Unmack synger Thåström

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-SnderBoulevard.jpg

Svenske Joakim Thåström spillede lørdag aften en Roskilde-koncert, der nok vil stå som et festival-højdepunkt for mange af de tilstedeværende. Thåström udsendte for godt et halvt år siden Skebokvarnsvägen 209, og det var hovedageligt dens skarpe numre og enkle, nøgne lydbillede, koncerten blev bygget op omkring. En af pladens bedste sange, der også strålede fra scenen på Roskilde, er Thåströms nye single, “Sønder Boulevard”. Denne sjældent fine hyldest til Vesterbro og København kan høres her, som cover i en ydmyg Jens U-demo-version, indspillet på akk. guitar, Casio-keyboard og glockenspiel oppe på 5. sal, under himlen. For god ordens skyld skal det nævnes at både tekst og musik er af Thåström, samt at kommercielt salg af dette tidsbegrænsede gratis download hverken vil være iorden eller tilladt. Enjoy!

Filen er nu (pr. 6. juli 2006) taget ned!

Reaktioner og setliste på Roskilde

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Ivcut.jpg

***** Ekstra Bladet – “Ren knockout”
***** BT – “…Unmack og et fantastisk band lagde mere end adskillige alen til begreberne spilleglæde og veloplagthed.
***** GAFFA – “Pragtpræstation…”
**** Soundvenue – “…en stemme man burde kunne købe på bånd til målrettet brug i ensomme nætter…”

Her er hvad blev spillet:

Hollywood
Født på en søndag
Happy ending
Røde lanterne
Fremmedlegionær
Invitation
Joyride
Satans yngel
Minder
Der kommer en morgen
+ + +
Alle har en drøm at befri
Vejen hjem fra rocknroll

Live-interview Roskilde fredag

Live-interview i dag på Roskilde. Fra Auditorium.nu:

“AAA står for Access All Areas og det er indie-området på Roskilde Festival, hvor Auditorium har en stand. Det ligger lige ved siden af Pavilion Junior. AAA har en lille scene hvor der vil være forskellige aktiviter, således er der interview med Unmack fra Jens Unmack & Slagterne fredag kl. 16.30.”

S!

Skulle lave en køre-CD nu, der både kan fungere dag og nat, til weekendens Kbh-Roskilde-Kbh-ture. Stillede i den forbindelse en opgave op, og en ret vanskelig en, viste det sig: Sammensæt en CD udelukkende med sange der begynder med bogstavet s. Nedenfor er det skizofrene resultat. Hvad der umiddelbart mest falder i øjnene er alle de super sange, der IKKE kom med på de under 80 minutter. Samt at det hele måske er blevet for mainstream, med for mange indlysende klassiker-valg. Så lad endelig gerne se hvordan jeres personlige mix-CD med s-sange ser ud. Det kan være der er noget man kan lære af…

Staten & Kapitalet – Ebba Grön
Super Massive Black Hole – Muse
Song To Say Goodbye – Placebo
Steady, As She Goes – The Raconteurs
Suffragette City – David Bowie
Starcrazy – Suede
Smile Like You Mean It – The Killers
Second Skin – The Chameleons
Soul Inside – Soft Cell
Sooner Than You Think – New Order
Some Girls Are Bigger Than Others – The Smiths
Speedway – Morrissey
Song For Nico – Marianne Faithfull
Shoreline – Broder Daniel
Sex Beat – Gun Club
Slow Motion – Blondie
Spanish Bombs – The Clash
Sometimes Good Guys Don’t Wear White – The Standells
State Trooper – Bruce Springsteen
Sønder Boulevard – Thåström

Drømmenes Brasilien

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Bra.jpg

Den her blog er en af de få på kloden ovenfor, der ikke sætter al entusiasme og mammon på drengene fra Copacabana og Sao Paolo. Men alligevel….tænk nu hvis man helt uvidende havde sig en brasiliansk onkel og pludselig blev udtaget til at skulle spille allerede i eftermiddag mod Ghana Power. Det er vel ikke umuligt. Men hvilket navn skulle der så stå bagpå den legendariske Brasil-trøje? Nej, Nielsen, Christensen, Larsen sender ikke det rigtige signal om samba-fodbold og synkron jubeldans med Kaka & co. Smoelle har sendt os et link til en side, der kan løse problemet.

