Atompopsprængning

12front_uk.jpg

Talte om Blondie forleden og her er de igen. Bruger 28-års-dagen for singlen ‘Atomic’ som undskyldning for at bringe dens farvestrålende cover, der vel er ligeså perfekt som selve sangen, ja, den med germansk discobeat og Morricone-guitar, hvor Debbie Harry klimakser ubesværet med ordene “…your hair is beau-ti-ful tonight!” – en klassiker!

At søge efter Amerika

simongarfunkel_bw_sonyl_300.jpg

I sin blog på The Guardian skriver Jonathan Jones om Simon og Garfunkel:

Simon and Garfunkel are never going to be a fashionable taste to confess to. They probably weren’t even fashionable in 1972. Only when you’re the age to see The Graduate as a brilliantly subversive vision of the American dream’s hollowness (about 16, generally) are you truly open to the message of Sound of Silence. Maybe the strange truth is that Simon and Garfunkel are a truly youthful obsession.

Listening to them again, it’s I Am A Rock that sends shivers down my spine. What a great song – what a poem.

Jeg har det på samme måde. Simon og Garfunkel har aldrig været hippe som f.eks. Bob Dylan eller Lou Reed. Men deres albums fra dengang er et skatkammer af Paul Simons velskrevne sange (Art Garfunkel skrev næsten intet). Mange af Paul Simons sangtekster er små sprogperler på engelsk, ikke svære som Dylan og ikke tvære som Reed, men fulde af interessante bibetydninger. Hver for sig opnåede de to aldrig helt hvad de fandt frem til sammen.

Simon og Garfunkel var også lyden af min barndom. Min mor hørte dem meget dengang, kan jeg huske. “The Boxer” husker jeg især. Da jeg fik lært mig engelsk, værdsatte jeg sangen endnu mere.

Og hun hørte Burt Bacharach og Leonard Cohen. I dag, mange år senere, hvor hun på syvende år er ramt af fremskreden demens, har plejepersonalet i misforstået venlighed lagt nogle cd’er med dårlig dansktopmusik ind på hendes stue på plejehjemmet. Men ingen tænder cd-afspilleren for hende. Godt det samme.

(Hvem ved, at man nu kan få Simon og Garfunkels samlede albumudgivelser i et boxsæt for kun 13 pund og 98 pence – 5 cd’er og en dvd i tilgift? Jeg gør. Et tilbud, man ikke bør afslå.)

Superseriøst

rem2.jpg

Nu kan alle høre den første single fra R.E.M.’s kommende album, Accelerate, ved f.eks. at gå herhen (og scrolle et par linjer op). Nummeret kan også købes på iTunes. Min egen dom? Det er ikke noget dårligt nummer. Det gør ikke noget, at man igen kan høre herrerne fra Georgia skrue op for lyden efter den regulært kedelige Around The Sun.

Fire minutter over tre

clockpa.jpg

Normalt bruger vi, for nu at sige det pænt, ikke meget tid på dem her, men i dag går både tanker og medfølelse til Manchester United, der for præcis 50 år siden mistede mere end et halvt engelsk mesterhold ved en flyulykke i München’s lufthavn, på vej hjem fra Europa Cup-kamp mod Røde Stjerne Beograd.

Det var de allerede dengang legendariske Busby Babes, manager Matt Busby’s meget unge men allerede fuldendte hold, som i snevejr og glat startbane-føre aldrig fik luft under vingerne efter en benzinoptankning i München. 23 mennesker på det chartrede engelske fly mistede livet, heraf 8 af Manchester United’s spillere.

Busby selv overlevede med nød og næppe, og fortsatte, da han igen kom til kræfter, som leder for det amputerede hold, der skulle genopbygges helt fra bunden. Udover de otte omkomne, måtte yderligere to United-spillere opgive fodbold som følge af men efter ulykken. Busby må have kunnet sit manager-job, for kun syv år senere stod han bag det nye United-hold der atter vandt mesterskabet.

