Byggemarkedet genåbner

bauhaus.jpg

Jeg er så gammel, at jeg ikke forbinder Bauhaus med et byggemarked, men med fire englændere: Peter Murphy, Daniel Ash og brødrene David J og Kevin Haskins. Fra 1978 frem til 1983 spillede de deres dystre, indadvendte rockmusik med tydelig inspiration fra David Bowie og glamrock (Bolans “Telegram Sam” var således en tidlig single). Mange vil hævde, at Bauhaus var med til at grundlægge den forkætrede goth-genre. (Jeg har hørt så forskellige bands som Paradise Lost, The Cure og The Mission omtalt som goth, så hvad goth egentlig er, ved jeg stadig ikke. Måske er det bare en tøjstil.)

I 1983 gik Peter Murphy sin vej, og de tre andre fortsatte som Love and Rockets, et tydeligt mere pop-orienteret band. Peter Murphy lavede soloprojekter, konverterede til islam, flyttede til Tyrkiet og lod sig inspirere af landets musik. Love and Rockets blev efterhånden mere og mere elektroniske i deres udtryk. Og til sidst stoppede de som band.

I 1998 blev Bauhaus gendannet for en enkelt turné. I 2005 var de sammen igen og turnerede igen.

Sidste år gik de fire så i studiet sammen og indspillede nyt materiale. Resultatet er albummet Go Away White, der udkommer på tirsdag d. 4. marts. Go Away White lyder meget mere af Bauhaus end af Love and Rockets, og Bowie-inspirationen er stadig meget tydelig. Er det værd at høre? Det er det. Nogle havde frygtet en pendant til Cut The Crap – så slemt er det slet ikke. Men forvent ikke at høre en ny pendant til “Bela Lugosi’s Dead”. Sangene lyder af og til som first takes, med alt hvad det indebærer af spontanitet og fejl. Prøv f.eks. at høre snakken i “Mirror Remains”.

Det er ikke nogen permanent gendannelse, vi her er vidne til. Love and Rockets er til gengæld blevet gendannet og spiller til Coachella-festivalen til april.

Dig, Lazarus, Dig!!!

november14012007.jpg

For de heldige af os der ser Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus som noget af et mesterværk, skal det nok ikke være helt ubesværet at møde Nick Cave & The Bad Seeds’ opfølgende Dig, Lazarus, Dig!!!. Imellem de to har været Grinderman-longplayeren, en storstøjende legestue, mere underholdende end egentlig givende.

Dig, Lazarus, Dig!!! bærer DNA-spor fra begge. For den white-trashede throwaway-rawk fra Grinderman benyttes også flere steder her som træklokomotiv for Cave’s vanligt højtbelæssede skæbnehistorier. Dén afstumpede genre får musikalsk modvægt, thank god, af en håndfuld langt mere klassisk The Bad Seeds-lydende sange, som dyppet i tjære og rullet i sort.

Hovedpersonen skriver for her og nu tilnærmelsesvis ikke længere historier fra egen dagbog, som det skete på bekendelsespladen The Boatman’s Call. Som den rigtige forfatter han med årene er blevet, giver han istedet sine fritvoksende sange et absolut Nick Cave-uafhængigt liv, som oftest i en fornedret parrallelverden af bibelsk overdrev og menneskeligt fald.

Så nej, Dig, Lazarus, Dig!!! tager sig aldrig tid til noget så ordinært som kedsomhed. Albummets største fornøjelse kommer dog ikke fra dets mere eller – måske for ofte – mindre udviklede musik, men i højere grad via de vilde ords fortællinger og det intense spræl Nick Cave, som fuldvoksen sanger med temperamentsbestemt pondus, så overbevisende giver dets tolv sange. Der går i den forstand en blodrød tråd tilbage til fortællermetoden på Cave’s egen version af den klassiske mordballade ‘Stagger Lee’.

Man kan så ærgre sig over det midlertidige tab af den forfinede og klaverkomponerende Nick Cave, man kan savne ex-Bad Seed Blixa Bargeld’s specielt sjælfulde guitarfremspring, man kan overordnet beklage den pt. fandenivoldske Cave’s manglende interesse i at ville imponere alverden med et mere sublimeret uhm….produkt. Men det er udenomssnak og ligemeget, al den tid selv en uperfekt Dig, Lazarus, Dig!!! fylder mere i hjerte og bevidsthed end noget rationelt forbehold. Tag det som anbefaling til en tur i rodebutikken.

PS – Glemte vi i farten at tale om enkelte sange? ‘Jesus Of The Moon’ er den absolut kønneste på pladen, med et enkelt og svajende melodisk chorus, umuligt ikke at blive bortført af. ‘Hold On To Yourself’ og det episke slutnummer ‘More News From Nowhere’ mestrer ligeledes det mørkt stemningsmættede, mens ‘Albert Goes West’ på Grinderman-fløjen er et fantatstisk rocknummer, hvor Nick Cave undervejs stønnende erklærer, “this world is full of endless abstractions / I won’t be held responsible for my actions!” Well, isåfald stopper enhver bedømmelse af hans nye disc lige her.

