Kategoriarkiv: Rocknroll

Ord der kan stå alene


Forleden udsendte Wilco en fremragende liveplade, “Kicking Television”. Og skulle det ikke være levende post-americana nok, er Bright Eyes nu også ude på den bane med koncertudgivelsen “Motion Sickness”. Optaget på verdenstouren i år, indeholder den sange fra hele deres hurtige karriere, ikke mindst fra seneste udgivelse – og mesterværk! – “I’m Wide Awake, It’s Morning”, hvis bedste sang “Lua” dog desværre ikke er med. Den er så istedet repræsenteret i ord her nedenunder. Pastoren vil sikkert kun sige negative ting , men mig, jeg synes det er ren verdenslitteratur…

LUA

I know that it is freezing, but I think we have to walk
I keep waving at the taxi’s, they keep turning their lights off
But Julie knows a party at some actors West side loft
Supplies are endless in the evening, by the morning they’ll be gone

When everything is lonely I can be my own best friend
I’ll get a coffee and the paper, have my own conversations
I see the sidewalk and the pigeons and my window reflection
The mask I polish in the evening, by the morning looks like shit

And I know you have a heavy heart, I can feel it when we kiss
So many men stronger then me have thrown their backs out, trying to lift it
But me I’m not a gamble, you can count on me to split
The love I sell you in the evening, by the morning won’t exist

You’re looking skinny like a model with your eyes all painted black
Just keep going to the bathroom, always say you’ll be right back
Well, it takes one to know and kid, I think you’ve got it bad
But what’s so easy in the evening, by the morning’s such a drag

I got a flask inside my pocket, we can share it on the train
And if you promise to stay conscious I will try and do the same
We may die from medication, but we sure killed all the pain
What was normal in the evening, by the morning seems insane

And I’m not sure what the trouble was, that started all of this
The reasons all have run away, but the feeling never did
It’s not something I would recommend, but it is one way to live
Cause what is simple in the moonlight, by the morning never is

And what’s so simple in the moonlight, now it’s so complicated
And what’s so simple in the moonlight, so simple in the moonlight
So simple in the moonlight…

© Conor Oberst

Joakim Thåström fra Vesterbro


Hørte først Joakim Thåström i Ebba Grön, Sverige’s udtryksfulde punkband, der med sange som målsøgende “Staten & Kapitalet” slog hul igennem for en ny generation. I 80’erne var han med i Imperiet, der med dramatisk, personpolitisk rockmusik blev hinsidan, hvad Gasolin’ havde været i DK; dét folkelige orkester med mening, man samledes om. 90’erne så Thåström i kamp med netop den problematik, flygtende fra en kändis-tilværelse i Sverige, han selv følte sig kvalt af. Først til Amsterdam, derefter til København, hvor han siden har opholdt sig.

Efter en række sværtfordøjelige og engelsksprogede trods-udgivelser med gidsel-teknobandet Peace Love & Pitbulls, var Thåström omkring årtusindeskiftet atter klar til i eget navn at synge på modersmålet igen. “Det är ni som e dom konstiga, det är jag som e normal” blev en tilbagevenden til en guitarbåret rockmusik, der måske bedst kan karakteriseres som en voksen og meget tungere udgave af Ebba Grön. Sjælden stor succés i Sverige blev resultatet både for den og for efterfølgeren “Mannen som blev en gris”, der begge her i landet brillerede med kun at sælge omkring 300 eksemplarer. Så Thåström kunne fortsat gå i fred på Vesterbro.

Derfra har han skrevet materialet til “Skebokvarnsv. 209”, den nye plade der udkom i Sverige i tirsdags. Væk er nu de tonstunge guitarer, de fabrikskværnende trommer, den desperate sang. Erstattet af et lavmælt, enkelt lydbillede, hvor klaver, akustisk guitar og Thåströms så specielt udtryksfulde stemme ligger centralt. I en svensk avis stod der forleden helt forkert, at dette er hans “Murder Ballads”-plade. Hvis vi endelig skal ind i den terminologi, er “Skebokvarnsv. 209” snarere hans “Boatman’s Call”. Den blanding af lavmælt resignation og kiggen sig over skulderen, som Nick Cave dér bedriver, findes i rigt mål også her.

