The luck I’ve had can make a good man turn bad…

Johnny Marr viser her for et par aftener siden (på Late Night with Jimmy Fallon) sin ex-kompagnon Morrissey, hvordan præcis deres fælles The Smiths-klassiker ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ – oprindelig kun en single-B-side til ‘William, It Was Really Nothing’ – skal skæres. Så heartbreaking og ubesværet let, at selv voksne mænd vil fælde en tåre. Måske endda Morrissey…

Tak til Rozzer for link – åbner optagelsen ikke op i vinduet ovenfor, så se den lige her.

November under huden

Kira Skov har på det seneste høstet fortjente superlative anmeldelser for sit nye, meget afdæmpede album When We Were Gentle. I går startede hun tour med sit band i Aalborg, i aften er de i Horsens, i morgen Aarhus. For de af os, der ikke har mulighed at komme forbi disse steder, er her istedet en dugfrisk video med albummets åbningsnummer. Må lige nævne, at den så smukt svungne morfin-guitardel (start 2:33) spilles af Oliver Hoiness…

Post-Pixies

pixies-live-doolittle-cds-usb

Pixies i Falkonér? En rollercoaster. Når dårligt absurd ligegyldigt, når godt verdensklasse supreme. Skizofren oplevelse af dimensioner. Men den nye Kim på bass gjorde det fremragende. Og hvor crazy at høre salen tage ubesværet fællessang hele vejen igennem på udvalgte Doolittle-numre – troede højest der var 5-7 håndfulde her i landet, som kendte den plade så godt. Det bedste? Skarpheden i sangskrivning og eksekvering på de velkendte tracks, Ramones-hurtigheden med hvilken de kom efter hinanden. Mindre godt? Tvivlen længe, om lydmand i det hele taget var mødt på arbejde. Pixies-musik skal ramme lige på knaldhårdt present, ikke runge buldrende uhåndgribelig. Og så var der hen mod slut-set en tre minutters riffarama – ‘Blue Eyed Hexe’ – med hysteriske Black Francis-skrig ovenpå, der kom galt i halsen som en vildfaren AC/DC-jam. Hyletoner i ørene sang til gengæld smukt bagefter.

Caribou
Monkey Gone to Heaven
Bagboy
U-Mass
Head On
Broken Face
Crackity Jones
Ed Is Dead
Here Comes Your Man
Indie Cindy
Wave of Mutilation
Nimrod’s Son
I’ve Been Tired
Ana
Brick Is Red
Cactus
Havalina
Velouria
Something Against You
What Goes Boom
Another Toe in the Ocean
Big New Prinz
Blue Eyed Hexe
Gouge Away
Tame
Hey
In Heaven (Lady in the Radiator Song)
Andro Queen
Where Is My Mind?
+ + +
Planet Of Sound
Bone Machine
Vamos

God is in the house

Hvem der ikke er til Nick Cave & The Bad Seeds i København fredag eller lørdag, skal ikke helt snydes for oplevelsens intensitet. Her Cave og hans band i storform i i sommeren 2001 – da stadig med både Blixa Bargeld og Mick Harvey – fra Transbordeur i Lyon, på No More Shall We Part-touren. Skru op! Enjoy!

00:00 Do you love me?
04:47 Oh my lord
13:16 Lime Tree arbour
16:52 Red right hand
22:30 As I sadly sat by her side
28:00 The weeping song
33:04 God is in the house
39:05 We came along this road
44:56 Papa won’t leave you, Henry
51:17 Halleluja
59:26 The mercy seat
1:04:44 Into my arms
1:10:42 Saint Huck
1:18:37 The curse of Millhaven

When saturday comes

4112992593_553c5127e2-1

Hvad lærte vi af idste weekends fortjente nederlag til Arsenal? At den top-4-placering ikke bliver nem, for der synes stadig-stadig kvalitetsmæssig stor forskel på LFC og de ‘rigtige’ tophold. At Rodgers’ nye 3-5-2 producerede langt færre chancer over 70 minutter, end de 20 i starten af 2. halvleg, hvor der blev kørt med fire bagerst. At Coutinho’s talent for at kunne åbne spillet har været mere end savnet. At Steven Gerrard desværre nok ikke længere har kraft og styrke til at kunne være den afgørende faktor. Og at Liverpool i de svære udekampe mod tophold spiller uden sult, selvfølgelighed og selvtillid, helt som det for underdanige midterhold man vel efterhånden er blevet – spillerne virker simpelthen for febrilske og usikre på egen formåen, når oppe mod de bedste. Lørdag eftermiddag kommer Martin Jol med sit noget forslåede Fulham op til Anfield. Den skal simpelthen vindes. Mr. Suarez, will you rise to shine?

