Musen og prædikanterne

modest.jpgtigers.jpg

Det var træls med den finale. Lad os prøve at se, om vi kan tænke på noget andet.

To meget forskellige albums, jeg hører en del for tiden, er We Were Dead Before The Ship Even Sank med de altid snurrige Modest Mouse og Send Away The Tigers med Manic Street Preachers. Førstnævnte gik lige ind på førstepladsen på USAs albumhitliste, sidstnævnte debuterede som nummer 2 på den britiske hitliste. Så det er ingenlunde undergrundsbands, vi har fat i her.

Det mest interessante af de to udspil – og nok også mest idiosynkratiske – kommer fra Modest Mouse, der denne gang har vores alle sammens Johnny Marr med på guitar. Dette band, der minder mig om lige så snurrige forgængere som Talking Heads, Tom Waits og norske Kaizers Orchestra, fortsætter udtrykket fra forgængeren Good News For People Who Love Bad News. “Dashboard” er nok tættest på en ny “Float On”, men mit eget yndlingsnummer er “Missed The Boat”, hvor Johnny Marrs ringende guitarer stikker hovedet frem på flottest tænkelige vis. En klar anbefaling fra mig.

“De lyder jo fuldstændig som de plejer”, sagde min kone, da hun hørte Send Away The Tigers. Den stadionegnede lyd, der skylder Queen langt mere, end nogen vil indrømme, er intakt. Måske er lyden tættere på bandets gennembrud Everything Must Go fra 1996 end på forgængeren, og man aner her og der en Beatles-inspiration. Men vigtigst: de tre walisere er nu i stand til at skrive sangbare tekster, der går i spænd med kompetencen på instrumenterne, og temaer som kærlighed og det at blive ældre har for længst fortrængt “alt er lort”-attituden fra det 15 år gamle debutalbum. Ikke stor kunst, men habilt håndværk. “Autumnsong” er min personlige favorit, en optimistisk sang om (livets?) efterår. En anden sang, “The Second Great Depression”, taler (af personlige årsager) direkte til mig på en god måde.

It's the end of the squad as we know it (and I feel fine)

liverpool011.jpg

Fuck, måske Liverpool var det bedre hold ude på banen, men oppe foran mål hang drøm og virkelighed slet ikke sammen. Det gjorde det til gengæld for AC’s Filippo Inzaghi, der scorede to mål på næsten kun en chance – dét er anderledes klasse.

Sommerafslutning for Liverpool nu, der er varslet heftige trup-ændringer før næste sæson, og efter de shortcomings vi så i aftes, hvor et famlende Milan i den grad burde være blevet straffet men slap, virker mærkbar forstærkning som den rigtige vej, nu penge endelig er der. Bliver en interessant tid, når først den her kæmpeskuffelse lægger sig…

greece_soccer_champ_254260g.jpg

_42964405_kakkak416.jpg

Deja vu i morgen aften, tak

soccer_champions_league_finalsff.jpg
Efter at have modtaget den nok bitreste sølvmedalje ever, i Champions League-finalen i Istanbul for to år siden, har Paolo Maldini fra Milan ikke øje for Liverpool’s vinderpokal. I Athen i morgen aften går det løs igen mellem de to klubber om samme trofæ.

Liverpool forbi: Galatasaray, Bordeaux, PSV Eindhoven, Barcelona, PSV Eindhoven, Chelsea

AC Milan forbi: Anderlecht, AEK Athen, Lille, Celtic, Bayern München, Manchester United

Wilco revisited

wilco.jpg

Okay så. Kom hjem i nat fra recording studio, kørte Sky Blue Sky ind på iPod, lagde mig på sofa, tændte, lyttede. Og jo, det slog straks, jeg umiddelbart har været for hård ved Wilco’s nye. Ved ikke helt hvordan jeg f.eks. kunne overhøre, de 4 åbningsnumre bærer på noget af det SMUKKESTE og mest LYRISKE musik Wilco nogensinde har leveret. ‘Either Way’ med FLOT UDFOLDENDE struktur, nærmest som en blomst der åbner sig op, ‘You Are My Face’ med et svajende, stejlt B-stykke, der melodisk er i ren Television-KLASSE, og ‘Impossible Germany’, som også har en BEUNDRINGSVÆRDIGHED LETHED i struktur og feeling, og igen sender et UFORBEHOLDENT KÆRLIGHEDSBREV afsted til netop Television’s to guitarister, Tom Verlaine og Richard Lloyd.