En popvinkel på denne tragedie er Morrissey’s ‘Munich Air Disaster 1958’, en B-side på ‘Irish Blood, English Heart’-singlen, med svimle molakkorder og dronende propelmotorlyde. Sangen, hvis ord bringes nedenfor, er flere gange blevet afspillet på Old Trafford.

arsgreggget.jpg
Busby Babes’ sidste kamp nogensinde på engelsk jord; 5-4-sejr på et tætpakket Highbury mod Arsenal, kun fem dage før München.

MUNICH AIR DISASTER 1958

We love them
We mourn for them
Unlucky boys of red
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed
We miss them
Every night we kiss them
Their faces fixed in our heads
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed
They can’t hurt you
Their style will never desert you
Because they’re all safely dead
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed

© Morrissey

players_crash_275056a.jpg

Fan mail

plasticletters.jpg

Adolf Hitler’s schäfer havde samme navn først, men det forhindrer ikke Blondie i at nyde anseelse i disse kvarterer, som verdens måske mest perfekte popband nogensinde. De mange New York City-vibrerende plader og sange med Deborah Harry’s smeltende stemme øverst, som bandet spyttede ud i en 5-6 år fra 1976, holder således ubesværet, med enkelte sene undtagelser, stadig verdensklasse i dag.

Det andet album – Plastic Letters – rundede i går 30 år. Her en ydmyg markering af det skarpe hjørne med en top-5 over bedste og mest anbefalelsesværdige Blondie-albums:

1. Parrallel Lines (1978)
2. Blondie (1976)
3. Eat To The Beat (1979)
4. Plastic Letters (1977)
5. Autoamerican (1980)

Til gengæld kan sidste longplayer før opløsningen, The Hunter fra 1982, der emmer af disillusion, cash-in og intern splittelse, nemt undværes. Blondie blev gendannet i 1998, men ingen af de to studiealbums, der hidtil er kommet ud af den ide, tåler sammenligning med ovenstående mesterlige discs. Som iøvrigt kan købes i danske pladebutikker – i fine remastererede udgaver med ekstra sange og liner-notes – til næsten ingen penge.

Kyndelmisse i Viborg

viborg-1.jpgviborg-2.jpgviborg-3.jpgviborg-4.jpgviborg-5.jpgviborg-6.jpgviborg-7.jpgviborg-8.jpgviborg-9.jpg

Jeg stødte til turen for en kort bemærkning i det let sneklædte Viborg, hvor der i midtbyen aldrig er langt til nærmeste pizzeria og hvor en urforretning har et udendørs ur med timeslag. Før, under og efter de tre sæt skete bl.a. følgende:

  • Jeg hørte Jens’s nye podspeakere udsat for Robert Forster. Ikke dårligt.
  • Jeg mødte medlemmer af det lokale dødsmetal-band Afskum, der samme aften gav koncert på det medborgerhus, der med udgangen af denne måned desværre lukker.
  • Jeg snakkede med Jens’s far, med hvem jeg har et langvarigt Mac-fællesskab.
  • Jeg hørte omsider Nikolaj fremføre “Mit herredømme”.
  • Jeg hørte en nedbarberet, særdeles udtryksfuld udgave af “Drømmenes København”.
  • En sang fra Aftenland Express blev tilegnet fodsportsforeningen.
  • Jeg drak en flaske af den af Jens så frygtede stout.
  • I tredje og afgørende sæt brød Mikkels slumrende maveonde frem og sendte ham til tælling.
  • Jeg hørte rygter om hvordan man med hiv og sving alligevel kan pladedebutere.
  • Jeg opdagede at alle veje fører til rom.
  • Jeg indgik et væddemål med en noget overrislet FCK-tilhænger om udfaldet af superligaen.
  • Auditoriums direktør forærede mig Resumé som dobbelt-LP. Nu mangler jeg bare en pladespiller.
  • Jeg mødte en loyal AaB’er på Dickens.
  • Og så fotograferede jeg løs undervejs. Ni af billederne kan ses ovenfor.

