Once upon a time in Texas


THE DAY JOHN KENNEDY DIED

I dreamed I was the president of these United States
I dreamed I replaced ignorance, stupidity and hate
I dreamed the perfect union and a perfect law, undenied
And most of all I dreamed I forgot the day John Kennedy died

I dreamed that I could do the job that others hadn’t done
I dreamed that I was uncorrupt and fair to everyone
I dreamed I wasn’t gross or base, a criminal on the take
And most of all I dreamed I forgot the day John Kennedy died

Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died

I remember where I was that day, I was upstate in a bar
The team from the university was playing football on TV
Then the screen went dead and the announcer said,
“There’s been a tragedy
There’s are unconfirmed reports the president’s been shot
and he may be dead or dying.”

Talking stopped, someone shouted, “What!?”
I ran out to the street
People were gathered everywhere saying,
did you hear what they said on TV
And then a guy in a Porsche with his radio hit his horn
and told us the news
He said, “The president’s dead, he was shot twice in the head
in Dallas, and they don’t know by whom.”

I dreamed I was the president of these United States
I dreamed I was young and smart and it was not a waste
I dreamed that there was a point to life and to the human race
I dreamed that I could somehow comprehend that someone
shot him in the face

Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died

© Lou Reed

Spillelisternes magt (?)

En af mine gamle studiekammerater er professor. Han står i spidsen for et forskningsprojekt, der skal gøre det muligt at klassificere musik automatisk efter et stort antal parametre. På den måde vil det blive muligt at lave spillelister, hvor man kan sørge for at lyttere kan høre musik, der er “velkendt”. Det kan være beslægtede numre inden for den musiksamling, man allerede har, men også musik, lytteren ikke kender, men som ligner noget, man allerede kender.

Mange af os kender ideen fra samtaler med slægt og venner: “Nu siger du, at du godt kan lide at lytte til det nye album med…, men så vil du sikkert også synes om…”

Det er via de kanaler, vi opdager en masse ny og spændende musik. På den måde er forskningsprojektet fascinerende.

Hvis man kender http://www.pandora.com, vil man allerede have en idé om hvad vi har i vente. Pandora-projektet bliver til via manuel klassifikation – en række medarbejdere sidder og lytter musik igennem og klassificerer det. Nu er man altså på vej med software, der kan klassificere musikken for os og hjælpe os med at opdage en masse nyt. En triumf for databaseteori, signalbehandling og kulturel mangfoldighed.

Og så alligevel.

Jeg aner følgende sandsynlige scenario: Musikindustrien og radiostationerne vil gribe de automatiske spillelister med kyshånd. De, der elsker Depeche Mode, får mere Depeche Mode-agtig musik. De, der elsker Fleetwood Mac, får mere Fleetwod Mac-agtig musik. De, der elsker kammermusik af Brahms, får mere kammermusik, der lyder som om det var skrevet af Brahms.

De største indtryk er dem, jeg har fået, når jeg har opdaget musik, der var ny og anderledes for mig: Joy Division, Nirvana, The Orb, Public Enemy, Talk Talk, Gustav Mahler, Arvo Pärt osv. osv. osv. Jeg har haft bofæller der var bestyrtede over at jeg i løbet én og samme aften kunne høre Bad Brains og Chopin.

John Peel sagde: “Jeg vil bare høre noget, jeg ikke har hørt før.”

205 sekunder…

…er det samme som 3 minutter og 25 sekunder. I dag er årets dag nummer 325, så her – i vilkårlig rækkefølge – et bud på en anstændig iPod-playlist indenfor sange, der alle varer præcis 3:25:

Our Time – Yeah Yeah Yeahs
Film Star – Suede
Golden Touch – Razorlight
Joyriders – Pulp
Here Comes A City – The Go-Betweens
How Could Anyboy Possibly Know How I Feel? – Morrissey
Let Me Kiss You – Nancy Sinatra
Further On (Up The Road) – Johnny Cash
The Angel – Bruce Springsteen
Memphis – Rancid
White Nigger – The Avengers
I’ll Buy – The Replacements
Neighborhood Threat – Iggy Pop
Sufragette City – David Bowie
Jackie – Scott Walker
White Women – Sparks
Jed’s Other Poem – Grandaddy

Det bliver en kold tysk vinter

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Voel.jpg

Vinterens mørke har lagt efteråret bag sig, og med det kommer tid til en anden musik. Ved ikke hvordan andre har det, men her har hver sæson som måned sine helt egne naturlige favoritnavne. Som juli ofte kan tilhøre Springsteen, maj Ramones, oktober Tindersticks, blænder decembers snarlige komme op her for tyske Rammsteins frostklare lydlandskaber.

