Ved ikke hvad der er galt med det nye år, men her på siden synes alt gået i enten David Bowie eller fodbold. Og her mere af førstnævnte.

For præcis 36 år siden – den hedder 18. januar 1972 kl. 9.30 om morgenen – gik David Bowie og hans band ind i BBC’s Maida Vale-studier i London, for at indspille session til DJ John Peel’s ‘Sounds Of The 70’s’-radioshow. Ziggy Stardust-albummet ville først komme i starten af juni, og den gigantiske tour på omkring 160 (!) shows, der skulle bringe Ziggy Stardust-konceptet ud i den virkelige verden, var sat til start 3. februar i Coventry, og altså endnu ikke afsted på landevejen.

Hunky Dory var netop udkommet i december, kun en måned tidligere, alligevel var Bowie og co. allerede langt videre i teksten. For væk var den plades lettere forfinede som ekcentriske stil, istedet afløst af episk men enkel singalong-semiglam, suverænt manifesteret senere på selve Ziggy Stardust-pladen. Men disse hastige BBC-indspilninger var derfor første offentlige demonstration af den ny anderledes kurs. Ingen rysten på hænder eller nervøsitet i feltet af den grund fra det fremragende band. Tværtimod. De 5 sange der blev indspillet på godt fire timer:

Hang On To Yourself
Ziggy Stardust
Queen Bitch
I’m Waiting For My Man
Five Years

Lou Reed-sangen (‘I’m Waiting..’) og Hunky Dory-nummeret (‘Queen Bitch’) er her ret ligegyldige. Men de tre sange, der siden skulle ende op på Ziggy Stardust, står massivt i impulsiv råstyrke. De mere velproducerede studieversioner på albummet er muligvis de definitive, men disse live i studiet BBC-versioner besidder en skødesløs rocknroll-selvsikkerhed, umulig ikke at blive fanget ind af. Ikke mindst guitarhelt Mick Ronson deler offensivt ud af skarp attitude, distortion og – som altid – musikalske licks.

BBC-sangene blev broadcastet første gang 6. februar, og kan kun have givet voldsom genlyd blandt de med fingre på tidens puls. Længe siden har man kun kunnet læse om optagelsernes overlegenhed, men nu kan de heldigvis atter høres, det på dbl-cd’en Bowie At The Beeb, der samler samtlige David Bowie-BBC-sessions fra 1968-73. Ab-so-lut anbefalelsesværdig musik for hvemsomhelst der holder af Bowie i denne periode. Specielt pladens 2. cd, der gør sig i sessions fra hans ’72-guldalder, er et must.

PS – Et andet stærkt cd-dokument fra samme era er det meget lydforbedrede live-soundtrack fra D.A. Pennebaker’s berømte koncertfilm, den af Tony Visconti 2003-remixede Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, optaget i Hammersmith Odeon, London på Ziggy Stardust-tour’ens allersidste show i juli 1973, den aften iøvrigt David Bowie sagde farvel og opløste sit band på scenen. Men det er en anden historie.

PPS – Bemærk David Bowie ikke ét sted ovenfor kaldes det om sig altid brugte ‘The Thin White Duke’. Vi hader sgu’ det tilnavn her – lazy journalism!

2007 var et specielt år for Radiohead. Ikke bare var der den nytænkende måde at sælge sin musik på, som bandets In Rainbows-album blev eksponent for. Nix, der var også selve pladens indhold, en fascinerende return to form, sange og lyde som vandt beundring næsten hvorend de blev hørt. Og sidst men ikke mindst blev Radiohead, efter år i skammekrogen, taget til nåde her på siden.

Alle disse fremgange blev onsdag aften fejret i London, hvor Radiohead spillede årets første koncert, et hastigt arrangeret show i 93 Feet East, en lille sal ikke mange meter fra Rough Trade, pladebutikken der egentlig skulle have dannet ramme om denne begivenhed.

Ikke dårligt for de heldige få specielt at være kommet for sangene på In Rainbows, der på aftenen blev spillet i sin helhed – her er setlisten:

’15 Step’
‘Bodysnatchers’
‘Nude’
‘Weird Fishes/Arpeggi’
‘All I Need’
‘Faust Arp’
‘Reckoner’
‘House Of Cards’
‘Jigsaw Falling Into Place’
‘Videotape’
+ + +
‘Up On The Ladder’
‘You And Whose Army?’
‘The National Anthem’
‘My Iron Lung’
‘The Bends’

I disse dage i 1984 udkom The Smith’s 3. single ‘What Difference Does It Make?’. Efter originaliteten og adrenalin-rushet af ‘This Charming Man’, The Smiths’ brag af et britisk gennembrud, blev forventninger en smule vingeskudt af denne nye sanges mere jordiske musikalske gods. Heldigvis var der, som altid hos The Smiths, trøst at hente på et par overlegne B-sider; ‘These Things Take Time’ og ‘Back To The Old House’ Da første oplag var væk, kunne singlen iøvrigt kun købes med ‘forkert’ cover. Den oprindelige coverstar Terence Stamp følte ikke det var juridisk iorden at blive brugt af The Smiths, og derfor blev Rough Trade tvunget ud i remaken her nedenfor, hvor Morrissey himself poserer smilende med det glas mælk.