Morgenen efter, hærdet af få timers søvn på vandrerhjemmet på Vinkelvej, gik turen hjem til Nordens Paris, fastelavnsfest på min datters skole og en banankage, der havde fået lidt for meget.

(Vi nåede aldrig at høre Afskum, og jeg ved stadig ikke, hvem der vandt Melodi Grand Prix.)

Alle har brug for noget at se frem til

Ikke alt i går var armod, mismod og Hammers-mørke. Nyheder om ventede ankomster dukkede op og sagde hallo. På showfronten blev det således annonceret at Nick Cave & The Bad Seeds gæster KB-hallen 19. maj, en længe ventet opfølgning på den så suveræne Abattoir Blues Tour-aften sidst i Falkoner.

Og nye longplayers, dem der ikke kommer mange af på denne årstid, er også på vej. Den overlevende halvdel af ligeledes australske The Go-Betweens, flamboyante Robert Forster – hvis Danger In The Past-mesterværk iøvrigt er produceret af The Bad Seeds’ Mick Harvey – udsender i starten af april første album siden G-B-partneren Grant McLennan’s død. Tracklisten er på The Evangelist:

‘If It Rains’
‘Demon Days’
‘Pandanus’
‘Did She Overtake You?’
‘The Evangelist’
‘Let Your Light In, Babe’
‘A Place To Hide Away’
‘Don’t Touch Anything’
‘It Ain’t Easy’
‘From Ghost Town’

Tilbage fra de savnede er også engelske Tindersticks, som 28. april bliver aktuelle med comeback-albummet The Hungry Saw. Efter to fine soloudgivelser er Stuart Staples tilbage som forsanger i det band, hvis første tre albums står som noget af det bedste britiske musik fra 90’erne. Her er menuen på Tindersticks’ nye spisekort:

”Introduction”
”Yesterdays Tomorrows”
”The Flicker Of A Little Girl”
”Come Feel The Sun”
”E-Type”
”The Other Side Of The World”
”The Organist Entertains”
”The Hungry Saw”
”Mother Dear”

forster.jpg

Robert Forster, Brisbane, Queensland, Australia, vistnok ca. 1923. 

Kan I lide rockmusik? (Evt. med ske?)

rockmusik.jpg

Og nu over til noget helt andet, der ikke har noget med Premier League eller deri forekommende hold at gøre.

Også i 2008 udkommer der nye albums, det er værd at lytte til. Det første af slagsen, jeg er faldet over, er Do You Like Rock Music? med British Sea Power, der som navnet antyder er fra Storbritannien. En meget kortfattet beskrivelse ville være en storladen udgave af The Editors, der var til at holde ud.

En mere fyldestgørende beskrivelse ville nævne inspirationen fra britisk rock som Joy Division, The Smiths og Echo and The Bunnymen. Den ene af gruppens sangere kan godt minde om en ædru udgave af Ian McCulloch. Men det er også værd at nævne indflydelsen fra nyere navne som Arcade Fire. Howard Bilerman, der slog trommer på sidstnævntes Funeral, er da også en af de tre producere på dette, det tredje album fra British Sea Power. Numre som “Waving Flags” og “Atom” er især værd at bide mærke i. (Og hvornår har man sidst hørt ordet “subatomic” brugt i en sangtekst udenfor Rush/Muse-land? Nej, vel?)

spoongagagagacover.jpg

Helt urelateret: I 2007-oversigten nævnte jeg Ga Ga Ga Ga med Spoon som et af de albums, der måske burde have været med på min liste over foretrukne albums fra det forgangne år. Konklusionen er nu indløbet: Det burde det faktisk. En klar, forsinket anbefaling også af dette album herfra. Spoon er – for nu at blive i de letkøbte sammenligninger – en nutidig amerikansk udgave af brit-pop, der er velbegavet og til at holde ud. Numre som “Don’t Make Me A Target”, “Underdog” og “You Got Yr. Cherry Bomb” er smittende, Beatles-inficerede sange, der i en retfærdig verden ville være hits.

