Kategoriarkiv: Rocknroll

A message to you, Paddy

brendan_behan_nywts.jpg

Guinness-bryggeriet har nok årets største omsætning i dag, hvor hele Irland, samt talløse irske compatriots ude i alverdens afkroge, fejrer St. Patrick’s Day, helligdagen for landets skytshelgen, som drikkes og synges hjem i en nationalkollektiv rus af de større. I fuld respekt for det tørstige folk på den grønne ø, markeres St Patrick’s Day her gennem et par klips med The Pogues, fra deres 1988-St. Patrick’s Day-show på Town & Country Club i London. Oplev en ung og promilleiklædt Shane MacGowan med ‘Rainy Night In Soho’, så ikke et øje er tørt, skarpt fulgt af ‘London Calling’ med gæstevokalist Joe Strummer foran The Pogues – cheers!

Top-5 i The Pogues-evergreens:

1. Misty Morning, Albert Bridge
2. Dirty Old Town
3. Summer In Siam
4. Thousands Are Sailing
5. Fairytale Of New York

Show of strength

echo3.jpg

Siden her var repræsenteret da Echo & The Bunnymen, verdens bedste band fra Liverpool, 16. marts 1983 – vi taler 25 år i dag! – for første gang nogensinde satte fod på dansk jord, med en superintens koncert på Falkoner Teatret’s lille scene. ‘Is this a cinema or what? Why don’t ya all stand up!’, var dengang Ian McCulloch’s ord til en bænket sal, dog hurtigt trukket op af aftenens store og åbne musik. Hørte en optagelse af koncerten for noget tid siden; Bunnymen var virkelig enestående på dette tidspunkt, hvad deres show få måneder efter, en varm søndag aften på Roskilde Festival’s Orange Scene, ligeledes klart demonstrerede. Da var den helt nye sang ‘The Killing Moon’, hovednummer på næste års Ocean Rain-album, kommet med ud at møde verden. Her setlisten fra Falkoner:

March 16th, 1983, Copenhagen, Denmark; Lilla Falkescenen

Going Up
With a Hip
Gods Will be Gods
Show of Strength
All My Colours (Zimbo)
The Cutter
Rescue
My White Devil
Porcupine
Crocodiles
All That Jazz
Heads Will Roll
The Back of Love
Heaven up Here
Over the Wall
+ + +
Do It Clean
Villiers Terrace
+ + +
No Dark Things

REM på SXSW

Det årlige musikbranchetræf South by Southwest (aka SXSW) er igang i Austin, Texas, og i den anledning gik R.E.M. iaftes på scenen i den lokale Stubb’s Bar-B-Q, til et set domineret af numre fra snartkommende Accelerate. Her årets første R.E.M.-køreplan:

Living Well is the Best Revenge / Man Sized Wreath / Second Guessing / Drive / Hollow Man / Animal / Auctioneer / Mr. Richards / Fall On Me / Great Beyond / Houston / Electrolite / Accelerate / Until the Day is Done / Final Straw / Bad Day / Horse to Water / Walk Unafraid // Supernatural Superserious / Imitation of Life / I’m Gonna DJ / Man on the Moon

It's D-E-V-O from O-H-I-O

image.jpg

De ligner ovenfor Inter på udebane, men spiller meget anderledes. Devo fra Cincinnati, Ohio udsendte nu for 31 år siden debutsinglen ‘Mongoloid’/’Jocko-Homo’. Se og hør og nyd ‘Mongoloid’ her, i et vildt 1978-klip fra fransk TV. Sangen blev snart tyvstjålet af århusianske Lost Kids, der mente man selv var kommet på den absolut identiske musik til Pærepunk-tracket ‘Asocial’. Men nej. Skal i den anledning heller ikke underkende Devo’s meget specielle visuelle stil – den satte et andet og mere kendt band fra Århus vist også stor pris på…

devopromoarewenotmenera.jpg

Halleluja, halleluja

john_cale02.jpg

Og når nu talen er faldet på Leonard Cohen…

For sytten år siden kom I’m Your Fan, et hyldest-album til Leonard Cohen – og et af de eneste hyldest-albums, der holder endnu. The Pixies, Nick Cave, The House Of Love og et utal af andre gav deres meget forskellige fortolkninger af Cohens sange. Sidste sang var en enkel udgave af “Hallelujah” med John Cale. Netop dét nummer holdt jeg især af; det var her, jeg opdagede, hvor udtryksfuld en sanger, John Cale egentlig er.