“Skebokvarnsv. 209” er adressen på det boligkompleks i Stockholm-forstaden Rågsved, hvor Thåström voksede op. Og mange af de nye tekster opleves som breve fra en tid, da Thåström fandt sig selv i verden der. Han fortæller om is på fodboldbaner, når det var vinter, og om højhuse der stod. Han fortæller om sin vistnok venneløse far, som var “främling overalt”, som altid skulle vise sin pistol frem når han havde drukket, som ikke talte meget, som “måske bare drømte om at lange tog skulle tage ham langt, langt bort”. Og han beretter om hvordan Ebba Grön mødtes i Rågsved for at skrige og “stå forrest når hele lortet sagde bang-bang-bang”, først hed The Haters, drak medicin med terpentin-smag, indspillede den første single – 1500 kr for 500 eksemplarer! – der skulle forandre alting.

Og han skriver også om nu og her. Om en voksen Joakim Thåström, der “aldrig har gjort nogen kvinde glad”. Om Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce, der synger blues som ingen andre. Og han synger selv om København på pladen; om Vesterbro, om Sønder Boulevard, om Sort Sol, “der sang for alle dem der var som os”, om Ole Jastrau, om Dan Turéll, om barerne, om månen over byen, der er den smukkeste han ved. Utroligt, midt i den så hypede “danske bølge”, at der skal en svensker til at synge så levende og indfølt om vores hovedstad!

Universal Records viser indtil videre ikke levende tegn på at udsende “Skebokvarnsv. 209” i DK, hvilket med ovenstående i mente er forkert. Godt at musikkøb på nettet er opfundet – disse 11 “tilståelelsesbreve” er investering værd!

Reel around the Trevi Fountain

“Ringleader Of The Tormentors”, den i Rom indspillede Morrissey-plade, er efter sigende nu blevet færdig. Bowie’s tidligere samarbejdspartner Tony Visconti har produceret og blandt medvirkende findes legendariske Ennio Morricone. Lover fantastisk. Kan nedenstående bud mon være den endelige tracklist?

1. I Will See You In Far-off Places
2. Dear God Please Help Me
3. You Have Killed Me
4. The Youngest Was The Most Loved
5. In The Future When All’s Well
6. The Father Who Must Be Killed
7. Life Is A Pigsty
8. I’ll Never Be Anybody’s Hero Now
9. On The Streets I Ran
10. To Me You Are A Work Of Art
11. I Just Want To See The Boy Happy
12. At Last I Am Born

Højt at flyve…

En opmærksom bruger gør opmærksom på 2-årsdagen i dag for den sidste aften på Love Shop’s National-tour. Den faldt på tropevarme Rytmeposten i Odense, og gik – ifølge LS-arkiverne – således:

CARPENTERS
DET ELSKER JEG
KRÆMMER$JÆL
NORDLYS
YUGO STAR
BIN LADEN BLUES
FREMMEDLEGIONÆR
DRØMMENES KØBENHAVN
I DEN NYE BY
IDAG SÅ BEDRE UD IGÅR
BILLEDER AF VERDEN
RADIO KALUNDBORG
ALLE HAR EN DRØM AT BEFRI
WEEKENDER
FAN STAR
HVORHEN? HVORDAN? HVORNÅR?
BELLAVISTA SOL
DET TOG MIG ET ÅR
+ + +
SIG DET ALDRIG MERE
MIN ELVIS
LOVE GOES ON FOREVER
HUN ER STADIGVÆK EN LILLE PIGE
+ + +
KOMMET FOR AT GÅ