Netop dén FORNEMME sang kører desværre i grøften tilsidst, da Wilco tager Thin Lizzy-maske på og jammer grundigt over et for længst misbrugt twin-guitarriff. Titelsangen, en INTIM ballade, følger heldigvis, slentrende afsted, en parade i ÅBENLYS SKØNHED. Og sådan fortsætter Sky Blue Sky, i bakke og dal, på en så GAVMILD måde, det ikke længere kan fornægtes, den hårde Wilco-kritik her forleden var forkert. For der er meget at komme efter på Sky Blue Sky, ikke mindst bare STRÅLENDE sange, det selvom Wilco’s guitarer sine steder, i uklædelige fretboard-runs, skader mere end de gør godt. Men det får være en mindre indvending på et ellers øjensynligt STORT album.

Så den anden gennemlytning slutter langt mere i harmoni med Wilco og deres FORUNDERLIGE rejse, så langt fra tidens andre bands. Vil her slutteligt på det kraftigste anbefale ovenfor omtalte Television og deres amerikanske 1977-debut/mesterværk Marquee Moon, der med sine ekspressive sange og uforlignelige (!) guitarer vil være en himmelsendt gave for enhver, der tænder på Wilco’s NERVEDIRRENDE musik – så er det sagt.

PS – Spændende om Pastoren, der først var tilsvarende skuffet, laver en lignende Jens U-vending…!?

Endnu en liste

arrested.jpg

Som enhver anden musikgenre har rap-musikken fostret sine klassikere, og her er en liste over nogle betydningsfulde rap-albums, der ikke har undgået min opmærksomhed. I vore dage er det desværre ikke megen rap af denne kaliber, der når frem til mainstream. Men der var en ikke så fjern fortid, hvor man kunne skrive tekster om andet end sex, vold og rigdom. Se bare:

  1. Run DMC: Raising Hell
  2. Public Enemy: Apocalypse 91: The Enemy Strikes Black
  3. Public Enemy: It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back
  4. De La Soul: Three Feet High And Rising
  5. Arrested Development: 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life of…

Jay-Z vs. The Beatles: The Grey Album (en forbudt genistreg af Danger Mouse!) er ikke på den officielle liste på grund af albummets officielle ikke-eksistens. Cypress Hill, Ice-T (der engang var til at holde ud), Beastie Boys, Queen Latifah og undergrundsnavne som Consolidated og senest Dälek skal også fremhæves.

Årene omkring 1990 var de gyldne år med en kreativitet, der modsvarede rockscenen fra 1977 og frem. Public Enemy var det politiske band (a la The Clash), De La Soul lavede drenget, pop- og melodiorienteret musik (a la Buzzcocks) og Run DMC var med til at starte bølgen (a la Sex Pistols).

Kom med jeres bud!

Ensomt tog til Skaville

41jpgtbxtyl_ss500_.jpg

Et wild shot på et soundtrack til den kommende sommer, er Rancid-forsanger Tim Armstrong’s solodebut Poet’s Life. Enhver der kender lidt til Rancid, et af de mere meningsfulde bands på en retro-bundet amerikansk punk-scene, vil forvente en hæsblæsende samling, men nej. Istedet dykker Poet’s Life ned i Tim Armstrong’s kærlighed til jamaicansk musik, et forhold Rancid’s egne udgivelser også selv nyder godt af, og leverer på naturligste vis sine 10 sange her udelukkende indenfor rock steady, ska, roots og dancehall, en overordnet retning bestyrket af pladens backingband, Californiens’s velrenommerede Jah-stylister The Aggrolites’ lysende tilstedeværelse.

