Vi talte om The Beach Boys og deres forunderlige Pet Sounds i anden sammenhæng her. Kom derved til at tænke på R.E.M.’s Peter Buck, der i en Q&A i det nye Uncut bliver spurgt om, hans yndlingsafslutning på noget album. Her er hans svar:
– It’s gotta be ‘Caroline No’, into the train and the dogs barking at the end of Pet Sounds. I know that’s such an obvious answer, but living in America, trains mean something different than they do here – they’re long-distance, romantic. That’s such a heartbreaking album, and such a heartbreaking song, and then you hear the train and you’re back in that Jack Kerouac America. There can’t be a better way to end a record.
Måske ikke, men der er ialfald mange andre mindeværdige måder at gøre det på. R.E.M. lukkede selv Automatic For The People af i stor stil med ‘Find The River’, en af de mest åbne og rørende sange, det band nogensinde har begået. Kunne også nævne The Smiths’ svanesang af et album, Strangeways Here We Come, hvis vægtløse ‘I Won’t Share You’ i sin yderste fade lige når at åbenbare Johnny Marr’s absolut hjerteskærende mundharpe. Eller Lou Reed’s Coney Island Baby, hvor easygoing NYC-rocknroll til allersidst giver plads for titelsangens helt anderledes forpligtende intimitet. Eller Kliché, hvis Supertanker’s staccaterede rytmetrafik opløses i ‘Masselinjen’s svajende mantra.
Suede valgte den helt underpillede model på sin debut. ‘The Next Life’ var den bemærkelsesværdige comedown-afslutning, efter en hyperintens plade med whizzkid-guitars og skingre heliumvokaler. Måske det ofte er vejen at tage ud, den stille. Tænk også her Interpol, som på Our Love To Admire slutter på den dirrende, mørke lyd af ‘Lighthouse’, forløsende og urovækkende på samme tid. Eller Dylan, der toner ned for Oh Mercy med sin nøgternt tilbageskuende ‘Shooting Star’. Eller Arcade Fire, hvis salmebrusende ‘My Body Is A Cage’ står flot som konkluderende afskedsssalme på Neon Bible. Bruce Springsteen har også en af de bedre albumafslutninger, da han afrunder dbl-LP’en The River med uroligt sårbare ‘Wreck On The Highway’. Ikke meget stadionrock dér.
Inden for den mere heftige afdeling bør Placebo nævnes, Deres Meds har et vækkeur af et skræddersyet finaleklimaks i ‘Song To Say Goodbye’. Og så er der selvfølgelig Neil Young, hvis oversete Freedom-album afsluttes med indignation som manifest, i form af ‘Rockin’ In The Free World’. Mere knejsende kan et punktum næsten ikke sættes. Det skulle måske lige være af The Afghan Whigs, hvis bedste album, Black Love, hilser farvel med 8:23-lange ‘Faded’, et mægtigt soulsmagende requiem, som langsomt trækker himmelhøjt op, derefter endeligt imploderer og forsvinder hvor det kom fra, i støv og ingenting. Og apropos: Joy Division’s Closer udkom kun få uger efter forsanger Ian Curtis’ selvmord. Dens afsluttende sang ‘Decades’ rejste på en egen urørlig skønhed. Da Curtis nærmest opgivende sang ordene “where have they been?” igen og igen over det afsluttende synth-crescendo, var det umuligt ikke at blive ramt, Curtis død eller ej.
Okay, det var nogle få herfra – post gerne jeres favorit-albumafslutninger, hvis nogen haves…
PS – Ang. Pet Sounds og de real life-lyde der afslutter, er den fremgangsmåde ikke så sjælden. Således ender f.eks. vores egen Vejen Hjem Fra Rocknroll med lyden af kirkeklokker i Kreuzberg, Berlin, der ringer ud over byen en frostklar søndag morgen…