Mange ser udelukkende Rammstein som et noget komisk, postmodernistisk industrial-band, placeret midtvejs mellem pyroteknik og diverse sexuelle tabuer, og har man været til koncert med tyskerne, forstår man godt den opfattelse, da visuel power dér desværre synes prioriteret over musik. Hvilket nemt taber Rammsteins skarphed, styrke, dristighed på gulvet. Første gang jeg oplevede bandet var det slet ikke tilfældet, men siden, senest i et fyldt Forum, var alt afkodet i den store fests navn, og selve sangene fremstod mest som en slags uforpligtende atomalder-kabaret.

Med pladerne er det heldigvis helt anderledes. For når som gribende bedst er Rammstein’s indspilninger intet mindre end overlegne studier i følelsestærk og formfuldendt skønhed. Arkitektoniske lydflader tegnet og udført med en mesterlig skarphed i de stort svungne linjer. Og kønnenes kamp som fælles tiltrækning beskrevet med andre, mere udfordrende ord, end vi normalt oplever det, i kærlighedssangens valiumdominerede univers.

Mandag udsender Rammstein live-DVD/CD’en Voelkerball, centreret omkring 2005’s Reise, Reise-tour, hvor ild og overdrev som ovenfor beskrevet dannede karikatur og rejste Europa rundt. For kendere af Rammstein vil Voelkerball være en solid men ikke-essentiel tilbygning til bagkataloget, for nybegyndere et forkert sted at komme ind i Rammsteinland. De vil få meget mere ud af enten at opsøge hovedværket Mutter fra 2001, som er indbegrebet af bandets særegne kvalitet, eller lave en karriereopsamlende højdepunkts-playlist udfra disse fremragende sange:

Herzeleid (1995):
– Seemann

Sehnsucht (1997):
– Engel
– Du Hast
– Klavier

Mutter (2001):
– Mein Herz Brennt
– Sonne
– Mutter
– Spieluhr
– Zwitter
– Nebel

Reise, Reise (2004):
– Reise, Reise
– Keine Lust
– Los
– Stein Um Stein
– Ohne Dich
– Amour

Rosenrot (2005):
– Rosenrot
– Feuer Und Wasser
– Ein Lied

Bernard & Johnny

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-El.jpg

Vi talte New Order i sidste uge, og i den forbindelse er der endelig en af årstidens utallige nye CD-opsamlinger, vi her kan anbefale. For Electronic, 90’er-duoen fra Manchester med NO-sanger Bernard Sumner og Johnny Marr, guitargeniet fra The Smiths, har netop udsendt Get The Message The Best Of, en værdig opsummering af de 3 albums (plus 1 fritstående single med Pet Shop Boys) man udsendte, mens samarbejdet kørte. Mange har været nede over Marr’s blege musikeksistens siden 1987, hvor The Smiths faldt fra hinanden, men i Electronic lykkedes han faktisk endnu engang i sangskrivning med sin tidsløse og lys-melankolske tonalitet. Lydbilledet, ikke ligefrem domineret af hans guitar, er dog langt mere gendannet New Order end klassisk The Smiths, hvad ikke bare flimrende keyboards, men også Sumners umiskendelige sangstil, i den grad bærer i retning af. Her opsamlingens indhold:

01. Forbidden city
02. Getting Away With It
03. Get the message
04. Feel every beat
05. Disappointed
06. Vivid
07. Second nature
08. All that I need
09. Prodigal son
10. For you
11. Imitation of life
12. Out of my league
13. Like no other
14. Twisted tenderness
15. Late at night

Popquiz

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Tyv.JPG

Min ven Pitbull har under titlen “Tyv” mailet dette ydmyge snapshot fra en fjern fortid. Men hvem stjæler og hvad er det vi ser på billedet – bud…?

