Ikke sjovt igår aftes at erfare sit eget Champions League-vinderhold ydmyget af åh-så-skræmmende Crystal Palace i den lille engelske pokalturnering. Efter Premier League-blamagen mod Fulham i lørdags var det nu, at kursen mod bedre tider skulle genfindes, men det skete ikke, tværtimod. Sommerens efterhånden meget diskutable forwardindkøb Peter Crouch forlod for 11. gang banen uden at score og Djimi Traore lavede vel sine sædvanligt nervøse klovnerier da han kom ind i den 2. halvleg, som ifølge kampreferater bød på noget af det mest tandløse spil længe set, hvilket altså ikke siger så lidt! Eneste opmuntring er, at SÅ ringe som det går på hjemmefronten, må L’pool være ret sikre på igen at kunne vinde den Champions League-turnering…:-/
Heldigvis så jeg kun begyndelsen af ovennævnte hjertekval. Var istedet med Sanchez på Christiania til en velgørende og superskarp koncert med Editors fra Birmingham. Kritikere af bandet (hej til Pastoren) synes det hele er hørt lige sådan og bedre før, hos både Joy Division og Interpol. Men som Editors fremstod i går, med kun stærke sange og en på alle måder elektrisk fremførsel af dem (“Camera” og “All Sparks” var nok allermest eksplosions-intense), hersker der for os, som var tilstede i det overophedede rum, ikke tvivl om, at bandet laver hvad de gør af alle de rigtige grunde, og at man har kvaliteten til at overleve alverdens Kaiser Chiefs, Futureheads, Bloc Parties, Maximo Parks, Brakes, Franz Ferdinands, Zutons, Arctic Monkeys, You Fucking Name Them – det blev en lysende aften i mørket fra Liverpool.
Nah, det var nu mere Morrisseys hårdnakkede nægten af at forklare hvad det egentlig var han ville med sange som ‘Asian Rut’, ‘Bengali in Platforms’ og ‘We’ll Let You Know’, der nok var ugennemtænkt. Det havde været nemt at komme ud og forklare hvad det egentlig var han ville med sangene, være empatisk eller kynisk. Han valgte så at stå fast på sin ret til at være tvetydig, og fint, men lige emnet racisme egner sig bare ikke specielt godt til tvetydighed. Derfor synspunktet om at han ikke var uden egen skyld. Vi kender jo Morrissey: man kender ikke meget til hans private person, men stædighed er et af hans meget genkendelige træk 🙂
For god ordens skyld – lige omkring Madstock-postyret var det da i høj grad NME der skød langt over målet; jeg er selv pænt sikker på at hans Union Jack-ting udelukkende var for at tage pis på BNP-tåberne der var blandt Madness’ publikum (hvilket også virkede). Ellers ville han jo ikke have stået og draperet sig i det, med guldlaméskjorte på 😉 Men også her havde han muligheden for at sige helt direkte hvad det var han mente, men lod være. Han har selv kunnet undgå en god del af dem dårlige pr han havde i de tidlige 90’ere. Han gjorde det så tildels med ‘Speedway’, men selv den sagde han efterfølgende ikke var om NME, tvetydig som altid.
Morrissey var på dette tidspunkt, efter madstock (flag episoden) ved at “breake amerika” og eftersom alle medierne i UK med NME i front, udskreg Morrissey til at være rasist og det der var værre. Kan jeg egentlig godt forstå han forblev tavs, for lige pludslig blev hver eneste linje og tekst han havde sagt, endvidere skrevet, fortolket og gransket til det latterlige. Og hvad var det egentlig Morrissey, havde gjort. Tja han viklet sig ind i et Union Jack flag, foran et Madness publikum, hvor der også var højrefløjs skinheads til stede.Hmm, ingen brokkede sig da Noel Gallagher til til Oasis´, på det tidspunkt største koncerter på Maine Road kom ind med en guitar der var malet som Union Jack eller da krydder silden Geri kom ind i en kjole der var formet som Union Jack. Nej der var det lige pludslig “Rule Britania” og “Brit Pop”.
Imo udøvede NME virkelig heksejakt på Morrissey og jeg forstår egentlig godt han forblev tavs.
