Don't mess with The Walkmen

001.jpg

Der er mange måder et frustreret band kan vise utilfredshed med sin managers arbejde på. Tag nu bare The Walkmen fra New York, forrige år aktuelle med det fantastiske A Hundred Miles Off-album. På deres hjemmeside har man fra starten af februar kunnet læse følgende nyhedspost:

2/5/08
Greetings. We had to cancel 3 shows on the way down to Florida because the scheduling wasn’t happening. Sorry about that (if you cared). We will still be doing all the others on the way back up though. In other news, we are heading back into the studio tomorrow morning to finish up our fourth record. We’ve been working hard on it for two years. We’ve recorded in New Jersey and Mississippi, and we are going to finish everything in Manhattan. We are very “psyched on” the whole thing. We think it will be out in the late Spring or early Summer. We are also toying with the idea of firing our manager Doug, although this will be the first he’s heard of it. You are on THIN ICE. Ok take care.
– The Walkmen

Klasse!

Singles going steady

 shoplifterssmiths.gif

Talte lige nedenfor om gamle vinylsingler med A- og B-sider, om hvordan sidstnævnte i bedste fald kunne optimere oplevelsen af hovednummeret i almindelighed, den enkelte singles eget univers i særdeleshed. Her 15 eksempler på ret komplimenterende A/B-paringer:

Gasolin’ – Rabalderstræde / Kvinde Min
Love Shop – En Nat Bliver Det Sommer / Aftensang
Pet Shop Boys – Surburbia / Paninaro
New Order – True Faith / 1963
The Clash – White Riot / 1977
The Smiths – Shoplifters Of The Wold Unite / Half A Person
Dead Kennedys – Holiday In Cambodia / Police Truck
Willie Alexander & The Boom Boom Band – Kerouac / Mass. Ave.
The Rolling Stones – The Last Time / Play With Fire
Echo & The Bunnymen – Rescue / Simple Stuff
The Beatles – Penny Lane / Strawberry Fields Forever
Dexys Midnight Runners – Geno / Breakin’ Down The Walls Of Heartache
Suede – Animal Nitrate / The Big Time
Bruce Springsteen – The River / Independence Day
Ramones – Blitzkrieg Bop / Havana Affair

Discoløgne

img_1593.jpg

Engang fandtes der singler. Flade runde stykker plastik, med et kort stykke musik på hver side. A-siden til direkte kommunikation, B-siden som alt fra legeplads til eksperimentarium til skraldespand for overskydende numre. Der fandtes bands og artister som var specialiserede i singlens svære disciplin, så forskellig fra det mere seriøse og opbyggende albums anderledes krav.

Der sendes stadig singler ud, men efter vinylens afskaffelse som dens førstemedie, har de ikke tilnærmelsesvis samme kommunikative charme. Hits vil stadig være hits, men de rammer sjældent så direkte, som når man kom hjem med sin 7′-inch-vinyl, tog den ud af coveret og satte den på pladespilleren. Bare det at A- og B-side var fysisk adskilt, var en oplevelsesmæssig kæmpegevinst i forhold til CD-singlens grumsede blanding af hovednummer og ekstramateriale.

Grunden til jeg tænker på dette er ‘Disco Lies’, den nye single med New York City’s Moby. Han har som artist ført en stilistisk omflakkende tilværelse fra boblende Hi-NRG-tekno over symfonisk ambience over stift programmeret vegetar-punk til corporate MTV-wellness. Så ham engang på min fødselsdag spille et show på Islands Brygge foran, jeg tror vi var 14 betalende. Siden kom så anderledes enorm popularitet med nogle plader, som trods originale kvaliteter viste sig alt for lette at blive mæt af.

Nye ‘Disco Lies’, forløber for albummet Last Night, lyder præcis som en af den slags helt enkle og kapow-direkte popsingler, man kunne have købt dengang. Til et – surprise! – discobeat, med heftige handclaps og buzzende synths, bygger Moby’s gæstesangerinde, hvem hun så end må være, eminent indigneret op til et sugende hedonistisk omkvæd, lige dele eufori og længsel, hvis udråbstegn næsten ingen ende vil tage. Et lille stykke evighed på 3:23.