Behind the wheel

bush_239362b.jpg

My little girl
Drive anywhere
Do what you want
I don’t care
Tonight
I’m in the hands of fate
I hand myself
Over on a plate
Now

Oh little girl
There are times when I feel
I rather not be
The one behind the wheel
Come
Pull my strings
Watch me move
I do anything
Please

Sweet little girl
I prefer
You behind the wheel
And me the passenger
Drive
I’m yours to keep
Do what you want
I’m going cheap
Tonight

You’re behind the wheel, tonight

© Martin Gore/Depeche Mode

F for fredag

thelas2.jpg

Den her koster grimme fravalg og er næsten umulig svær. Pastoren har gennem grov uagtsomhed forbrudt sig mod denne disciplins selvskrevne regler, har derfor én spilledags karantæne og kan ikke være med. Men for alle andre er der fri jagt. Dagens navn dikterer en personlig top-10 over yndlingssange der begynder med F. Her et udlæg, som lyn fra klar himmel:

01. Fisherman – The Congos
02. Free Money – Patti Smith
03. Find The River – R.E.M.
04. Fade Away And Radiate – Blondie
05. Feelin’ – The La’s
06. Fairytale Love – The Triffids
07. For The Love Of Ivy – Gun Club
08. Fisherman’s Blues – The Waterboys
09. Flagboy – For Squirrels
10. Full Circle Song – Gene Clark

Rockin' in the not-so-free world

 nullneil_youngtifbig.jpg

Neil Young er i København, med shows både torsdag og fredag aften. Indgangsprisen står uacceptabelt højt – ikke mindst for en mand af hans idealistiske baggrund – så vi har fravalgt at være tilstede i Falconer Teatret. Lad gerne høre hvordan seancerne forløber, hvis andre af jer har plyndret en pengetransport og købt den guldrandede billet. Her hvad Neil Young spillede sidste onsdag i Holland:

02-20-2008, RAI Theater, Amsterdam, The Netherlands
w/ Rick Rosas, Ben Keith, Ralph Molina, Anthony Crawford & Pegi Young

1. From Hank To Hendrix
2. Ambulance Blues
3. Sad Movies
4. A Man Needs A Maid
5. Try
6. Harvest
7. Love In Mind
8. Old King
9. Love Art Blues
10. Don’t Let It Bring You Down
11. Campaigner
12. Old Man

13. Dirty Old Man
14. Spirit Road
15. Down By The River
16. Hey Hey, My My
17. Too Far Gone
18. Oh, Lonesome Me
19. The Believer
20. Powderfinger
21. No Hidden Path

22. Cinnamon Girl
23. Rockin’ In The Free World

24. The Sultan

En spurvehøg i flugten

gary-louris-vagabonds.jpg

Gary Louris, den ene af sangskriverne i The Jayhawks (den anden var som bekendt Mark Olson) har i denne måned udgivet sin solodebut, Vagabonds. De gode melodier og de svævende vokalharmonier var i centrum hos Jayhawks, og det er de også her. En forskel er dog, at vokalharmonierne denne gang leveres af folk som Susanna Hoffs og Jenny Lewis. Resultatet er et vellykket, organisk og ret beset også tilbageskuende album, der lige så godt kunne have set dagens lys omkring 1975. Lad det være mit eneste forbehold her – Vagabonds er hermed anbefalet.

(Og så må jeg ikke glemme at nævne, at Olson og Louris skulle have et fælles album på trapperne senere i år!)

Døde popstjerner

nicbrian.jpg

Velvet Underground’s Nico sammen med Rolling Stones’ Brian Jones på Monterey Pop Festival d. 4. juni 1967.  Mr. Jones kunne være blevet 66 år i dag. Han døde juli ’69, hun først juli ’88.

GODSTAR

This is a story, a very special story
It’s about Brian Jones, the one of The Rolling Stones

Where were you when the stars went out?
Where were you when they started to shout?
I saw you alone by the pool
And all your friends called you a fool

Godstar, Godstar

And you were so beautiful, you were so very special
I wish I was with you now, I wish I could save you somehow

Godstar, Godstar

Where were all your friends that night
As you switched off the final light?
I saw your body in the water
Like a lamb going to the slaughter

Yeah, where were all of your laughing friends?
Where were they at the very end?
They started to steal your glory
They never even told your story

Godstar, Godstar

© Psychic TV

Disney's Midnight Runners

31646.jpg

Forleden på en bar, før vi skulle se Liverpool, blev Dexy’s Midnight Runners spillet over PA’et. Desværre var det ikke debut-klassikeren Searching For The Young Soul Rebels, men istedet den tåkrummende singalong-opfølger, den vagabond-stylede Too-Rye-Ay, vi måtte klare os igennem op mod kick-off.

