En stor dag

Den 1. oktober er en stor dag i historien. På denne dag i 1980 blev kommunistpartiet i Burkina Faso splittet; den Albanien-tro fraktion rev sig løs. Mange år senere udsendte Victoria Beckham sit debutalbum – også d. 1. oktober.

Frankly Mr. Shankly


25 år siden i dag, at Bill Shankly forlod verden. Som det nok er mange bekendt, var Shankly manden, der fodboldmæssigt som sjæleligt løftede Liverpool FC op til storhed. Af hans mange berømte quotations synes denne mest passende til lejligheden:

“Above all, I would like to be remembered as a man who was selfless, who strove and worried so that others could share the glory, and who built up a family of people who could hold their heads up high and say ‘We’re Liverpool’.” Den fine målsætning må siges at være lykkedes 100% – tak for det!

De nuværende spillere i LFC har chancen for fejring af Bill Shankly i morgen, hvor 3 points kan hentes på Reebok Stadium i Bolton. Dér er værterne kendt for at spille langt mere med muskler end med bold, hvad sidste sæson’s hårde 2-2-kamp mod netop Liverpool var et grimt bevis på. Ligner en nøglekamp for Sissoko…

Bolton W-Liverpool: Kanal 5, lørdag kl. 13.00 – kick off 13.45

Flere Bill Shankly-citater her: http://en.wikiquote.org/wiki/Bill_Shankly.

En fjern kurve

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-curve.jpg

Der er lige kommet et nyt album med Thomas Buttenschøn. Heldigvis findes der dog også musik, det er til at holde ud at høre på. Forleden, da jeg kiggede i mine talrige kasser med gamle cd’er, genfandt jeg f.eks. Doppelgänger med den britiske duo Curve. Gotisk shoegazer-techno – en slags Cocteau Twins med beats og My Bloody Valentine-guitarflader – der dengang i 1991 (hvor Buttenschøn også var en seksårig dreng af krop) var dybt fascinerende og faktisk stadig er det. Nogle år senere blev Garbage et verdensnavn med en lyd, der var mere umiddelbart poppet, men alligevel trækker lange veksler på Garcia og Halliday. Hør bare Shirley Mansons vokal, hvis I ikke tror mig.

Elektrisk fast food

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-L_01.jpg

Dagens tip til den grå regn. Nyt, ungt, upcoming britisk band med rastløs, hurtig lyd. Har hørt den formel talløse gange før, men charmerende er det, al den catchy larm med klippefast tro på egen uovervindelighed:

http://www.myspace.com/theautomatic

Sheffield United

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-JC.jpg

Apropos indlægget nedenfor, så forlyder det i dag fra Ingerland, at Jarvis Cocker’s debut “Jarvis” udkommer d. 13. november. Og efter bl.a. Pastorens kritik af den C**** Are Running The World-sang, er det nu blevet besluttet IKKE at inkludere den på selve albummet fra den skarpe repræsentant for Sheffields utilpassede ex-ungdom – shame on you, Pastor!

DK, nu blunder den lyse nat

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Banditter.jpg

På en weekend hvor partiet Venstre har gjort sig anstrengelse for at markere sit værdifællesskab – ja, sådan kalder man det selv – med Dansk Folkeparti, når en ny popsang med Pulp’s forsanger Jarvis Cocker, Englands stolte svar på Mikael Simpson, frem til næsten samme overordnede resultat, omend dog fra en mere konkret og globaliseret synsvinkel. Da det blandt andet skal være en fælles kamp for ytringsfrihed, der binder de to så folkekære danske partier sammen, bringes her, i fuld respekt for netop den, Jarvis’ enkle, ligefremme ord:

RUNNING THE WORLD

Well did you hear, there’s a natural order
Those most deserving will end up with the most
That the cream cannot help but always rise up to the top
Well I say: Shit floats.
If you thought things had changed
Friend you’d better think again
Bluntly put in the fewest of words
Cunts are still running the world
Cunts are still running the world

Now the working classes are obsolete
They are surplus to society’s needs
So let ’em all kill each other
And get a maid overseas
That’s the word don’t you know
From the guys thats running the show
Lets be perfectly clear boys and girls
Cunts are still running the world
Cunts are still running the world

Oh feed your children on cray fish and lobster tails
Find a school near the top of the league
In theory I respect your right to exist
I will kill ya if you move in next to me
Ah it stinks, it sucks, it’s anthropologically unjust
But the takings are by a third
Oh, so cunts are still running the world
Cunts are still running the world

If your market is perfectly natural
Or do you think that I’m some kind of dummy
It’s the ideal way to order the world
Fuck the morals, does it make any money?
And if you don’t like it? Then leave
Or use your right to protest on the street,
Yeah, use your rights but don’t imagine that it’s heard
Oh no no, cunts are still running the world
Cunts are still running the world

© Jarvis Cocker

Hør sangen her: http://www.myspace.com/jarvspace

Musik for indian summer

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-is.jpg

Det har været den bedste sensommerdag i København denne søndag. Har været ude under skarp sol, træers mørkegrønne tag, med hunden Jamaica. Kom hjem og fandt en sang frem, der ville indkapsle dagens dybtliggende landskab af forgænglighed og tørst efter mere, amerikanske Luna’s cover af Beat Happening’s…Indian Summer.