Måske man har fået nok af Moby’s nye single i morgen, når dagslys sætter den i helt andet perspektiv, men det er underordnet, for lige nu og her i natmørket lyder ‘Disco Lies’ vedkommende fantastisk – essensen af effektiv brug-og-smid-væk-pop-musik som vi lærte at elske den.

Hør ‘Disco Lies’ her.

PS – Var det btw ikke også cirka sådan Pet Shop Boys skar kagen way back, inden deres Neil Tennant begyndte at gå for meget til West End-musicals!?!

Kort ord efter lang tour

Må hellere få sagt rent tak for de sidste ugers shows med Unmack/Nørlund. Helt anderledes for mig at turnere og spille så nedbarberet. Tak til jer der kom ud, lyttede på og delte aftener med os!

Pånær Aalborg, der ikke ville lægge scene til, fik Mikkel og jeg – i godt selskab med Nørlund – på 17 dage dækket det meste af landet. Måske fristende snart igen at gøre noget lignende, er mulighed og interesse der.

Spillede byer undervejs, vi aldrig før har besøgt, hverken med Slagterne eller Love Shop. Aabenraa, fint glemt af tidens tempo. Skive, med hotel og nightlife i rødt neon. Køge, med regulær matiné i en soloplyst sal. Der var samtidig mere sikre havne, ikke mindst perfekte hjemmebaner i Århus, København og Odense.

Musik stod mest i s-l-o-w, ‘Joyride’ og ‘Skovens Dybe Stille’ var ankrene. Undervejs kom tempo lidt op. Velkendte sange i eller minus forklædning. ‘Fremmedlegionær’ som salme, ‘Satans Yngel’ som requiem, ‘Coke Lovebirds’ som musichall. Nye muligheder uden fuldt band. Det blev en fornøjelse.

Tak!

Et fiskeben i halsen

fishbone.jpg

Kan nogen huske Fishbone? Jeg kan. Fishbone var et amerikansk band, der i årene omkring 1990 lavede en smeltedigel af rock’n’roll, punk, ska, reggae, soul og hvad ved jeg. Når de var bedst, var de dét, Red Hot Chili Peppers (og siden bl.a. Rancid) gerne ville være. Fishbone var nemlig afro-amerikanere med noget på hjerte og noget at have det i – dengang i årene før gangster-romantikken sejrede ad helvede til. På Truth and Soul fra 1988 findes denne korte sang, der er sørgeligt aktuel i disse dage, hvor afmagt, fanatisme, arrogance og nationalisme for gud ved hvilken gang er kørt i stilling fra højre og venstre både ude og hjemme:

Subliminal fascism

People got problems that they can’t work out
So their sense cracks
I read the paper and I watch the news it don’t give me the blues
It just gives me the blacks
Starvation on the radio
They dont play the facts
They play the crackerjacks

Subliminal fascism getting under your skin
so you better wake up us

Well the bad gets worse
Too fucked up
And the hate grows more each day
So when the infected try to effect you
Dont listen to them when they say
Follow the rules and forget the bomb
Communistical patriotic
The plan is subtle but its in the open
Kingpins nazi scheme getting under your skin

So you better wake up us

Subliminal fascism

2-0!

thumb-thereisalight.jpg

Fantastisk aften det blev tilsidst – vildt at et hold der taber til Barnsley, vakler mod Havant & Waterlooville, har seriøse problemer med Luton, kan tage de overlegne italienske mestre med to mål rent!

Men er Brian Laudrup og Preben Elkjær ikke de mest indebrændte tanter der findes på fodbold-TV!?! Hver eneste gang Liverpool vinder er det ifølge de to fodboldeksperter enten på utrolig billig eller heldig baggrund – i aftes var det så vist begge dele, mente de.

