En anden anbefaling

Nu, hvor denne blog alligevel er midt sin agurketid, en anden anbefaling, nemlig Serart – et album med Arto Tunc Boyiacian og Serj Tankian. Sidstnævnte er især kendt som sangeren i System Of A Down, som jeg tidligere har anbefalet. Førstnævnte er et mangesidet talent, der har slået sine folder i jazz og ‘verdensmusik’ gennem snart mange år (og er med på et nummer på System Of A Downs album Toxicity). Jazz, trip-hop og den allestedsnærværende armenske folketone bliver blandet på en fascinerende måde i det musikalske møde mellem de to mænd. Til gengæld skal man ikke forvente besøg af de huggende guitarriffs fra System Of A Down.

Sommerens rige fontæne

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-posttowire.jpg

Som nogle måske har bemærket, kan man ikke regne med at se nye daglige indlæg i bloggen i det næste stykke tid; ferien har også ramt denne blogs forfattere med nedsat aktivitet som følge.

Et enkelt lyttetip: Den amerikanske country-rock-gruppe Richmond Fontaine er omsider ved at blive opdaget af et større publikum. Deres album Post To Wire er netop blevet genudsendt, og det er værd at høre.

Joyride med Simon K til Malmö C

I DR’s P3 nu på søndag d. 10. juli kl. 11.03 tager Jens en biltur til Malmö City sammen med Simon Kvamm. Programmet, delvist opkaldt efter sidstnævntes trofaste Peugeot 505, hedder…….”505 med Simon Kvamm”. Der vil være snak, musik og lyd af hjul mod asfalt!

Jens U & Mikael S i TV


Det sker på DR2 d. 15/7 i en genudsendelse af Musikprogrammet. Jens spiller guitar, Mikael Simpson synger. Sangen hedder Asleep, er af The Smiths og udkom i 1985 som B-side til singlen The Boy With The Thorn In His Side.

Jens og Mikael kan som mange her nok allerede ved opleves “hver for sig sammen” senere på året ved 2 dobbeltkoncerter i Store Vega (se under koncerter)

Jo, det ligner en klovn

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Klovn.jpg

Var ude syd for Sjællands Odde i sidste uge. Meget idyllisk, oh yes, men….den ganske egn var overalt smurt ind i gule og lyserøde cirkusplakater, det endda fra hele 3 konkurrerende maneger.
Må tilstå vi desværre ikke sætter høj pris på den slags her. Savsmuld og gøglere. Trapezzer og dresserede udyr. Stakkels elefanter og klovne.
Specielt klovnene er ikke okay. Fra vores barndom husker vi 3 ting om dem: De drikker. De lugter af pis. Og de er IKKE sjove.
Den romantiserede myte om klovnen der græder bag sit smil tror vi aldrig mere på. Og vi kan slet ikke se det værdige i at grandvoksne mænd med vilje sætter sig ned i en lagkage. Ej heller forstår vi hvorfor den hvide klovn altid skal være den ondeste af alle.
I Amerika findes der hjemmesider for folk der er traumatiseret af cirkus. Der kan skræmte sjæle finde trøst i at udveksle cirkushistorier. Samt kigge på billeder og skitsetegninger af specielt ubehagelige klovne (se ovenfor).
Engang troede vi godt vi kunne lide cirkus, men nu er vi sikre på at vi faktisk slet ikke kunne alligevel!

Nærved og Næstved

Klaus Rifbjerg som ung.

Jeg glemte helt at Næstved Tidende skrev følgende d. 4. juli (alle stavefejl skyldes journalisten):

Jens Unmak, tidligere sanger og sangskriver i Loveshop, fik for nylig fantastiske anmeldelser for sin soloplade “Vejen hjem fra rocknroll”. Han kaldes en afart af både C.V. Jørgensen og Klaus Rifbjerg.

Jens Unmak kommer forresten til Vershuset i Næstved d. 17. september.

Et specielt lydsystem

Jeg hører for tiden debutalbummet med LCD Soundsystem en hel del. LCD Soundsystem er endnu en “gruppe”, der egentlig er skalkeskjul for en solist med hjemmestudie, i dette tilfælde amerikaneren James Murphy. Hans debutalbum, også kaldet LCD Soundsystem, er inspireret af lidt af hvert. Hittet er “Daft Punk Is Playing At My House”, der er en 1-akkorders-sang, der ikke lyder som Daft Punk, men derimod som tidlig Talking Heads. Andre steder er der mindelser om The Fall (James Murphy kan lyde lidt som Mark E. Smith af og til) og New Order. Tilmed er der et nummer som ikke ville virke malplaceret på The Beatles’ hvide album.

For tiden er det hip at være firseragtig, men der er tale om andet og mere end bare end endnu én, der hopper med på en trend. Det er faktisk et album, der er værd at høre. Og så er der den samme tørre humor som vi kender fra f.eks. Talking Heads.

Det er m.a.o. ikke alle, der kommer fra USA, der er lige træls.

Skægstubbe og…?!?

Egentlig troede vi ikke at der ville komme flere anmeldelser af Vejen hjem fra rocknroll, men i dag er der faktisk en i JydskeVestkysten. Her er et uddrag:

Første gang kan man for eksempel falde i et hul over Jens Unmacks “Vejen hjem fra Rocknroll”. Og så vil man derefter fare op af hullet og tordne over alle de anmeldere, der har uddelt stjerner som en general i en hær på flugt. For det er da en gang vaklende, slingrende, patetisk jeg skal komme efter dig…
Men når man så har siddet der – altså anden eller måske ligefrem tredje gang – kommer sangene frem. Som elverpiger af tågen. Så lytteren alligevel forsvinder ind i tonerne fra den sorte nat på motorvejen. Stående der i korte skjorteærmer i lyset fra tågelygterne. I et samfund der har åbent hele døgnet og alligevel er lukket.

Jens Unmack præsterer at føre det bedste videre fra Love Shop. Og dog er der i alle de fodspor, han sætter med “Joyride”, “Happy Ending” og de andre sange, efterladt et personligt aftryk i Ecco-størrelse. Love Shop-manden bidrager flot til den bølge af poesi med skægstubbe og bøllehat, der er vendt tilbage til den dansksprogede rock.

Trangen præger også musikken, der, når Jens Unmack og band er bedst, lyder som, når Savage Rose støder ind i en ung Sebastian på vej med musikken til “Den Store Flugt”.

Independence day

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-RamonesThumbBig.jpg

4. juli er dagen hvor USA hvert år fejrer sig selv og mindes det ideal om frihed som nationen er bygget på. Men som tingene er nu for et efterhånden mere og mere verdensforhadt USA, med en FN-ulovlig krig i Irak, åbenlys tilsidesættelse af menneskerettigheder og W. Bush/Rumsfeld-klanen solidt ved roret, kan man vel godt mene, at der ikke er ikke er så fandens meget at holde fest for.

Så hellere nøjes med at kippe med Stars & Stripes for d. 4. juli 1976, hvor New York’s egne Ramones for første gang spillede her i Europa. Det var på The Roundhouse i London, hvor Da Brudders spillede support for siden glemte Flamin’ Groovies og dermed kickstartede punk rock-scenen i England med en nu legendarisk koncert. Både Sex Pistols og The Clash var der blandt publikum, den aften for længe siden…

Jens Unmacks officielle weblog