Få år senere siden stod jeg på Roskilde-festivalen og hørte Jeff Buckleys koncert. Jeg havde ikke købt Grace endnu (men det gjorde jeg kort tid efter; det var nemlig ikke nogen dårlig koncert). Det betød, at den eneste sang, jeg genkendte, var Buckleys udgave af Leonard Cohens “Hallelujah”. Min daværende kæreste var med, og hun blev snart meget begejstret for netop denne fortolkning. Selv tænkte jeg “Buckley er da god nok, men John Cales indspilning er nu bedst”. Jeg tror aldrig, hun nåede at høre John Cale. Og i lang tid troede jeg, at jeg var den eneste, der havde bemærket kvaliteterne i waliserens prunkløse fortolkning.

Årene gik, og “Hallelujah” blev en slags ny evergreen, som Gud og hvermand (desværre fortrinsvis sidstnævnte) kastede sig over. Den stakkels sang er endog blevet krukket ihjel i Hanne Boels nådesløst selvsmagende mishandling, som jeg dog heldigvis ikke har overværet. (H. Boel sidder ved siden af en buttetskøn person i mit anti-parnas.)

Jeg fandt en ny og betydeligt bedre partner, nemlig min nuværende hustru. Hun var før i tiden svoren tilhænger af Leonard Cohens egen fortolkning (som jeg altid har syntes er flad og grå) og havde også en vis faible for Buckley. Men en dag blev det for meget, og jeg gravede I’m Your Fan frem fra en af kasserne under ægtesengen. Og da måtte hun overgive sig – John Cales udgave er bedst.

I sit seneste blogindlæg på The Guardian giver Jon Wilde mig ret. Så nu er vi tre. Mon ikke vi er flere endnu?

It's about time, Ray

shame.jpg

Jack Kerouac var fra Massachusetts, hvor også bubblegrunge-punkeren Evan Dando er født og vokset op. For få uger siden blev hans band The Lemonheads’ ubesværede 1993-mesteralbum It’s A Shame About Ray nævnt i anden sammenhæng her. Og ikke uden effekt, for sidst i marts genudsendes pladen, Evan Dando’s masterclass i underspillet og perfekt slackerpop, som udvidet deluxe-edition. Den oprindelige plades tolv sange tilføjes elleve ekstraspor, og kommer tillige med en DVD, bestående af diverse promoclips og liveoptagelser fra samme heldige Lemonheads-periode.

Ray-issue, Ray-package:

01 Rockin Stroll
02 Confetti
03 It’s a Shame About Ray
04 Rudderless
05 My Drug Buddy
06 The Turnpike Down
07 Bit Part
08 Alison’s Starting to Happen
09 Hannah & Gabi
10 Kitchen
11 Ceiling Fan in My Spoon
12 Frank Mills
13 Mrs. Robinson (single-A-side)
14 Shaky Ground (single-B-side)
15 It’s a Shame About Ray (demo) *
16 Rockin Stroll (demo) *
17 My Drug Buddy (demo) *
18 Hannah & Gabi (demo) *
19 Kitchen (demo) *
20 Bit Part (demo) *
21 Rudderless (demo) *
22 Ceiling Fan in My Spoon (demo) *
23 Confetti (demo) *

* previously unreleased

37596lemonheadsbig.gif

Two Weeks in Australia-DVD:

01 It’s a Shame About Ray (music video)
02 Ride With Me (live)
03 Mrs. Robinson (music video)
04 Being Around (music video)
05 Alison’s Starting to Happen (live)
06 Hannah & Gabi (music video)
07 Half the Time (music video)
08 Rockin Stroll (music video)
09 Confetti (music video)
10 It’s About Time (live)
11 My Drug Buddy (music video)

Kerouac

kerouac_wideweb__470×4570.jpg

– So in America when the sun goes down and I sit on the old broken-down river pier watching the long, long skies over New Jersey and sense all that raw land that rolls in one unbelievable huge bulge over to the West Coast, and all that road going, all the people dreaming in the immensity of it, and in Iowa I know by now the children must be crying in the land where they let the children cry, and tonight the stars’ll be out, and don’t you know that God is Pooh Bear? the evening star must be drooping and shedding her sparkler dims on the prairie, which is just before the coming of complete night that blesses the earth, darkens all rivers, cups the peaks and folds the final shore in, and nobody, nobody knows what’s going to happen to anybody besides the forlorn rags of growing old, I think of Dean Moriarty, I even think of Old Dean Moriarty the father we never found, I think of Dean Moriarty.

