Om syllogismer

Vi taler altid om musik og fodbold her. I dag er det tid til en lille øvelse i filosofisk logik.

I middelalderens logik er syllogismen en central regel. Her er et eksempel på en korrekt syllogisme:

  1. Alle, der har en pladekontrakt, laver en dag deres sidste plade.
  2. TB har en pladekontrakt.
  3. Konklusion: En dag laver TB sin sidste plade.

For det gælder, at hvis x opfylder A, og A medfører B, så gælder det også at x opfylder B.

Syllogismer kan desværre benyttes forkert. Her er et eksempel på en ukorrekt syllogisme:

  1. Talentfulde sangskrivere får altid en pladekontrakt.
  2. TB har fået en pladekontrakt.
  3. Fejlagtig konklusion: TB er talentfuld.

For det gælder ikke at hvis alle x er A, og A medfører B, at hvis x opfylder B, da opfylder x også A.

Tillykke, James

iggy.jpg

I dag bliver James Osterberg 60 år. En del mennesker tænker på ham som en slags andenrangsudgave af David Bowie, nogle amerikanere jeg har mødt, tror at han er britisk.

Begge dele er jo løgn.

Sandt er det, at to af Iggy Pops bedste albums, Lust For Life og The Idiot, begge blev til i tæt samarbejde med David Bowie. Men manden kan selv. Hans tidlige albums med The Stooges opfandt garagerocken og foregreb på den måde også punk. Det var da også netop dér, Bowie opdagede ham, og deres makkerskab blev grundlagt med Bowies produktion af Raw Power. Så gik The Stooges i opløsning – både sammen og hver for sig – og en solokarriere var en realitet.

De første albums var ikke alle lige gode, men så kom den gode periode (synes jeg) med de to Bowie-producerede albums. Også nogle af Iggys albums fra Blah Blah Blah (hvor Bowie var med igen) og frem op gennem de tidlige halvfemsere  og frem er værd at høre. Mine personlige favoritter fra den tid er Instinct og American Caesar.

Jeg husker især en koncert i Glasgow den 15. januar 1991; koncerten var fin, men efterspillet er det, jeg husker: Da jeg kom hjem til Edinburgh ud på natten, tændte jeg for BBC og kunne høre at den første Golfkrig var begyndt.

Iggy Pops seneste udgivelser (også det seneste Stooges-album) har desværre været af mere svingende end swingende kvalitet. Af og til spekulerer jeg på, om han mon har malet sig selv inde i et hjørne med sit vildmands-image. Men en rocklegende både er og bliver hr. Osterberg.

Hvor mange ved forresten, at Iggy Pop har nordisk baggrund? Hans far kom fra en svensk-amerikansk familie (deraf efternavnet), og hans mor var dansk-amerikaner – født Kristensen.

Her er et uddrag fra bogen Iggy Pop: Open Up and Bleed af Paul Trynka:

Jim Osterberg’s earliest memory is of being in Louella’s lap, playing a game where “she’d recite a kind of a chant, in Danish, then on the last word almost drop me to the floor and pick me back up. And I wanted to do it again and again.” Jim Junior grew up in his mother’s warm, nurturing love and surrounded by his father’s baseball accoutrements (“He had played some semi–pro baseball, he had an enormous bat, and the mitt, and everything that goes with it”).

Quiz: Hvad er det for et nummer på 1990, der er inspireret af et nummer på Iggy Pops album Party?

Coverplader

Coverplader er en mærkelig størrelse. Et slags frikvarter for den enkelte artist, som her kan sende sangskrivning på orlov og istedet hylde egne helte og nogle sange, der har betydet noget helt specielt for hans/hendes personlige løbebane. Lars Hug lavede f.eks. herhjemme ‘Copy’, en glimrende opdatering og nytænkning af en samling allerede meget kendte danske numre. Det album fungerede fordi Hug gik radikalt tilværks og ikke var bange for at ændre det valgte materiales form og lyd. En tilgang der er svær, for problemet med coverplader er nemlig, at dyb respekt ofte forhindrer nye fingeraftryk på gamle sange. Og hvem – udover måske de allermest hengivne – er interesseret i professionel karaoke…? En anden og meget nyere dansk coverplade, der tilsvarende er noget af en skatkiste, er Rhonda Harris’ ‘Tell The World We Tried’, hvor Nikolaj Nørlund & co. hylder det amerikanske fænomen Townes Van Zandt med både originale og gribende udgaver af hans sange.