Den jamaicanske måde at gøre tingene på har altid været en musikalsk Bermuda-trekant for de fleste hvide artister, men ikke Tim Armstrong, hvis raspede stemme passer lige ind i disse luftige, analoglydende sanges enkle flow. Svært at høre Poet’s Life uden samtidig at tænke på fransk-spanske Manu Chao, der uden besvær selv lykkes med eget fingeraftryk på den ellers så svært tilegnelige Jah-stylee. At Tim Armstrong også kan holde vejen hjem på den udebane er en glædelig overraskelse. At så få nok her i landet kommer til at stifte bekendstkab med Poet’s Life er synd og skam.

519w2r6exvl_ss500_.jpg

En anden mandags-udgivelse er The National’s med spænding imødesete Boxer. The National tog indie-verden med storm på Alligator, deres forrige, der bød på en stemningsmættet Interpols-ældre-brødre-musik tilsat litterært billedrige, ret foruroligende ensomheds-historier. Alligator var i sin fragmenterede tone svær helt at blive klog på, men ikke at forsvinde ind i og holde af. De 4-5 sange vi her på forhånd har hørt fra Boxer peger i retning af noget mindst ligeså givende – må forventningens glæde aldrig blive den største!

I dag hedder vi alle Ramone

joey-1.jpg

For det er Joey’s fødselsdag. Jeg har mødt ham én gang nogensinde, 1. september 1980, da min punkerven Simon og jeg tog over fra Viborg for at se Ramones i Odd Fellow Palæet (iøvrigt m. Kliché som support!). Joey inviterede os med ind til soundcheck om eftermiddagen og var den sødeste fyr i verden, ranglede jeans, stort smil, lyserød t-shirt – a true saint og en fantastsisk sanger!

10 lysende Joey Ramone-øjeblikke ned gennem årene:

  • Havana Affair (fra Ramones)
  • I Remember You (fra Leave Home)
  • Here Today, Gone Tomorrow (fra Rocket To Russia)
  • She’s The One (fra Road To Ruin)
  • Do You Remember Rocknroll Radio? (fra End Of The Century)
  • The KKK Took My Baby Away (fra Pleasant Dreams)
  • Little Bit O’ Soul (fra Subterranean Jungle)
  • Mama’s Boy (fra Too Tough To Die)
  • Poison Heart (fra Mondo Bizarro)
  • She Talks To Rainbows (fra Adios Amigos)

Jeg må have betalt den swimming pool

mvc-008f1.jpg

Så tag endelig en virtuel dukkert. Poolen og et tilhørende marokkansk-stylet hus ligger med azurblå havudsigt på Ibiza’s solbeskinnede vestkyst, og tilhører det tyske europop-ikon Sandra – hende fra Saarbrücken med ‘(I’ll Never Be) Maria Magdalena’-karrieren – samt hendes rumænske mand/producer Michael Cretu. De har begge to fødselsdag i dag; vores Sandra bliver 45, Michael 50 år – herzliche glückwunsche og god fest på haciendaen i aften!

Kærlighed mellem dyr

612xuilkll_ss500_.jpg

Pas nu på, Wilco-fan, du ikke går i chok over manglen på visuel konservatisme, over heftigheden i både farve og motiv, på dette dynamiske album-cover. Interpol spiller Store Vega, København i slutningen af næste måned, lige før ovenover viste Our Love To Admire udsendes. Her deres fine setliste fra Koko, London i aftes, næsten den samme der gives hvert show på den nu 1 måned gamle tour:

Pioneer To The Falls
Obstacle 1
NARC
Say Hello To The Angels
Take You On A Cruise
Mammoth
Slow Hands
Leif Erikson
The Heinrich Manuever
Evil
Not Even Jail
+ + +
Length Of Love
Stella Was A Diver And She Was Always Down
PDA

Jens Unmacks officielle weblog