Sidste uge blev der her talt om såkaldte “guilty pleasures”, altså de underlødige, måske direkte pinlige ting man undtagelsesvis holder af, egentlig helst ikke vil kunne lide, og da slet ikke kan stå ved. Det var da i forbindelse med en diskussion om tyske Sandra, hende med Maria Magdalena-europophittet fra 1984. Synes nu ikke Sandra er så tåkrummende endda, men det gør de fleste andre vist. Well, kom ialfald til at tænke på guilty pleasure-begrebet igen, da jeg i dag åbnede op for Stadium Arcadium, den nye Red Hot Chili Peppers-cd. For er de måske et band man har lyst til at indrømme man bryder sig om?!? Jeg mener….deres lede funknumre, deres junk-romanticisme, deres sportsrock-afklædte MTV-videoer, deres superamerikanske tekster, og så tilmed ham, den creepy, slangetungeviftende bassist! I min verden er Red Hot Chili Peppers langt pinligere at kunne lide end Sandra.
Men hvordan det så end sker, laver RHCP altså desværre/heldigvis helt fantastiske stille sange. Soltørrede, intime ballader der emmer af længsel og indian summer. Spillet og sunget med en naturlig selvsikker ydmyghed. Og bandet producerer tilmed efterhånden også de fremragende rocknumre, med klassiske pophooks og forløsende omkvæd, der vil det hele. “By The Way” fra forrige album var sådan et fænomenalt track, og pladen den kom fra af samme navn, var nok den jeg selv hørte mest den sommer, for snart 4 år siden. Hvilket jeg slet ikke er stolt af at indrømme. Men sådan var det altså. Kan ikke lyve altid om de her ting.
Nu er RHCP så igen ude med en ny samling sange, hele 28 faktisk. Den engelske avis The Independent tildelte i forgårs den Rick Rubin-producerede Stadium Arcadium max-karakter og en medrevet Kim Skotte gav lørdag i Politiken ligeledes 6 ud af 6 hjerter. Hvilket jo lover mere end bare sådan okay godt. Har så ikke selv fået hørt hele pladen endnu, men indtil videre lyder den altså imponerende god. Selvfølgelig, nu det er RHCP, er der de 2-3 obligatoriske funk-workouts, man nemt kan gå ned over. Men ellers kommer materialet med et sjældent melodisk overskud og indfølt levering af specielt superguitarist-fænomenet John og libido-sanger Anthony, ham med den nære stemme uden rumklang. Så ved det ikke endnu, måske det slet ikke går så galt, men Stadium Arcadium kan meget vel blive sommerens soundtrack her – jeg skammer mig allerede!
Det går hastigt ned af bakke for NME (og Q, Mojo og Uncut etc). Det er snart ikke andet end endeløse (meningsløse?) lister (Cool people / Best haircuts / Top 10 ringtones) eller tema artikler om rockens grå guld (Dylan, Stones, Lennon/McCartney).
The Wire er kedelig, Word et ok alternativ til Uncut, men hvis nogen kan anbefale et tidsskrift som er værd at tjekke ud, så er jeg modtagelig!
I det nye nummer (May 13th) kårer NME over 9 sider de 50 største heroes i Rockmusikken. Det der gør det relevant for denne tråd er en lille rubrik Rock Villains, der giver Anthony Kiedis følgende IMHO så præcise skudsmål:
He’s been groaning the same Californian, slap bass bollocks since the 1980s, and his best song was bettered by All Saints. Time to put a shirt and trousers on, probably.
