Hvilken forskel gør det?

difference1.jpg

I disse dage i 1984 udkom The Smith’s 3. single ‘What Difference Does It Make?’. Efter originaliteten og adrenalin-rushet af ‘This Charming Man’, The Smiths’ brag af et britisk gennembrud, blev forventninger en smule vingeskudt af denne nye sanges mere jordiske musikalske gods. Heldigvis var der, som altid hos The Smiths, trøst at hente på et par overlegne B-sider; ‘These Things Take Time’ og ‘Back To The Old House’ Da første oplag var væk, kunne singlen iøvrigt kun købes med ‘forkert’ cover. Den oprindelige coverstar Terence Stamp følte ikke det var juridisk iorden at blive brugt af The Smiths, og derfor blev Rough Trade tvunget ud i remaken her nedenfor, hvor Morrissey himself poserer smilende med det glas mælk.

difference2.jpg

Let the good times roll

kevin_keegan-head_over_heels_in_love_s.jpg

Vi var mange der troede Liverpool i denne uge var længder foran alle andre klubber, i racet om hvilken en der opfører sig mest hovedrystende tåbeligt. Ialfald indtil sent onsdag eftermiddag, da nyheden tickede ind om at Newcastle United’s valg af ny manager er Kevin Keegan.

Jeg skal gerne tilstå en stor svaghed for Keegan, da han i 1970’erne bar den røde trøje med 7-tallet i Liverpool. Ja, faktisk købte jeg hver uge det engelske fodboldblad Shoot!, kun for at læse hans ghostwritede column, oftest om de mest uhyrlige almindeligheder.

Efter at have gennemlevet persondefinerende øjeblikke med Kevin Keegan – 3-0-FA-cupfinalen 1974 over netop Newcastle, mesterskabsafgørelsen i 1976, da Liverpool i allersidste udsatte kamp vandt det hele på Molineaux med 3-1 over Wolves, samt 3-1-euromesterholdsfinalen i 1977 i Rom over Mönchengladbach, står allerstærkest – forsvandt han ud af mit liv, til en tysk karriere i Hamburg SV, et Smokie-lydende pophit – ‘Head Over Heels’ – og siden nogle æresrundesæsoner i Southampton og Newcastle.

I 1992 var han atter tilbage i rampelys, fra en for tidlig pensionisttilværelse i Spanien, nu som manager i Newcastle, på det tidspunkt inventar i næstbedste række. Under Keegan’s styring rykkede man op og spillede derefter i et par sæsoner noget af det flotteste og mest offensive fodbold i Premier League. Med bare lidt held var det blevet til et mesterskab, måske to, men Newcastle løb hver gang tør for benzin før målstregen.

Det samme gjorde Keegan, som sagde op. Siden var han kort manager i Fulham, som han også rykkede op i Premier League, for England, som fik alt andet end succes med ham, samt for Manchester City, hvor han tilsidst fremstod træt, ideforladt og uden autoritet. Her kvittede han også selv, midt i en sæson, og trak sig helt tilbage fra fußball.

Årene siden har ikke været gode ved Keegan’s eftermæle som træner. Han omtales oftest for de graverende nederlag og taktiske fadæser, det engelske landshold var så rigt på under hans ledelse. Indtrykket blev at spillet forandrede sig, men at han ikke formåede at følge med det. Keegan har indrømmet ikke at have set en eneste fodboldkamp, hverken på TV eller i virkelighed, siden han i 2005 forlod Manchester City.

Det er på den baggrund valget af ham som manager fremstår som endnu mere russisk roulette fra den visionsløse Newcastle-ledelse. Måske navnet Keegan kan bringe sentimentalt lys i øjne oppe nordpå, men kan ham der bærer det tilføre sin nye klubs førstehold de utallige spilmæssige kvaliteter det pt. savner og har så akut brug for? Kan Keegan, der ikke følger med i bold anno 2008, virkelig være mand for at bygge et nyt og velfungerende storhold op? Nix, næppe – Newcastle’s lidelseshistorie fortsætter her.