Hmmmmm – hr. Morrissey var vist ikke helt uden skyld i det intermezzo med NME. Han gik jo selv totalt i baglås og iførte sig en uklædelig offerpositur, med et forfølgelseskompleks der ikke lod nedenfor omtalte hr. Public Enemy meget tilbage at ønske…
En anden ting er, at hvis hr. Unmack virkelig havde nedgjort Zutons, ville han have været i sin gode ret. Magen til… men dem kan NME nu stadig godt lide. Lidt sært.
Hr. Unmack og hr. Rozzer skal dog nok have ret i at de fleste af disse bands vil stå i mindre flatterende lys om et år eller to. Et bud herfra: Dogs, Maximo Park og Arctic Monkeys 🙂
Puha Morrissey. Korsfæstelsen af Mozzer, kostede også en NME del point og en læser i undertegnet. At de så (lidt, ligesom The Sun og de glemte 96)har dækket sig ind under vandet undskyldninger, indtil Morrissey endelig tilgav og stillede sig op til interview. Hvorefter NME straks lavede en kovending og praisede Morrissey, hvilket de forgangene år, bestemt ikke havde gjort.
Mht. Editors håber og tror jeg på at de kan bære presset. Hard-Fi bliver også spændende at følge, er meget begejstret for Stars Of CCTV. Arctic Monkeys udsender debuten i det nye år. Bliver spændende om de kan leve op til “I Bet You Look Good On The Dancefloor”, nr 1 på hitlisten i UK og forsideplads på førnævnte NME. Franz Ferdinand bliver jeg mere og mere glad for og de har fulgt op på kæmpesællerten i fin fin stil.
Så der er nok at se frem til, og så må vi håbe at de førnævnte bands kan bære presset. For hvem husker engentlig Menswe@r, Northeren Uproar, Echobelly, Sleeper, Shed Seven (hmm, hvem sagde The Killers), Gay Dad, Ocean Colour Scene, Mansun, Cast osv osv? De fik også mangt og meget spalteplads og hitlisteplaceringer.Så lad os nu se…
Ps. Har med vilje ikke nævnt Gene under de “Brit Pop” bands der led skribenternes og publikums død. Dette er gjort fordi Gene står mit hjerte og anlæg utroligt nært 🙂
Hr. Vedder. Hr. Unmack mente ikke at ville rakke de omtalte bands ned. Han nævnte dem kun for at illustrere den myriade af nye engelske guitarbands der lige nu skyder op, og med afsæt deri erklære Editors som tilhørende den absolutte top of the pops blandt disse. Andet album er rigtig nok der hvor fårene skilles fra bukkene, og tunge forventninger vil blive lagt på uprøvede skuldre af de 4 unge mænd vi så igår. Mig, jeg tror de kan bære.
PS – Hr. Unmack læser aldrig NME. Efter den avis’ Jørgen Leth-lignende korsfæstelse af Hr. Morrissey for mange år siden, så gad han ikke det længere.
Enig i de generelt positive kommentarer til koncerten i går. Et rigtig godt sammenspillet band med masser af energi. Hvis forsangeren ville holde op med at stå og stemme sin guitar mellem næsten alle numre, ville jeg blive glad.
Forstår ikke hr. Unmacks frontalangreb på en række i øvrigt glimrende bands. Han læser vist for meget NME, når han ryger med på hypen af et nyt band og nedpilning af andre. Det falder mig for brystet, at Franz Ferdinand skal nedgøres, når de netop har leveret et glimrende andet udspil. For de fleste bands er andet udspil jo det svære, fordi man på kort tid skal levere en opfølger til noget materiale, man givetvis har arbejdet på i lang tid. Franz F har netop klaret den hurdle med bravour. Den hurdle mangler eksempelvis Editors endnu at vise, at de kan klare.
Hej Jens. Yep – det var under ekstranumrene jeg så dig i bar-området.
Godt at høre, at Ian M & co. formentlig leverer deres traditionelle koncert-afslutning. Det plejer at være en smuk afslutning.
Der florerer i øvrigt koncertoptagelser fra d. 7. oktober på nettet (både “Simme” og Jens´s sæt).