http://www.minimalsworld.net/BrazilName/brazilian.shtml

Radio Free Europe

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Beirut.jpg

Zach Condon, 19 år og opvokset i Albuquerque, har netop under navnet Beirut udsendt sin debut Gulag Orkestar, en af årets mest specielle plader. Guitarforladt amerikansk indie, forklædt som østeuropæisk balkan-folkemusik af den mest længselsfulde slags, spreder vemodige toner udover horn-, harmonika- og ukulele-fyldte sange med eksotiske titler som “Bratislava”, “Prenzlauerberg”, “Rhineland (Heartland)”, “After The Curtain” og “The Bunker”. Ved ikke hvad unge Zach har med Østeuropa, men i hans hjerte står Jerntæppet endnu og beskytter mod alt det, vi i Vesten kender som vores. På papiret ligner Beirut’s sange derfor dødsdømt musikturisme og retro, men virkeligheden er heldigvis nådigere ved Zach’s færd ind gennem en fremmed kulturs talløse faldgruber. Her er intim glæde, her er sorg. Her er begravelsesmarcher, valse, fanfarer. Her er knejper og gamle, mørke balsale. Der er også årstider. Og vi får nætter, dage, der flyder som var de Donau. Og slagmarker. Og brostensbelagte gader. Og en enlig Young Marble Giants-rytmebox fra forrige århundrede. Og meget, meget andet. Længe siden man har hørt musik, der nærmest giver lyst til at få en partitro, slovakisk penneveninde. Gulag Orkestar er dét fine album, fra en levende amerikaner med alle antenner ude.

Mens Roskilde venter

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-NS.jpg

Ud af ingenting spiller New York City’s Nada Surf i aften i Vega, København og i morgen så i Voxhall, Århus. Nada Surf startede for 10 år siden ud med college-indiehittet “Popular”, men trodsede enhver forudsigelse om one-hit-wonders, som den slags MTV-popcorn uundgåeligt afføder, og voksede sig istedet til at blive en særegen, strømlinet trio, indenfor en genre der kunne hedde pop-melancholia. Nada Surf er lige nu på tour med 4. album, The Weight Is A Gift, der igen ubesværet demonstrerer et rigt talent for både hjemsøgende melodi og elektrisk nærvær.

Hadersleben

Vi fejrede Skt Hans-aften på Kløften Festival i Haderslev med en flok veloplagte og højrøstede sønderjyder. Her er båltalen:

Hollywood
Født på en søndag
Røde lanterne
Skovens dybe stille
Fremmedlegionær
Satans yngel
Minder
Happy ending
Love goes on forever
Der kommer en morgen
+ + +
Alle har en drøm at befri
Vejen hjem fra rocknroll

I aften er der også…

Hvis man af en eller anden grund ikke skal se regnen falde over et lokalt Sankt Hans-bål eller ikke vil se f.eks. Togo vinde over Frankrig, kan man kigge forbi TV2 Zulu, der i aften viser Heathers, en amerikansk film, der har flere indforståede henvisninger til The Replacements. F.eks. går hovedpersonerne på skolen Westerburg (ikke Westerberg…) High, og på et tidspunkt i filmen kommer replikken “Color me impressed!”, der også er titlen på et af de bedre numre på albummet Hootenanny. Efter sigende var Winona Ryder ulykkeligt forelsket i Paul Westerberg, da filmen blev til.

Apropos selvsamme herre: Læs et lille interview med Paul W. på http://www.msnbc.msn.com/id/13121949/site/newsweek/.

Aftener i Paradis

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KewellTV.jpg

Så er overraskelserne begyndt at falde. Tidligere i dag avancerede Ghana Power, til en duel næste onsdag mod Brasiliens verdensmestre, og her til aften, i turneringens hidtil mest medrivende dyst, skete det uventede igen, da Australien, med storspillende Harry Kewell, kørte Kroatien ud af banen og hjem til Balkan. Så hurry up, Harry – Italien venter i Kaiserslautern på tirsdag. Men inden da skal do-or-die-kampene Sverige-Tyskland, Argentina-Mexico, England-Ecuador og Holland-Portugal afvikles. Vi lever i en spændende tid.

Så er køreplanen kommet

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LFC1974.jpg

Tro ikke den her VM-feber er andet end en flygtig virus. Det virkelige liv starter igen til august, når Premier League går igang. Her til formiddag er turneringsplanen blevet offentliggjort i London, og vi bringer med glæde den del af den, der omhandler et vist rødt hold fra Merseyside. Bare for ligesom eksempelvis at give noget stort at se frem til. Skal nævnes for god ordens skyld, at A står for udekamp, H for hjemmekamp. Here goes:

August:
19 Sheffield United (A)
26 West Ham United (H)

September:
09 Everton (A)
16 Chelsea (A)
20 Newcastle United (H)
23 Tottenham Hotspur (H)
30 Bolton Wanderers (A)