For Liverpool kan ikke god fodbold. Liverpool får foræret en udvisning. Liverpool har kun to-tre mand, der gør en forskel. Liverpool’s forsvar evner ikke at spille op af banen. Liverpool vinder kun i går, fordi Inter tilsidst af sig selv uundgåeligt kører træt. Ja, faktisk er det alene Anfield’s støjniveau, der skaffer en uretfærdig sejr som denne til det hjemmehold, der ifølge Preben/Brian’s tænketank aldrig vil kunne nå langt i Champions League. Da Liverpool for få måneder siden slog Besiktas med turnerings-rekordcifre 8-0, kom sejren ifølge de herrer i hus fordi det ellers velspillende tyrkiske mesterhold på denne aften praktiserede kollektiv arbejdsvægring…!

Genkender samme Elkjær-forbehold, samme Laudrup-jammer, fra de seneste sæsoner, hvor Liverpool har gjort det af med hold som Juventus, Olympiakos, Chelsea, PSV Eindhoven, Olympique Marseille, AC Milan, Deportivo La Coruna, AS Monaco, Beyer Leverkusen, Porto, FC Barcelona, you name them. Nej, de to italiensksindede herrer befandt sig ikke vel i studiet i aftes efter uovervindelige Inter’s knockdown – det var intet mindre end smukt at overvære!

26.jpg

Mod Internazionale i frit fald

inter.jpg
I maj, 1965 mødtes Liverpool og Inter i Europa Cup’en. Her et pix fra første kamp på Anfield, hvor Inter blev ødelagt med 3-1. Returkampen på San Siro tabte Liverpool 3-0.

“Vi tror Inter kan besejres.” Således ifølge både Xabi Alonso og Steve Finnan inden Champions League-kampen på Anfield i aften mod Italiens helt suveræne mesterhold. Og måske har de ret; selv Neraazzuro kan vel lægges ned.

Men at tro det skal være Liverpool, der lige nu sender Milano-klubben til tælling, står slet ikke skrevet i stjernerne. Efter det så ydmygende nederlag mod Barnsley i lørdags, og en helt igennem uacceptabel elendig periode siden nytår, er selvtillid og spilleglæde to egenskaber, man nemt kigger ret forgæves efter blandt de rødklædte.

At ejerkonflikten slingrer videre, med daglige reporter om massiv utilfredshed i Liverpool med Hicks og Gillett, om heftige uenigheder mellem amerikanerne indbyrdes, og om nye takeover-forsøg fra araberne i DIC, gør intet nemmere. Rafa Benitez fremstår som presset til det yderste. I går kunne en engelsk tabloid berette, han var blevet set grædende i sin bil – så langt er sæsonen og tingenes generelle stilstand omkring Liverpool sunket, at selv den slags hearsay kan spinde guld.

Derfor er massivt meget på spil nu. Hvis de spillere, som for nylig vaklede på randen af dommedags-knockout mod et obskurt amatørhold fra Havant & Waterlooville, virkelig ønsker Benitez som The Man også efter sommerpausen, duer intet andet end samlet sejr mod Zlatan og co. Meget svært at forestille sig det lykkelige udfald lige nu, men så igen har Liverpool før hevet gigantiske kaniner op af Europa Cup-hatten. Desværre synes der brug for noget mere substantielt end bare en tryllestav mod uovervindelige Inter på Anfield i aften.

Liverpool – FC Internazionale, i aften, kl. 20.45, TV3+

'Smuk salighed' til GAFFA, 5 stjerner til Unmack/Nørlund

GAFFA var i aftes tilstede ved det første af to udsolgte shows på Jazzhouse i København med Nikolaj Nørlund og Jens Unmack – 5 stjerner tildeles i en anmeldelse der kan læses her. Et repræsentativt citat:

– Nørlund og Unmack satte to streger under, at der er langt endnu til et sangskriver-generationskifte på den danske rockscene. For sammen og hver for sig beviste de, at de mestrer deres sangskrivning og personlige udtryk i suveræn stil.

