Kategoriarkiv: Rocknroll

Sound of Summer

mixtape.jpg

All through the night they begin to take shape
From the crack of the vinyl to the hiss of the tape
Play and record held down together
Tabs pushed off so you can’t tape over it ever

Just a couple of friends hanging out with each other
We started to swap tapes to soundtrack our summer
Tapes that are full of the things we can’t say
To each other during the day

It can’t be just me that’s working it out
These songs that we’ve chosen and what they’re about
Are we after the same thing? Am I crossing a line?
I’m checking the lyrics I’m pressing rewind

All through the night they begin to take shape
From the crack of the vinyl to the hiss of the tape
These songs won’t see the sun any time soon
Under the cover of headphones and for the privacy of bedrooms

All the best pop songs are girl meets boy
And there wasn’t one song that I didn’t enjoy
But I lacked confidence when I was young
So things didn’t work out the way they get sung

Play and record held down together
Tabs pushed off so you can’t tape over it ever
A couple of friends hanging out with each other
Just swapping songs to soundtrack our summer

© Art Brut

Rapid Ireland Movement

dub.jpg

R.E.M. er i disse dage i Dublin, på det meget intime Olympia Theatre, for at spille 5 ‘working rehearsals’, altså shows hvor helt nye sange kan blive prøvet af i livesammenhæng. Blandt tilhængere har der længe været stigende skuffelse over den kollektive træthed og stagnation, bandets sidste tre plader vel mest af alt dokumenterer, og derfor er der både stor fortrøstning og glæde ovenpå første koncert lørdag aften. Den bød nemlig gennemgående på en langt mere kantet og pågående ny musik end længe hørt fra R.E.M. og undlod samtidig de ellers obligatoriske greatest hits til fordel for en række mere utilpassede sange, mest fra de tidlige år. Her et videoklip fra 1984, til vital forsikring for alle om hvor elektrisk og specielt et band R.E.M. var dengang. Vi krydser fingre for de selv kan finde det igen!

Følg med i eftersøgningen på www.remdublin.com og/eller murmurs.com

cms_image_3384.jpg
Jo, det er. Scene klar til band, lørdag aften.

Picture this

Første juli og ingen fred. Deborah Harry har fødselsdag i dag. For længe siden betød hun rigtig meget, med sit band Blondie, ialfald i min popverden. De sange med den stemme. Sådan noget husker man og sætter pris på. Så tak og tillykke, D.H. Lawrence Jr.!

1163983172_f.jpg1151213961_f.jpgscrapbook_pic00452.jpgsounds_8july1978003.jpginicio2.gifcreem_may77_004.jpg1154755085_f.jpgsounds_8july1978002.jpgscrapbook_pic00142.jpgbestlooking.jpg

Set me free

supremes.jpg

I dag for 41 år siden – vi taler altså 1966 – fejrede Florence Ballard sin 23-års fødselsdag ved, sammen med resten af The Supremes, at indspille ‘You Keep Me Hangin’ On’. Den Holland/Dozier/Holland-skrevne klassiker – vel nok bedste Supremes-output sammen med ‘Come See About Me’ og ‘My World Is Empty Without You’- er senere blevet udfordret af mange, måske allerbedst af Jamaica’s Ken Boothe, hvis helt fænomenale syv-minutters ‘Set Me Free’-version kan høres over PA’et før de fleste koncerter denne sides band spiller.

thesupremes.jpg

untitled1.jpg

10 desert island discs

bob-marleys.jpg

Okay, det her skulle med jeres hjælp kunne blive en god en. Opgaven er som følger: Du bliver sendt afsted om ganske få minutter til en øde solbeskinnet ø, hvor sommeren skal gå alene i en hytte, uden meget andet livsnødvendigt end et tændt og velfungerende stereoanlæg. I den musikalske bagage til opholdet må være præcis 10 cd’s, deraf 7 internationale og 3 danske. Hvilke plader (opsamlinger er bandlyst!) tager du umiddelbart med…?!?