Tror ikke der vil være gunstige odds på, at klubben inden alt for længe igen får brug for ny manager. Der er lige nu 6 points til nedrykning. De næste PL-modstandere er Bolton (h), Arsenal (u), M’boro (h), Villa (u) og Man U (h) – kan Newcastle med Keegan lykkes få mere end måske 4 points ud af disse 5 kampe? Det her bliver ikke kedeligt at følge med i. Good luck, Mighty Mouse!

facup74pca5.jpg

Keegan: Fra Merseypool-jubel 1974 på Wembley til Oh No Ono-convention 1979 i HSV.

keagan-1.jpg

SOS

yanks11.jpg

‘Dubai S.O.S – Yanks out’ var teksten på et Anfield-banner i aftes, hvor regnen væltede ind fra Det Irske Hav og Luton Town væltede ud af FA-cupen. Ingen tvivl om total lokal opbakning til Benitez, der bare slet ikke nyder samme popularitet hos LFC’s amerikanske ejere. De seneste par dage er der skrevet meget om disse – Mr. Hicks og Mr. Gillett – for den kaotiske måde Liverpool som Benitez lige nu styres bag lyset på. Her links til 3-4 af de mere interessante artikler:

The Independent

Timesonline

The Guardian

Anfieldroad.com

Video killed the radio star

dw_batsforlashes.jpg

Nej, sådan gik det ikke, vel? Som en anden McDonalds-meal har begrebet musikvideos efterladt os i mæt ligegyldighed grænsende til ubehag. Det er sjældent formen, trods sine endeløse trends, manipulationstricks og stjernestunder, giver os de mindeværdige oplevelser, man engang troede den så ubesværet istand til. Men heldigvis findes der undtagelser. Jeg så denne video, ‘What’s A Girl To Do?’ med Bat For Lashes fra Brighton, forleden nat og har tænkt med glæde på den lige siden. Fantastiske billeder til lige den sang. Lad os få en top-5 over bedste musikklip i MTV-alderen – hvem tør lægge ud?

You'll walk alone

liddellportrait2.jpg

Beklager endnu en negativ fodboldpost her. Ovenpå al den presseballade mellem Benitez og de nye LFC-ejere, Mr. Gillett (good cop) & Mr. Hicks (bad cop), kommer det i fredags frem af omveje i flere engelske aviser, at Bayern München’s nyudnævnte manager Jürgen Klinsmann har været til decideret jobsamtale-middag hos de to amerikanere i efteråret.

Larmende stilhed weekenden over fra officiel side i Liverpool. Men historien forsvinder ikke og damage control-forsøget kommer mandag i form af et kort Mr. Hicks-interview i Liverpool Echo. Klinsmann har godtnok været på besøg, men kun fordi man ønskede en ‘forsikring’ såfremt Rafael Benitez pludselig ‘skulle forsvinde’ til Real Madrid. Og så ville Mr. Hicks/Mr. Gillett iøvrigt også gerne møde Klinsmann for at ‘lære så meget som muligt om engelsk og europæisk fodbold.’

Selvom Mr. Hicks endvidere erklærer, Liverpool’s nuværende manager siden den Klinsmann-middag har genvundet både hans og Mr. Gillett’s fulde støtte, kan afsløringen af mødet kun gøre Benitez’ position i Liverpool endnu mere skrøbelig. Måske der er tale om et kultursammenstød mellem måderne, topsport fungerer og conductes på i USA og Europa, men at behandle sin egen fungerende manager som skidt, og så ovenikøbet give ham en så halvhjertet officiel opbakning, synes brutalt og utilstedeligt, ialfald efter engelsk standard.

