I sommeren ’77 sad jeg oppe i Lake District i Nordvestengland, i et feriehus mine forældre havde lejet, og så den meget foromtalte verdenspremiere på Top Of The Pops af dette klip. Så John Lydon må være 21 år her…

En brillant dag for udgivelse af ny musik, der er værd at investere sig i. Hvis vi starter herhjemme, er Nikolaj Nørlund på banen med Alt Sammen, Lige Nu, et album lavet med Figurines-mastermind Christian Hjelm som sparringspartner og medsanger. En uimodståelig og detaljerig samling sange, med rigt sansende danske ord henover de luksuriøse melodier, der så ubesværet elegant folder sig ud. Ingen hemmelighed vel at denne side anser Nørlund som en af landets essentielle sangere, og han er sjældent hørt mere overskudsagtig og levende end her. En perle af et album, der lægger nye givende sider til den Nørlundske sangskat.

Lana Del Rey synger næsten i samme dybe leje som Nørlund, men her hører ligheden også op. Og mens den almene opfattelse er, at Nørlund er the real thing, slås Del Rey med den offentlige vrangforstilling, at hendes underspillet dramatiske og storslåede pop noir-musik ikke gælder, idet hun måske slet ikke er den person hun foregiver at være…! En absurd og forældet snak om autenticitet, vi behandlede her på siden i sidste uge, og som ikke bør skygge for, at Born To Die når som bedst byder på så udsøgt voksen popmusik som serveres kan. Hvis man virkelig ikke kan/vil lade sig forføre af de elegant drejede og strømlinede sange som f.eks. ‘National Anthem’, ‘Summertime Sadness’, ‘Radio’, titelnummeret og nok så kendte ‘Video Games’, er ens ører og hjerte mon så ikke bare spildt på popmusik?

Og hvor efterlader balladen om Del Rey hele verdens yndlingscanadier Leonard Cohen? Han er i dag tilbage efter otte års udgivelsesfravær med Old Ideas, der på vanlig veloplagt vis er en tour de force i vise ord og hans ærketypiske sørgmuntre betragtninger omkring liv og død. Og da specielt det sidste. For der hænger en stemning af afsked og regnskabets time over hele pladen, ja, oftest lyder det som L. Cohen synger fra et sted, hvor hans ene ben allerede har taget skridtet ind i en næste verden. Byder mesteren fra Montreal os virkelig farvel, eller er det et lytterens bedrag? Apropos netop bedrag og føromtalte Del Rey, så kommer det os nu for øre, at en vis Patrick Leonard, Madonna’s tidligere producer og medsangskriver, også optræder på Old Ideas som co-writer. Men…..isåfald kan vel ikke engang Leonard Cohen være autentisk?!? Fuck, her syntes man ellers lige det var en fremragende fin plade, den Old Ideas. Men nej. Verden er måske nok både gammel og af lave, men den vil sgu ikke bedrages.

Ian Curtis lever endnu, det er sommer, et ungt band kigger fremad. Tag med en tur i tidsmaskinen til august 1979, hvor NME’s Paul Rambali møder Joy Division lige her.

Ikke det ringeste åbningstrack på en debutplade nogensinde. Men der er tracket langt kortere end i den her mere John Cale-dominerede udgave. Nogle VU-kyndige som kan oplyse hvor i deres historie denne version hører hjemme…?

Ja, kig bare med Lana. Dette et hurtigt skrevet svar til Webmaster Pastor’s tvivlende indlæg om dine kvaliteter, og om tidens vildledte fokus på det autentiske: 

Autencitet som begreb/værdinorm i moderne musik er ligegyldigt hvis den kunstneriske kvalitet er i top. Og Lana Del Rey – autentisk eller ej – laver voksenpop i verdensklasse. Omvendt kan jeg tænke på mange bands/solister, som keder min verden ihjel med deres måske langt mere autentiske musik.

Selv er jeg bedøvende omkring hvorfra og hvad Lana Del Rey kommer. Det eneste der betyder noget er, om hendes musik rammer hjertet når den spilller. Og det har den til nu gjort. Om så det viser sig Milli Vanilli i virkeligheden har skrevet hendes fantastiske ‘Summertime Sadness’, gør det jo ikke sangens kvalitet og fremførelsen af den mindre værd, nej?

I gamle dage, før Beatles og Dylan ændrede normen, var det normalt at sangere fik skrevet deres sange af folk der kunne den slags (noget mange nutidige artister iøvrigt med nytte kunne drage lære af!). Ser vi ned på Frank Sinatra, Billie Holliday, Elvis Presley af den grund, og devaluerer det deres musik, at de ikke selv har skrevet den?! Gør det den mindre autentisk?! No way.

Og apropos Bob Dylan, med det rigtige navn Robert Zimmerman, er hans musik mindre værd, fordi han rejste til New York, tog nyt navn og legede Woody Guthrie? Nej, vel? Er Tom Waits, som først opfandt sin rendestensmåde at synge på et par plader inde i karrieren, også diskvalificeret af den grund?!

Og bliver The Clash uautentiske, fordi Joe Strummer, i henhold til punktidens facistoide idealer, gjorde alt for at skjule, han var en pæn diplomatsøn ved navn John Mellor? Og iøvrigt løj om sin alder, der var alt for gammel til punk (han var….25). No, no, no. Det handler KUN om oplevelsen hos den der lytter. Resten er stjernestøv og make believe.

Lyden er alt for lav på dette klip fra dengang MTV var værd at se, men det er også det eneste der er galt, for Nick og Kylie er fantastiske sammen under sort og rødt, i deres duet-remake af Steen J. og Sissel K’s ‘Elia Rising’. Eller var det omvendt? Ja, det var det vist. Well, nyd Nick Cave og Kylie Minogue’s skæbnesvangre mordhistorie her…