Her alfabetisk dette tastaturs valg :

Afghan Whigs – ‘Black Love’
Tim Armstrong – ‘A Poet’s Life’
Manu Chao – ‘Clandestino’
The Clash – ‘London Calling’
The Congos – ‘Heart Of The Congos’
Interpol – ‘Our Love To Admire’
Morrissey – ‘Vauxhall & I’

Death To Frank Ziyanak – ‘Dirty Chords & Limericks’
Lars Hug – ‘Kysser Himlen Farvel’
Nikolaj Nørlund – ‘Tændstik’

Here are the young men…

261840902.jpg

Ovenpå Erik Jensen fra Politiken’s 6 stjerner til pop-fænomenet Justin Timberlake for det, de fleste andre i weekenden synes var et okay men overfyldt stadionshow, i for høj grad præget af Parken’s fornærmende lydforhold, er vi nødt til at sprænge karaktersystemet og give 74 lysende stjerner til Interpol for deres besøg i aftes på scenen i Store Vega. Heldigt at kunne se bandet på et så vigtigt tidspunkt i dets løbebane på en rigtig scene og ikke hverken en pisstinkende festivalmark eller netop den rungende overjordiske parkeringskælder, der går under navnet Parken. Aftenens setliste lignede i store træk den fra Dresden i mandags, hvilket bertød vi lykkeligvis fik et af den kommende plades absolutte hovednumre ‘Rest My Chemistry’. Fire andre fra Our Love To Admire – ‘Pioneer To The Falls’ (ligeledes en klassiker!), ‘Scale’, ‘Heinrich Hall Maneuvre’ og ‘Mammoth’ – blev også sat på parade og stod som resten af koncerten knivskarpt, drevet afsted af især guitar-supremo Daniel Kessler’s huggende rytme-temaer og sanger Paul Bank’s helt specielle hypnose. Så jo, en stor, stor aften havde vi i Vega, mens regnen, det officielle Interpol-vejr, piskede gaderne udenfor – lad høre hvad andre synes…

637264997_63f85ed2b1.jpg
…with weight on their shoulders.

Interpolis

Hvis ingen endnu ved det, giver New York City’s opstigende Interpol i aften show på Vega i København. Det markerer vi her med ordene til ‘The Lighthouse’, deres hjemsøgende afslutningssang på Our Love To Admire, en tilbageholdt en af slagsen, med bølgende tremolo-guitarer og fejende lyskegler.

northernlight2.jpg

THE LIGHTHOUSE

It’s the place that’s said to break
It’s just as safe from the outside
Tonight

And I warned them
I face the storms at the tides
From the lighthouse

And I warned them
Unleash the storm and the night

What do the waves have to say now?
What do the waves have to say now?
Slow down
And let the waves have their way now
Slow, and let the waves
Have their day

And I warned them…

Here I’ve been living
On roofs made from sin
I put an outward,
“Begin, begin.”

Here I’ve been lucid
I’m living within
Inwardly urgent
And sinking again

The lighthouse

© Interpol

Kig væk…

wallpaper01_1280×800.jpg

…hvis ikke du vil vide hvad Interpol spiller i morgen aften i København. Her er setlisten fra Dresden’s Schlachthof – en vis Morrissey aflyste for 4-5 år siden en koncert på netop Schlachthof, da han kom til Dresden og fandt ud af hvad stedets navn betød! – i går aftes. Så vidt vides var det tour-premiere for fantastiske ‘Rest My Chemistry’.

Pioneer To The Falls
Obstacle 1
Narc
Say Hello To The Angels
Rest My Chemistry
Slow Hands
Mammoth
Hands Away
Heinrich Maneuver
Evil
Not Even Jail
——————–
Take You On A Cruise
Stella
PDA

Easy Tiger

51-stkoyqil_ss500_.jpg
“Så hvem er jeg i dag – Ryan Adams eller Andy Trentemøller…?”

Ryan Adams udsendte sidste år hele 3 longplayers, en marathon det var svær at følge med i, medmindre altså man holder hyperrastløse Adams som sin hovedinteresse. Det gør overtegnede slet ikke, for Adams’ behov for at speede fra det ene projekt til det andet, har langtfra kun kastet nævneværdige ting af sig. Nej, set henover hans samlede produktion har der været en forurolignende kvalitetsforskel, fra det genreplagierende helt ligegyldige til det tidsløst sublime. Indenfor sidstnævnte sjældne kategori findes især debut’en Heartbreaker og Love Is Hell Pt. 1, udgivelser der i musikalsk klasse og personlig indsats tårner højt, ikke bare indenfor alt-americana, men i moderne musik som sådan.

