Kent – "The Hjärta & Smärta EP"

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KentEP.jpg

Kent er tilbage! På den nye 5-sangs udgivelse “The Hjärta & Smärta EP” fremstår Berg & co. igen levende, relevante, nødvendige. Væk er det massive fæstningsværk, forårets “Du & Jag Döden” byggede op. Den plade kom med en distanceblændende stor lyd, som aldrig lukkede lytteren ind i Kent’s intime nærhed. Og på afstand var det vel kun åbningsnummeret og slutsangen, der havde arkitektonisk klarhed nok til at kunne stå ud og begå sig.

De ting står først klart nu, hvor den nye EP skærer dem ud i pap. For pludselig lyder Kent atter rørende. Siden “Hagnesta Hill” har dette kun sjældent været tilfældet. Snarere end at kommunikere, har Joakim Berg’s sange mest af alt fremstået som velgennemtænkte øvelser over, hvordan et meget populært rockband konsoliderer sin position. Eller sagt på en anden måde: Kent har virket hæmmet af egen succés.

Så meget desto mere befriende at høre den “nye” lyd på “The Hjärta & Smärta EP”. Genforenet med Nille Perned, produceren fra de første to albums, lykkes man endelig igen med at få små nuancer i musikken til at fungere. Og om det så er i børnekoret på “Dom Som Försvann”, i de luftige keyboards på “Månadens Erbjudande”, i Berg’s hviskende sang, eller i lysende Sami Sirviö’s guitarfigurer, findes der nu overalt atter en organisk tilstedeværelse af den helt specielle nordiske melankoli, vi alle oprindelig faldt for hos Kent. Disse fem sange er personlige breve – tak for dem og velkommen hjem!

I dag for 20 år siden…

I disse dage er det 20 år siden, The Replacements udsendte albummet Tim. Dette skulle vise sig at blive det sidste album, hvor guitarist Bob Stinson var med. Han blev smidt ud af gruppen på grund af sit eskalerende stofmisbrug (jvnfr. en vis stakkel ved navn Pete Doherty). Det er Bob Stinsons ansigt, man kan se på hovedet øverst på albummets forside. Hvor meget han rent faktisk spillede på albummet, er en anden sag.

Tim er et legendarisk album; Alex Chilton var oprindelig indkaldt som producer, men Tommy Erdelyi, tidligere trommeslager i The Ramones, endte med at producere sangene. Mixet er ikke noget at råbe hurra for; sangene er derimod fine. Hør ‘Here Comes A Regular’ og kom i novemberstemning, Og der er ‘Kiss Me On The Bus’ og ‘Swinging Party’ og ‘Left Of The Dial’ og… De eneste regulært kedelige numre er garagenumrene ‘Lay It Down Clown’ og ‘Dose Of Thunder’.

Og så havde tre af gruppens medlemmer forresten nordiske aner: Brødrene Stinson (= Steensen) og forsanger og sangskriver Paul Westerberg (et svensk efternavn). De var trods alt også fra Minnesota, hvor mange nordiske indvandrere slog sig ned.

Sid Vicious møder Oscar Wilde

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-PDParis.jpg

Pete Doherty interviewet i dagens The Guardian. Ikke hyggelæsning, men interessant anyway. Babyshambles-debut’en “Down in Albion” udkommer d. 14. november. Så all over the place-rodet fucked up er den, at de i forvejen kaotiske og underproducerede Libertines-plader lyder som Electric Light Orchestra ved siden af. Music hall møder væltende mikrofoner møder romantisk fortabthed møder slingrende punk rock, falder og slår sig rigtig grimt, mens en vistnok tidligere medfange fra Pentonville-fængslet kommer forbi og fremfører dopet taber-reggae. Kedeligt er det ikke – men godt??? Svært at sige umiddelbart. Musikhistorie og real life. Apati og hjerteflimmer. “There’s a lesson I have learned/ If you play with fire you’ll get burned”, mumlesynges der ufokuseret i “What Katie Did Next”. Vise ord. Hvad Pete gør herefter bliver ifølge Guardian-reportagens virkelighed ikke for børn.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,16373,1607626,00.html

