Den gode søn

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Cave.jpg

“I don’t do happy. I do angry or sad”. Således står der øverst på romantikeren Nick Cave’s MySpace-side. Og sandt at sige er det som oftest det temperamentsfulde, fra den ulmende glød til eksplosionsbranden, der er blevet doseret fra hans red right hand. Ikke mange kan som Nick Cave skrive og synge den traditionelle kærlighedssang så direkte og intenst. Og i en form, der med sit klassiske klaverspil og sine floromvundne sprogbilleder, egentlig fremstår decideret umoderne, er det noget af en bedrift, at Cave, med sin helt personlige sans for det dramatiske, for det indlevende, for den voksende grå sky på den blå himmel, igen og igen kan give sine sange så meget vitalitet, så nutidig en relevans. Hans koncert i Operaen for et år siden var et brag på samme baggrund. Der tog han et bedsteborgerligt Kulturpris-publikum på sengen, med en voldsomhed ingen syntes forberedt på, spyttende, syngende, smadrende sit klaver ud i høj, ekspresiv musik som bedst. Kulturministeren var på det nærmeste forsvundet ned under sin stol tilsidst. Jo, det var sgu’ kultur – så kan de lære det! Og om muligt endnu bedre var det faktisk året før, da han og The Bad Seeds rullede forbi København, Falkoner Salen, en fredag aften. Her brugte Cave samme specielle scenetrick og gjorde massen i den propfyldte sal til direkte modstander/modtager i de udfarende skæbneberetninger, hvor hans gode konstant kæmper mod det onde, hvor hans onde konstant kæmper mod det gode. For jo, det er den sang han synger. Og som god vin bliver den bedre og bedre med årene. Nick Cave fylder 49 i dag.

http://youtube.com/watch?v=ws4SAOo9-5w

18 tanker om “Den gode søn”

  1. Jeg tror Cave har det svært med Henry’s Dream fordi det blev lavet med en producer udefra, nemlig Neil Youngs kammerat David Briggs (r.i.p.).

    Cave har fortalt om hvordan Briggs’ navn var dukket op på nogle af hans yndlingsalbums, og at det nok var noget, men når det kom til stykket arbejdede de rædsomt sammen, og Cave kunne ikke snuppe at have en til at bestemme hvad der skulle ske.

    Men som Jens skriver – sangene er fremragende, og det er pladen i det hele taget også. Jeg elsker i øvrigt ‘The Loom of the Land’, både i egen udgave og i en af de bedste Cave-versioner, nemlig med Walkabouts som er fantastiske når de lader Carla Torgerson synge. Det gør de på den sang.

  2. Og nu var der nogen, der nævnte citronhovederne. Evan Dando har fundet en bassist og en trommeslager, og de udsender et nyt album – der bare hedder The Lemonheads – i næste uge.

  3. Hvis Nick Cave ikke kan lide Henry’s Dream, er det da underligt, så mange af sangene derfra – “Papa Won’t Leave You Henry”, “Straight To You”, “Jack The Ripper”, “John Finn’s Wife” – har været spillet så ofte ved hans koncerter lige siden?

  4. Sjovt, at du bedst kan lide Henry’s Dream. Hule-Niels selv kan ikke fordrage det album. (Jeg synes at det er okay, men ikke hans bedste.)

  5. Nej-nej, men The Lemonheads-sangen er nu heller ikke helt fortabt. Nu mandag er iøvrigt dagen hvor netop The Lemonheads’ selvbetitlede comeback-CD udkommer. Håber Evan Dando har fået sin ting op at køre igen. Grimt som drugs smadrede både hans sange og ham selv for en lang tid.

    Okay, Smølle – her er min fødseldags-top 5 over NC’s longplayers:

    1. Henry’s Dream
    2. Abattoir Blue/The Lyre Of Orpheus
    3. No More Shall We Part
    4. The Good Son
    5. Let Love In

  6. … og Jens og jeg henviste ikke til en gammel citronhoved sang, men mente naturligvis Into MY Arms. 🙂

  7. Tillykke til Ol’ Nick.

    Fødselsdags-top 7 af hans albums:

    1. Tender Prey
    2. Let Love In
    3. The Boatman’s Call
    4. Henry’s Dream
    5. The First Born Is Dead
    6. Abbatoir Blues/Lyre of Orpheus
    7. The Good Son

  8. Jeg synes faktisk at Hule-Niels kandiderer til titlen som sin generations Leonard Cohen – eller måske snarere Tom Waits. Der er en lignende blanding at det rå, det inderlige og ikke mindst det melankolske, når Tom Venter.

    Og desuden: På mange måder foregriber albummet The Good Son den ro, der folder sig ud på The Boatman’s Call.

  9. Aakjaer, “Into Your Arms” er en utrolig sang. Tænk at starte en lovesong med åbningslinien “I don’t believe in an interventionist God…” – det er der ikke mange som ville kunne få noget godt af.

    “Abbatoir” Blues – opfindsom titel til en bog/film/whatever om skilsmissr og sammenbrud i den svenske popgruppe…:-)

    Doktor, her bruger vi den helt samme beskrivelse om Abattoir Blues/Lyre of Orpheus. Det var den plade han turnerede dér, sidst i Falkoner.

  10. tillykke til Hr Cave.

    har været fan siden Murder Ballads og har hængt ved siden. Selvom nogle vil kritisere albummet der virkelig markerede hans stilskifte om man vil, musikalsk var det jo ens men lyrikken var knapt så dyster og dæmonisk, No More Shall We Part, synes jeg bestemt det er et dejligt album, hvor ovenstående beskrivelse af Hr. Cave er rimelig præcis.

Skriv et svar