Englene synger og denne widescreen-slutscene fra On The Road markerer i dag Jack Kerouac’s fødselsdag.

Walk on the wild side

bushbono.jpg

Hvad har narcissus-figuren Bono Vox, fakkelbærer i svulstigt-romantiske U2, og den afdøde litterat Poul Borum tilfælles? Ialfald at de begge har prøvet kræfter med ‘Walk On The Wild Side’. At fortolke klassikere med integritet kan være svært – tænk bare Paul Young og ‘Love Will Tear Us Apart’ – og i den sammenhæng er Lou Reed’s seedy bybillede fra Transformer ingen undtagelse. Hør evigt sympatiske – men desværre knapt så talentfulde – Jesse Malin i sin version af sangen her, som en downloadable smagsprøve på hans kommende coverplade On Your Sleeve.

PS – Føromtalte Borum’s ‘På Vildspor’ – indspillet med Haderslev-pioneerne Tristan T – er iøvrigt slet ikke uden egen slingrende rendestenssjæl, og pisser som sådan højt og flot udover U2’s for selvbevidste live-forsøg på at tilegne sig den samme fristende godtepose af integritet, rockhistorie, ubesværet lyrik og kantet New Yorker-coolness. Ikke at Bono’s pengetankspersonale har søvnløse nætter af den grund…

Hun er stadigvæk en lille pige

Bedre sent end aldrig. Vi hejser også gerne flaget her for kvindernes internationale kampdag i lørdags, det med en helt igennem mandsdomineret top-10 over sange begyndende med hende:

01. She’s A Jar – Wilco
02. She’s In Parties – Bauhaus
03. She Loves You – The Beatles
04. She Cracked – Jonathan Richman & The Modern Lovers
05. She’s A Lady – Pulp
06. She Floated Away – Husker Du
07. She’s Like Heroin To Me – Gun Club
08. She’s My Best Friend – The Velvet Underground
09. She’s Not You – Elvis Presley
10. She’s Lost Control – Joy Division

En lavine af stjerner

l_df5aa1f4852534ff84abd267e17a77e2.jpg

Kendte ikke så sent som i forgårs, men så de skal spille support til Blonde Redhead – bl.a. i Pumpehuset, København d. 10. april – og opsøgte dem derfor inde på MySpace. Taler om australske Devastations, som har base i Hauptstadt Berlin og en billeddannende musik med håndholdt fokus på knugende, kantet, koldt, underbelyst. Slet ikke så depri som dét lyder heldigvis, men tværtimod – og slet ikke ulig Blonde Redhead, hvis semi-elektroniske tilgang de deler – absolut godt selskab, måske specielt gennem ledige nattetimer. Devastations’ tredje og nye longplayer hedder Yes, U – må se i dag om den kan fåes her i landet.

Hør Devastations her.

Vampyrweekend

vampireweekend-2.jpg

Et af de albums, jeg hører med nogenlunde jævne mellemrum i disse måneder, uden at det er i heavy rotation (tung omdrejning?), er amerikanske Vampire Weekends debut af samme navn. Man kunne måske forledes til at tro, at deres musik ville være goth i lange baner.

Men nej. Vampire Weekend har et særegent udtryk, hvor en ubekymret New Yorker-tone møder sydafrikansk township jive og kammerpop-arrangementer. De fleste sange handler om college-livet i det nordøstlige USA. Sejlerskoene på billedet fortæller lidt om det segment, bandet stammer fra. Jeg aner ligheder med The Strokes, omend den borede knallert må siges at være udskiftet med en citybike.

En (i begge betydninger) oplagt sommerplade her i marts!

Stemmespild?

stemme.jpg

I et interessant indlæg i sin blog på The Guardian skriver journalisten Tony Naylor om de mange sangere, der ikke kan synge – og laver interessant musik. Omvendt vælter det frem med teknisk dygtige sangere, der laver uinteressant musik. Talentkonkurrencer og A&R-folk finder f.eks. trofast frem til en hel del af sidstnævnte slags.

I sin anmeldelse af Dig! Lazarus Dig i Information i den forgange uge skrev Ralf Christensen:

Når regnskabet en dag skal gøres op – og det skal det jo ifølge flere religioner – så vil Nick Cave forhåbentlig blive hevet frem fra mængden og fremhævet som en af vor tids største dårlige sangere. “Han intonerer som et par åbne bukser”, som en af mine musikervenner engang sagde. Ikke uden beundring.

og går derefter over til en overvejende positiv omtale af hulemandens nye album.

