Mod Internazionale i frit fald

inter.jpg
I maj, 1965 mødtes Liverpool og Inter i Europa Cup’en. Her et pix fra første kamp på Anfield, hvor Inter blev ødelagt med 3-1. Returkampen på San Siro tabte Liverpool 3-0.

“Vi tror Inter kan besejres.” Således ifølge både Xabi Alonso og Steve Finnan inden Champions League-kampen på Anfield i aften mod Italiens helt suveræne mesterhold. Og måske har de ret; selv Neraazzuro kan vel lægges ned.

Men at tro det skal være Liverpool, der lige nu sender Milano-klubben til tælling, står slet ikke skrevet i stjernerne. Efter det så ydmygende nederlag mod Barnsley i lørdags, og en helt igennem uacceptabel elendig periode siden nytår, er selvtillid og spilleglæde to egenskaber, man nemt kigger ret forgæves efter blandt de rødklædte.

At ejerkonflikten slingrer videre, med daglige reporter om massiv utilfredshed i Liverpool med Hicks og Gillett, om heftige uenigheder mellem amerikanerne indbyrdes, og om nye takeover-forsøg fra araberne i DIC, gør intet nemmere. Rafa Benitez fremstår som presset til det yderste. I går kunne en engelsk tabloid berette, han var blevet set grædende i sin bil – så langt er sæsonen og tingenes generelle stilstand omkring Liverpool sunket, at selv den slags hearsay kan spinde guld.

Derfor er massivt meget på spil nu. Hvis de spillere, som for nylig vaklede på randen af dommedags-knockout mod et obskurt amatørhold fra Havant & Waterlooville, virkelig ønsker Benitez som The Man også efter sommerpausen, duer intet andet end samlet sejr mod Zlatan og co. Meget svært at forestille sig det lykkelige udfald lige nu, men så igen har Liverpool før hevet gigantiske kaniner op af Europa Cup-hatten. Desværre synes der brug for noget mere substantielt end bare en tryllestav mod uovervindelige Inter på Anfield i aften.

Liverpool – FC Internazionale, i aften, kl. 20.45, TV3+

'Smuk salighed' til GAFFA, 5 stjerner til Unmack/Nørlund

GAFFA var i aftes tilstede ved det første af to udsolgte shows på Jazzhouse i København med Nikolaj Nørlund og Jens Unmack – 5 stjerner tildeles i en anmeldelse der kan læses her. Et repræsentativt citat:

– Nørlund og Unmack satte to streger under, at der er langt endnu til et sangskriver-generationskifte på den danske rockscene. For sammen og hver for sig beviste de, at de mestrer deres sangskrivning og personlige udtryk i suveræn stil.

Rasmus Falbe-Hansen, GAFFA

Årets person

aretha-2.jpg

I dag blev Aretha Franklin tildelt prisen som Person of the Year. Og her sidder jeg så og lytter til et udvalg af fru Franklins klassikere; jeg bliver altid imponeret af hendes på én og samme tid sjælfulde, kraftfulde og uanstrengte vokal. Reality-tvs amatører burde lytte til hende og derefter lade stilheden råde.

(Billedet ovenfor afslører, at Amy Winehouse og Aretha havde nogenlunde samme kropsmål og frisure, da de var 20. Ak ja.)

Die young, stay pretty

blondie.jpeg

Endnu en mærkedag for Blondie lig endnu en undskyldning for nydelse af et klassisk cover-billede med dem her. For 31 år siden i dag udsendte Chrysalis Records i Europa bandets selvopkaldte debutalbum Blondie. Pladen var allerede tilgængelig i USA fra 1976, via det lille Private Stock-label, men nu var bandet signet op af Chrysalis og dens kølige drøm af new wave-blendet 60’er-pop kom derfor nu ud på denne side af Atlanten.

Blondie blev trods indlysende kvaliteter ikke en umiddelbar succes, hverken der eller her. Først med Plastic Letters-singlerne ‘(I’m Always Touched By Your) Presence Dear og – især – cover-versionen af Randy & The Rainbows’ ‘Denise’ nåede bandet endelig ud på radiobølgerne. Og da først Debbie Harry’s stemme blev lagt mærke til der, var der ingen vej tilbage. Albummet Blondie står derfor i dag stadig uopdaget af de fleste, med al den unge energi, friskhed og pop-idealisme, som næsten kun en drøm af et debutalbum kan bære.

En top-10 over klassikere blandt de mere oversete Blondie-sange:

01. Slow Motion (fra Eat To The Beat)
02. Fade Away And Radiate (fra Parrallel Lines)
03. Pretty Baby (fra Parrallel Lines)
04. Shayla (fra Eat To The Beat)
05. 11.59 (fra Parrallel Lines)
06. English Boys (fra The Hunter)
07. Angels On The Balcony (fra Autoamerican)
08. In The Sun (fra Blondie)
09. Suzie & Jeffrey (B-side fra ‘The Tide Is High’-single – nu på Autoamerican)
10. Fan Mail (fra Plastic Letters)

PS – ‘Suzie & Jeffrey’ handler om wild man Jeffrey Lee Pierce, nu afdød sanger fra rocknrollbandet Gun Club, der på det tidspunkt var formand for Blondie’s amerikanske fanklub. På come back-albummet No Exit findes endnu en sang til Jeffrey Lee, ‘Under The Gun’.