Indløbsrækkefølgen blev i øvrigt:
50. Shane MacGowan
49. Prince
48. Patti Smith
47. Keith Richards
46. Johnny Cash
45. Jimmy Page
44. Iggy Pop
43. Frank Black
42. Bruce Springsteen
41. Paul McCartney
40. Brian Wilson
39. Marvin Gaye
38. Billie Joe Armstrong
37. Elvis Presley
36. Syd Barrett
35. Antony Hegarty
34. Shaun Ryder
33. Kim Deal
32. Neil Young
31. Marc Bolan
30. Johnny Rotten
29. Jarvis Cocker
28. Courtney Love
27. Johnny Marr
26. Dave Grohl
25. Alex Turner
24. Bono
23. Billy Corgan
22. Jimi Hendrix
21. David Gedge
20. Alex Kapranos
19. Elliott Smith
18. John Lennon
17.´Julian Casablancas
16. Bob Dylab
15. Axl Rose
14. Matt Bellamy
13. Joe Strummer
12. Jack White
11. Richey Edwards
10. Ian Curtis (stemt på af Shaun Ryder)
9. Ian Brown (stemt på af Liam Gallagher)
8. David Bowie
7. Noel Gallagher (stemt på af Richard Ashcroft)
6. Thom Yorke (stemt på af Slash(!))
5. Carl Barat (stemt på af Morrissey)
4. Liam Gallagher
3. Morrissey
2. Pete Doherty
1. Kurt Cobain
Jeg havde ingen intentioner om at tale om indholdt på albummet, Kramer.
Og undskyld mig, Eddie, hvis de fordomme du omtaler, har noget med min kommentar at gøre.
Willie Dixon har sagt det bedre før mig:
“You Can’t Judge A Book By Looking At The Cover”
You can’t judge an apple by looking at a tree
You can’t judge honey by looking at the bee
You can’t judge a daughter by looking at the mother
You can’t judge a book by looking at the cover
Oh can’t you see, oh you misjudge me
I look like a farmer, but I’m a lover
You can’t judge a book by looking at the cover
Oh come on in closer baby,
hear what else I gotta say!
You got your radio turned down too low
Turn it up!
You can’t judge sugar by looking at the cane
You can’t judge a woman by looking at her man
You can’t judge a sister by looking at her brother
You can’t judge a book by looking at the cover
Oh can’t you see, oh you misjudge me
I look like a farmer, but I’m a Lover
You can’t judge a book by looking at the cover
You can’t judge a fish by lookin’ in the pond
You can’t judge right from looking at the wrong
You can’t judge one by looking at the other
You can’t judge a book by looking at the cover
Oh can’t you see, oh you misjudge me
I look like a farmer, but I’m a lover
You can’t judge a book by looking at the cover
(C) Willie Dixon.
God vind til Jens og bandet i aften…
Det må ikke være nemt at leve med så mange fordomme….
Men jeg er da enig i at coveret er rædselsfuldt.
“Vermouth skrev:
Det er da et umådeligt grimt cover det album har….. ”
Never judge a book by its cover…or a record.
puha, Jens. en rigtig stinker du her fik lagt!!!
Det må man sige. Med det cover burde pladen enten have heddet Now That’s What I Call RHCP eller Absolute RHCP.
Måske det allermest i stil ligner R.E.M.’s Out Of Time. Det ser heller ikke så heldigt ud.
Det er da et umådeligt grimt cover det album har…..
Jeg havde egentlig lyst til at købe Stadium Arcadium i dag, men blev enig med mig selv om at det var en tand for cheesy – men hvis Jens Unmack ikke er for fin til det er jeg sgu heller ikke! (sålænge det bliver mellem os).
Red Hot Chili Peppers var pinlige engang med deres underlige sexistiske/pjattede attitude, men deres seneste albums har vist at de faktisk er nogle dygtige musikere og endda kan skrive sange. Flea er en underlig bassist at skue, men han er samtidig en mere en almindeligt dygtig musiker.
(Det er lidt som med en filmskuespiller som Jim Carrey. Ham kunne jeg engang ikke fordrage, men så så jeg “The Truman Show” og “Evigt solskin i et pletfrit sind”. Han kan jo godt spille uden at overspille, hvis instruktøren tør tale ham til rette.)