Dexy-mastermind og sanger Kevin Rowland er ofte taget i at stjæle med arme og ben når han lavede musik og image-spin. Mange tyveriofre har i den forbindelse været fremhævet; fra hans egen stakkels guitarist over flere 60’er-soullegender til en vis verdensberømt keltisk roots-star. Dog har ingen såvidt vides taget fat i, en kraftig visuel inspirationskilde til Rowland’s første soloplade, 1988’s The Wanderer, må have været Mr. Walt Disney, afbilledet herunder sammen med sine dværge.

Efter The Wanderer skulle der gå 11 år i kamp mod – surprise! – cokemisbrug og paranoia samt en personlig konkurs, før Kevin Rowland igen lod høre fra sig. Det var på Creation-albummet My Beauty, hvor han, nu iført skrøbeligt lingerie og med læbestift, tog en måbende verden gennem en samling troskyldige men ukomfortable coverversioner af standarder som bl.a. ‘You’ll Never Walk Alone’, ‘Rag Doll’, Whitney Houston’s ‘Greatest Love Of All’ plus den vel mest cheesy udgave af ‘Daydream Believer’ nogensinde hørt.

En vild og fascinerende plade, qva sin hovedpersons desperate insisteren på en sjælelig ligevægt, der i hans tilfælde åbenlyst ikke længere er af denne verden. Kan godt – trods cirkustrompet og valiummedgørlig musik – anbefales.

walt.jpg

American Music Club

Mark Eitzel fremstod allerede fra første øjeblik hans musik og ord blev hørt, som en af sin generations helt store sangskrivere. Nu, efter år alene på vandvogn og solokarriere, er han tilbage i den sammenhæng det hele begyndte, som forsanger i American Music Club. Et band der i sin kreative storhedstid kunne male stemning af fortabthed som næsten ingen andre. I aften spiller Mark Eitzel og AMC denne kronisk ensomme musik i en tørstig københavnsk sal. Her en top-10 over San Francisco-bandets stærkeste sangøjeblikke:

01. Western Sky (fra California, 1988)
02. Why Won’t You Stay? (fra Everclear, 1991)
03. Sick Of Food (fra Everclear, 1991)
04. Pale Skinny Girl (fra California, 1988)
05. Highway 5 (fra California, 1988)
06. Yvonne Gets Dumped (fra The Restless Stranger, 1986)
07. Outside This Bar (fra Engine, 1987)
08. Royal Cafe (fra Everclear, 1991)
09. Last Harbor (fra California, 1988)
10. Patriots Heart (fra Love Songs For Patriots, 2004)

WESTERN SKY

Time for me to go away
I’ll get a new name, I’ll get a new face
Time for me to go away
No I don’t belong in this place

But I’m not gonna ask you why
You think the parade has passed you by
Or if everything good is gone into the western sky

I hate to see you look that way
All the beauty has left your face
That’s such an easy thing to give away
That’s impossible to replace

So I’ll take you in my two weak hands
And I’ll throw you so high
Watch you fall forever in the western sky
And when you land you’ll turn into some kind of prize
Into somebody’s sweet prize

I won’t see you no more
Who am I to rate that high
The world’s a shadow of what went before
The world gives off none of its own light

So please be happy baby
And please don’t cry
Even though the parade has passed us by
Well you can still see it shining in the western sky
So why won’t you stop crying
You can still see it shining

© Mark Eitzel

2:57

Årets måned #2, årets dag #57, med en top-10 på sange der synger præcis 2 minutter 57 sekunder:

01. Picture This – Blondie
02. Be My Wife – David Bowie
03. Sunday Morning – The Velvet Underground
04. Freight Train – Nancy Whiskey
05. Brother And Sister – Gun Club
06. Sha-La-La-Lee – The Small Faces
07. Taste The Floor – Jesus & The Mary Chain
08. Roots Natty – The Gladiators
09. Jumping Someone Else’s Train – The Cure
10. Satan Rejected My Soul – Morrissey

Let the good times roll – pt.2

spurs1967.jpg

For en måneds tid siden diskuterede vi to af engelsk fodbolds mest underpræsterende store klubber, Tottenham og Newcastle. Sidstnævnte havde da efter endnu en lang skuffende periode fået ny manager, og ifølge opinion på Tyneside ville alt nu skifte til det bedre med Newcastle-legenden Kevin Keegan tilbage på St. James Park.