På David Bowie’s fødselsdag forleden var vi omkring hans tid i Berlin og de meget fine plader han lavede og udsendte derfra. Low var den første af dem. Den udkom d. 14. januar for 31 år siden, og lyder stadig som intet andet, måske lige bortset fra “Heroes”, samme års åndsbeslægtede efterfølger. Hør Low, #1 på Pitchfork Media’s liste over LP-udgivelser fra 70’erne, i dag!

Side 1
1 “Speed of Life” – 2:46
2 “Breaking Glass” – 1:52
3 “What in the World” – 2:23
4 “Sound and Vision” – 3:05
5 “Always Crashing in the Same Car” – 3:33
6 “Be My Wife” – 2:58
7 “A New Career in a New Town” – 2:53
Side 2
1 “Warszawa” – 6:23
2 “Art Decade” – 3:46
3 “Weeping Wall” – 3:28
4 “Subterraneans” – 5:39

På opfordring bringer vi her linket til Ninetynights, R.E.M.’s kampagne-site op til udgivelsen af deres nye Accelerate. Der kan man hver dag se – og downloade – et nyt kort filmklip, som på billede og/eller lydside har formodet relevans til den kommende plade.

Vi har før annonceret det, som siden viste sig den akkurate tracklist til Morrissey’s kommende Greatest Hits-album, ude start februar. Det viser sig nu opsamlingspladen kommer med en limited edition bonuc-cd, bestående af optagelser fra Morrissey’s show i Los Angeles’ Hollywood Bowl d. 8 juni sidste år. Her er bonus-discens indhold:

“Live At The Hollywood Bowl”:
1. The Last of the Famous International Playboys
2. The National Front Disco
3. Let Me Kiss You
4. Irish Blood, English Heart
5. I Will See You in Far-off Places
6. First of the Gang to Die
7. I Just Want to See the Boy Happy
8. Life is a Pigsty

Vi har snart længe trawlet rundt i håb om at fange helt ny musik. December og januar er døde måneder hvad det angår, men nu begynder ting endelig snart at ske igen. En af årets første større udgivelser er således i butikker om små 2 uger. Det drejer sig om Cat Power og hendes Jukebox-plade.

Cat Power – eller Chan Marshall, som hun egentlig hedder – var også sæsonens første opsigtsvækkende udgivelse, da hun for præcis to år siden udsendte The Greatest. Det var hendes syvende album, men det første som nåede et større publikum. Ikke mindst takket være en række sublime underspillede sange, hvoraf ‘The Greatest’, ‘Lived In Bars’ og ‘Love & Communication’ førte an.

Succesen bekom ikke Chan Marshall’s berygtede skrøbelige sind vel. Et forbrug af alkohol og medicin eskalerede, og for en tid måtte hun derfor trække sig langt bort fra musik. Da hun vendte tilbage, til mere promovering af The Greatest, var hun anderledes ovenpå situationen og spillede nogle af sine mest ‘normale’, ufreakede shows i årevis. Ikke mere sløret snak fra langt nede under klaveret, ingen tegn på galoperende sceneskræk. Bare Cat Power’s underspillede musik med den der nøgne, himmelsøgende stemme.

At det ikke er nemt at komme efter en fremragende plade med titlen The Greatest siger sig selv. Så med Jukebox har Chan Marshall alternativt valgt at lave en coverplade, hendes anden af slagsen på otte år. Men hvor The Covers Record (2000) forholdt sig radikalt i sine fortolkninger, ofte var det nærmest kun titlen på coverversionen som var genkendelig, er Jukebox mere tro mod sine originaler.

Og det starter fantastisk. En spartansk trommedrevet udgave af Minelli/Sinatra’s ‘New York, New York’, hvor Cat Power’s eminente band, The Dirty Delta Blues Band, straks træder i karakter, efterfølges af en mere end fri musikalsk omdirigering af Hank Williams’ klassiske ‘Ramblin’ Man’. Chan synger her soul i ordets allerbedste og reneste betydning.