Aidez moi, Caprice!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MC06.jpg

Upti-vupti, Martini i hånden og sko fra Gucci. Efter mandag aften frivilligt at have overværet en livetransmitteret fodboldgallafest på TV2 – en fejl! – og derigennem også playbackede liveoptrædener af Nik & Jay, Thomas Helveg Brothers samt ikke mindst Jascha Michael Learns To Rock Richter, hvis nådesløse popskabelon fik enhver Helmut Lotti til at fremstå mere intens end Sex Pistols, måtte jeg gøre noget for at genvinde lidt tro på musik. Tog derfor gennem byen og købte en bunke plader, som jeg lige nu er ved at trawle igennem. Og indtil videre er det The Art Of Kissing Properly, det helt nye moi Caprice-album, der klart lyder som min redningshelikopter tilbage til en bedre virkelighed. moi Caprice stammer vistnok fra Sæby i Nordjylland og man kan – ligesom med Figurines – kun glædes som undres over, noget så forfinet og storbylydende kan skyde op og finde ud af små, tyste udsteder i det nordvestlige DK – et held for os alle. Well, vil afbryde her, så kan starte The Art Of Kissing Properly forfra igen og tage det hele ind. Intet så dræbende som dårlig popmusik, intet så livgivende som god.

Pavement igen

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-P.jpg

Som svar på Pastorens anbefaling nedenfor af Guided By Voices, vil jeg lade en ditto af Californiens 90’er-indiekonger Pavement og deres meget fine Crooked Rain, Crooked Rain gå den anden vej. Et atypisk og anarkistisk arbejdende band, Pavement, der om nogen var budbringere og forløsere af den laissez-faire lo-fi-sound, der kom til at dominere amerikansk undergrund i det forrige årti.

Crooked Rain, Crooked Rain fra 1994 er deres fremmeste album, med et stærkt sangmateriale og en detaljeret produktion, der dengang næsten må have lydt FOR godt for enhver trist lo-fi-fundamentalist i indieland. Sjældent at høre et band, hvis største dyd er “imperfection”, gøre sig så stor umage for at lyde skødesløst. Bag de mange ustemte instrumenter, ligger selvklart talløse timers hårdt arbejde for, at få dem til at lyde forkert på den helt rigtige måde. Hvad de i den grad også gør. “Skæv” musik i ordets bedste forstand.

Tre singler blev det til fra fremgangsrige CRCR, Den bedste af dem, fantastisk dejlige, alt. country-slingrende Range Life, formåede i sin tekst at fornærme USA’s da største band Smashing Pumpkins og deres führer Billy Corgan i en grad, så et fjendskab fulgte de to ulige bands lige siden. Pavement blev opløst i 1999, efter endnu 2-3 plader, og uden at have høstet meget andet end enorm anerkendelse. Men deres musik lader ikke i tvivl om, hvor meget de rent tilgangsmæssigt har betydet for senere rockbands i såvel over- som undergrund, over hele verden. Crooked Rain, Crooked Rain er et stort testamente.

GBV igen

For mig er Guided By Voices kvintessensen af amerikansk “alternativ rock” fra 1990’ernem og jeg har da også skrevet om dem ved en tidligere lejlighed i denne blog.

Eneste faste medlem var Robert Pollard, der skrev hovedparten af deres sange. Det absolutte højdepunkt blev efter de flestes mening nået i 1994 med Bee Thousand, hvor minutlange numre, fraværet af produktion, tyk båndsus, pseudo-Liverpool-accent og særdeles fabulerende tekster blev kombineret med mere end almindeligt gode melodier. Ikke ét svagt nummer i syne.

Også efterfølgeren Alien Lanes er værd at lytte til. Bagefter, da den anden nogenlunde faste sangskriver, Tobin Sprout, forlod bandet, gik det langsomt ned ad bakke, og især Do The Collapse lever desværre op til sit navn.