Faktisk er Jens & co. endnu bedre end jeg huskede det (skarpt iagttaget fra den bagerste bar i vega). Jeg huskede ellers fredagen som om, at Mikael Simpson var mere velspillende end Jens & co., mens Jens & co. spillede kanon om lørdagen. Men jeg må med glæde rekapitulere, at det også var en solid koncert om fredagen. Jeg er vild med det nye arrangement af Kræmmersjæl.
Hey Billy Budd – du må have spottet mig i baren omkring ekstranumrene, for under selve settet stod jeg højest 2 meter fra bassisten, på højre side af scenen, og der var udsynet alt andet end begrænset!
Echo & The Bunnymen spillede ikke “Ocean Rain” på tour-debuten i Nottingham, men til gengæld var den på 2 aftener efter oppe i Glasgow, så mon ikke den bliver!?
5/6 i Gaffa: http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=30443
Det var bestemt en energisk og velspillet koncert igår.
Men hvor det dog en pestilens når loppen er udsolgt – altså hvis man vil se noget. Der hvor Jens stod, var der yderst begrænset udsyn – men til gengæld var baren snublende nær 🙂
Nu venter det gamle kanindrenge fra liverpool. Det kan kun blive godt. E&TB er altid forrigende live. her er en yderst aktuel setliste.
Going up (Crocodiles)
with a hip (Heaven Up Here)
stormy weather (Siberia)
show of strenghth (Heaven Up Here)
dancing horses
the disease (Heaven Up Here)
scissors in the sand (Siberia)
all that jazz (Crocodiles)
back of love (Porcupine)
the killing moon (Ocean Rain)
in the margins (Siberia)
never stop (b-side. Med på Live In Liverpool)
villiers terrace (Crocodiles)/summer wind/roadhouse blues
of a life (Siberia)
rescue (Crocodiles)
the cutter (Porcupine)
nothing lasts forever (Evergreen)/walk on the wild side
lips like sugar (Echo & the ..)
Overraskende at de kun spiller et nummer fra Ocean Rain. De
plejer ellers altid at slutte af med nummeret Ocean Rain.
Solid sætliste, men jeg kunne godt have ønsket mig noget fra “What Are
You..” og flere numre fra deres fænomenale come back album Evergreen.
Efterhånden som indtrykkene lagrer sig fra i går, synes jeg også, at “Open Your Arms” blev givet i en meget intens udgave.
Og nederlagt til Palace, vil jeg forbigå i velfortjent tavshed. Puha point imod West Ham er much needed
He he, Jens.Er vi ved at nærme os en debat omkring den “nye” engelske bølge?
Havde desværre ikke råd til at tage turen til Kbh igen, efter fadølsfesten i betonen i fredags. Men jeg regner da med at være på plads når Franz Ferdinand og ikke mindst Arctic Monkeys spiller op til dans. Arctic Monkeys tegner til at være et ganske spændende bekendtskab og deres første 45 gik da også ganske fortjent direkte ind på 1 pladsen i good old engerland. Ellers har jeg genopdaget Bloc Party, og syntes faktisk deres debur er udemærket. Men med både Hard-Fi, Editors, Bloc Party, Dead 60s, der alle har smidt ganske fortrinelige debuter på banene, sammenholdt med skiver fra Franz Ferdinand, Ordinary Boys så ser det ud til at de unge guitarorienterede bands igen har fat i pladekøberne/downloaderne. Og det er imo ganske fortræffeligt, når vi i de sidste år, har været stopfodret med overproduceret amerikansk macho rock, der intet har på hjertet og intet har at tilbyde.
Og med nydheden om at His Mozzness allerede smider en ny skive ud til os i det nye år, sammen med ventede opfølgere fra Kasabian, The Streets, The Killers g andre, så lever musikken i bedste velgående.
Live var Editors bestemt en rigtig god oplevelse. Pladen er god, men live fik den et velplaceret, ekstra tight hug. Jeg havde godt nok ikke ikke lige forestillet mig, at forsangeren har sådan en Josh Rouse-lignende statur efter at have hørt på stemmen i nogle måneder!
Hedt var der på Loppen, helt ekstremt. Beklager dog, at jeg i aftenens døende minutter fokuserede vel meget på heden og ikke bevarede overblikket 😉