvetydigt ‘fuck you’ med på vejen i selvhævdende ‘Always Remember Me’. At det ikke var Squires post-Roses-rockband The Seahorses der klarede skærene, men Brown’s sololøb, har ikke forsynet sidstnævnte med formildet ydmyghed, tværtimod.

Og på den vis kræver mandens nye album et vist mentalt overskud at lytte til. For vel er der velkommen distraktion i form af atypiske Mariachi-trompeter hist og mellow akustiske guitarer her, men som altid med Ian, er det hans egen utrættelige kamp for retten til at være førsteabe, førsteabe, førsteabe, der står øverst på dagordenen, det både i de tekstlige udråbstegn, der kommer som overhalingsstriber på en motorvej, som i sangfordragets kværnende uforsonlighed. Findes der nogen anden artist udenfor hiphop, der uden mindste ironi kan posere på eget cover iført tøj med et portræt af sig selv? Den detalje siger meget. Har Ian Brown mon sejret sig ihjel?

PS – Egentlig imponerende Ian Brown har lykkedes så overbevisende med den solokarriere. Har aldrig hørt nogen synge så hjælpeløst falskt som netop ham, da Stone Roses spillede Alexandra i København i maj, 1990. Der lå han ofte op til flere heltoner ved siden af resten af bandet og fremstod – attitude tiltrods – klart som dets svageste led, bortset måske fra den medbragte mandlige danser…

Philadelphia calling…

…to the faraway towns. Og er internet ikke fantastisk!? I går talte vi om The Walkmen’s helt nye sang, der i bandets tilhængerkreds nu allerede går under titlen ‘Angela’. Og her kommer hun igen, takket være www’s lynhast, i dugfrisk optagelse fra i nat dansk tid, da The Walkmen gæstede Theatre Of The Living Arts i Phildaelphia, Pennsylvania. Hvis man ikke faldt for sangen her i går, spring let over, men for os der gjorde, en ny åndeløs version at blive forelsket i svimmel af.

Papillon

Editors lyder mere levende end meget længe på forspillet for den snartkommende 3’er. ‘Papillon’ trækker musikalsk Editors-sporet fra Joy Division langt over grænsen og ind i et fiktivt NewOrderland, hvor Ian Curtis aldrig har hængt sig, men stadig kæmper sin majestætiske epilepsi ud foran mikrofonen, nu i et skarpt elektronisk popband. Og det på en sang hvis franske titel vistnok betyder sommerfugl. Slet ikke dårligt!

Verdens bedste band lige nu?

Slet ikke umuligt som hørt herfra. The Walkmen er ialfald langt højt deroppe på musikhimlen og for tiden på tour rundt i USA, inden videre indspilning af opfølgeren til sidste års medrivende You & Me-album. Der jonglerer setlister lige nu med skitseagtige, foranderlige arbejdskopier af helt nye numre. I fredags på natklubben The Middle East i Cambridge, Massachusetts startede The Walkmen således deres show med denne endnu titelløse sangpremiere, et mesterligt eksempel på hvor ubesværet og enkel sand klasse vil fremstå.

I don't know what I'm gonna find, maybe nothing at all, maybe a world I can call mine…

610_bruce_newsweekjpg

Og han fandt sin egen verden. Som der også blev givet plads til os andre i. Bruce Springsteen runder 60 i dag; stort tillykke herfra hele vejen over New Jersey!

Tjek lige den setliste nedenfor fra forleden i Chicago – umiddelbart et almindeligt show på 28 (!) sange, men læg så mærke til #8>#15, der ved nærmere eftersyn byder på en bare for den aften kronologisk og komplet gennemspilning af mandens klassiske Born To Run-album fra 1975 – evig ungdom Springsteen-style, som kan gøre den slags!

2009-09-20, United Center, Chicago, IL
Seeds
No Surrender
Johnny 99
Cover Me
Outlaw Pete
Hungry Heart
Working on a Dream
Thunder Road
Tenth Avenue Freeze-Out
Night
Backstreets
Born to Run
She’s the One
Meeting Across the River
Jungleland
Waitin’ on a Sunny Day
The Promised Land
Radio Nowhere
Lonesome Day
The Rising
Badlands
Hard Times Come Again No More
Da Do Ron Ron
Rockin’ Robin
I’m Goin’ Down
American Land
Dancing in the Dark
Rosalita (Come Out Tonight)