Sidste nyt fra hulen

Når Gaffa kommer os i forkøbet med egne nyheder, må vi hellere hugge fra Gaffa:

Skaberkraften hos den bibelstærke ”Out-backer” er åbenbart uudslukkelig, for ikke nok med at han 5. marts barsler med debutpladen fra sit nye band Grinderman, han planlægger således også indspilningen af et nyt Bad Seeds-album med indspilningsstart i juli.

Indtil videre vil Cave dog ikke afsløre for meget om sangene på den endnu unavngivne plade, som han ifølge Billboard kun har arbejdet på i tre uger, og som vil blive en opfølger til dobbeltudgivelsen fra 2004 ”Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus”.

Den produktive sangskriver forklarer også, at projektet Grinderman er et forsøg på at øge udgivelsesfrekvensen, så han ikke behøver at vente tre år mellem pladerne fra The Bad Seeds; tre år er den tid pladeselskaberne, ifølge Cave, forventer der må gå fra en pladeudgivelse til den næste.

Happy birthday, Grant

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-grant.jpg

BOUNDARY RIDER

There’s a boundary rider
at the five mile fence
bloodwood, bones + steers

And the sky’s so deep
you can’t find your sleep
keeps you walking through these tears

So you reach for things
you’re never satisfied
you’re running down the years

And to know yourself
is to be yourself
keeps you walking through these tears

Some days you ride it hard
to stop them getting out
then comes the day you ride
to stop them getting in

There’s a boundary rider
on the five mile fence
bloodwood, bones + steers

And to know yourself
is to be yourself
keeps you walking through these tears

© Grant McLennan/The Go-Betweens

Neonbiblen, del 2

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ARCFIRENEONBIBLE.jpg

Jens siger, at “folk ude i byen” tror at denne blog er et “musiksite”, hvor vi modtager anmeldereksemplarer af den musik, andre indspiller og udsender. Gid vi gjorde! Alle albums her er erhvervet med vore egne surt bortødslede spareskillinger. Hermed en opfordring til alle pladeselskaber om at overdænge os med jeres seneste gode udgivelser (og kun dem, tak).

Det er faktisk lykkedes mig nu at lytte til hele det nye album Neon Bible med Arcade Fire. Jeg vil allerede nu hævde, at dette nye album slet ikke er skidt; ja, det er faktisk endnu bedre end Funeral. Denne gang er der ikke så melankolsk en stemning over musikken som sidst – teksterne har jeg ikke helt fanget endnu. Ja, jeg følte mig løftet uden i øvrigt at være i løftet stemning, da albummet var færdig med at spille.

Især den underligt triumferende sang “Intervention” med kirkeorglet, men også “Antichrist Television Blues” (hvilken titel!), “No Cars Go”, “Windowsill” og afslutningsnummeret “My Body Is A Cage” (hvor kirkeorglet vender stærkt tilbage) greb mig. Strygere er der også på dette album, men denne gang fra et stort orkester. En sang som “Keep The Car Running” giver mig mindelser om Springsteen omkring Born To Run, måske ikke i arrangementet, men i melodi og stemning.

Hør “Intervention” på http://goodblimey.com/archives/2006/12/31/arcade-fire-intervention/ og køb hele albummet, når det kommer.

Og se en anmeldelse her.

Neonbiblen

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-arkade.jpg

Den 6. marts kommer det nye album fra Arcade Fire, og det hedder Neon Bible. Hvis man som jeg synes at Funeral var værd at lytte til, er man sikkert spændt på hvad canadierne nu har fundet på.

Jeg er ikke alene om at være spændt. Koncerten i Store Vega d. 25. marts var nemlig udsolgt på 4 minutter, så nu er den flyttet til KB-Hallen.

Man kan allerede nu høre et par numre på WWW. Lyt til “Black Mirror” på http://www.arcadefire.com/cms_res/af-black_mirror.mp3. Og på
http://www.myspace.com/arcadefireofficial kan man høre “Keep The Car Running”.

Ingen af numrene lyder forresten dårligt.