Året har 16 måneder

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Nov.jpg

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

© Henrik Nordbrandt

Spåkoner, numerologer, sandsigersker

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-mancsetlist.jpg

Alle er de enige om, at næste mandags koncert i Vega med Echo & The Bunnymen bør kunne blive en af sæsonens bedste. Og setlisten her, fra weekendens besøg i Manchester, tyder heller ikke på andet. McCulloch rapporteres i skarpeste sangform siden 1985 (!) og nogle af de allerbedste E&TB-albumtracks, sange der ikke nødvendigvis var store radiohits, er tilbage for første gang siden genforeningen – så bring on the dancing horses!

The beautiful game & Morrissey

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-martyrs.jpg

– I en alder af pre-teenage flirter unge Stephen Patrick med tanken om at følge et fodboldhold. Han køber derfor et Man U-halstørklæde, som første gang han bærer det på gaden i Manchester bliver stjålet af nogle ældre drenge, som kommer i løbende angreb bagfra. Morrissey opgiver herefter tanken om fodbold som sjælefrelse.

– Da Morrissey i midt-90’erne spiller koncert i Blackburn, ifører han sig til sidste nummer “Speedway” den blå-hvide Rovers-trøje, som de lokale helte for nylig er blevet mestre i.

– I et interview omkring “Southpaw Grammar” hvor han fortæller om sin fascination af boksning, kommer det frem, at Morrissey ved et par lejligheder har besøgt White Hart Lane for atter at se, om fodbold skulle kunne indfange ham. Tottenham’s daværende middelmådighed og totale mangel på glamour har dog hurtigt skræmt væk igen.

– På “Maladjusted” findes sangen “Roy’s Keen”, der pånær ordspillet vist ikke har ret meget at gøre med Manchester U’s voldsomme midtbane-dynamo Roy Keane.

– Og så er der West Ham United-tingen. Et af Morrissey’s yndlingspunkbands er Cockney Rejects, så fanatiske West Ham-fans, at de i 1981 udsendte Hammers’ klubsang “Forever Blowing Bubbles” som single. Om det er fra dem – eller fra de storkriminelle Kray-tvillinger – han har sin fascination af East End’s stolthed West Ham vides ikke med sikkerhed. Men ialfald optræder Moz på en hel verdenstour i de berygtede lyseblå/lilla “West Ham Boys Club”-t-shirts, og bruger senere igen klubbens våbenmærke, nu tilsat ordene “english martyrs”, som bagscene-projektion under “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”.

– Et af numrene der blev indspillet og diskvalificeret til “You Are The Quarry” hedder “Munich Air Disaster 1958”. Det handler om den pågældende flyulykke, hvor næsten et helt ungt, meget lovende Manchester United-hold blev udslettet. Sangen, der udtrykker et stort savn for de døde spillere, som gik ned “to where mother nature makes their bed…”, er efter sigende blevet afspillet under halvleg på Old Trafford. “Munich Air Disaster 1958” findes på den glimrende 2-CD-udgave af “Quarry”.

Dør rock aldrig?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MozRoma.jpg

Ikke ifølge skriften på væggen på det aktuelle billede, pete1970 har sendt os. Vores alles Morrissey er lige nu i Italien, hvor han i Rom indspiller efterfølgeren til “You Are The Quarry”, pladen der satte ham tilbage på tidens musikalske landkort. Bowie-produceren Tony Visconti producerer de sange, der indtil videre er estimeret til udgivelse omkring april, 2006 – glæder os!!!

Musik er IKKE en sport


Hvis det var, så skulle nordjyske Figurines have været selvskrevet til Northern Music Awards lørdag aften. Men som tingene er og som tingene står, var det som altid musikindustriens sikre pengekort, der fik lov til at repræsentere DK i live-transmissionen fra Forum – intet nyt der, gab! Synd for seerne, der vel efterhånden både har hørt og set nok til disse pågældende artists, og synd for nu Figurines, der har lavet en sjældent god dansk plade og derfor selvfølgelig burde have været inviteret til at blive hyldet på den røde løber.