I går udsendte Ryan Adams så albummet Easy Tiger – kun hans første i år! – og var det ikke for flere yderst favorable anmeldelser, havde vi nok ikke her taget chancen endnu en endnu en endnu en gang. Dertil altså for mange trukne nitter i Ryan Adams-tombolaen. Men Easy Tiger lever heldigvis op til alle rosende ord og kommer med de helt specielle sange, dens hovedperson kan men så ofte glemmer at skrive til sine mange plader. Som sanger bærer han en nyfunden lethed i et udtryk, der ikke skal forveksles som overfladisk. Nix, dertil lyder Ryan Adams stadigvæk for uopfyldt, for uforløst, for fucked-up følsom, selv i sine fint svungne melodiers bløde luksus. Og indenfor den svære tradition skrives de ikke meget mere evergreen-bound end uafrystelige ‘The Sun Also Sets’, som endda trækker selskab af flere andre af de nye sange på vejen derop. Hvilket medfører, at Easy Tiger måske umiddelbart ligner den helstøbte efterfølger, Heartbreaker har ventet på i snart syv år. Lyder det som en en anbefaling?

7 shades of black

1a34717u1.jpg

Hørte for første gang i meget lang tid Smashing Pumpkins denne weekend. Vild musik Billy Corgans’s band undervejs fandt, bag ret uklædelige metal-leanings, en ond, sort og snerrende drift mod en bedre verden. Ja, vi kan godt høre selvmodsigelserne. Det må stå klart, at Adore, den plade der sønderskød karrieren i USA, ialfald er et decideret – og The Cure-inspireret – mesterværk! Men profeten faldt som skrevet i eget hjemland og Billy Corgan rangerede efter bandets opløsning sig selv langt ud på et musikalsk sidespor. Først med det halvhjertede Zwan-projekt, siden med en soloplade af forbløffende ligegyldighed. Konsekvensen af de to fejlskud blev et gendannet Smashing Pumpkins, som nu snart er tilbage med albummet Zeitgeist. Om der atter der vil være hul igennem til de kilder, hvorfra vi udover Adore blev givet så stærke og særprægede øjeblikke som f.eks. ‘Bullet With Butterfly Wings’, ‘Eye’, ‘Speed Kills’, ‘The Everlasting Gaze’, ‘Soot & Stars’, ‘Soma’, ‘Farewell And Goodnight’ – yeah, listen er et ensomt tog med mange vogne – skal blive spændende at få rede på. Førstesingle ‘Tarantula’ afslører ikke meget andet end, at Corgan’s distortion-pedaler og 70’er-rocknroll-samling trives og beder hilse. Andre der åbenlyst ikke har det så godt er SP’s pladselskabsfolk, der udsender det kommende album med 3 forskellige bonus-tracks, delt ud efter hvor det bliver downloadet. Køber man således Zeitgeist på iTunes er sangen ‘Stellar’ med oveni, mens BestBuy byder på ‘Death From Above’ og Target-download på den titelsang, der ikke har fundet vej til det egentlige album. Ikke cool med et så sørøveriagtigt spindelvæv af en pladeselskabsstrategi – godt for SP-samlere der findes fileshare og piratdownload som modtræk.

I en bedre og mere ukompliceret verden, er nu kommet hele tre sange fra Our Love To Admire’, Interpol’s kommende, ned på en vis iPod. Det er selvfølgelig ‘Heinrich Maneuver’ og så ‘Pioneer To The Falls’ og ‘Rest My Chemistry’. Men lyder det så udfra disse brudstykker måske som årets store plade på vej? Det gør det nemt. Interpol spiller onsdag aften i København. Vi er de heldige.

Some comeback talking

jamc6ja.jpg

Jesus & The Mary Chain spillede i Royal Festival Hall i London i går aftes deres første show på engelsk jord i godt 9 år. Her er hvad blev sendt ud og afsted, helt sikkert i en hvid tornado af feedback:

‘Never Understand’
‘Head On’
‘Far Gone & Out’
‘Catchfire’
‘Sidewalking’
‘Snakedriver’
‘Happy When It Rains’
‘Levitation’
‘Blues From A Gun’
‘Between Planets’
‘All Things Must Pass’
‘Teenage Lust’
‘Some Candy Talking’
‘Crackin’ Up’
‘Just Like Honey’
‘Vegetable Man’
‘You Trip Me Up’
‘Reverence’