INDIAN SUMMER

Breakfast in cemetery
Boy tastin wild cherry
Touch girl, apple blossom
Just a boy playin possum
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
What is that cheerful sound?
Rain fallin on the ground
We’ll wear a jolly crown
Buckle up, we’re wayward bound
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
Motorbike to cemetery
Picnic on wild berries
French toast with molasses
Croquet and Baked Alaskas
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
We’ll come back for Indian Summer
And go our seperate ways
Cover me with rain
Walk me down the lane
I’ll drink from your drain
We will never change
No matter what they say…

© Beat Happening

Musik for et nyt efterår

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-dyinginthevinesingle.jpg

Pastoren skrev både om efterår og om John Cale i går. Sidstnævnte fik mig til at høre en plade, jeg købte i foråret, men aldrig fik pakket ud, opsamlingen Close Watch – An Introduction To John Cale. Selv kender jeg mest John Cale fra hans gyldne periode i Velvet Underground, samt fra nogle kulsorte, intoxikerede solokoncerter i midtfirsernes København. Er ikke nødvendigvis så vild med hans afstandsholdende, lidt uhm…teatralske stil, men tilstår gerne hengivenhed over for mesterlige sange som den big time-orkestrale “I Keep A Close Watch”, Warhol-pladens graciøse “The Style It Takes”, men især nedenstånde “Dying On The Vine”, med det så specielt fine flow i melodi, stemning, cut op-tekst. Har 7-inch-udgaven med ovenstående cover – hører den for sjældent…

DYING ON THE VINE

I’ve been chasing ghosts and I don’t like it
I wish someone would show me where to draw the line
I’d lay down my sword if you would take it
And tell everyone back home Im doing fine

I was with you down in Acapulco
Trading clothing for some wine
Smelling like an old adobe woman
Or a William Burroughs playing for lost time

I was thinking about my mother
I was thinking about what’s mine
I was living my life like a Hollywood
But I was dying on the vine

Who could sleep through all that noisy chatter
The troops, the celebrations in the sun
The authorities say my papers are all in order
And if I wasn’t such a coward I would run

I’ll see you me when all the shootings over
Meet me on the other side of town
Yes, you can bring all your friends along for protection
It’s always nice to have them hanging around

I was thinking about my mother
I was thinking about what’s mine
I was living my life like a Hollywood
But I was dying, dying on the vine

John ©ale

I dag begynder efteråret

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-efteraar6.jpg

23. september, efterårsjævndøgn og derfor den egentlige start på efteråret. Jeg vil fejre dets komme ved at tage mine shorts på (for vejret har ikke opdaget det endnu) og gå udenfor med min iPod. Jeg har netop fået genudgivelsen af John Cales popklassiker Paris 1919, og det skal fejres. Der er tidligt efterår over meget af den walisiske sangers musik.

Og hermed fortsættes samtidig C-temaet på bloggen over sangskrivere, der passer til midaldrende mænd (som undertegnede) og mørkt øl (som f.eks. Köstritzer Schwartzbier) : Cohen, Cave og nu Cale. Jens bør nu fortsætte med Johnny Cash.

Den gode søn

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Cave.jpg

“I don’t do happy. I do angry or sad”. Således står der øverst på romantikeren Nick Cave’s MySpace-side. Og sandt at sige er det som oftest det temperamentsfulde, fra den ulmende glød til eksplosionsbranden, der er blevet doseret fra hans red right hand. Ikke mange kan som Nick Cave skrive og synge den traditionelle kærlighedssang så direkte og intenst. Og i en form, der med sit klassiske klaverspil og sine floromvundne sprogbilleder, egentlig fremstår decideret umoderne, er det noget af en bedrift, at Cave, med sin helt personlige sans for det dramatiske, for det indlevende, for den voksende grå sky på den blå himmel, igen og igen kan give sine sange så meget vitalitet, så nutidig en relevans. Hans koncert i Operaen for et år siden var et brag på samme baggrund. Der tog han et bedsteborgerligt Kulturpris-publikum på sengen, med en voldsomhed ingen syntes forberedt på, spyttende, syngende, smadrende sit klaver ud i høj, ekspresiv musik som bedst. Kulturministeren var på det nærmeste forsvundet ned under sin stol tilsidst. Jo, det var sgu’ kultur – så kan de lære det! Og om muligt endnu bedre var det faktisk året før, da han og The Bad Seeds rullede forbi København, Falkoner Salen, en fredag aften. Her brugte Cave samme specielle scenetrick og gjorde massen i den propfyldte sal til direkte modstander/modtager i de udfarende skæbneberetninger, hvor hans gode konstant kæmper mod det onde, hvor hans onde konstant kæmper mod det gode. For jo, det er den sang han synger. Og som god vin bliver den bedre og bedre med årene. Nick Cave fylder 49 i dag.

http://youtube.com/watch?v=ws4SAOo9-5w

Han er vores mand

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-leonardcohen1.jpg

For nyligt udkom soundtracket til koncertfilmen I’m Your Man, hvor en række internationale artister – mange af dem med efternavnet Wainwright – på en australsk aften fortolker sange af singersongwriter-sortsynets grand old man, Leonard Cohen. Soundtrackets kvalitet er, for nu at sige det diplomatisk, svingende, selvom specielt Nick Cave’s præstation på titelsangen næsten alene er indgangsprisen værd. Men det er ligemeget. Hvad der vil fortælles her er, at Leonard Cohen på det obligatoriske fotoportræt på coveret, næten overskygges af en vis Bono Vox. Ja, ham vores opmærksomhedssyge ven fra U2. Hvilket måske ikke er så klædeligt – Bono’s omklamren af alt der udstråler autencitet er efterhånden legendarisk – men alligevel siger mere end ord kan, om Leonrad Cohen’s velfortjente status som absolut kunstnerisk elite indenfor en branche, der ellers sjældent sætter pris på sine egne uhm…moralske vindere mens de er i live. Dét er Leonard Cohen, der i dag fejrer sin 72 års fødselsdag – long may he run!

Jens Unmacks officielle weblog