Men sådan er det indtil videre ikke gået. Fem Premier League-kampe har kun givet to fattige points og en målscore på 3-13. Læg dertil FA-cup-exit med 0-3 ude mod Arsenal og en stemning er lagt. Keegan mente ved sin tiltrædelse, det omtalte faktum, han ikke havde set én eneste fodboldkamp de seneste tre år kunne være en fordel. Hans nye holds resultater taler ikke for det.

Hvor Newcastle nu – som spået her før sæsonstart – ligger i oplagt fare for nedrykning, og som sådan trues af endnu mere intern uro, ser fremtid pludselig langt bedre ud for Tottenham. Efter det forsømte efterår med efterfølgende Martin Jol-trænerfyring, fik man i søndags, under tidligere Sevilla-manager Juande Ramos, det første trofæ hjem i hele ni år. ‘Tottenham party like it’s 1999,’ som der stod på en engelsk avis. Carling Cup-finalen på Wembley mod Chelsea blev vundet overbevisende og fortjent med 2-1.

Spurs har i den seneste tid decideret udspillet Arsenal, Manchester United og altså nu Chelsea, bedrifter der for få måneder siden kun hørte til i en kulørt fantasiverden. Så de euforiske ansigtsudtryk blandt tilhængere på Wembley efter slutfløjt var til at få øje på og forstå. Optimisme i en tro på andet end flere skuffelser lever hermed officielt igen på White Hart Lane.

Chelsea derimod lignede i weekenden mest en strandet hval. Den første seriøse prøve for tidligere manager Mourinho’s utidige afløser Avram Grant blev slet ikke bestået. En akavet startopstilling uden Joe Cole og Ballack, de to der om nogen har båret et skadesramt og African Cup of Nations-tømt hold oppe gennem den seneste tid, men til gengæld med dobbeltkonfekt øverst i form af både Drogba og Anelka, en idé der på Wembley aldrig stod i praksis.

Jose Mourinho blev som vi forstår det ikke mindst afsat fordi hans foretrukne spillestil var alt for fastlåst og defensiv til klubejer Abramovich’s temperament. Men i det mindste kunne portugiseren vinde sine og Chelsea’s vigtigste kampe. Avram Grant taber indtil videre de samme, og spiller samtidig en bold, der trods løfter om det modsatte mangler både ild og det proklamerede flydende angrebsspil.

Det stod klart i hele den halvhjertede indsats mod langt mere idérige og flamboyante Tottenham, og man så det ligeledes fem dage tidligere i en grå uafgjort CL-affære nede i Europa. Interessant om Avram Grant, trods meget nært venskab med Abramovich, holder en kontrakt ud på Stamford Bridge. Mange Chelsea-folk mener han, ovenpå Mourinho’s personlige udstråling og fodboldtaktiske klasse, er en decideret skandale, som skal ud af deres klub ASAP. Mon de har lyst til et managerbytte med Newcastle…?

PS – For en enkelt gangs skyld nævner vi her ikke Verdens Bedste Fodboldklub, for hvem det dejlige menneske Fernando Torres scorede hattrick i lørdags. Omtaler heller ikke, at dagens store fodboldoverskrift fra pålidelige The Times går som følger: ‘Exclusive: American owners set to sell Liverpool’

PPS – Og hvilket helt fornøjeligt mål iøvrigt til forstadsforeningen Getafe og vores Michael nede i Madrid mod de ‘4-årige børn’ fra Kongeklubben. Med lidt UEFA-medgang og nu sejr over Real er hans trænergerning for alvor kommet på skrift, som f.eks. her i The Guardian.

That striped sunlight sound

nadasurflucky-1.jpg

Hvad pladeudgivelser angår, har det nye år indtil videre været bemærkelsesværdigt stille. Derfor ekstra grund herfra til at påskønne Lucky, det nye og femte studiealbum med New York City-trioen Nada Surf.

Efter ‘Popular’, bandets MTV-omfavnede postgrunge-noveltyhit fra den første plade, var chancen stor for aldrig mere at støde på Nada Surf igen. Men et talent der umiddelbart nemt kunne overses, har over en række uspektakulære men voksende fine albums alligevel bevist sit eget specielle værd.

For Nada Surf’s styrke er med tiden blevet en ubesværet-lydende og vægtløs sangskrivning, tilsat glasklar stemmeføring ovenpå traditionel guitar/bass/tromme-line up. Formlen er ikke helt ulig Band Of Horses eller nok især The Lemonheads, fra omkring da de toppede med bubblegrunge-milepælen It’s A Shame About Ray.

Så markant en auteur-frontfigur som Lemonheads-omdrejningspunktet Evan Dando ejer Nada Surf ikke. Derfor mere blot det solbeskinnede spindelvæv af ringende guitar-molakkorder, end et egentligt personligt fingeraftryk, som glimrer. Og så selvfølgelig de små store melodier, som på Lucky’s elleve sange måske lykkes bedre end nogensinde før for Nada Surf.

Jens Unmacks officielle weblog