Den guldåre fortsætter på en majestætisk genindspilning af hendes egen ‘Metal Heart’, der slutteligt strejfer ind og går på rov i Neil Young & Crazy Horse-territorie, og på en mere Cat Power-typisk minimeret intim-udgave af The Highwaymen’s ‘Silver Stallion’, som igen viser hvilken hypnotisk sangerinde hun er og kan være.

Herfra spilles måske lidt for roots-trofast videre på en række sange af så forskellige artister som bl.a. Bob Dylan, George Jones, Joni Mitchell og Janis Joplin. Bandet imponerer, alt er egentlig fint, men alligevel er det lidt som Cat Power’s fornemmeste styrke, hendes intuitive frie musik, bliver taget som gidsel og fortones i disse sanges ofte stramme arrangementer og bindende akkorder.

Faktisk er det kun i Billie Holiday’s ‘Don’t Explain’, samt i albummets enlige originalkomposition, Chan’s egen ‘Song To Bobby’, en så fin selvbiografisk, dylansk fansang til, uhm, Bob Dylan, at de uforbeholdne løfter fra albummets begyndelse bliver helt indfriet. Dette skal dog ikke hindre skrivet her i at være en entydig Jukebox-anbefaling. En så speciel og vindende personlighed som Chan Marshall’s kan ikke holdes tilbage af et par små ubetydelige hvis’er og men’er. Det nye års første store musik er på banen.

Overskriften siger det hele. Som lovet i sidste uge nu officielt den nationale sangskat optrevlet og sat i rangorden. Et spændingsfelt fra sad taste til sublim dansk musik. Post en personlig liste under kommentarer. Den blev slet ikke nem, hverken at lave eller rangordne, men min egen er:

1. Lars Hug – Kysser Himlen Farvel
2. Kliché – Supertanker
3. Lars Hug – City Slang
4. Kliché – Okay Okay Boys
5. Malurt – Vindueskigger

PS – Godt vi ikke tager en lignende liste over 90’erne, for så ville Love Shop’s flagskib Go! ligge øverst her, og det ville, alt taget i betragtning, måske kunne virke ubeskedent…

…skabte Gud ikke bare sin fuldbårne søn Elvis Aaron Presley, men også Shirley Bassey, Little Anthony, David Bowie, Lars Top-Galia og Pastoren – stort tillykke herfra først til sidstnævnte!

Efter Danmarks Kedeligste Orkester forleden maste sig ind på David Bowie og tog navnet til deres kommende turné fra hans tårnende Station To Station-plade, har titelnummeret derfra været i konstant rotation her. Et mere bevægende stykke moderne musik findes næppe.

Fra dets Kraftwerk-inspirerende togindledning, en lang og langsom opbyggelighed af nogenlunde de elementer Talking Heads siden skabte sig en glimrende karriere på, til det store karakter- og tempo-skift, bragende ind med livets fart, tambourin og betingelsesløs overgivelse; “the european canon is here!”

Efter denne kærlighedserklæring til moderne lyd med en anderledes kant, synes det kun logisk, at Bowie i 1976 transporterede sit coketraumatiserede USA-liv til en frisk genstart i Vestberlin. Her skulle han over de næste godt to år, alene og sammen med Iggy Pop, frembringe nogle af både tidens og alletiders vildeste rockplader; Low,”Heroes” og Lodger i eget navn, The Idiot og Lust For Life i Iggy Pop’s.

I Berlin i november tog jeg forbi indspilningsstedet for disse plader, Hansa Tonstudios i Köthener Straße, lige ved Potsdamer Platz. Nu Die Mauer er væk ligner stedet en hvilkensomhelst selvudslettende kontorgade, men i 1977 må der have været en helt anderledes ladet atmosfære omkring The Great Hall By The Wall, som Bowie kaldte studiet. Man kunne fra dets kontrolrum dengang se både Muren og et af dens bemandede vagttårne.

Hansa’s indspilninger foregik da i den såkaldte Meistersaal, en forfalden koncertsal fra før Første Verdenskrig, der siden – ialfald ifølge Iggy – blev brugt som nazi-ballroom, inden den blev ramt og beskadiget ved luftangreb. Meistersaal lå halvvejs i ruiner i mange år, også tildels mens Bowie og Iggy indspillede der, men er med genforeningen blevet restaureret til brug for dyre selskaber og klassiske koncerter. Så selve Hansa er derfor rykket til bygningens mindre glamourøse 4. sal, op og bort fra historiens vingesus.