Situationen synes nu uholdbar. Enten må amerikanerne afskedige Benitez straks, eller også bør man sætte handling bag lunkne støtteord, gennem et officielt tilbud om forlængelse af samarbejdet. Det første sker ikke, for er der noget, den seneste tids kontroverser har malet op, er det hvilken massiv opbakning Rafael Benitez har i og omkring Liverpool. En fyring nu vil gøre det meget svært for amerikanerne at se en fælles fremtid på Merseyside, hvor den lokale mistro til dem er vokset støt siden sidste sommer.

Men en kontraktforlængelse er ligeså udelukket, da Benitez helt åbenbart ikke nyder sine to ‘ejeres’ tillid. Så Mr. Hicks/Mr. Gillett må istedet spille the waiting game og håbe på skuffende LFC-resultater, nok det eneste redskab, som kan få stemningen til at vende sig lidt mod Benitez, og derved gøre en udskiftning til sommer mere spiselig. Det er sådan klaveret spiller lige nu i Verdens Bedste Klub, der slet ikke er vant til den slags rævekager og dobbeltspil. Hvis åbenbare tilstedeværelse viser man måske har givet køb på den til de helt forkerte personer.

Og så taler vi ikke engang om de mange kontrameldinger vedrørende det nye stadionbyggeri i Stanley Park, eller de financielle dealings, som efter sigende snart pålægger Liverpool en mægtig millardgæld, for det Royal Bank of Scotland-lån de to amerikanere erhvervede klubben for. En frygtet postering, man på Anfield blev forsikret om aldrig ville ske.

Det er i den tumult, der i aften på højdedraget over byen er FA-cup-omkamp mod Luton. Mon holdet i rødt og dets hårdtprøvede træner kan koncentrere sig om noget så simpelt som lidt fodbold…?

Liverpool – Luton, i aften, kl. 21.00, TV2 Sport

Livets hastighed

low_album.jpg

På David Bowie’s fødselsdag forleden var vi omkring hans tid i Berlin og de meget fine plader han lavede og udsendte derfra. Low var den første af dem. Den udkom d. 14. januar for 31 år siden, og lyder stadig som intet andet, måske lige bortset fra “Heroes”, samme års åndsbeslægtede efterfølger. Hør Low, #1 på Pitchfork Media’s liste over LP-udgivelser fra 70’erne, i dag!

Side 1
1 “Speed of Life” – 2:46
2 “Breaking Glass” – 1:52
3 “What in the World” – 2:23
4 “Sound and Vision” – 3:05
5 “Always Crashing in the Same Car” – 3:33
6 “Be My Wife” – 2:58
7 “A New Career in a New Town” – 2:53
Side 2
1 “Warszawa” – 6:23
2 “Art Decade” – 3:46
3 “Weeping Wall” – 3:28
4 “Subterraneans” – 5:39

Taberfest

 cap0013.jpg

Jeg tabte den P3-pris i Radiohuset, Liverpool tabte 2 points i Middlesborough, Tottenham tabte igen til Chelsea, og hjælpeløse Newcastle tabte 0-6 i Manchester. Den fælles tilstand har Frankie Brown skrevet en hel sang om. Indspillet af adskillige – min personlige favoritversion er med Dean Martin – hedder den naturligvis ‘Born To Lose’:

BORN TO LOSE

Born to lose, I’ve lived my life in vain
Every dream has only brought me pain
All my life, I’ve always been so blue
Born to lose, and now I’m losing you

Born to lose, it seems so hard to bear
How I long to always have you near
You’ve grown tired, and now you say we’re thru’
Born to lose, and now I’m losing you

Born to lose, my every hope is gone
It’s so hard to face an empty dawn
You were all the happiness I knew
Born to lose, and now I’m losing you

There’s no use to dream of happiness
All I see is only loneliness
All my life, I’ve always been so blue
Born to lose, and now I’m losing you