Men netop nu, hvor jeg genhører indholdet af deres bokssæt Box med de fire første albums og udtag fra Bee Thousand, bliver jeg mindet om hvor gode GBV egentlig var.

I år har Robert Pollard lavet (endnu) et soloalbum, og her er gæsten selveste Tommy Keene, kendt (?) fra sin solokarriere og fra en tjans som guitarist i Paul Westerbergs live-ensemble. Fordums højder bliver ikke nået, men mindre burde også kunne gøre det.

Joyride

© Robert Adams

WESTERN SKY

Time for me to go away
I’ll get a new name, I’ll get a new face
Time for me to go away
No I don’t belong in this place
But I’m not gonna ask you why
You think the parade has passed you by
Or if everything good is gone into the western sky
I hate to see you look that way
All the beauty has left your face
That’s such an easy thing to give away
That’s impossible to replace
So I’ll take you in my two weekends
And I’ll throw you so high
Watch you fall forever in the western sky
And when you land you’ll turn into some kind of prize
Into somebody’s sweet prize
I won’t see you no more
Who am I to rate that high
The world’s a shadow of what went before
The world gives off none of its own light
So please be happy baby
And please don’t cry
Even though the parade has passed us by
Well you can still see it shining in the western sky
So why won’t you stop crying
You can still see it shining

© Mark Eitzel/American Music Club

Namedropping i november

Olesen-Olesen spillede på 1000Fryd for første gang i 20 år. Dengang, den 26. april 1986, fyldte deres bassist 22 år.

Også denne gang gav de en fin koncert, nu i stærkt reduceret udgave med kun Henrik og Peter sammen med Michael Lund på slideguitar og pedal steel. Begge denne blogs forfattere blev nævnt ved navn i løbet af koncerten (man er vel en kändis?) og vi fik afsløret hemmeligheden bag Jens’s sangskrivningsteknik. (Og ekstra ros til 1000Fryd for at have en røgfri aften – rart at kunne vende hjem fra et spillested uden at alt tøjet lugter som et askebæger.)

Det er ren blasfemi at nævne brødrene Olesen i samme bog som en spøgelsesbilist som Tue West – men det lader vi ligge i dag.

Den egocentriske beregnings iskolde vand

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-martinhallroskilde.jpg

Også i den hjemlige kulturkreds rørte det, man dengang kaldte “nyrock”, på sig. Læsere med ekstra god hukommelse kan måske huske mit indlæg om Ballet Mécanique og Næste Uges TVs fælles koncert i Aalborg. Den opmærksomme læser vil også vide, at jeg for nylig har været til DR Trax-gallakoncert i Randers, hvor det nu opløste Ballet Mécaniques forsanger fortsatte sin lange solokarriere.

Og nu har jeg så med nogle ugers forsinkelse erhvervet mig 25-års-jubilæumsudgaven af bandets debut, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, som dobbelt-cd med outtakes, live-numre m.v. Et også i dag mærkværdigt fascinerende album, inspireret af Joy Division, Bauhaus og hvad ved jeg. Dissonant klaver, fuzzguitar og uendeligt prætentiøse tekster.

Hvad betyder linjer som

Light died, -ly pregnant
Up, killed in your words
Sheet-minded loving was respect as given thought
Of hairy swine-like

Hours of nameless, of this penetration
Could I still cry for sad, tell friend and leech apart
The fall of the fallen

fra det nok bedste nummer på albummet, “Leathern”? Jeg aner det stadig ikke, men det lyder underligt fascinerende/fascineret, og Martin Hall – for ham er det jo – havde vel glemt at aflevere sin engelskordbog, da han droppede ud af gymnasiet.

Dertil var der koncerterne, som jeg aldrig nåede at opleve. Jeg husker dem via hvad andre har fortalt og via brudstykker af radiooptagelser. Især husker jeg en studieværts omtale af en koncert, der ikke blev til noget på grund af en defekt stortrommepedal – “og netop stortrommen er vigtig for gruppens kunstneriske udtryk, udtaler Ballet Mécanique”…

I dag kender de fleste vel Martin Hall som ham, der har skrevet sange til Hanne Boel og Ester Brohus og som en yderst veltalende og velklædt herre (efternavnet forpligter jo!), der synger lidenskabelige ballader med Billy Mackenzie som tydeligt forbillede og laver instrumentalmusik til kunstudstillinger. Men nogle af numrene fra dengang kan man stadig høre ham fortolke, nu i et ganske anderledes arrangement. Forfattergerningen har han også forsøgt sig med. Og så er han endda blevet far og virker til at være tilfreds med tilværelsen. Han er så godt som blevet en af os.