Gik turen som Bowie ofte cyklede alene, fra studiet ned til sin hyrede 10-værelses lejlighed på Hauptstraße 155 i Schöneberg. Her boede han i sortmalede rum, en svimmel popstjerne i selvvalgt eksil, med Iggy som logerende. En intens periode med meget arbejde og ditto fest, ofte på Club Dschungel, Vestberlins 70’er-hipsterdisco, inde i Nürnberger Straße.

Lidt af et under, de kolde tyrkere Bowie og Mr. Pop kunne holde hoveder klare og dopingkort bare nogenlunde rene i den turbulens af indtryk og fristelser, natklublivet i den frie verdens Vestberlin må have budt på. Det kan kun være lyden af disse hektiske nætter, der pumper musikken på “Heroes”‘ afsluttende ‘The Secret Life Of Arabia’.

Bowie har fortalt om sin enorme rastløshed, da han kom ned fra coke-bjerget i USA og begyndte på en frisk i simple Schöneberg, først alene, så med Iggy Pop, siden med transvestit-natklubstjernen Romy Haag. Om når han lørdag formiddag tog sin sorte Mercedes til KaDeWe – Kaufhaus Des Westens – ved Ku’Damm, for at gå på storindkøb i varehusetes enorme delikatesseafdeling. Siden hjem, med bagagerummet fyldt op, til Hauptstraße igen, at lave mad og gøre rent efter Iggy.

Iggy Pop røg ud af huset, da Bowie tilsidst ikke kunne hans uorden mere. Fik sig en mindre lejlighed ikke et stenkast væk. Den mere tid alene tog Pop med ud i Vestberlins dagtimer. Kørte rundt i U-bahn, sober en ny oplevelse, ædru et nyt kick, og skrev indtryk ned i notesbog. Det er dem han synger i sangene på sit mesterværk, Lust For Life.

Og David Bowie? Han rejste videre. Først på tour som uforpligtiget keyboardmand i Iggy’s band, siden bort alene. “Sometimes I feel the need to move on” som Bowie senere selv sang det. Væk fra drømmen i Vestberlin, mod nye oplevelser. Men det var først i 1978.

I dag fylder også han år. Forleden kunne det læses i en kommentar her, at Bowie fik et hjerteanfald i 2004, og siden ikke har udsendt musik. Foruroligende nyt for os, der naivt troede manden udødelig. Så et stort tillykke også til David Bowie – long may he run!

Årets syvende dag med en atypisk top-7-liste. I rocknroll tales til bevidstløshed om den ’svære 2′er’, altså albummet efter debut’en, hvor et band eller soloartist skal bevise, at det/han/hun ikke blot var en one trick pony. Fint nok, for det er en stor forhindring, som mange debut-vinderheste – ahoy med jer, Stone Roses og Oasis – går ned på. Men i dagens anledning kigger vi langt længere ud, helt frem til den vanskelige….7′er. Det tidspunkt, når rigtig meget er blevet udsendt og hørt, men hvor the troubled artist, hvis endnu i poplive, stadigvæk skal formå at udstråle vitalitet og nødvendighed. Her nedenunder en personlig top-7 over vellykkede 7′ere. Den bærer uden vilje udelukkende etablerede navne. Det må der kunne læses noget i…

1. Nick Cave & The Bad Seeds – Henry’s Dream
2. Bob Dylan – Blonde On Blonde
3. The Rolling Stones – Beggars Banquet
4. Radiohead – In Rainbows
5. New Order – Get Ready
6. Brian Jonestown Massacre – Bravery, Repetition And Noise
7. Depeche Mode – Violator

Måske forkert der aldrig blev givet plads til Beatles-7′eren, den der hedder Revolver, men hvad. Andre/bedre bud modtages her.

Vi har brug for noget at se frem til. Nick Cave udsender sammen med The Bad Seeds d. 3. marts sit nye album Dig, Lazarus, Dig!!!. For de af jer der ikke har været forbi endnu, kan titelsangen høres her (Klik først til højre på ‘Dig, Lazarus, Dig!!!’, derefter på ‘the new album’).

Black is the color of my true love’s hair
His face so soft and wondrous fair
The purest eyes
and the strongest hands
I love the ground on where he stands
I love the ground on where he stands

Black is the color of my true love’s hair
Of my true love’s hair
Of my true love’s hair

Oh I love my lover
and where he goes
Yes, I love the ground on where he goes
And still I hope
that the time will come
when he and I will be as one
when he and I will be as one

So black is the color of my true love’s hair
Black is the color of my true love’s hair
Black is the color of my true love’s hair

® som fremført af Nina Simone