Patti Smith er i denne uge ude med sit helt eget coverprojekt; ‘Twelve’ er titelen på de 12 sange, der hovedsageligt er hentet i hendes egne unge år, fra før punken brød løs. Patti Smith, som ellers tidligere har været kendt som en vild fortolker af bl.a. ‘Hey Joe’, ‘Gloria’, ‘My Generation’ og ‘We’re Gonna Have A Real Cool Time Together’, vælger på ‘Twelve’ en naturalistisk nøgtern tone, der desværre i en for stor del af sangenes tilfælde forhindrer effektiv transformation af dem til her og nu. At hun ovenikøbet har valgt så ‘svære’ – og allerede befærdede – sange som f.eks. ‘Gimme Shelter’ ( Rolling Stones), ‘Changing Of The Guards’ (Bob Dylan), ‘Helpless’ (Neil Young) og ‘Soul Kitchen’ (The Doors) gør ikke den i forvejen vanskelige mission lettere.

Der er dog heldigvis i strømmen af velmente men også lidt gennemsigtige versioner mindst én absolut grund til at stifte bekendtskab med ‘Twelve’; nemlig ‘Smells Like Teen Spirit’, Nirvana’s luxusliner af et oprør, som Patti Smith befolker med adskillige hikstende banjoer, samt den samme trance-messende stemme, man også stod forsvarsløs overfor, da hun way back brød igennem med ‘Horses’. En meget stor version her, som fungerer ved at turde ændre både instrumentering og udtryk voldsomt i forhold til originalen. En anden sang der også skal nævnes, da den tårner langt over middel, er Stevie Wonder’s ‘Pastime Paradise’. Wonder har vi aldrig lyttet meget til her, men denne fint akkord-progresserende sang er i Patti Smith’s navn tilsvarende et klart vidnesbyrd på, at hun stadig – nu som 60-årig hausfrau i Detroit – har mere på hjerte end de fleste. Havde hele ‘Twelve’ holdt samme standard, havde den været skræmmende.

Og Børsen skriver…

borsen.jpg

Så nåede Aftenland Express omsider Børsen. Dagens anmeldelse giver 4 stjerner og skriver:

Jens Unmack er en god sanger, og uden tvivl en af landets bedste tekstforfattere i øjeblikket. Tag alene en sangtitel som »Jeg Har Mistet Mere (End Du Nogensinde Får)« fra det nye album »Aftenland Express«. Siden Love Shops endeligt har Unmack herudover været god til at omgive sig med de rigtige mennesker musikalsk. Ikke mindst slår det forbilledlige møde mellem Unmack og producer Nikolaj Nørlund gnister og gør det klarere end nogensinde på det nye Unmack-opus…

Den glade studietid

studieliv_cafe.jpg

Jeg læser ikke Politiken regelmæssigt, men jeg er netop blevet gjort opmærksom på dette citat fra onsdag d. 11. april i Peter Christensens klumme om aktuelle links og blogs. Han skriver:

Sanger og sangskriver Jens Unmacks hjemmeside er gefundenes fressen for både fans og almindeligt musik- og fodboldinteresserede. Der er naturligvis oplysninger om tourplan og smagsprøver fra det andet soloudspil, ’Aftenland Express’ (bl.a. via et link til hans myspace-profil), men nok så interessant kan man holde sig ajour med diverse bands og musikere, som Unmack værdsætter. Og under titlen ’Calcio!’ kan man læse kvalificerede nyheder og holdninger om fodbold (især om Liverpool FC). Kort sagt: For os, der mindes den glade studietid, hvor der var tid til at gennempløje pladebutikker og musik- og fodboldblade, er det en god genvej til fornøjelig og kyndig opdatering.

Don't look back into the sun

07413_111848_peteandcarl5_05.jpg

Jeg synes de er helt specielle; The Libertines, kaot-bandet, som løb så galt i drug-opløsning, efter kun to brillante longplayers. Ikke meget håb om mere dér, så en gigantoverraskelse, at bandets to frontfigurer Pete Doherty og Carl Barat forleden, helt uannonceret, delte scene i Hackney Empire og sammen spillede et set bestående af Libertines-numre. I en perfekt verden vil de to og resten af bandet nu begynde igen, smide de betændte stoffer på porten og lave endnu flere fantastiske sange sammen. Men, som ikke mindst ængstelige bandmedlemmer i abort-projekterne Dirty Pretty Things og Babyshambles nok vil påpege, er det ren ønsketænkning. Her er setlisten fra d. 12. april i Hackney Empire:

‘What A Waster’
‘Death On The Stairs’
‘The Good Old Days’
‘What Katie Did’
‘Dilly Boys’
‘Seven Deadly Sins’
‘France’
‘Tell The King’
‘Don’t Look Back Into The Sun’
‘Dream A Little Dream Of Me’
‘Time For Heroes’
‘Albion’
‘The Delaney’