© Frankie Brown

Musik så verden går i gult

 071029_110314_morisseypvhml291007_06.jpg

Vi har før annonceret det, som siden viste sig den akkurate tracklist til Morrissey’s kommende Greatest Hits-album, ude start februar. Det viser sig nu opsamlingspladen kommer med en limited edition bonuc-cd, bestående af optagelser fra Morrissey’s show i Los Angeles’ Hollywood Bowl d. 8 juni sidste år. Her er bonus-discens indhold:

“Live At The Hollywood Bowl”:
1. The Last of the Famous International Playboys
2. The National Front Disco
3. Let Me Kiss You
4. Irish Blood, English Heart
5. I Will See You in Far-off Places
6. First of the Gang to Die
7. I Just Want to See the Boy Happy
8. Life is a Pigsty

Her begynder året

pe_catpower_jukebox.jpg

Vi har snart længe trawlet rundt i håb om at fange helt ny musik. December og januar er døde måneder hvad det angår, men nu begynder ting endelig snart at ske igen. En af årets første større udgivelser er således i butikker om små 2 uger. Det drejer sig om Cat Power og hendes Jukebox-plade.

Cat Power – eller Chan Marshall, som hun egentlig hedder – var også sæsonens første opsigtsvækkende udgivelse, da hun for præcis to år siden udsendte The Greatest. Det var hendes syvende album, men det første som nåede et større publikum. Ikke mindst takket være en række sublime underspillede sange, hvoraf ‘The Greatest’, ‘Lived In Bars’ og ‘Love & Communication’ førte an.

Succesen bekom ikke Chan Marshall’s berygtede skrøbelige sind vel. Et forbrug af alkohol og medicin eskalerede, og for en tid måtte hun derfor trække sig langt bort fra musik. Da hun vendte tilbage, til mere promovering af The Greatest, var hun anderledes ovenpå situationen og spillede nogle af sine mest ‘normale’, ufreakede shows i årevis. Ikke mere sløret snak fra langt nede under klaveret, ingen tegn på galoperende sceneskræk. Bare Cat Power’s underspillede musik med den der nøgne, himmelsøgende stemme.

At det ikke er nemt at komme efter en fremragende plade med titlen The Greatest siger sig selv. Så med Jukebox har Chan Marshall alternativt valgt at lave en coverplade, hendes anden af slagsen på otte år. Men hvor The Covers Record (2000) forholdt sig radikalt i sine fortolkninger, ofte var det nærmest kun titlen på coverversionen som var genkendelig, er Jukebox mere tro mod sine originaler.

Og det starter fantastisk. En spartansk trommedrevet udgave af Minelli/Sinatra’s ‘New York, New York’, hvor Cat Power’s eminente band, The Dirty Delta Blues Band, straks træder i karakter, efterfølges af en mere end fri musikalsk omdirigering af Hank Williams’ klassiske ‘Ramblin’ Man’. Chan synger her soul i ordets allerbedste og reneste betydning.

Den guldåre fortsætter på en majestætisk genindspilning af hendes egen ‘Metal Heart’, der slutteligt strejfer ind og går på rov i Neil Young & Crazy Horse-territorie, og på en mere Cat Power-typisk minimeret intim-udgave af The Highwaymen’s ‘Silver Stallion’, som igen viser hvilken hypnotisk sangerinde hun er og kan være.

Herfra spilles måske lidt for roots-trofast videre på en række sange af så forskellige artister som bl.a. Bob Dylan, George Jones, Joni Mitchell og Janis Joplin. Bandet imponerer, alt er egentlig fint, men alligevel er det lidt som Cat Power’s fornemmeste styrke, hendes intuitive frie musik, bliver taget som gidsel og fortones i disse sanges ofte stramme arrangementer og bindende akkorder.

