I rummet kan ingen høre dig tvivle

soundsofthe

Der var engang tre englændere sidst i fyrrerne, der mødtes som så ofte før.

– Jeg har skrevet nogle temmelig indadvendte sange, sagde den ene.
– Hvis jeg skal synge dem, vil jeg også have nogle af mine egne med, sagde den anden.
– Jeg vil ikke lægge mig ud med nogen af jer; jeg har allerede lagt mig en del ud. Når I er klar, skal jeg nok gå hen og trykke på knapperne, sagde den tredje.

Og så lavede de et album, der måske er opkaldt efter en kendt pladebutik i London. Det var hæderligt, og mange købte det da også, men det var ikke så godt som dét, der kom før.

3 tanker om “I rummet kan ingen høre dig tvivle”

  1. Og de brugte rigtig lang tid i deres studie, for den ene havde købt en masse nyt udstyr. det viste sig dog at det helt ligegyldigt, for de havde desværre for lidt tid på at lave gode melodier inden.
    Måske defor kaldte de albummet for sounds of the universe, da det absolut ikke kunne hedde Songs of the universe.

    P.S. men A-ha skulle være på vej med nyt, og det syntes jeg nu de klarede rigtigt fint sidst de forsøgte sig

Skriv et svar