Nogle sanges ord har en lyd af musik

De nedenstående minder vel i længselsfuld ‘aching’ mest om klassisk The Go-Betweens – ja, det australske band der aldrig må glemmes – men går alligevel naturligt med i paraden af imponerende sange på Bright Eyes’ nye ‘Cassadaga’:

MAKE A PLAN TO LOVE ME

I heard you’re scheming new pyramids
Another big idea to get you rich
Make a plan to love me sometime soon

You said you had your foot in the door
You buy and you sell, you buy some more
Make a plan to love me sometime soon

Life is too short
Death doesn’t ask
It don’t owe you that

Some things you lose
You don’t get back
So just know what you have

And make a plan to love me sometime soon

Life is too short
To be a fool
I don’t owe you that

Do what you feel
Whatever is cool
But I just have to ask

First you want to ride off into the sun
Then you want to shoot straight to the moon
Make a plan to love me sometime soon

When you are young the world is a ferris wheel
I know we will grow old it is lovely, still
Make a plan to love me sometime soon

Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me sometime soon?

© Bright Eyes/Conor Oberst

Ikke deres uheldigste LP-cover

front_11.jpg

Nu vi taler indpakning, har The Fab Four fra Merseypool så nogensinde været mere elskelige? Vi siger nej, USA det modsatte. Den amerikanske 1965-udgivelse ‘Yesterday And Today’ blev straks, efter en sand tsunami af klager over ovenstående covers påståede grusomhed, trukket tilbage og genudsendt i et helt anderledes og stuerent design. Beat is murder!

Cassadaga revisited

cassadaga.jpg

Vil også lige hårdt anbefale den nye Bright Eyes-plade fra i mandags, der umiddelbart havde svært ved at træde ud af sin forgænger ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’s næsten perfekte skygge, men nu vokser og vokser for hver gennemlytning. Bright Eyes har denne gang begået en sand Rolling Thunder Revue af blomstrende americana i forskellige stilarter og mangeartede arrangementer. En rejse gennem nordamerikansk musik, som når den har været bedst de seneste 40 år. Den har traditionelle love songs med bitre twists af livslede, den har moderne livtag med sex, politik, hverdag og utæmmede violiner, og den har ikke mindst de besnærende melodier, små som store, alle båret frem af den unge, rystende Bright Eyes-stemme, hvis engagement herefter aldrig skal kunne betvivles. Rocknroll bliver ‘Cassadaga’ aldrig, dertil er den langt mere klassisk Nashville end Memphis i tilgang. Ja, faktisk er der noget næsten håbløst western-bedaget over dens ofte pastorale og akustiske musik. Det må kræve sin mand at kunne bære et så fint nuanceret og flimrende udtryk helt hjem gennem ‘Cassadaga’s 62 vellykkede minutter. Som altid i Bright Eyes’ ambitiøse og komplicerede tilfælde er hans navn Conor Oberst.

Farvel, Kurt Vonnegut

vonnegut1.jpg

En af mine yndlingsforfattere, Kurt Vonnegut fra USA, døde i går, 84 år gammel. Hans blanding af tør humor, barokke situationer, samfundskritik og science fiction er noget helt for sig selv – på sin vis er han vel en amerikansk Svend Åge Madsen og i al fald tydeligvis et forbillede for manden fra Århus (som i parentes bemærket også er blandt mine forfatterhelte). Talrige er de gange, jeg har klukleet over Vonneguts bøger og derefter rystet på hovedet over USA. Læs f.eks. Cat’s Cradle (Da verden gik under), Slaugherhouse Five (Slagtehus 5), Hocus Pocus eller Deadeye Dick.

Vonnegut ville sikkert have haft en god bemærkning om sin egen død, men er i dagens anledning forhindret. Et af de mange gode citater fra ham er:

True terror is to wake up one morning and discover that your high school class is running the country.

(I år har jeg – og Jens – 25 års studenterjubilæum.)

Kassedage

oberst.jpg

Jeg har i dag hentet Cassadaga, det nye album med Bright Eyes, enmandsgruppen bestående af Conor Oberst. Hans foregående album, I’m Wide Awake It’s Morning, var højt på vores liste over årets udgivelser i 2005. Når man først havde vænnet sig til hans bævende drengestemme, ventede der en stor oplevelse med fin country-rock-sangskrivning. (Det onde tvillinge-album Digital Ash in a Digital Urn var ikke så spændende.)