Istedet for at sidde hjemme og dø foran endnu en kummerlig TV-fejring af musikbranchen, tog overtegnede – med Rune K, Henrik Hall og ham Sanchez – ud på Christiania, hvor Figurines med deres koncert på Loppen gjorde aftenen levende og relevant. Vi oplevede et vokseværkende ungt band med en perlerække af skæve, kantede, supermelodiøse sange. De fleste af dem findes på albummet “Skeleton” fra i år, som hermed er anbefalet på det kraftigste:-D

En god ven sidsteøjebliks-inviterede søndag med i Forum, hvor Coldplay stod på scenen. Læsere af denne side ved udemærket, at Coldplay’s kurs ikke står så højt her, som den gør de fleste andre steder ude i landet. Og søndag ændrede ikke på dette. Dertil viste C’s musik sig igen for blankpoleret midtersøgende, og deres sanger sig en kende for behagesyg i sin lovprisning af alt dansk mellem sangene. Der iøvrigt heller ikke blev bedre af den eurosequencer-flade, de fleste af dem kom smurt ind i. Som aftenen skred frem savnedes i den grad noget der kunne bryde op i designer-tristessen, et eller andet med et par modhager på. Det fik vi aldrig. Måske det kunne have hjulpet og givet en tiltrængt dynamik, hvis guitarist og trommeslager havde kunne høres bedre i det ensrettede lydbillede, der hovedsageligt tilgodeså sanger Chris Martin.

Han sagde selv, at Coldplay aftenen før til ovenomtalte NM-Awards var blevet kåret som “verdens bedste band”, hvilket han ikke helt kunne forstå. Det kunne vi heller ikke…

George Best

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Best1.jpg

Selv vi der ikke kunne udstå Manchester United, syntes han var c-o-o-l. George Best fik livet som fodboldspiller til at ligne den bedste leg. Ud på græs et par timer lørdag eftermiddag, blive tiljublet af tribunernes masser som ingen andre, og så ellers afsted i en vekselstrøm af hurtige biler, pretty girls og endeløse fester.

Al den morskab kræver sin mand, så da George Best var 26 år trak han sig simpelthen tilbage. Senere kom han lidt igen, for bl.a Fulham tror jeg, men det var vist mest for pengenes skyld. For det er dyrt at leve så stærkt. Han var den første fodboldspiller, der blev idoliseret som en ren popstjerne. “Den femte Beatle” kaldte man ham.

De seneste mange år har George Best kæmpet med et helbred, der hverken holder til mere selskabsliv eller alkohol. Og i engelske medier i dag meddeles, at personen med det enorme talent, som for så længe siden i en alder af kun 17 debuterede for Nordirland, nu på et hospital i London svæver mellem liv og død. Dør han, vil det være et sørgeligt tab for Storbritanien – George Best er en institution for alle briter!


Fingrene væk fra Liverpool’s pokal, George!!! Best (i hvid Benfica-trøje) og holdkammerater tager en æresrunde, efter at have vundet den europæiske mesterholdsfinale for første (og næstsidste) gang nogensinde i Man United’s historie.

Se lige på George Best! Bare udfra den måde han står på, kan man se der er tale om en helt usædvanlig boldspiller. Og fodboldtøjet dengang – tal om stilfuld enkelthed i designet på Manchester U’s hjemmebane-dragt. Nuværende Nike-klædte spillere som f.eks. “Raging Bull” Rooney og Van Nistelrooy kunne måske også fremstå helt suave i noget SÅ klassisk…?

Vi efterlader for nu George Best i sit rette element. På Wembley’s græstæppe har han netop scoret og er her afbilledet højt oppe i fodboldhimlen, den bedste der findes.

HC Aflysning

“Andersens Drømme”-koncerten i november i Store Vega er blevet aflyst pga. svigtende billetsalg. Jens U skulle på aftenen, som en af de få ikke-HCA-relaterede specielle gæster, have fremført Leonard Cohen’s “Minder”, men det bliver så altså ikke nu.

Jens Unmacks officielle weblog