Faktisk er det kun i Billie Holiday’s ‘Don’t Explain’, samt i albummets enlige originalkomposition, Chan’s egen ‘Song To Bobby’, en så fin selvbiografisk, dylansk fansang til, uhm, Bob Dylan, at de uforbeholdne løfter fra albummets begyndelse bliver helt indfriet. Dette skal dog ikke hindre skrivet her i at være en entydig Jukebox-anbefaling. En så speciel og vindende personlighed som Chan Marshall’s kan ikke holdes tilbage af et par små ubetydelige hvis’er og men’er. Det nye års første store musik er på banen.

Taxi…!

pre385_259578a.jpg

At følge et fodboldhold intenst vil bringe mange ærgelser med sig. Og hedder dette hold Tottenham eller Newcastle United, kan man roligt gange antallet af disse minus-oplevelser op et par gange eller tre. Førstnævnte formåede i går aftes at smide en ellers fortjent sejr væk mod Arsenal, den klub i hele verden Spurs helst vil slå. Det er nu godt 20 kampe i træk mod forhadte Arsenal uden sejr for Tottenham. Sådan noget gør i sig selv ætsende ondt.

Og Newcastle? De er igang med endnu en horribel comedy-sæson, der i går tog en ny drejning med fyringen af manager Sam Allardyce. Big Sam’s brovtende karakter og hæslige fodbold vil ikke blive savnet på Tyneside, men hans fyring kaster alligevel den store, hårdtprøvede klub, der ikke har vundet så meget som en hotdog i et halvt århundrede, ud i endnu mere bølgegang og uvished.

Bliver spændende, om local hero Alan Shearer får jobbet. Han er i den position et så ubeskrevet blad, man nemt kan forstille sig kaoset fortsætte med ham ved roret. Shearer underspiller dog sine kort i dagens engelske aviser, der peger mere på Portsmouth’s Harry Redknapp, manden med Premier League’s absolut mest triste ansigtsudtryk – mon det er den kvalitet som kvalificerer ham til Newcastle United?!

Newcastle’s problemer fortsætter lørdag ude mod Manchester United, ikke noget nemt sted at skulle samle stumperne op. Og Tottenham, de har heller ikke ligefrem nogen stroll in the park nede i Chelsea, hvis tilhængere det er, som har omdøbt Spurs’ hjemmebane White Hart Lane til Three Point Lane – gæt selv hvorfor.

Dansksyngende 1980'er top-5-albums

Overskriften siger det hele. Som lovet i sidste uge nu officielt den nationale sangskat optrevlet og sat i rangorden. Et spændingsfelt fra sad taste til sublim dansk musik. Post en personlig liste under kommentarer. Den blev slet ikke nem, hverken at lave eller rangordne, men min egen er:

1. Lars Hug – Kysser Himlen Farvel
2. Kliché – Supertanker
3. Lars Hug – City Slang
4. Kliché – Okay Okay Boys
5. Malurt – Vindueskigger

PS – Godt vi ikke tager en lignende liste over 90’erne, for så ville Love Shop’s flagskib Go! ligge øverst her, og det ville, alt taget i betragtning, måske kunne virke ubeskedent…

Og på den ottende dag…

creation.jpg

…skabte Gud ikke bare sin fuldbårne søn Elvis Aaron Presley, men også Shirley Bassey, Little Anthony, David Bowie, Lars Top-Galia og Pastoren – stort tillykke herfra først til sidstnævnte!

Efter Danmarks Kedeligste Orkester forleden maste sig ind på David Bowie og tog navnet til deres kommende turné fra hans tårnende Station To Station-plade, har titelnummeret derfra været i konstant rotation her. Et mere bevægende stykke moderne musik findes næppe.

Fra dets Kraftwerk-inspirerende togindledning, en lang og langsom opbyggelighed af nogenlunde de elementer Talking Heads siden skabte sig en glimrende karriere på, til det store karakter- og tempo-skift, bragende ind med livets fart, tambourin og betingelsesløs overgivelse; “the european canon is here!”