October:
14 Blackburn Rovers (H)
21 Manchester United (A)
28 Aston Villa (H)

November:
04 Reading (H)
11 Arsenal (A)
18 Middlesbrough (A)
25 Manchester City (H)
29 Portsmouth (H)

December:
02 Wigan Athletic (A)
09 Fulham (H)
16 Charlton Athletic (A)
23 Watford (H)
26 Blackburn Rovers (A)
30 Tottenham Hotspur (A)

January:
01 Bolton Wanderers (H)
13 Watford (A)
20 Chelsea (H)
31 West Ham United (A)

February:
03 Everton (H)
10 Newcastle United (A)
24 Sheffield United (H)

March:
03 Manchester United (H)
17 Aston Villa (A)
31 Arsenal (H)

April:
07 Reading (A)
09 Middlesbrough (H)
14 Manchester City (A)
21 Wigan Athletic (H)
28 Portsmouth (A)

May:
05 Fulham (A)
13 Charlton Athletic (H)

Leeds United

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-WhoLeeds.jpg

På Centralbiblioteket i Viborg var det en af de plader man tilbage i midt-70’erne bare måtte tage med sig hjem. Om ikke for andet, så ialfald fordi det enkle, rå, sandpapirfarvede cover lovede andre og så mere spændende ting end langt de fleste andre albums dengang, der som oftest kom iklædt lunkne, hippie-progressive farver og grim, ussel grafik.

Siden har Live At Leeds fået næsten officiel klassikerstatus, som en af de allerbedste liveplader nogensinde. Den slags overvejelser fandtes ikke da jeg først hørte pladen på mit værelse. Da var det kun dens eksplosivitet jeg lagde mærke til. Blev dog ikke lukket indenfor i sangenes mange soloer, og kom derfor aldrig helt på bølgelænge med pladens bagmænd, The Who. Og dog alligevel, for deres udgave fra Leeds af Eddie Cochran’s “Summertime Blues” var noget af det vildeste jeg kunne finde. Og den slags var værd at sætte pris på!

Siden har jeg aldrig hørt Live At Leeds, lige indtil i går, efter at have læst nedenlinkede artikel om den fra engelske The Guardian. Fuck, tænk hvis vi her i landet også havde en avis, der skrev ligeså seriøst og begejstret om moderne musik…! Som det er nu begrænser vores egne dagblades musikdækning sig til et eventuelt promo-interview i forbindelse med en nyudgivelse, nogle sporadiske live- og pladeanmeldelser, og så den lille andedams-notits, som når en celebrityguitarist er faldet ned fra en palme, eller, som når et lokalt band har vundet sig en kontrakt i udlandet – woaw, hvor oplysende! Men simpelthen ikke godt nok.

Det er en helt anden snak. Tilbage til The Who og og the Leeds side-streets that you slip down. Overraskende stor oplevelse at genhøre pladen, der absolut ikke fremstår tammere med tiden. Og hvad der oprindeligt var et album med kun 6 sange er nu en broget samling på hele 14. Så jo, vi taler her højeste potens af CD-mediets velsignede revisionisme. For endelig er der blevet plads til de korte, direkte sange, som The Who især mestrede. Og som får de oprindeligt udsendte lange freestyle-numre sat i et for mig mere dramaturgisk forståeligt perspektiv.

At høre The Who-hjørnesten som “I Can´t Explain”, “Substitute”, “Tattoo” og “I’m A Boy” spillet lyslevende ud, med den specielt voldsomme, ekspressive lyd fra den svedige aften i studenter-cafeteriet, er langt mere værd end de næsten ingen penge, som Live At Leeds kan fåes til i dag. Det sagt af en mand, der altså indtil i går kun havde to singler – “Substitute” og “Pictures Of Lily” – med bandet. Men læs nu skrivet i den engelske avis og få selv lyst til at tage en tur i tidsmaskinen til Leeds, en kold februaraften i 1970.

http://arts.guardian.co.uk/features/story/0,,1798259,00.html

Vi var alle kaptajner

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-1950.jpg

Mange tak til den lille, trofaste skare, som fulgte os til Oslo og tilbage! Uden jer havde koncerterne ikke givet stor mening. For – som vi fandt ud af the hard way – er Oslofærgens faste klientel endnu ikke klar til at være den ene givende part i en showsituation. Derfor var det heldigt, vi havde andre at spille op mod. Det hele foregik i en 80’er-stylet discoclub, hvor folk nærmest lå i sofapuder omkring det flade halvcirkelformede dansegulv, der gjorde det ud for en scene. At et ret bastant rodeo-gitter adskilte de to områder gjorde intet nemmere for nogen. Så det lykkedes aldrig – trods hårdt slid – at etablere noget, der publikumsmæssigt ramte en almindelig koncertstemning. Men heldigvis havde musikken sin egen berettigelse. Ikke mindst lørdag nat, hvor sangene lød på den helt rigtige måde. Her er hvad blev givet ude på havets mørke:

