Lyden af sølv

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-silv.jpg

Det er såden her det er: Nummeret starter med en steady beatbox. Langsomt arbejder Kraftwerk sig ind med en dunkende opdatering af det effektive synth-basstema fra Mensh Maschine’s Die Roboter. Vi får også det store, bølgende keyboard-gardin fra Trans Europa Express. “Rigtige” samplede trommer supplerer op. Flere menneskestemmer messer, ikke ulig Talking Heads omkring Remain In Light. De ændrer karakter og lyder nu som David Bowie når han eksperimenterer mest, som på Lodger. Efter dette entrerer New Order’s stålsatte maskinpark. Så mere Heads og Bowie, og dernæst et pigekor a la New York-gruppen ESG, dem der udsendte en minimalistisk pre-hiphop-EP på Factory, nok i 1980. Pigerne holder op, en klikkende elektrisk guitar tager over, til Die Roboter-temaet igen trænger sig på. Skæve violiner stiger ud af intet, og efter godt 7 minutter slutter Get Innocuous!, første nummer på LCD Soundsystem’s nye album Sound Of Silver, ikke med et elektronisk brag, men med hestehårs disharmoniske klynken.

Ovenstående beskrivelse er sigende for hele LCD Soundsystem’s nye udgivelse. Der er konstant tale om state of the art gennem skarpe referencer og parafraser over de seneste 30 års rytmiske musik. Sjældent at høre et album, hvor man som lytter i den grad kan identificere konkret inspiration bag de så heftigt snurrende rundgange. En moderne lyd, skabt af vraggods fra en allerede forgangen tid. Vi er mest tilbage, hvor ny elektronik og sulten rockmusik slog følge, lige omkring start-firserne. Hvilket ikke er ufarligt. For dette kunne så nemt blive intetsigende, kedeligt, genre-nostalgisk, hvis ikke LCD Soundsystem på Sound Of Silver netop blandede op med krads nutid, i form af både selvstændig og økonomiseret sangskrivning, samt intens vokal. Tidens skingre tone bliver slået hårdt an i North American Scum, endnu en amerikansk sang – Clap Your Hands Say Yeah! har netop afsøgt samme vinkel – om skyld, over personligt tilhørsforhold til verdens mest forhadte nation.

Og sådan folder det sig ud, i en sjælden energisk musik, der sine utallige inspirationskilder til trods dog mest er helt sin egen. LCD Soundsystem har med Sound Of Silver, fra grænselandet mellem elektronisk legesyge og moderne rocknroll, udsendt et album, der kommer meget vidt omkring. Udfarende musik med hjertet på rette sted og pladesamlingen helt i orden – kan det ønskes bedre?

21 tanker om “Lyden af sølv”

  1. Vermouth, jeg undlod det meste af teksten til Losing my edge da den var så fandens lang.

    Brett A koncerten fik tæv af Henrik Q i Ekstra Bladet.

  2. Nyrevideret blog fjernede mit seneste indlæg, så jeg lander lige linket til en anmeldelse fra JP igen:
    http://www.jp.dk/kultur/artikel:aid=4311466/

    Derudover lidt sjov sakset fra nærværende side. Sådan går det, når de voksne leger:-)

    Denne blogs forfattere udtaler:

    Det nye album er en fiasko. Teksterne er rent genbrug, og det er de samme tre akkorder, der går igen gennem samfulde 17 numre. Musikerne var uinspirerede og forsøgte at sabotere indspilningerne. Produceren var åndsfraværende og på trommesættet var der en reklame for et supermarked.

    Undgå!

  3. Uhhh, new layout? Det ser da fint ud, men hvor blev alle de fine billeder af?

    Mht LCD Soundsystem….imponerende god plade! Kæmper i mit hovede med Arcade Fire “Neon Bible” og The Good The Bad And The Queen om at være årets bedste…so far..

  4. Tror ikke Iben er den eneste der flyver stadig. Synes selv det var en god koncert, dog lidt underligt at komme til en koncert hvor man ikke kender hovedparten af det det bliver spillet og alle de andre er i samme båd. Men det gav bare koncerten en anden dimension. Men må sige at det nærmest overtændte publikum da det hele endte i Suede.

  5. Ja KB Hallen står også på mit søndagsprogram.
    AF i Vega ville have været fantastisk, men mon ikke de er et af de få orkestre der kan formå at løfte selv KB Hallen til stjernerne?
    Ligesom Radiohead sidste maj…

  6. Ja, det bliver til Arcade Fire på søndag, selvom jeg er meget skuffet over koncerten er flyttet.
    Hvorfor skrives der ikke om den fantastiske Brett koncert igår. Eller er det bare mig, der stadig flyver…

  7. Jeg er desværre ikke familiær med ‘Parties In The USA’. Forsøgte at høre sangen via Rhasody.com. Det lykkedes ikke.

    Music Lover, du undlod meget af teksten til ’Losing my Edge’, bl.a. der hvor The Modern Lovers nævnes.

    Her er teksten. Man kan vist roligt sige, at James Murphy føler at den musik han holder af bliver imiteret.

    Yeah, I’m losing my edge.
    I’m losing my edge.
    The kids are coming up from behind.
    I’m losing my edge.
    I’m losing my edge to the kids from France and from London.
    But I was there.

    I was there in 1968.
    I was there at the first Can show in Cologne.
    I’m losing my edge.
    I’m losing my edge to the kids whose footsteps I hear when they get on the decks.
    I’m losing my edge to the Internet seekers who can tell me every member of every good group from 1962 to 1978.
    I’m losing my edge.