Give 'Em Enough Rope


Der er en anden verden på billedet her ovenfor, fra en tidlig forårsaften i 1981. Twin Towers (længst bagude) har stadigvæk mange år at løbe på og The Clash – et af de 1-2 bedste rockbands nogensinde – findes endnu. I dag for præcis 27 år siden, d. 10 november 1978, blev deres anden plade “Give ‘Em Enough Rope” udsendt. “Rope” er nok det svageste af de 5 Clash-albums, men indeholder alligevel nemt en håndfuld uomgængelige klassikere, som nedenstående, om Mick Jones og Joe Strummer’s akavede Jamaica-besøg:

“SAFE EUROPEAN HOME”

WELL, I JUST GOT BACK AN’ I WISH I NEVER LEAVE NOW
WHO DAT MARTIAN ARRIVAL AT THE AIRPORT?
HOW MANY LOCAL DOLLARS FOR A LOCAL ANAESTHETIC?
THE JOHNNY ON THE CORNER WAS A VERY SYMPATHETIC

I WENT TO THE PLACE WHERE EVERY WHITE FACE IS AN
INVITATION TO ROBBERY
AN’ SITTING HERE IN MY SAFE EUROPEAN HOME
I DON’T WANNA GO BACK THERE AGAIN

WASN’T I LUCKY N’ WOULDN’T IT BE LOVERLY?
SEND US ALL CARDS, AN’ HAVE A LAYING IN ON A SUNDAY
I WAS THERE FOR TWO WEEKS, SO HOW COME I NEVER TELL
THAT NATTY DREAD DRINKS AT THE SHERATON HOTEL?

NOW THEY GOT THE SUN, AN’ THEY GOT THE PALM TREES
THEY GOT THE WEED, AN’ THEY GOT THE TAXIS
WHOA, THE HARDER THEY COME, N’ THE HOME OF OL’ BLUEBEAT
YES I’D STAY AN’ BE A TOURIST BUT I CAN’T TAKE THE GUNPLAY

Yeah? Rudie come from Jamaica Rudie can’t fail
Rudie come from Jamaica Rudie can’t fail
Rudie come from Jamaica cos Rudie can’ t fail
Rudie come From Jamaica rude cant fail
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie can’t fail
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie can’t fail
A-Rudie loot and a-Rudie shoot and a-Rudie come up then back down
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie *&^$&£”£%£
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie can’t fail
Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie, Rudie he can’t fail
Nice guy European home
Explosive European home
Twenty Four Track European home
Yes he come and yes he go knows what Rudie knows

© Joe Strummer

Sunglasses after dark


DM’s “Touring The Angel”-tour er netop begyndt i USA. Første aften i Petersburg, Florida bød på følgende set:

Intro
A Pain That I’m Used To
John The Revelator
A Question Of Time
Policy Of Truth
Precious
Walking In My Shoes
Suffer Well
Damaged People
Home (Piano-Version)
I Want It All
The Sinner In Me
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence
——————————–
Somebody
Just Can’t Get Enough
Everything Counts
——————————–
Never Let Me Down Again
Goodnight Lovers

Midt i dette overflødighedshorn af kongeelectro, skal det øjeblikkelige fravær af nyeste plades essentielle “Nothing’s Impossible” og Exciter’s absolutte højdepunkt “Freelove” dog beklages.

Remain in light


Ikke noget nyt under the killing moon, men alligevel en meget fin, fritsvævende koncert i Lille Vega. Ian McCulloch sang virkelig bedre end længe hørt, bandet spillede som troede de på sangenes kraft. Det gjorde vi derude i salen så nemt. God tur videre til Amsterdam, Antwerpen, Barcelona, Madrid, Paris, USA X 16, Liverpool X 2 – kom snart igen!