Hammer The Hammers

west_ham_martin_peters_1969.jpg

Så ikke håndbold i søndags. Ligegyldigt, der er vigtige ting. Som f.eks. i aften, når Liverpool løber ud på Upton Park i London’s East End, hvor West Ham United holder til. Den første engelske tipskamp jeg nogensinde så på TV – min morfars, med hysteriske farver skruet op på max! – var mellem Sheffield United og West Ham. Endte 0-0, kunne allerede da beundre WHU’s klassiske look. Har siden været på Upton Park, og hvilket specielt stadion det er. Et af de bedste at komme på i London, både hvad intens fodbold og vild stemning angår.

Skulle Liverpool bryde januars underpræsterende Premier League-form og vinde i aften, foreslåes hermed, at Flyvevåbnet sender 2 F-16’ere, der kan ekskortere holdet sikkert hjem til John Lennon International Airport på Merseyside. En sådan ting vil jeg hellere betale skat til, hvis det endelig skal være…

West Ham United – Liverpool, i aften, 20.45, down the local

cs1964.gif

Wise decision?

Leeds nævnt her for første gang nogensinde i går, og hvad sker? Få timer efter er deres manager Dennis Wise, tidligere kødhakker i bl.a. Chelsea og Millwall, headhuntet, købt og hyret ind for store penge i kaoskabalen Newcastle United – fortæller om ikke andet hvilken international opmærksomhed denne side nyder.

Tiden løber denne morgen, så ikke mere herfra. Jeg vil skynde mig ind til byen, til Mikkel Damgaard’s Studio Bernabeu. Vi har den anderledes tour som begynder nu fredag, så forberedelse kalder…

PS – Modtog en mail i går som troskyldigt spurgte, hvorfor vi slet ikke har skrevet et ord om EM i håndbold – tror og håber den tog pis!?!

FA cup-træk

Lodtrækningen fra FA-HQ i London har netop via BBC 5 Live sendt nedenstående februar-1/8-finaler undervejs – kamp #5 står i centrum…

Bristol Rovers – Southampton
Cardiff – Wolves
Sheffield United – M’boro
Liverpool – Barnsley
Manchester U – Arsenal
Preston North End – Portsmouth
Coventry City – West Bromwich Albion
Chelsea – Huddersfield Town

"The Leeds sidestreets that you slip down…"

Sang The Smith’s på deres northern glam-single ‘Panic’ i 1986. Lå der mere i den linie end vi umiddelbart kunne tro? For skyldes Morrissey’s utallige aflysninger og no-shows i koncertsalene these days, han istedet bruger al sin tid, koncentration og energi i netop ovennævnte bys faldne fodboldstolthed, Leeds United? Her et par snapshots fra paparazziscooterne omkring Elland Road…

710605reviegolf.jpg

revielufc.jpg

don_revie_and_billy_bremner.jpg

donrevie_468×461.jpg

Trouble loves him

Det skal aldrig være nemt at være Morrissey. Her er hvad han sang i går på sin 4. aften i London’s The Roundhouse:

Please, Please, Please Let Me Get What I Want / Last Of The Famous International Playboys / Something Is Squeezing My Skull / I Just Want To See The Boy Happy

Så kunne hans stemme slet ikke mere og Morrissey + band forlod scenen uden så meget som et ord. Efter 15 minutters kaos i salen kom to stk. engelske standup-klovne samt TV-værten Jonathan Ross frem og annoncerede showet aflyst. Det blev ikke modtaget vel.

Morrissey’s to sidste Roundhouse-shows i aften og søndag er nu også aflyst.

Lørdags-top-10

undertones-755885.jpg

01. Drive-In Saturday – David Bowie
02. Saturday’s Kids – The Jam
03. Saturday Gigs – Mott The Hoople
04. Friday Night, Saturday Morning – The Specials
05. Saturday Night – The London Suede
06. When Saturday Comes – The Undertones
07. Saturday Nite Special – The Sundown Playboys
08. The Heart Of Saturday Night – Jonathan Richman
09. Saturday – Sparklehorse
10. Another Saturday Night – Sam Cooke

Jens Unmacks officielle weblog