    To all the kids in Tokyo and Berlin.
    I’m losing my edge to the art-school Brooklynites in little jackets and borrowed nostalgia for the unremembered eighties.

    But I’m losing my edge.
    I’m losing my edge, but I was there.
    I was there.
    But I was there.

    I’m losing my edge.
    I’m losing my edge.
    I can hear the footsteps every night on the decks.
    But I was there.
    I was there in 1974 at the first Suicide practices in a loft in New York City.
    I was working on the organ sounds with much patience.
    I was there when Captain Beefheart started up his first band.
    I told him, “Don’t do it that way. You’ll never make a dime.”
    I was there.
    I was the first guy playing Daft Punk to the rock kids.
    I played it at CBGB’s.
    Everybody thought I was crazy.
    We all know.
    I was there.
    I was there.
    I’ve never been wrong.

    I used to work in the record store.
    I had everything before anyone.
    I was there in the Paradise Garage DJ booth with Larry Levan.
    I was there in Jamaica during the great sound clashes.
    I woke up naked on the beach in Ibiza in 1988.

    But I’m losing my edge to better-looking people with better ideas and more talent.
    And they’re actually really, really nice.

    I’m losing my edge.

    I heard you have a compilation of every good song ever done by anybody. Every great song by the Beach Boys. All the underground hits. All the Modern Lovers tracks. I heard you have a vinyl of every Niagra record on German import. I heard that you have a white label of every seminal Detroit techno hit – 1985, ’86, ’87. I heard that you have a CD compilation of every good ’60s cut and another box set from the ’70s.

    I hear you’re buying a synthesizer and an arpeggiator and are throwing your computer out the window because you want to make something real. You want to make a Yaz record.

    I hear that you and your band have sold your guitars and bought turntables.
    I hear that you and your band have sold your turntables and bought guitars.

    I hear everybody that you know is more relevant than everybody that I know.

    But have you seen my records? This Heat, Pere Ubu, Outsiders, Nation of Ulysses, Mars, The Trojans, The Black Dice, Todd Terry, the Germs, Section 25, Althea and Donna, Sexual Harrassment, a-ha, Pere Ubu, Dorothy Ashby, PIL, the Fania All-Stars, the Bar-Kays, the Human League, the Normal, Lou Reed, Scott Walker, Monks, Niagra,

    Joy Division, Lower 48, the Association, Sun Ra,
    Scientists, Royal Trux, 10cc,

    Eric B. and Rakim, Index, Basic Channel, Soulsonic Force (“just hit me”!), Juan Atkins, David Axelrod, Electric Prunes, Gil! Scott! Heron!, the Slits, Faust, Mantronix, Pharaoh Sanders and the Fire Engines, the Swans, the Soft Cell, the Sonics, the Sonics, the Sonics, the Sonics.

    You don’t know what you really want. (x15)

  8. Hans snøvlende, lakoniske stil er også ren Richman.

    ♪ And for those of you who still think we’re from England / we’re like… ‘No.’ ♪

    Han er ganske vittig, Murphy…

  9. Vermouth, sjovt du nævner det. Tænkte da jeg først hørte North American Scum, at en del af dens tekst er kraftigt inspireret af netop Jonathan Richman’s suveræne Parties In The USA…

  10. Indtil i går hvor jeg her i mit arbejdseksil i Florida helt tilfældigt læste en fantastisk overstrømmende anmeldelse af dette album, kendte jeg absolut intet til LCD Soundsystem. Jeres kommentarer har bestemt ikke gjort interessen mindre – det skal da checkes ud ved førts komende lejlighed!!

    Fredag aften flyves mod Kastrup og Arcade Fire på søndag. Er der andre her, der skal i K.B. Hallen?

    Hvilken traumatisk oplevelse, Pastor. Den må tage tid at få bearbejdet! 🙂

  11. I nat drømte jeg, at jeg hørte et nyt og spændende nummer med et for mig ukendt band – blot for at opdage at det var Big Fat Snake, der spillede.

    Efter dette væmmelige mareridt vågnede jeg kort og tænkte på netop “Losing my edge”.

  12. Langt bedre end det første album, Vermouth!

    Ok, Losing my edge var en født klassiker:

    I’m losing my edge.
    I’m losing my edge.
    I can hear the footsteps every night on the decks.
    But I was there.
    I was there in 1974 at the first Suicide practices in a loft in New York City.
    I was working on the organ sounds with much patience.
    I was there when Captain Beefheart started up his first band.
    I told him, “Don’t do it that way. You’ll never make a dime.”
    I was there.
    I was the first guy playing Daft Punk to the rock kids.
    I played it at CBGB’s.
    Everybody thought I was crazy.
    We all know.
    I was there.
    I was there.
    I’ve never been wrong.

    I used to work in the record store.
    I had everything before anyone.
    I was there in the Paradise Garage DJ booth with Larry Levan.
    I was there in Jamaica during the great sound clashes.
    I woke up naked on the beach in Ibiza in 1988.

  13. Bedste 2007 album so-far – og en rigtig trainspotter plade med utallige referencer. Hører både Laurie Anderson og Human League undervejs.

  14. Den er pissegod. Netop ‘North American Scum’ er fantastisk – den ville ikke virke hvis den var ét langt skyldtrip, og det er den heller ikke. Den er skarp og vittig og James Murphysk, og dens cheerleaderkorsang er afsindig skægt.

    Og ‘Get Innocuous!’ er også bragende god. Fantastisk som den møver sig fra ‘Trans Europa Express’ over noget fra Low direkte ind i en opgradering af ‘Into the Groove’ 😉

    Sound of Silver er kollossal.

Skriv et svar