Kent – "The Hjärta & Smärta EP"


Kent er tilbage! På den nye 5-sangs udgivelse “The Hjärta & Smärta EP” fremstår Berg & co. igen levende, relevante, nødvendige. Væk er det massive fæstningsværk, forårets “Du & Jag Döden” byggede op. Den plade kom med en distanceblændende stor lyd, som aldrig lukkede lytteren ind i Kent’s intime nærhed. Og på afstand var det vel kun åbningsnummeret og slutsangen, der havde arkitektonisk klarhed nok til at kunne stå ud og begå sig.

De ting står først klart nu, hvor den nye EP skærer dem ud i pap. For pludselig lyder Kent atter rørende. Siden “Hagnesta Hill” har dette kun sjældent været tilfældet. Snarere end at kommunikere, har Joakim Berg’s sange mest af alt fremstået som velgennemtænkte øvelser over, hvordan et meget populært rockband konsoliderer sin position. Eller sagt på en anden måde: Kent har virket hæmmet af egen succés.

Så meget desto mere befriende at høre den “nye” lyd på “The Hjärta & Smärta EP”. Genforenet med Nille Perned, produceren fra de første to albums, lykkes man endelig igen med at få små nuancer i musikken til at fungere. Og om det så er i børnekoret på “Dom Som Försvann”, i de luftige keyboards på “Månadens Erbjudande”, i Berg’s hviskende sang, eller i lysende Sami Sirviö’s guitarfigurer, findes der nu overalt atter en organisk tilstedeværelse af den helt specielle nordiske melankoli, vi alle oprindelig faldt for hos Kent. Disse fem sange er personlige breve – tak for dem og velkommen hjem!

I dag for 20 år siden…

I disse dage er det 20 år siden, The Replacements udsendte albummet Tim. Dette skulle vise sig at blive det sidste album, hvor guitarist Bob Stinson var med. Han blev smidt ud af gruppen på grund af sit eskalerende stofmisbrug (jvnfr. en vis stakkel ved navn Pete Doherty). Det er Bob Stinsons ansigt, man kan se på hovedet øverst på albummets forside. Hvor meget han rent faktisk spillede på albummet, er en anden sag.

Tim er et legendarisk album; Alex Chilton var oprindelig indkaldt som producer, men Tommy Erdelyi, tidligere trommeslager i The Ramones, endte med at producere sangene. Mixet er ikke noget at råbe hurra for; sangene er derimod fine. Hør ‘Here Comes A Regular’ og kom i novemberstemning, Og der er ‘Kiss Me On The Bus’ og ‘Swinging Party’ og ‘Left Of The Dial’ og… De eneste regulært kedelige numre er garagenumrene ‘Lay It Down Clown’ og ‘Dose Of Thunder’.

Og så havde tre af gruppens medlemmer forresten nordiske aner: Brødrene Stinson (= Steensen) og forsanger og sangskriver Paul Westerberg (et svensk efternavn). De var trods alt også fra Minnesota, hvor mange nordiske indvandrere slog sig ned.

Sid Vicious møder Oscar Wilde

Pete Doherty interviewet i dagens The Guardian. Ikke hyggelæsning, men interessant anyway. Babyshambles-debut’en “Down in Albion” udkommer d. 14. november. Så all over the place-rodet fucked up er den, at de i forvejen kaotiske og underproducerede Libertines-plader lyder som Electric Light Orchestra ved siden af. Music hall møder væltende mikrofoner møder romantisk fortabthed møder slingrende punk rock, falder og slår sig rigtig grimt, mens en vistnok tidligere medfange fra Pentonville-fængslet kommer forbi og fremfører dopet taber-reggae. Kedeligt er det ikke – men godt??? Svært at sige umiddelbart. Musikhistorie og real life. Apati og hjerteflimmer. “There’s a lesson I have learned/ If you play with fire you’ll get burned”, mumlesynges der ufokuseret i “What Katie Did Next”. Vise ord. Hvad Pete gør herefter bliver ifølge Guardian-reportagens virkelighed ikke for børn.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,16373,1607626,00.html