Første indtryk af Strokes

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-strokes.jpg

Fame, fame, fatal fame! Før Strokes udsendte 2001-debut’en Is This It, var de allerede af den samlede internationale musikpresse blevet hyldet som guitarrockens frelsere. Dén første plade ændrede overordnet set ikke på meget, men var dog i sig selv et nødvendigt, forfriskende åndehul af kort, tungen-lige-i-munden New Yorker-rocknroll, lavet i en tidsmaskine, der gik hele den lange vej tilbage til 1977.

Så at der for Strokes var tale om fremragende revisionisme, mere end om egentlig udvikling af rocknroll, herskede der med det samme ingen tvivl om. Is This It var medrivende lytning, men mest fordi bandet gjorde sin popart-ting så helhjertet og fordi Julian Casablancas attitude som sanger var fremragende udtryksfuld.

Men det er ikke nemt at gå med lyset. Efterfølgeren Room on Fire blev til under store forventningspressede besværligheder. Man prøvede først en tidligere Radiohead-producer, for siden at vende tilbage til Gordin Raphael’s lyd og identiske opskrift fra Is This It. Nu hvor verden havde vænnet sig til hans sound og tilgang, lød Strokes pludselig lidt gammeldags og – hvad værre var – bange for at komme videre i teksten.

Vel var der gode øjeblikke på Room on Fire, og Strokes gav efterfølgende en cool koncert i KB-hallen i København, men deres momentum var alligevel gået tabt. De nye stjerner havde vist menneskelig svaghed, hvilket måske er okay for almindelige dødelige bands, men ikke for verdensfrelsere. Og det var jo nærmest det Strokes var kommet til os som.

I går udkom First Impressions of Earth, Strokes “svære” 3’er, som lægger yderst overbevisende ud med nogle catchy, direkte sange, skåret skarpt og helt ind til benet. Men alt for hurtigt sætter store problemer ind og Strokes slår sig siden som en hest i tøjret henover resten af pladen. At produktionen er blevet mere hi fi-konventionel klæder især ikke pretty-boy-sanger Julian Casablancas, der, stående alene og bar i forgrunden, forgæves prøver at træde vande og få tiden til at gå.

Det er materialets kvalitet der udgør hans største problem. “I’ve got nothing to say” vræler Julian et sted, og ironien er pinagtig svær at få øje på. De sange, der i de 6-7 værste tilfælde vel knappest kan kaldes sange, har en melodisk kluntethed, som ikke engang Nick Valensi og Hammond Jnr’s opfindsomme guitararbejde kan skjule. Man bruger en cello i én sang, et gammelt omkvæd fra Barry Manilow’s “Mandy” i en anden. Ligemeget er det. Strokes, der var indbegrebet af strømlinet lethed, fremstår trætte, rådvilde, tunge.

“The End Has No End” hedder en af de bedste sange fra Room on Fire. En titel der gør ondt, når man lytter til First Impressions of Earth, hvor den endelige afslutning for Strokes som band synes lige om næste hjørne.

Normalt spilder vi her på siden ikke plads og entusiasme på udgivelser der decideret skuffer, men Strokes har tidligere givet så gode oplevelser, at selv deres forfald fortjener en vis opmærksomhed. Og så er åbningsnummeret “You Only Live Once” sammen med “Heart In A Cage” – trods alt – næsten indgangsprisen værd.

13 tanker om “Første indtryk af Strokes”

  1. Jens vandt ingen Gaffa priser, men han er en bedre sanger end Steffen Brandr (!!!!!!)

    Ser frem til mit kommende musik rum. Lyder så hyggeligt, når i fortæller……….

  2. Da jeg flyttede for nogle måneder siden, fik jeg muligheden for at indrette et musikrum. Der står nu omkring 2500 vinylplader og en stak CD´er, men stuen må dog stadig stå for skud til størstedelen af CD-samlingen. Har overvejet det med harddisken, men det er bare ikke helt det samme, selv om det nok kommer en dag.
    Ligsom Yugo Star har jeg også sagt farvel til en stor del af mine musikmagasiner. Ellers skulle der jo have været kørt en ekstra gang med flyttebilen :-).

  3. Jeg er ved at flytte – og CDer er det umuligt ikke at være særligt øm overfor i både paknings- og oprydningsprocessen.
    Jeg har forsøgt at skille kraftigt ud i min samling, hvilket resulterede i at jeg solgte 12 CDer og købte 14. Det blev der jo så ikke ryddet op af.
    Jeg vil med andre ord også ha’ et musikrum – selv om jeg med blødende hjerte har dumpet min groteske samling af gamle musikmagasiner i en papircontainer.
    Jeg havde et sandt bibliotek som nu er sendt til de evige jagtmarker. Hvad gør man ikke for at skåne ryggen hos ens flyttehjælpere!