Spredt men høj torden

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-someloudthunder.jpg

Clap Your Hands Say Yeah er allerede nu ude med sophomore-pladen, der skal leve op til debutens anmelderroste rodebutik af ubesværet opfindsomhed og anderledes fingeraftryk. På Some Loud Thunder inviteres atter ind i den skitsernes labyrint, som er hjemstedet for CYHSY’s færdigindspillede sange. Meget dér er uforløst, men intet heldigvis uden mening. For bag selv de længste rækker af svimlende ens akkorder og afhakkede rytmer kommer forløsning og fyldestgørelse. Nogle gange ved en lille tonal ændring i den musikalske opbygning/nedbrydning, andre gange i de små nuancer i Alec Ounsworths gutterale husmorsvømning. Og undskyld vi kalder hans sang for dét, som ikke er negativt ment. Hver fugl synger med sit næb og lyden af Ounsworths er en af de mere opsigtsvækkende i ny musik. På trods af kraftige klangmindelser om David Byrne (Talking Heads) og Gordon Gano (Violent Femmes) er Ounsworth helt sin egen, uden megen hensyntagen til begrænsende konventioner som tonalitet og gammeldags vokale skønhedsbegreber. Den lyd og tilgang er på Some Loud Thunder med til at skabe en lille som stor musik, der, udstyret med en imponerende mangel på ordenssans, trækker langt, langt væk fra tidens og hverdagens strømlinede rationalitet. Hen et fremmed sted, hvor op godt må være ned, hvor selv mørke er ladet med lys, og hvor disse frihedselskende sange næsten spiller og synger sig selv. Føles som vi har brug for det.

PS – Kommer der mon andre plader i år end Some Loud Thunder, hvor så forskellige konkrete størrelser som Satan og stedet Jamaica besynges? Yep, en ialfald. Den hedder Aftenland Express og har en hel del med denne side at gøre…

Forget me not

Intet er mere absurd end at dø i en trafikulykke, udtalte Albert Camus nogle år inden han besynderligt nok i 1960 selv endte sit liv i en forulykkende bil. Og muligvis er hans påstand rigtig, men en – på et meget mindre plan – næsten ligeså absurd ting er det, at bruge kostbar tid på den slags venskabslandskampe, som denne uge har præget den europæiske fodbold. Et er at kvaliteteten af de efterhånden alt for mange regulære kval-kampe til EM/VM, gennem inklusion af de talrige nye fodboldforbund fra øst, er faldet mærkbart. Noget andet er det, at man alligevel stadig tager tid væk fra de klubturneringer, de fleste af os ånder for, med en parade af halvhjertede træningskampe, som ingen udover de nationale fodboldforbund synes at have hverken tid, lyst eller overskud til. Selv havde vi sådan en tirsdag aften mod Australien i Shepherds Bush, hvor begivenhedens manglende betydning lyste ud af TV. Og i går var det Englands tur mod Spanien i en tilfældig og rodet affære, der næsten nåede at se flere spillere på banen, end der var tilskuere på stadion i Manchester. Et andet sted langt derfra dystede San Marino samtidig mod Irland, der vandt på et mål i fem minutters overtid. Det lyder jo af noget med sådan en sidsteøjebliksafgørelse, som ellers kun er håndboldens besynderlige verden forundt, men at dømme efter nedenstående anonyme tilskuerreferat, var heller ikke den oplevelse tilnærmelsesvis værd at huske:

The teams walk out – not of a tunnel but from under some trees,
They are not that big – they`d only reach Big Niall Quinns Knees.
In the teamtalk O`Shea seems confused by his role,
He wants the keepers jersey – he wants to play in goal.

Into the second half and all is level,
With the San Marino players tackling like Philip Neville.
The ref doesn`t seem to care – as the tackle fly in,
As Harte fluffs a free – God I miss Denis Irwin.

Humpty Dumpty sat on a wall eating his curds and way,
As humpty pondered – pondering thoughts – he thought “I`ll play the Irish way”,
I`ll kick and i`ll run and i`ll avoid the big goal,
That way my manager will appear on the dole.