Liverpool – Fulham, lørdag, kl. 16.00, 3+/Kanal 6/downthelocal

Top-5 i Nick Cave-albums

NickCaveKylieDays

01. Push The Sky Away (2013)
02. Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus (2004)
03. Henry’s Dream (1992)
04. No More Shall We Part (2001)
05. Let Love In (1994)

En ubehagelig disciplin, ja, men nogen skal gøre jobbet. Hvis andre bud haves, så lad gerne høre under kommentarer.

Reflekteret

Reflektor-Arcade-Fire-arcade-fire-35704890-900-515

Nu må jeg også hellere skrive noget om Arcade Fire og Reflektor. Det var trods alt et album, jeg havde set frem til (og havde forudbestilt), og det ved jeg at Jens og mange andre også havde. Og først var jeg rigtig skuffet: albummet virkede som en for stor mundfuld, og numrene forekom mig at være for lange og for spredte i deres udtryk. Men samtidig har jeg været utilbøjelig til at komme med en hurtig smagsdom; jeg er ikke anmelder, så der er ingen deadline at skulle overholde, og jeg håbede på at tage fejl, for det er før sket i min karriere som lytter at jeg har skiftet mening og er blevet mildere stemt efter at have dannet mig et bedre overblik.

Det er dét, der er sket for mig. I disse dage er Reflektor blevet et album, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg må i skrivende stund have hørt det mere end 20 gange. Og jeg vil ikke tøve med at indrømme det: Jeg er som helhed godt tilfreds med Reflektor nu; sangene står meget tydeligere frem, og både den (efter Arcade Fire-målestok) funky begyndelse med titelnummeret og “We Don’t Exist” og den mere drømmende afrunding med “Afterlife” og “Supersymmetry” giver mening for mig. Også de mere pågående numre inde midt i (“Normal Person” og tøfrockeren “Joan Of Arc”) har deres berettigelse. Der er stadig et par steder, hvor der vel kunne skæres lidt – “Flashbulb Eyes” er ikke et godt reggaenummer, og det allersidste “nummer” kunne også godt undværes.

Så et helstøbt mesterværk har vi ikke, men lidt mindre kan også gøre det. Helhedsindtrykket af Reflektor er godt (man må selvfølgelig være lige så uenig heri, det skal være), og jeg vil se frem til at opleve Arcade Fire til Northside til næste sommer.

Top-10 i 3:10

I dag er ifølge kalenderen årets 310. dag, så her en hurtig top-10 over personlige favoritter på tre minutter og ti sekunder…

01. ‘The Guns Of Brixton’ – The Clash
02. ‘Roll Away The Stone’ – Mott The Hoople
03. ‘The Light Of The World ‘- The Gun Club
04. ‘On The Water’ – The Walkmen
05. ‘Young, Gifted And Black’ – Bob & Marcia
06. ‘That’s Life’ – Frank Sinatra
07. ‘Maps And Legends’ – R.E.M.
08. ‘Flowering Trees’ – Mark Olson & The Creekdippers
09. ‘Heart Of Gold’ – Neil Young
10. ‘Not For The Season’ – Wilco

Twitter-anmeldelse af The National i Forum

The National

Ja, Maria er et venligt Twitter-menneske. For det var en mere håbløs ulige kamp end hun giver udtryk for, mellem et band, hvis absolutte styrke ligger i det forfinede, og så en monstrøs sportshal fra 1947, hvis claim to fame er ekstermination af den musikalske detalje. Så The National blev på aftenen ikke mere end en lang høflig undskyldning for sig selv og sine normalt så uafviselige kvaliteter. Forsanger Matt Berninger fik undervejs drukket sig pænt mere end bare mod til, men nåede aldrig det punkt, hvor han virkede afbalanceret omkring at stå i Forum. Det var der mange af os alt for mange andre, der heller ikke gjorde. Loppen sidst, Forum nu, hvad bliver det næste København skal bydes – en ordentlig stor koncertsal måske? Nej, sikkert ikke. Det er jo også kun musik.

575749_10151683131766010_1292089708_n

TN2

Mr. November er i København

Og spiller i aften med The National i Forum. Gad vide om de da – som i videoen herunder – også vil have John Lennon med på trommer? Lidt malurt i bægeret for bandet og dets danske tilhængere – der sammen har delt store oplevelser i fine musiksteder som Store Vega, Amager Bio og Tivoli’s Koncertsal – her at skulle være bombet tilbage til seksdagesalderen i Forum’s stygge rum og endnu værre lyd. Men dét er København…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.