En dybere forståelse

Der er kommet et nyt album med Tori Amos, som jeg lover at omtale en af dagene. Men den rigtige Kate Bush har også nyt på trapperne, albummet 50 Words For Snow der kommer den 21. november. Mens vi venter, her en video fra Director’s Cut med Robbie Coltrane i hovedrollen som fascineret Mac-bruger i en nyindspilning af “Deeper Understanding” (oprindelig fra The Sensual World), et oplagt nummer at genindspille.

Men hvor mange bestiller en cd (eller dvd) med software fra et blad i vore dage? Og hvad ligger der i, at Robbie Coltrane efter sit raserianfald begynder at bruge en Windows-computer?

Dark Turn Of Mind

Jeg skal se (og høre!) Gillian Welch og David Rawlings, når de giver koncert på Det Kongelige Teater den 4. november. Og jeg glæder mig.

Mon Jens nu husker at købe billet også? Hermed en ikke særlig subtil påmindelse i form af en live-udgave af et af de mange gode numre fra The Harrow & The Harvest.

The Third Coming

20111018-220422.jpg

Jeg kan se af en artikel i The Guardian at The Stone Roses bliver gendannet med den oprindelige besætning. Ovenfor er et billede fra pressekonferencen i den anledning. Det er godt at Ian Brown og John Squire igen er på talefod.

Om der kommer noget godt ud af genforeningen, ved jeg ikke. Nogle gange er det ikke rigtig tilfældet, andre gange er det godt. The Go-Betweens er eksempel på en vellykket gendannelse, The Verve er det modsatte.

The Stone Roses’ debutalbum er stadig blandt mine yndlingsalbums, og i mangt og meget var det en indvarsling af det, der fem år senere blev kaldt britpop. (Hvor ville f.eks. Oasis og Liam Gallagher have været uden stenroserne og Ian Brown?) Det længe ventede andet album var ikke af samme format, men heller ikke så skidt som nogle ville gøre det til.

Genforeningen starter med to koncerter i Manchester d. 29.-30. juni (min søster derovre er allerede spændt!) og fortsætter derefter med en verdensturné. Noget siger mig, at The Stone Roses går efter sommerfestivalerne.

From Brussels with love

Setlist: New Order, Ancienne Belgique, Brussels, Belgium, 17/10/11

1. “Elegia”
2. “Crystal”
3. “Regret”
4. “Ceremony”
5. “Age of Consent”
6. “Love Vigilantes”
7. “Krafty”
8. “1963″
9. “Bizarre Love Triangle”
10. “True Faith”
11. “586″
12. “The Perfect Kiss”
13. “Temptation”

14. “Blue Monday”

15. “Love Will Tear Us Apart”

Lone Runner

Dirty Beaches spillede på Bakken i Kødbyen i juli første show nogensinde i Europa. En mindeværdig stærk aften var det under sort lys, bas-dunkende rytmebox og nervøst stammende Elvis-fra-Helvede-vokal. Debutalbummet Badlands står som en af årets mere dragende udgivelser, det trods sine vedvarende og yderst klare Suicide-referencer. Og de fortidens mørke skygger bokser videre i bedste velgående på den nye single ‘Lone Runner’, hvis fine men foruroligende videoklip vel ikke er for de sarte sjæle.

Brett Anderson's favoritalbum fra de seneste 15 år

– When did I first come across it? A friend of mine said, “You’ve gotta listen to this band, they sound a bit like Suede”. I was curious and a bit flattered, but then I checked them out and thought “They don’t sound anything like Suede actually”. But, I remember, just listening to them – I think I had it on my Walkman, or it might have been my iPod, I can’t remember what technology it was – I remember listening to them on the underground and just thinking, “God, this music sounds like it’s made to be the soundtrack to get a tube train to”. There’s something mechanical and dark and beautiful and romantic about it, and it’s still a really beautiful record. I listen to it a lot, and ‘NYC’, is one of those records that I think I’d be happy to be buried to. Was I doing drugs at the time it came out? Er… yeah, it was 2000, so it was a different phase for me. I was listening to guitar music again, for the first time in ages, and yeah, Interpol are definitely my favourite band of the last 15 years, I’d say.

Omsider: Jeg er med jer

20111015-082020.jpg

Pastorinden og jeg var havnet i Herning i går. Mine sko havde fået en gang lokal hundelort, så hustruen så gerne at jeg lod dem stå på gangen mens vi gik ind på vores hotelværelse. Da vi skulle af sted få minutter senere, var de væk. Man kommer ikke langt i Danmark uden sko. Og da slet ikke, hvis man skal til koncert med Red Hot Chili Peppers.

Efter receptionistens mellemkomst viste det sig, at nogle fulde litauere på et værelse længere nede ad gangen havde smidt mine sko i en skraldespand, hvorfra de kunne fiskes op. Og således kom vil alligevel til Jyske Bank Boxen i Herning sammen med 14.500 andre mennesker.

Pastorinden er meget begejstret for Red Hot Chili Peppers, men har aldrig set dem live. Jeg har set dem flere gange i tidens løb på festivaler, men synes, de har været lige vel svingende (snarere end swingende) på en scene. Gruppens løse, jamsession-agtige tilgang til koncerter (som sikkert kommer fra deres P-funk/Clinton-baggrund) giver lige så tit bagslag som den giver succes. Jeg husker en koncert på Roskilde i 1996, hvor de decideret stod og mundhuggedes på Orange Scene og lod til ikke at kunne blive enige om hvad de ville spille. Ikke et ord om en elendig Roskilde-koncert med dem fra 2007, for der var jeg der ikke. Også deres albumudgivelser har været af varierende kvalitet. Nogle synes jeg er vellykkede (Blood Sugar Sex Magik, By The Way og Californication), mens andre har virket retningsløse eller fesne. Og så var jeg lidt nervøs ved hvad der ville ske, nu hvor den mangeårige guitarist John Frusciante ikke var med mere.