Scouse cowboys

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-UL8.jpg

Nyheden om at Liverpool FC, ens (=min) fodboldklub og tæt på essensen af alt hvad man (=jeg) holder af omkring England, er blevet opkøbt af to hovedrige amerikanske forretningsmænd, hvoraf den ene, en texaner, endda har gjort sig bemærket ved sin økonomiske støtte til George W. Bush’s to præsidentkampagner, er ikke nem at komme overens med. Pengene de to kommer med er mere end nødvendige, hvis Liverpool som klub skal gøre sig håb om en tilværelse i fodboldens absolutte top, hvor den på baggrund af sin uforlignelige historie naturligvis ser sig selv hjemme. Men kulturen og traditionerne omkring Liverpool FC – hvad med dem? Ved overtagelses-pressemødet i går, havde de nye ejere – George Gillett Jnr. og Tom Hicks – travlt med at pointere hvor opmærksomme de er på hvad Liverpools tilhængere ønsker sig. Men samtidig lagde man ikke skjul på, at f.eks. navnet til Stanley Park, det kommende store LFC-stadion, er til salg, hvis prisen udefra er den rigtige. Så måske venter en McDonalds Park, en Adidas Arena, et Disneyworld Stadium forude som hjemmebane for Liverpool, hvilket – set herfra – vil være alt andet end optimalt. Det vil være at pisse på hvad klubben er og bør være, og mon ikke de nye amerikanere trods alt ved netop det? Et forretningstalent så stort som deres handler vel også om en præcis afvejning af, hvordan de i et tilfælde som Liverpools ikke punkterer en enorm fanbases entusiasme, ved selvskabt devaluering af det pletfri klub-brand, de netop har betalt så rasende dyrt for. Der er en spændende tid med meget på spil forude for alle der ånder Liverpool. I den forbindelse er det vigtigt at huske én ting: USA er ikke en forbandelse – det er bare et land…

En ny fortælling

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-colaugle.jpg

Fortællende sange som f.eks. den nye single har ofte helt særlige kvaliteter. “Coke Lovebirds” indskriver sig i en lang tradition. Tænk på f.eks. “Tangled Up In Blue” fra Bobs Blood On The Tracks eller Bruces “Jungleland” fra Born to Run.

(Og nej, billedet ovenfor har intet med singlen at gøre.)

Så er det officielt: # 1 er nummer et

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2w2.jpg

Så lykkedes det endelig: I tredje forsøg i træk blev vores guitar-ace Rune Kjeldsen i går aftes ved Steppeulvs-prisuddelingen i Vega – i konkurrence med bl.a. Henrik Hall og Anders Trendymøller – kåret af de danske musikkritikere som “årets musiker” – stort tillykke, #1!

Ydmyg?

Endnu en mærkedag i rækken af rockikoner, der blev mordere. Netop i dag er det præcis 40 år siden den britiske producer Joe Meek skød sin værtinde og derefter skød sig selv.

Joe Meek var også: En sangskriver, der ikke kunne spille et instrument. En spiritist med et brændende ønske om at få kontakt med Buddy Hollys ånd. En bøsse, der levede på et tidspunkt, hvor homoseksualitet ikke var almindeligt accepteret i Storbritannien. Alt i alt en kompliceret skæbne.

Ikke mange kan huske Joe Meek selv, men hans hits fra 1960’erne er der sikkert mange, der kender. Instrumentalhittet “Telstar” er efter sigende Margaret Thatchers yndlingsnummer. Derfor kan det dog alligevel være værd at lytte til.

Husk at der for nylig er udkommet et dansk hyldestalbum til Joe Meek, The Lady With The Crying Eyes. Selveste Henrik Hall synger nummeret “Just Like Eddie”.

Exit John Simon Ritchie

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-sidviciouspvc.jpg

I dag er det 28 år siden, John Simon Ritchie tog en overdosis heroin. Stoffet fik han af sin mor, der selv var en erfaren misbruger. 21 år og 8 måneder gammel var han også selv en erfaren mand: Han havde været medlem af et stildannende band fra London, havde været på USA-turné med selvsamme og havde slået sin kæreste ihjel.

I dag kan man købe samlerfigurer af Sid Vicious. Se ovenfor. Og bemærk hvordan han næsten ikke rører ved strengene.

Se http://www.starstore.com/acatalog/Starstore_Catalogue_MUSIC_ACTION_FIGURES_2878.html, hvor man også kan erhverve sig figurer af f.eks. John Lennon, Jimi Hendrix, Kurt Cobain – og My Chemical Romance (jeg vidste ikke at de var døde…)

En aften foran fjernsynet

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-turncoat.jpg

Jeg sad og så TV-avis om Karen Jespersen. De glemte helt at nævne, at hun faktisk også har været medlem af SF. Det er måske lidt svært at holde styr på efterhånden.

(Er der flere derude, der er frisk på et væddemål om de næste to valg?)

Jens Unmacks officielle weblog