Fredag: Hollywood/ Født på en søndag/ Happy ending/ Joyride/ Fremmedlegionær/ Satans yngel/ Røde lanterne/ Kræmmer$jæl/ Minder/ Der kommer en morgen// Alle har en drøm at befri

Lørdag: Hollywood/ Født på en søndag/ Fremmedlegionær/ Invitation/ Skovens dybe stille/ Minder/ Satans yngel/ Happy ending/ Der kommer en morgen// Alle har en drøm at befri/ Vejen hjem fra rocknroll (med Kira)

Hvad er der ellers at sige? Jo, Oslo var en smuk by i lørdags, i solskin og tung sommervarme. Og vores værter fra ROSA/DFDS gjorde deres bedste for, at vi skulle føle os hjemme på det enorme skib, hvis sejlads både ind og ud gennem den lange, smalle fjord mod/fra Oslo iøvrigt var en førsteklasses nordisk naturoplevelse – tak for det!

Vi har nu to koncerter tilbage, inden vi stopper Joyride 05/06; den første er fredag aften, på Kløften Festival i Haderslev.

It's only tøfrock but I like it

Der er netop udkommet en opsamling med The Replacements, Don’t You Know Who I Think I Was. The Replacements huserede i Minneapolis i 1980’erne og gik fra hinanden i 1991. Tre af medlemmerne – Paul Westerberg og brødrene Bob og Tommy Stinson – havde nordiske aner (Stinson er den amerikaniserede form af Steensen).

The Replacements blev oprindelig kategoriseret som en slags punk, men i realiteten var det nærmere sjusket garagerock. Fra og med deres tredje album Let It Be, hvor man bl.a. kunne høre Peter Buck fra R.E.M. spille med på et nummer, var det dog klart at vi her havde at gøre med en gruppe, der var inspireret af The Kinks, Bruce Springsteen og ikke mindst de lidet kendte Big Star, hvis frontfigur Alex Chilton faktisk spillede med på enkelte senere numre og var med til at producere lidt. Og det blev klart at sangeren Paul Westerberg var en usædvanligt dygtig sangskriver, der mestrede både den enkle rock og balladerne. Rockmusikken var af den slags, som nogle af os vil betegne tøfrock.

The Replacements fik aldrig deres store gennembrud – en kombination af at være dukket op på det forkerte tidspunkt og af dårlig situationsfornemmelse. Alt for mange af deres koncerter gik op i hat og briller eller regulære udskejelser på grund af druk. Videoer gad de ikke rigtig lave, og MTV syntes de derfor også var noget pjat. For så vidt en fornuftig indstilling, men…

Da de endelig fik taget sig sammen, var toget kørt og grungen ventede om hjørnet. Men de tre albums Let It Be, Tim og Pleased To Meet Me er anbefalelsesværdige (de senere to Don’t Tell A Soul og All Shook Down såmænd også).

Og bagefter? Paul Westerberg indledte en solokarriere, der efterhånden er blevet mere og mere egenrådig. Tommy Stinson prøvede også at gå solo, men er for tiden bassist i Guns’n’Roses. Trommeslager Chris Mars er kunstmaler.

I dag er The Replacements ikke særlig hippe, og da slet ikke i punk/indie-kredse, men prøv at lytte til især alt-country-navne som Ryan Adams eller Wilco (især som de lød før i tiden), og man kan fornemme hvor de har sat et blivende aftryk.

Den nye opsamling er ikke den første; for nogle år siden kom All For Nothing/Nothing For All, der dog kun dækker de sidste år af gruppens karriere, hvor de havde kontrakt med Warner Bros. Den gamle opsamling havde en masse outtakes og svært tilgængelige b-sider; den nye har to helt nyindspillede numre. Det lykkedes nemlig at få Tommy Stinson, Chris Mars og Paul Westerberg i studiet igen (Bob Stinson døde for nogle år siden). Resultat: “Message To The Boys” og “Pool & Dive”, to fuldfede tøfnumre!

(Og så nåede Jens at se The Replacements spille i København lige inden de gik fra hinanden; jeg boede i Skotland og gik glip af dem på samme turné, da de gæstede Glasgow. Æv æv æv æv.)

Jens Unmacks officielle weblog