Men det lykkedes faktisk at lave en vellykket koncert. Bandet var veloplagt, og de nye numre faldt godt ind i helheden. Det næsten discoagtige “A Company Of Roses”, der åbner det nye album, ville være godt at indlede med, havde jeg tænkt – og det gjorde de så. Efterhånden kom alle hitsene, og de fik især salen med. Højdepunktet var for mig dog en underspillet udgave af balladen “Hard to Concentrate”. Den nye guitarist Josh Klinghoffer var god, men lidt tilbageholdende, vel især i forhold til Flea, der kan have en tendens til at stjæle showet med sine bas-eskapader. Flea flytter fingrene helt utroligt (men desværre bliver hans baslyd tit mere grumset end skarp).

Men det var småting. Lydbilledet i hallen var godt, og det var en fornøjelse igen at se hvordan man nu om dage kan bruge en storskærm som del af det visuelle design.

Support var Femi Kuti – søn af selveste Fela Kuti. Tydeligvis er Femi ven af Flea, der dukkede op på de sidste nummer – og Femi Kuti gengældte ved at være gæstesaxofonist på “Give It Away”. Der var tydeligvis ikke mange Femi Kuti-fans i salen, men så fik de da lært et af Nigerias største navne at kende.

Alt i alt: En god oplevelse. Ja, selv Thomas Treo var tilfreds, kan jeg læse her til morgen. Jyske Bank Boxen er også et bedre sted at holde koncert – f.eks. er her ingen cykelbane til at forstyrre.

Og så er Anthony Kiedis vist af litauisk baggrund, men jeg tror ikke, han snupper andre folks sko.

When saturday comes

Der er vel ikke noget i europæisk topfodbold som kan måle sig med den hadefulde rivalisering, der bløder ufortyndet igennem, når Liverpool og Manchester United støder sammen? Har selv to gange haft den vilde fornøjelse, at være tilstede på Anfield til dette opgør og aldrig oplevet noget lignende i intensitet, både på og udenfor banen.

Husker således de Liverpool-tilhængere der post-match – heldigvis forgæves – prøvede at vælte en ambulance, fordi de vidste Man U’s Alan Smith lå inde i den med et brækket ben. Husker det øresønderrivende jubelbrøl fra et samlet stadion, da Harry Kewell, normalt en sart porcelænsdukke af en teknisk boldspiller, lige efter kick-off ekspederede Cristiano Ronaldo flyvende ud over sidelinien. Husker synet af et par fuldvoksne Manc-casuals, der spyttede på Hillsborough-mindesmærket bag stadion, og to timer senere mange af deres sortklædte slags i oprør på Anfield Road-nedertribunen, fordi der – aviser forklarede det dagen efter – fra tilskuerafsnittet ovenfor blev kastet milkshakebægre med hundelort nedover dem.

Og der var Reina’s fantomspurt over en hel banelængde til The Kop, for at fejre L’pool’s kampafgørende 2-0-scoring i overtid. Og en ‘You’ll Never Walk Alone’, der aldrig ville tage ende. Og den tilrejsende Celtic-supporter nede i byen, der beskrev rammerne omkring sit eget holds Old Firm-kampe mod Glasgow Rangers som a wee bit søvndyssende, sammenlignet med den dags fuldbyrdede Anfield mod Man United. En lørdag aften/nat ude i byen i Liverpool, efter en sejr samme dag over Manchester United, er noget helt specielt, vitalt, pulserende. Dette opgør handler om så meget, meget mere end ‘bare’ fodbold.

Liverpool går til opgaven med to alt andet end spiloverbevisende sejre over Wolves og senest Everton, mens United, efter den frygtindgydende sæsonindledning, på det seneste har vaklet lidt. Uafgjort ude mod primitive men vanskelige Stoke var slet ikke værst, men både den efterfølgende 3-3-kamp på Old Trafford mod Basel i Champions League og ligasejren hjemme over Norwich demonstrerede udtalt usikkerhed i mesterholdets bagerste rækker.

Anfører Vidic er dog formodentlig tilbage til at forstærke United efter et længere skadesfravær, mens Liverpool til gengæld også med held kan have en vis Steven Gerrard klar til startopstilling lørdag over middag. Så hvem vinder? Første mål i en så tændt forestilling vil blive altafgørende for kampens videre dramaturgi og forløb. Mere end almindeligt spændende bliver det.

Liverpool – Manchester United, lørdag, kl. 13.45, Kanal 6/downthelocal

Morrissey om den glemte kunst at gå planken ud

I never wanted to be a musician. I wanted to stand upright and sing out. I didn’t want to look down as most people onstage do. I wanted to walk the plank, to dive in, to take it on the chin. I wanted to give too much, like Al Martino or Maria Callas or Edith Piaf or Tom Jones in his mad days. I loved it when singers were so over-emotional that onlookers would feel slightly embarrassed or uncomfortable and then absolutely love it. You very rarely see modern singers or modern groups taking the audience somewhere.

Morrissey til Clash Magazine

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.