Efter denne kærlighedserklæring til moderne lyd med en anderledes kant, synes det kun logisk, at Bowie i 1976 transporterede sit coketraumatiserede USA-liv til en frisk genstart i Vestberlin. Her skulle han over de næste godt to år, alene og sammen med Iggy Pop, frembringe nogle af både tidens og alletiders vildeste rockplader; Low,”Heroes” og Lodger i eget navn, The Idiot og Lust For Life i Iggy Pop’s.

I Berlin i november tog jeg forbi indspilningsstedet for disse plader, Hansa Tonstudios i Köthener Straße, lige ved Potsdamer Platz. Nu Die Mauer er væk ligner stedet en hvilkensomhelst selvudslettende kontorgade, men i 1977 må der have været en helt anderledes ladet atmosfære omkring The Great Hall By The Wall, som Bowie kaldte studiet. Man kunne fra dets kontrolrum dengang se både Muren og et af dens bemandede vagttårne.

Hansa’s indspilninger foregik da i den såkaldte Meistersaal, en forfalden koncertsal fra før Første Verdenskrig, der siden – ialfald ifølge Iggy – blev brugt som nazi-ballroom, inden den blev ramt og beskadiget ved luftangreb. Meistersaal lå halvvejs i ruiner i mange år, også tildels mens Bowie og Iggy indspillede der, men er med genforeningen blevet restaureret til brug for dyre selskaber og klassiske koncerter. Så selve Hansa er derfor rykket til bygningens mindre glamourøse 4. sal, op og bort fra historiens vingesus.

Gik turen som Bowie ofte cyklede alene, fra studiet ned til sin hyrede 10-værelses lejlighed på Hauptstraße 155 i Schöneberg. Her boede han i sortmalede rum, en svimmel popstjerne i selvvalgt eksil, med Iggy som logerende. En intens periode med meget arbejde og ditto fest, ofte på Club Dschungel, Vestberlins 70’er-hipsterdisco, inde i Nürnberger Straße.

Lidt af et under, de kolde tyrkere Bowie og Mr. Pop kunne holde hoveder klare og dopingkort bare nogenlunde rene i den turbulens af indtryk og fristelser, natklublivet i den frie verdens Vestberlin må have budt på. Det kan kun være lyden af disse hektiske nætter, der pumper musikken på “Heroes”‘ afsluttende ‘The Secret Life Of Arabia’.

Bowie har fortalt om sin enorme rastløshed, da han kom ned fra coke-bjerget i USA og begyndte på en frisk i simple Schöneberg, først alene, så med Iggy Pop, siden med transvestit-natklubstjernen Romy Haag. Om når han lørdag formiddag tog sin sorte Mercedes til KaDeWe – Kaufhaus Des Westens – ved Ku’Damm, for at gå på storindkøb i varehusetes enorme delikatesseafdeling. Siden hjem, med bagagerummet fyldt op, til Hauptstraße igen, at lave mad og gøre rent efter Iggy.

Iggy Pop røg ud af huset, da Bowie tilsidst ikke kunne hans uorden mere. Fik sig en mindre lejlighed ikke et stenkast væk. Den mere tid alene tog Pop med ud i Vestberlins dagtimer. Kørte rundt i U-bahn, sober en ny oplevelse, ædru et nyt kick, og skrev indtryk ned i notesbog. Det er dem han synger i sangene på sit mesterværk, Lust For Life.

Og David Bowie? Han rejste videre. Først på tour som uforpligtiget keyboardmand i Iggy’s band, siden bort alene. “Sometimes I feel the need to move on” som Bowie senere selv sang det. Væk fra drømmen i Vestberlin, mod nye oplevelser. Men det var først i 1978.

I dag fylder også han år. Forleden kunne det læses i en kommentar her, at Bowie fik et hjerteanfald i 2004, og siden ikke har udsendt musik. Foruroligende nyt for os, der naivt troede manden udødelig. Så et stort tillykke også til David Bowie – long may he run!

Jens Unmacks officielle weblog