Rasmus Falbe-Hansen, GAFFA

Årets person

aretha-2.jpg

I dag blev Aretha Franklin tildelt prisen som Person of the Year. Og her sidder jeg så og lytter til et udvalg af fru Franklins klassikere; jeg bliver altid imponeret af hendes på én og samme tid sjælfulde, kraftfulde og uanstrengte vokal. Reality-tvs amatører burde lytte til hende og derefter lade stilheden råde.

(Billedet ovenfor afslører, at Amy Winehouse og Aretha havde nogenlunde samme kropsmål og frisure, da de var 20. Ak ja.)

Die young, stay pretty

blondie.jpeg

Endnu en mærkedag for Blondie lig endnu en undskyldning for nydelse af et klassisk cover-billede med dem her. For 31 år siden i dag udsendte Chrysalis Records i Europa bandets selvopkaldte debutalbum Blondie. Pladen var allerede tilgængelig i USA fra 1976, via det lille Private Stock-label, men nu var bandet signet op af Chrysalis og dens kølige drøm af new wave-blendet 60’er-pop kom derfor nu ud på denne side af Atlanten.

Blondie blev trods indlysende kvaliteter ikke en umiddelbar succes, hverken der eller her. Først med Plastic Letters-singlerne ‘(I’m Always Touched By Your) Presence Dear og – især – cover-versionen af Randy & The Rainbows’ ‘Denise’ nåede bandet endelig ud på radiobølgerne. Og da først Debbie Harry’s stemme blev lagt mærke til der, var der ingen vej tilbage. Albummet Blondie står derfor i dag stadig uopdaget af de fleste, med al den unge energi, friskhed og pop-idealisme, som næsten kun en drøm af et debutalbum kan bære.

En top-10 over klassikere blandt de mere oversete Blondie-sange:

01. Slow Motion (fra Eat To The Beat)
02. Fade Away And Radiate (fra Parrallel Lines)
03. Pretty Baby (fra Parrallel Lines)
04. Shayla (fra Eat To The Beat)
05. 11.59 (fra Parrallel Lines)
06. English Boys (fra The Hunter)
07. Angels On The Balcony (fra Autoamerican)
08. In The Sun (fra Blondie)
09. Suzie & Jeffrey (B-side fra ‘The Tide Is High’-single – nu på Autoamerican)
10. Fan Mail (fra Plastic Letters)

PS – ‘Suzie & Jeffrey’ handler om wild man Jeffrey Lee Pierce, nu afdød sanger fra rocknrollbandet Gun Club, der på det tidspunkt var formand for Blondie’s amerikanske fanklub. På come back-albummet No Exit findes endnu en sang til Jeffrey Lee, ‘Under The Gun’.

PPS – Pretty baby-tingen i Love Shop’s ‘Fuck Min Højdeskræk’ er naturligvis én stor hyldest til Blondie’s ubeskriveligt fine ‘Pretty Baby’ fra 1978.

Hvem…

…har skrevet nedenstående i et dagblad, der udkom i dag, og om hvem?

Men lige lidt hjælper det – en dubiøst bombastisk og fuldstændig uinteressant mainstreamrock uden særlige kendetegn […] eller sågar mindeværdige melodier er resultatet af alle de anstrengelser og forhåbninger, der er blevet projektet til del.

På denne signatur, der har råspillet albummet i et væk i håb om at finde forsonende elementer (skæringen […] er således næsten hæderlig), virker det dybt forstemmende. For at dreje kniven yderligere rundt i såret (og det morer mig ikke en skid, hvis det er det, De tror) myldrer tekstmaterialet med de allermest fortærskede udsagn om kærlighedens allermest banale sider. Det er godt nok en styg omgang ingenting – pakket overdrevent nydeligt ind […]

Jens Unmacks officielle weblog