Martin Hall er så afgjort en af de mest musikalske personer, der kom ud af “nyrock”-årene. Men dengang og hele vejen op gennem første halvdel af firserne var han mest kendt som en ung Sturm-und-Drang-mand (se ovenfor – det billede er næsten det hele værd!). Han opløste Ballet M. (som de endte med at hedde), dannede Under For, Pesteg Dred, SS Say, And Then Again og en hel masse andre bands med kort levetid, skrev bøger som ingen forstod og lavede lige så uforståelige performances på Saltlageret. Og så trak han sig tilbage for altid – i to år. Resten af historien kender vi godt.

(Og så så jeg forresten i pladebutikken at de har genudgivet gamle optagelser med De Må Være Belgiere. Dét album er jeg til gengæld ikke sikker på at jeg vil erhverve mig.)

Favoritsange

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BlueMonday.jpg

Der er sjældne oplevelser, hvor en ny sang giver den oplevelse, at fremtiden er ankommet. Hvor man som lytter mærker spillets regler blive ændret radikalt, så at intet kan blive det samme igen. Personligt havde jeg det sådan første gang jeg hørte Ramones med Glad To See You Go, og Sex Pistols med Anarchy In The UK. Eller da jeg hørte I Feel Love, Donna Summer og Giorgio Moroders 1977-mesterstykke i bankende sequencere. Eller da Nirvana’s Smells Like Teen Spirit blev debuteret en sen nat på MTV’s 120 Minutes. Det kan være en lyd, et udtryk, en helt ny måde at gribe tingene an på. New Orders Blue Monday fra 1983 er også en sang der har påvirket på den måde. Bandet arbejdede allerede inden med synths og trommemaskiner, men intet havde forberedt på det massive og klare soniske udtryk, som er Blue Monday. Historien går, det var afprøvningen af en ny trommemaskine i studiet, der afstedkom nogle hurtige akkorder ovenpå, som faldt i hak og med ét var et nummer. Og et mærkeligt et af slagsen, for med dén box-intro, uden egentligt omkvæd og med en længde på over 7 minutter, er Blue Monday ikke af det stof typiske hits er gjort af, nu som dengang. Factory Records, New Orders pladeselskab, forregnede sig ved udsendelsen af 12-inch-singlen og fik lavet et cover, der – grundet sin specielle udskæring – kostede selskabet ca. 1 kr mere pr. eksemplar end man kunne tjene. Hvilket dengang var ved at ruinere Factory, da salget hurtigt oversteg den første million. Det hjalp så heller ikke meget der, at New Order, typisk for gruppen, valgte IKKE at inkludere Blue Monday på Power, Corruption & Lies, det album der fulgte kun et par måneder efter. Men det er ligemeget her. Hvad der betyder noget er, at Blue Monday 23 år efter sin udgivelse stadigvæk lyder som et perfekt bud på en strålende fremtid.

BLUE MONDAY

How does it feel to treat me like you do
When you’ve your hands upon me
And told me who you are
I thought I was mistaken
I thought I heard your words
Tell me, how do I feel
Tell me now, how do I feel

Those who came before me
Lived through their vocations
From the past until completion
They’ll turn away no more
And I still find it so hard
To say what I need to say
But I’m quite sure that you’ll tell me
Just how I should feel today

I see a ship in the harbor
I can and shall obey
But if it wasn’t for your misfortune
I’d be a heavenly person today
And I thought I was mistaken
And I thought I heard you speak
Tell me how do I feel
Tell me now, how should I feel

Now I stand here waiting
I thought I told you to leave me
While I walked down to the beach
Tell me how does it feel
When your heart grows cold

© New Order

Jens Unmacks officielle weblog