Selv synes jeg, at Hule-Niels er blevet en noget bedre sanger med årene – i modsætning til f.eks. Lou Reed og Leonard Cohen, der på et tidspunkt i deres karriere gav helt op. Dave Gahan er endnu et eksempel på en vokalist, der med årene er blevet både teknisk bedre og mere udtryksfuld.

Så nogen sangteknisk snob er jeg ikke. Men af og til græmmes jeg, når nogen synger regulært falsk. F.eks. er det for mig altid en lidt blandet fornøjelse at høre Hope Sandoval på Mazzy Stars ellers interessante debutalbum She Hangs Brightly. På de følgende album fik hun en hel del bedre styr på sangen, mens sangskrivningen (efter min mening) er knap så god.

W for weekender

Med blod ud af næsen, med morgen i sengenes land. Sådan går weekender her ikke længere. Fik istedet hørt musik sidste fredag/lørdag, som følge af listerne der kom ind. Så her køres igen, med en fravælgelsesbrutal top-10 over uimodståelige sange begyndende med W. Nej, ingen siger det skal være nemt. Her et første træk:

01. (White Man) In Hammersmith Palais – The Clash
02. Waterloo Sunset – The Kinks
03. Well I Wonder – The Smiths
04. Working The Midnight Shift – Donna Summer
05. Western Sky – American Music Club
06. White Nigger – The Avengers
07. WXJL Tonight – The Human League
08. We Are The Dead – David Bowie
09. When You Were Young – The Killers
10. What’s A Matter Baby? – Timi Yuro

Let your light in, babe

2008letyourlightinbabe.jpg

Må desværre tilstå man de seneste mange måneder i stigende grad har kvittet nationale dagblade og nyhedsudsendelser, al den tid de medier i overdreven grad – og næsten uden undtagelse – er blevet budbringende medløbere for en politikerbåret danskhedsvinkel, der tegner indvandrere og islam, tørklæder og fremmede skikke, som roden til ca. alt ondt.

Så gerne ikke mere spin om truet folkesjæl og ditto ytringsfrihed – det synes jo også de tegninger, og en så konfrontationel måde at ride sin høje hest på, i den sammehæng var out of order. Foregik noget lignende i en hvilkensomhelst skolegård, ville det blive kaldt mobning, og hvem der udførte den ville få ren besked af sin skoleinspektør og blive sendt hjem. Men i det virkelige medieliv kan Pia og Rikke og Anders og Birthe og de to djævlefætre og Karen og Ralf og youjustnamethem blive ved og ved og ved. Og sådan er der meget.

Men hvorfor komme ind på den elendighed her? Jo, midt i det danske søle kommer pludselig et frisk pust over landet helt fra Brisbane, Queensland, Australien, hvorfra The Go-Betweens’ Robert Forster synger sin nye single ‘Let Your Light In, Babe’, som forløber for hans The Evangelist-album. Med imødekommende stemning i en forårslet sang, hvis rocknroll-referencer er sjældent få, praktiseres åbenhed gennem udstrakt hånd, ordentlig opførsel gennem troen på det gode. Hvor udansk en indstilling, fra kaskaden af had vi trækkes med her, er dét ikke lige!?! Forster’s fortælling, som den høres:

LET YOUR LIGHT IN, BABE

Mrs. Ellis said: ‘There’s someone you should meet
Here in the church’
I lent my bike again up against the church
And went back inside

There was a woman and a child whom I’d not seen
And Mrs. Ellis said:
‘The woman is a friend, new to this town’
A mother and a child

Let your light in, babe
Let your light in, babe
Let your light in, babe
Don’t you be afraid

‘I live by myself a mile from the church
And do my work at home.
The house was a gift given from a friend
Of whom I used to care

The name is Cyrus Farm although it’s not a farm
But a house in its trees’
Mrs. Ellis said, but I stopped her and said:
‘They can stay with me’

Let your light in, babe
Let your light in, babe
Let your light in, babe
Don’t you be afraid

And Mrs. Ellis: ‘ Are both mother and child well?’
I said: ‘They’ re all well
The mother is in bed, the child is at school
And I must be rushing home’

Let your light in, babe
Let your light in, babe
Let your light in, babe
Don’t you be afraid

© Robert Forster

Hvis ikke antiterrorloven spænder ben for disse ord og udviser dem uden retssag inden da, udsendes The Evangelist her i landet d. 3. april.