Ikke kun et fattigt ord

fremadthumbnail.png

Er ved at genskabe batteri efter de første aftener i Vanløse, Albertslund og Lyngby. Tak til jer der kom og gav alle tre shows flow, substans, mening! Bortset fra at Nicolai umiddelbart efter ekstranumre på Templet blev forsøgt overfaldet af en voldssulten dørmand, er vi kommet godt afsted. Har fået hørt Jamaica-musik og drukket G+T’s bag scenen, samt langt vigtigst, spillet nogle ret skarpe sang-versioner på den. Synes selv Slagterne allerede fra tourstart er i gear – vi har øvet os! – så ser i den grad frem til kommende weekend, der fra torsdag tager os til de af jer, der lever i og omkring henholdsvis Roskilde, Herning City og Århus.

PS – Templet var iøvrigt første hele set for mig siden Roskilde Festival i ’95 – dér, lige efter Jeff Buckley – uden nogen ‘Fremmedlegionær’. En speciel oplevelse, men godt ialfald vi nu, i modsætning til Joyride-touren efter Vejen Hjem Fra Rocknroll, har numre nok til ind- og udskiftninger. En frihed at kunne ændre setliste efter aftenens vibe.

Paul i Operaen

800px-paul_simonon.jpg

Simpson bemærkede midtvejs i showet tørt, som kun han kan gøre det, The Good The Bad & The Queen’s bassist måske ville spille færre fejl, hvis han holdt sig bare nogenlunde i nærheden af sin amplifier. Og rigtigt er det, at Paul Simonon, som dækkede hele scenen med sin smadrede Fender Precision, indimellem missede et beat eller to samt et par toner. Men for de af os som var tilstede sidst han spillede i København, med The Clash på Østerbro i 1981, gjorde det altså intet. At se Paul Simonon på en scene igen, med så mange vintage-Clash bevægelser, var hele aftenen værd og lidt til. Fik derfor ikke rigtig kastet øjne på den mindre karismatiske Damon, eller de to andre fra TGTB&TQ, som ellers gjorde deres til at levere den fremragende koncert, perfekt tunet til Operaens storladne rammer. En aften, der iøvrigt kickstartede med Henrik Hall’s vellykkede debut som kongelig hofleverandør. Hvor mange havde mon for 3-4 år siden sat penge på, den første fra Love Shop til at betræde denne prestigefyldte scene, ville blive bandets mundharpespiller…? Godt gået, Prins Henrik!

Kun vejene i live i nat

nights_of_sumgayit_galleryfull.jpg

Et billede kan snyde. Blacksmith Institute har således lige offentliggjort en liste over de 10 mest forurenede byer i verden. En af dem er Sumgayit i Aserbajdsjan, og det er herfra billedet stammer. Da jeg så det, fik jeg næsten lyst til en ferie ved Det Kaspiske Hav – og så alligevel ikke, da jeg huskede på olieforureningen i Baku og omegn.

Se listen over de 10 byer på http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/americas/6995621.stm og se om også din by er med.

Unmack med hos Ulla Henningsen

ullah_200.jpg

Jens Unmack har en finger med i spillet, når Ulla Henningsen nu udsender sit Nikolaj Nørlund-producerede album Skønne Spildte Dage på Auditorium. Ikke bare har Unmack oversat en række af pladens engelsksprogede originalsange; han synger også kor på to numre, Cat Power-sangen ‘På Barer’ og CV Jørgensen-nyklassikeren ‘Sæsonen Er Slut’. Skønne Spildte Dage er i handelen fra mandag. Her er dens indhold:

Intet Kan Erstatte Dig (original titel: Nothing Takes The Place Of You)
To Mennesker På En Strand
På Barer (original titel: Lived In Bars)
De Skønne Spildte Dage (original titel: Yesterday When I Was Young)
Sct. Emetri
Sommeren Er Ovre (original titel: Summer Is Over)
Grædende I Døren (original titel: Standing In The Doorway)
Knuste Hjerter (original titel: What Becomes Of The Brokenhearted)
Kærlighedsbrev (original titel: Love Letters)
Du Kan Tage Ham (original titel: You Can Have Him)
Mørkeland (original titel: The Crying Game)
Der Skal Lidt Kærlighed Til (original titel: Put A Little Love In Your Heart)
Sæsonen Er Slut

Strangeways

smiths_-_strangeways_here_we_come.jpg

I dag for 20 år siden udkom NME med en ekstatisk foranmeldelse af Strangeways, Here We Come, The Smiths’ fjerde og sidste egentlige studiealbum. Henover sommer var rygterne begyndt at løbe om uro i bandet, og da så Johnny Marr trådte frem i et interview, ligeledes i NME, under overskriften ‘Why I Quit The Smiths’, var der ingen vej tilbage.

Førstesingle ‘Girlfriend In A Coma’ blev sendt ud i august, med typisk Marr-ubesværet og særegen popmusik under Morrissey’s dødskredsende ord. Ofte når et band opløses, høres konflikterne og udtømningen af energi i dets sidste indspilninger, men ikke her. Kvaliteten af ‘Girlfriend…’ til trods, var der derfor alligevel udbredt bekymring for, at Strangeways ville være en krampetrækning snarere end en endelig manifestation af kollektiv styrke.

Så vi blev både opmuntrede og vemodige dengang af det NME-skriv. Lettede fordi det syntes lykkedes for The Smiths med et album på højde med, om ikke højere end, forgængeren The Queen Is Dead. Men også derfor ekstra ærgelige over, at noget SÅ blomstrende kreativt, som samarbejdet mellem Morrissey, Marr, Joyce og Rourke, nu var forbi og fortid, brændt på det alter af ‘personlige forskelligheder’, som alle orkestre – undtagen måske lige TV2, D†A†D og Rolling Stones – må lade livet på.