Auschwitz Open Air

Okay, overskriften er ikke faktuel, men blot harsk visualisering af en udtalelse, hvori Einstürzende Neubauten’s Blixa Bargeld tilstår han aldrig vil spille på musikfestivaler, da de i deres grundlæggende natur mest af alt minder ham om ja, koncentrationslejre. Heftige ord, men har man været lidt rundt, forståes hans pointe alligevel nogenlunde. For mange af sommerens festivaler er jo netop store menneskemængder stuvet sammen på små områder bag pigtrådshegn, ofte under svært trøstesløse forhold. Ubekvemheder som elendig ædelse, ussel hygiejne, miserabelt vejrlig, segretion og kø til hvadsomhelst hører til mangen en festivaldagsorden og tages for givet af brugerne, som obligatorisk del af “the festival experience”. Lad os smide stafetten videre til den stockholmske kulturjournalist og rockmusikentusiast Andres Lokko, der i forbindelse med sidste weekends druknede Hultsfred-festival, gav emnet følgende ord med på vejen i Svenska Dagbladet:

bw.jpg

“Hur vaknade du i morse? I ett genomvått tält i Hultsfred tillsammans med 24 goter kanske? Den här helgen utgör ju det officiella startskottet för sommarens rockfestivaler, denna styggelse som jag har föraktat med en nästan besinningslös passion ända sedan jag hamnade i Roskilde 1985.

Rockfestivalen uppfanns av obehagliga kaliforniska hippies sommaren 1967 och har sedan dess inte utvecklats en enda centimeter och att som rockkritiker tvingas besöka dem 40 år senare är lika obegripligt som att övertala valfri seriös konstkritiker att ringa på hemma hos familjen Zettergren för att recensera deras semesterfoton. Har du någonsin läst en vinkrönikör som föredrar ett flak ljummen folköl i campingmiljö framför en trevlig Sancerre vid ett bord med vit duk?

Camping och festivaler har inget med popmusik att göra och framför allt inte med något som en gång i tiden gjorde att jag drogs till den. Popmusik – eller rock‘n‘roll om du vill – handlar i grunden om en längtan till den stora staden, till neon och asfalt och drömmen om ett bättre liv. Det viktigaste är att den alltid strävar så långt bort från frisk luft och provinsiella dialekter man kan komma. Ty den bästa popmusiken gör aldrig som alla andra. Det är min rockjournalistiska plikt att stanna i en stilla trädgård, sprött acompanjerad av Dvorák, medan ni fryser ihjäl till Evanescence.”

we3.jpg

Pretentiøst, men ikke uden kant og humor. Men nu det her er Danmark, bør stakkels Evanescence vel byttes ud med DAD, Runrig, Beth Hart, Big Fat Snake, Johnny De Luxe, Shu-Bi-Dua, Shakin’ Stevens, vi kunne fortsætte, you know them, you loathe them, you name them. Altså de gennemgående artister hvis åbenbare sommertravlhed igen og igen trækker på, at en dansk festival som regel ikke er en social begivenhed med musik i centrum, men en kvægindhegnet byfest, hvor den rytmiske underholdning aldrig skal stikke næsen frem og udfordre til oplevelse, men udelukkende samle, bekræfte og fejre det bestående gennem massiv, rituel gentagelse. Rock on, brothers & sisters – hvem sagde tortur!?

It's no shame about Ray

p.jpg

Ofte glemt bag alle roserne til The Beatles og The Stones. Selvom de samtdig udgav sange der ikke står det mindste tilbage for hverken Lennon/McCartney’s eller Jagger/Richards’. Vi taler The Kinks, der med ‘Waterloo Sunset’ måske endda har lavet sangen over dem alle fra den tid. Et stort single-band, der dog også mestrede albummets anderledes krævende disciplin. ‘Something Else’ fra 1967, deres vel bedste, kan høres i inspirations-ekko gennem næsten hele The Jam’s karriere, men specielt på Blur’s ‘Park Life’-album, hvis letbitre men kærligt omfavnende take på et gammeldags, nu sammenfaldende England’s hverdagsliv og traditioner kommer direkte derfra. At The Kinks i musiksvære 70’ere selv led skibbrud rent kreativt, skal ikke hindre os i en markering i dag her af deres hovedsangskriver Ray Davies’ fødselsdag, med en top-10 over Kinks-sange, man seriøst skulle overveje at downloade på iTunes, hvis de altså ikke allerede haves i forvejen:

1. Waterloo Sunset
2. I’m Not Like Everybody Else
3. Wonder Boy
4. Till The End Of The Day
5. Afternoon Tea
6. There Is No Life Without Love
7. Death Of A Clown
8. Two Sisters
9. Autumn Almanac
10. Big Black Smoke