Allerede tidlige gennemlytninger afslører, at det nye album med Den Bævende Dreng lægger sig fint i forlængelse af den gode forgænger, både hvad angår sangskrivning og musikalsk udtryk – her er violiner, steelguitar og akustisk guitar. Og selveste Gillian Welch dukker op, og hun har taget sin mand David Rawlings med. Også M. Ward er på besøg. Alene disse gæster gør, at det ikke kan være helt skidt fat (hvad det heller ikke er).

Min nuværende og begrundede fornemmelse er, at vi her har at gøre med endnu en væsentlig albumudgivelse fra året 2007.

Single Club

7inch.jpg
Ondt i halsen holdt mig hjemme fredag aften, da jeg egentlig skulle have set 1 2 3 4 ude i byen. Endte istedet alene i stort selskab med en broget flok 7-inch-singler. Fik dem ikke hørt allesammen, men her indholdet af den udvalgte bunke, der nu igen går tilbage i kasser, efter kategori og alfabet:

The Marvelettes – ‘I’ll Keep Holding On’, Barbara Lynn – ‘You”ll Lose A Good Thing’, Smokey Robinson & The Miracles – ‘The Tracks Of My Tears’, The Four Tops – ‘Baby, I Need Your Loving’, Nigger Kojak – “Nice UP Jamaica”, Junior Murvin – ‘Police & Thieves’, Yello – ‘The Rhythm Divine’, The Associates – ‘Party Fears Two’, Rhythm Of Life – Soon/Summertime’, Josef K – ‘Chance Meeting’, Paul Quinn & Edwyn Collins – ‘Pale Blue Eyes’, Johnny Thunders – You Can’t Hold Your Arms Around A Memory’, Sister Sledge – ‘Lost In Music’, Black Box – ‘Ride On Time’, Donna Summer – ‘I Feel Love’, Heaven 17 – ‘(We Don’t Need This) Fascist Groove Thang’, Henry Mancini & His Orchestra – ‘Moon River’, Love Shop – ‘En Nat Bliver Det Sommer’, Freshly Riots – ‘Delightfully Fresh’, Dusty Springfield – ‘I Close My Eyes And Count To Ten’, Gun Club – ‘Fire Of Love’, The Gun Club – ‘Sex Beat’, New Order – ‘Everything’s Gone Green’, Marcel Camus – ‘Orfeu Negro’, FR David – ‘Words’, Raspberries – ‘Let’s Pretend’, The Shoes – ‘Tomorrow Night’, Elvis Presley – ‘My Boy’, Scars – ‘All About You’, The Smiths – ‘Hand In Glove’, Nancy Sinatra – ‘Summer Wine/Sugar Town’, Sparks – ‘Something For The Girl With Everything’, The Trashmen – ‘Surfin’ Bird’, Lee Marvin – ‘Wand’rin Star’, Nancy Whiskey – ‘Freight Train’, R.E.M. – ‘(Don’t Go Back To) Rockville’, Dream Syndicate – ‘Blind Willie McTell’, The Kilima Hawaiians – ‘Hawaii Sing To Me”, Pier Angeli – ‘Volare’, David Bowie – ‘Rebel Rebel’, Mott The Hoople – ‘Saturday Gigs’, T. Rex – ‘Metal Guru’, The Dead Kennedys – ‘Holiday In Cambodia’, John Cale – ‘Dying On The Vine’, Carpenters – ‘Superstar’, The Cure – ‘Jumping Someone Else’s Train’, The Passions – ‘I’m In Love With A German Film Star’, Ian McCulloch -‘September Song’, The Dream Academy – ‘Please Please Please Let Me Get What I Want’, Echo & The Bunnymen – ‘The Pictures On My Wall, Echo & The Bunnymen – ‘The Promise’, Echo & The Bunnymen – ‘The Killing Moon’, Devo – ‘Jocko Homo/Mongoloid’, Pere Ubu – ‘Final Solution’, Richard Hell & The Voidoids – ‘Blank Generation’, Iggy Pop – ‘Some Weird Sin’, Jonathan Richman – ‘Roadrunner’, Ramones – ‘Do You Remember Rock’n’Roll Radio?’, The Music Explosion – ‘Little Bit O’ Soul’, The Saints – ‘One Two Three Four’, The Saints – ‘I’m Stranded’, The Undertones – ‘Teenage Kicks’, The Ronettes – ‘Baby, I Love You’, Dean Martin – Somewhere There’s A Someone For Everyone’, Otto Brandenburg – ‘To Lys På Et Bord’, Jørgen Ingemann & De Små Ingemænner – ‘Far, Jeg Kan Ikke Få Hul På Kokosnødden’, Joy Division – ‘Transmission’, New Order – ‘Temptation’, Talk Talk – ‘It’s My Life’…

Jens Unmacks officielle weblog