I interviews lige siden har både Morrissey og Marr, når samtalen falder på The Smiths, uden tøven udpeget Strangeways som favoritalbummet. Sikkert fordi det er der, bandet træder frem fra enhver aspiration og med naturligt sikker hånd leverer sin mest facetterede og afvekslende longplayer. Strangeways besidder en modenhed i udtryk, en finesse og flertydighed, som The Queen Is Dead – trods unævneligt mange andre kvaliteter – ikke er i nærheden af.

Strangeways, Here We Come udkom d. 28. september, 1987, og blev i lyset af The Smith’s opløsning mere værdsat som en gravsten over bandet og den periode det havde regeret, end som et fritstående album, med eget liv og syn på verden. Her 20 år efter, med Morrissey langt afsted på helt egen vej, med Johnny Marr så fortabt underpræsterende, er det lettere, uden det samme emotionelle drivgods, at høre Strangeways for hvad det er; et exceptionelt album af et sjældent godt band, på toppen af dets ydeevne.

Side A
1 “A Rush and a Push and the Land Is Ours”
2 “I Started Something I Couldn’t Finish”
3 “Death of a Disco Dancer”
4 “Girlfriend in a Coma”
5 “Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before”

Side B
1 “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”
2 “Unhappy Birthday”
3 “Paint a Vulgar Picture”
4 “Death at One’s Elbow”
5 “I Won’t Share You”

Sandheden på en frieftermiddag

410w.jpg

Der var engang, da der stadig skete noget på Love Shops hjemmeside. Det var dengang, hvor Jens og jeg havde en decembertradition om at tale om årets albumudgivelser. Den tradition har vi videreført her. Men det er længe siden, helt tilbage i det herrens år 2003, at jeg nævnte Electric Version med canadiske The New Pornographers. Dengang var Jens’ korte kommentar:

“Dem har jeg aldrig hørt så meget som en tone med.”

Han talte på mange af vore landsmænds vegne, da han sagde det. Tilmed antydede han, at der nok ikke var ret mange andre i Danmark end undertegnede, der kendte gruppen. Så for en gangs skyld var jeg på forkant med udviklingen.

2005 kom, og med dét albummet Twin Cinema , indkøbt for få penge på en rejse til USA. Det var forresten et rigtig fint album, som jeg da også nævnte i årsoversigten. Og det var også omkring 2005 at canadierne spillede i Århus.

Og nu er det her så – opfølgeren, Challengers. I vore dage har selv Jyllands-Posten en anmeldelse af The New Pornographers. De er ret negative over for det nye album.

Men jeg er ligeglad. Det er som bekendt ikke første gang, den avis har dummet sig. Challengers er lige nu det album, jeg hører suverænt mest. Ligesom på Twin Cinema er stemningen rolig, ikke så hektisk som på de to første albums. Denne gang får vi dog lov til at høre lidt mere til Neko Case – og det gør intet, for hun synger jo dejligt. De fine vokalharmonier – de nye pornografer kan nemlig synge! – og de gode arrangementer er der stadig. Råmaterialet – sangene – er der heller intet i vejen med. Endnu engang er Carl Newman hovedsangskriveren.

Prøv at høre to MP3’er, nemlig “My Right Versus Yours” eller “Myriad Harbour”. Førstnævnte er mere end almindeligt iørefaldende og ville i en mere retfærdig verden blive et verdenshit, sidstnævnte er et af de få Dan Bejar-forfattede numre og har tilmed en tekst, der nævner flere af gruppens medlemmer.

Den dag tårnene blev små

1005.jpeg

NEW YORK, NEW YORK

Well, I shuffled through the city on the 4th of July
I had a firecracker waiting to blow
Breakin’ like a rocket who makin’ its way
To the cities of Mexico
Lived in an apartment out on Avenue A
I had a tar-hut on the corner of 10th
Had myself a lover who was finer than gold
But I’ve broken up and busted up since

And love don’t play any games with me
Anymore like she did before
The world won’t wait, so I better shake
That thing right out there through the door
Hell, I still love you, New York

Found myself a picture that would fit in the folds
Of my wallet and it stayed pretty good
Still amazed I didn’t lose it on the roof of the place
When I was drunk and I was thinking of you
Every day the children they were singing their tune
Out on the streets and you could hear from inside
Used to take the subway up to Houston and 3rd
I would wait for you and I’d try to hide

And love won’t play any games with me
Anymore if you don’t want it to
The world won’t wait and I watched you shake
But honey, I don’t blame you
Hell, I still love you, New York
Hell, I still love you, New York
New York

I remember Christmas in the blistering cold
In a church on the upper west side
Babe, I stood their singing, I was holding your arm
You were holding my trust like a child
Found a lot of trouble out on Avenue B
But I tried to keep the overhead low
Farewell to the city and the love of my life
At least we left before we had to go

And love won’t play any games with you
Anymore if you want ’em to
So we better shake this old thing out the door
I’ll always be thinkin’ of you
I’ll always love you though New York
I’ll always love you though New York, New York, New York

© Ryan Adams

Happy birthday, Sellers

peter-and-sophialp1sm.jpg

Fantastiske Peter og Sophia Loren havde noget kørende. Her er de sammen på coveret af en plade, mine forældre havde dengang. Nu er den min.

Sellers omkom af et hjerteslag d. 24. juli. 1980. Præcis 26 år senere – altså 24. juli 2006 – døde hans eneste søn, Michael, ligeledes af hjerteslag. Kinda spooky.

Jens Unmacks officielle weblog