Mere nyt fra den sydlige halvkugle

Hvad har alle disse navne til fælles?

Rage Against The Machine, Björk, Red Hot Chili Peppers, Arcade Fire, Interpol, Willie Nelson, the Roots, Manu Chao, the Decemberists, Arctic Monkeys, Sonic Youth, Crowded House, Air, Tiësto og Kings of Leon

?

De skal alle spille på Coachella-festivalen i USA, der begynder 27. april i år. Og I har set rigtigt – der står Crowded House. Og så endda kun få måneder efter dvd-udgivelsen af gruppens afskedskoncert. Den besætning, der var bag gruppens efter manges mening bedste album, Together Alone, er sammen igen. Dvs. Neil Finn, Nick Seymour og Mark Hart – men desværre ikke Paul Hester, der døde på tragisk vis i 2005. Heller ikke Tim Finn ser ud til at være med.

Mark Hart forsøgte sig efter tiden i Crowded House som medlem af noget så skummelt som Supertramp, men der skal jo brød på bordet. (Jvnfr. Tommy Stinson.)

Der kommer endda et nyt album, Time On Earth, produceret af Ethan Johns – søn af Glyn Johns og bedst kendt som produceren bag f.eks. Ryan Adams.

Se http://centralvillage.blogs.com/cv/2007/01/crowded_house_r.html.

Se også http://www.billboard.com/bbcom/news/article_display.jsp?vnu_content_id=1003535555.

7 tanker om “Mere nyt fra den sydlige halvkugle”

  1. Together Alone er nemlig virkelig herlig. Det er også den eneste plade der er barberet for kedelige pubnumre som ‘Chocolate Cake’, ‘It’s Only Natural’, ‘Something So Strong’, alle de lette og en smule BFS-agtige ting som Neil Finn vist kan skrive i søvne.

    Den er særligt god i de helt atmosfæriske numre der klart er påvirket af Youths erfaring med syrehovederne i The Orb.

  2. Together Alone sætter enhver McCartney-sammenligning til vægs – stor plade dengang som nu.

    Hørte J&TMC’s Psychocandy for første gang i lang tid i weekenden – det var sgu’ godt at høre den igen. Langt bedre end husket.

  3. Together Alone var det album, der for alvor viste, hvad Neil Finn kunne bedrive. Ikke alle kan lide Youths improvisations-agtige arrangementer og ekspansive lydbillede, men for mig at se var det netop dét aspekt, der skulle ændres, for at Crowded House kunne løfte sig op for alvor. De tre foregående albums havde også en hel del gode sange, men Mitchell Frooms produktion var alt for flad og lukket.

    Neil Finn minder langt mere om Lennon end om McCartney – og ikke kun hvad sangstemmen angår. Prøv at høre hans soloalbums, især One Nil. De tre sidste sange på One Nil er en af de bedste album-afrundinger, jeg kender.

    Også Tim Finn har lavet gode soloting, men Neil Finn er dog klart den mest interessante af brødrene.

  4. Jo, og det er jo fantastisk! Deres sidste album Munki var et af deres bedste, håber der er nyt musik på vej.

    Hvad er det med CH – lyder ok i radioen, men også lidt kedeligt? McCartney Light?

  5. Supertramp. Ak ja, hvad skal man dog sige?

    Måske blot at alle veje er forbundet – som et af mine tidligere indlæg viser. Vi hylder David Bowie og afskyr Helmut Lottis musik, men vejen mellem de to er forbløffende kort.

    Mark Hart er ærkeeksemplet på en studiemusiker, der har ambitioner om at lave sit eget, men mest ender med at spille for andre. Herhjemme kunne man tænke på f.eks. Povl Kristian eller Mikkel Damgaard. Mark Hart har forresten lavet et soloalbum tilbage i 2002. Musikken minder (i al fald de numre, jeg har hørt) en hel del om Tim Finns soloalbums. Hæderligt, men ikke fantastisk. Til gengæld er manden en god guitarist.

  6. God nyhed, og godt Tim Finn, der aldrig har klædt Crowded House, ikke er med.

    Bliver interessant at høre, som altid med døde bands der genoplives, om der virkelig er liv eller kun en paradekørsel i tom vogn ned af Memory Lane.

    Skal man ikke for Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Den Haag, før man har udstået sit medlemskab af Supertramp?

    “Brød på bordet”, Pastor – det argument kan selv Saddams vindjakkeklædte bødler bruge…

Skriv et svar