  4. Hr. Pastor. Man skal bare have sig et cd-rum, når man nu har så mange af dem… (Det er mit næste projekt, nemlig…)

  5. Hmm, det kunne være, at man skulle lytte lidt på “Room on Fire” igen og glæde sig over det næstbedste Strokes-album. Men mon dog ikke, at “First Impressions…” alligevel finder vej til min iPod..?

    Med lidt bange anelser kommer jeg til at tænke på Interpol fra samme tidsmæssige NY-generation, der har den ‘svære treer’ til gode. Toeren nåede nok ikke etterens højder, men var stadig et kanonalbum i sig selv, der viste en udvikling, synes jeg. Seneste nyt er vist en remix-EP fra slutningen af 2005. Nogen der ved noget om, hvornår der ellers er noget i vente?

    I forbindelse med snakken om iPod og iTunes kan jeg anbefale tjenesten på http://www.last.fm (tidligere Audioscrobbler).

    Det er en ganske smart tjeneste, hvis man hører musik på sin pc – f.eks. via iTunes, Windows Media Player eller Winamp – og gerne vil følge med i, hvad man lytter til. Ved at installere en plugin i sin musikafspiller, sendes der information til last.fm, hvor der genereres oversigter på ens personlige side. Der genereres personlige lister over mest hørte sange og albums den seneste uge og løbende, samlede lister. Man kan tilføje sine bekendte til en friends-liste og holde øje med, hvad de lytter til, og den musik, man selv har lyttet til, matches med andre brugere (neighbours) og en personlig radiostation, hvor man kan få forslag til, hvad man eventuelt kunne være interesseret i. Jeg er en gang i mellem blevet inspireret til navne, jeg ikke kendte i forvejen, eller blevet mindet om, at det nok var en god ide at høre mere på et album, som jeg lige havde glemt.

    Og ja, der er vel reelt tale om en art spyware (men af den ikke-ondsindede slags, skulle jeg mene), og nej, jeg har ikke økonomiske interesser i tjenesten 😉 God fornøjelse, hvis I prøver den.

  6. jo jo hr pastor – jeg har selv omkring de 1500 og har grundet en flytning været igennem frygtelige kvaler. Skulle man knalde dem i en harddisk? Skulle man blot nøjes med at opfriske ipoden fra dag til dag? Skulle man ligefrem “flå sine hjertebørn fra hinanden” og smide dem i en kuffert med plastlommer?
    Altsammen pladsbesparende – jo jo – men på trods af, at jeg ikke ligefrem sidder og kigger på dem hver dag – så er det endelig blevet bestemt, at de fortsat får lov at hænge i deres reoler på væggen… i al sin pragt!!! Nu endda med så megen plads at der kan udbygges 😉
    For at citere fruen – så sagde hun, da hun opgav ævred, at “det da altid var noget, at det ikke var 1500 pokaler jeg har!”

  7. Jeg har 1500 cd’er, så jeg når aldrig at kigge på dem. En 200 gigabyte harddisk fylder ikke mere end en stabel på 15 cd’er og kan rumme alle 1500 albums!

  8. Strokes ser ikke så stærke ud længere, men hvis de havde holdt fast i stilen fra de to foregående, ville de bare blive beskyldt for at stå i stampe.
    En af mine venner sagde efter den forrygende koncert i KB hallen; “Hvor var det fedt at se dem nu. Om et par år er det nok ikke så godt”. Hvor havde han ret. Måske fordi specielt Julian Casablanca udstrålede en ungdommelighed, der bare ikke kan fastholdes i flere år.
    Når det er sagt synes jeg, at det andet album Room On Fire er undervurderet. Sange som “Reptilia”, “12:51”, “Under Control” og specielt “Automatic Stop” og “Meet Me In The Bathroom” er fantastiske. Medrivende rock ‘n’ roll med underfundige, humoristiske tekster. Jeg tror, at grunden til at den ikke helt var op og ringe var, at den skulle følge op på Is This It, som var en total opvisning med 11 fremragende numre.

  9. Cd’er og plader er altså bedst. Elsker at kigge på mine hver dag:-)

    Men øv altså med den Strokes plade. Har godt læst et par dårlige anmeldelser andre steder… Må lige lytte til den alligevel.

  10. Jeg køber efterhånden selv mere på iTunes end i cd-forretninger. Min iPod er efterhånden blevet min væsentligste kilde til musik i dagligdagen.

  11. Tak for anmeldelsen, Jens. Du har lige sparet mig 130 kr. 😉
    Nu hvor man er blevet ipod-ejer skal man måske oftere til at nøjes med blot at hente de bedste numre fra de mere tvivlsomme albums på iTunes!

Skriv et svar