PPS – Pretty baby-tingen i Love Shop’s ‘Fuck Min Højdeskræk’ er naturligvis én stor hyldest til Blondie’s ubeskriveligt fine ‘Pretty Baby’ fra 1978.

Hvem…

…har skrevet nedenstående i et dagblad, der udkom i dag, og om hvem?

Men lige lidt hjælper det – en dubiøst bombastisk og fuldstændig uinteressant mainstreamrock uden særlige kendetegn […] eller sågar mindeværdige melodier er resultatet af alle de anstrengelser og forhåbninger, der er blevet projektet til del.

På denne signatur, der har råspillet albummet i et væk i håb om at finde forsonende elementer (skæringen […] er således næsten hæderlig), virker det dybt forstemmende. For at dreje kniven yderligere rundt i såret (og det morer mig ikke en skid, hvis det er det, De tror) myldrer tekstmaterialet med de allermest fortærskede udsagn om kærlighedens allermest banale sider. Det er godt nok en styg omgang ingenting – pakket overdrevent nydeligt ind […]

Atompopsprængning

12front_uk.jpg

Talte om Blondie forleden og her er de igen. Bruger 28-års-dagen for singlen ‘Atomic’ som undskyldning for at bringe dens farvestrålende cover, der vel er ligeså perfekt som selve sangen, ja, den med germansk discobeat og Morricone-guitar, hvor Debbie Harry klimakser ubesværet med ordene “…your hair is beau-ti-ful tonight!” – en klassiker!

At søge efter Amerika

simongarfunkel_bw_sonyl_300.jpg

I sin blog på The Guardian skriver Jonathan Jones om Simon og Garfunkel:

Simon and Garfunkel are never going to be a fashionable taste to confess to. They probably weren’t even fashionable in 1972. Only when you’re the age to see The Graduate as a brilliantly subversive vision of the American dream’s hollowness (about 16, generally) are you truly open to the message of Sound of Silence. Maybe the strange truth is that Simon and Garfunkel are a truly youthful obsession.

Listening to them again, it’s I Am A Rock that sends shivers down my spine. What a great song – what a poem.

Jeg har det på samme måde. Simon og Garfunkel har aldrig været hippe som f.eks. Bob Dylan eller Lou Reed. Men deres albums fra dengang er et skatkammer af Paul Simons velskrevne sange (Art Garfunkel skrev næsten intet). Mange af Paul Simons sangtekster er små sprogperler på engelsk, ikke svære som Dylan og ikke tvære som Reed, men fulde af interessante bibetydninger. Hver for sig opnåede de to aldrig helt hvad de fandt frem til sammen.

Simon og Garfunkel var også lyden af min barndom. Min mor hørte dem meget dengang, kan jeg huske. “The Boxer” husker jeg især. Da jeg fik lært mig engelsk, værdsatte jeg sangen endnu mere.

Og hun hørte Burt Bacharach og Leonard Cohen. I dag, mange år senere, hvor hun på syvende år er ramt af fremskreden demens, har plejepersonalet i misforstået venlighed lagt nogle cd’er med dårlig dansktopmusik ind på hendes stue på plejehjemmet. Men ingen tænder cd-afspilleren for hende. Godt det samme.

(Hvem ved, at man nu kan få Simon og Garfunkels samlede albumudgivelser i et boxsæt for kun 13 pund og 98 pence – 5 cd’er og en dvd i tilgift? Jeg gør. Et tilbud, man ikke bør afslå.)

Superseriøst

rem2.jpg

Nu kan alle høre den første single fra R.E.M.’s kommende album, Accelerate, ved f.eks. at gå herhen (og scrolle et par linjer op). Nummeret kan også købes på iTunes. Min egen dom? Det er ikke noget dårligt nummer. Det gør ikke noget, at man igen kan høre herrerne fra Georgia skrue op for lyden efter den regulært kedelige Around The Sun.

Fire minutter over tre

clockpa.jpg

Normalt bruger vi, for nu at sige det pænt, ikke meget tid på dem her, men i dag går både tanker og medfølelse til Manchester United, der for præcis 50 år siden mistede mere end et halvt engelsk mesterhold ved en flyulykke i München’s lufthavn, på vej hjem fra Europa Cup-kamp mod Røde Stjerne Beograd.

Det var de allerede dengang legendariske Busby Babes, manager Matt Busby’s meget unge men allerede fuldendte hold, som i snevejr og glat startbane-føre aldrig fik luft under vingerne efter en benzinoptankning i München. 23 mennesker på det chartrede engelske fly mistede livet, heraf 8 af Manchester United’s spillere.

Busby selv overlevede med nød og næppe, og fortsatte, da han igen kom til kræfter, som leder for det amputerede hold, der skulle genopbygges helt fra bunden. Udover de otte omkomne, måtte yderligere to United-spillere opgive fodbold som følge af men efter ulykken. Busby må have kunnet sit manager-job, for kun syv år senere stod han bag det nye United-hold der atter vandt mesterskabet.

En popvinkel på denne tragedie er Morrissey’s ‘Munich Air Disaster 1958’, en B-side på ‘Irish Blood, English Heart’-singlen, med svimle molakkorder og dronende propelmotorlyde. Sangen, hvis ord bringes nedenfor, er flere gange blevet afspillet på Old Trafford.

arsgreggget.jpg
Busby Babes’ sidste kamp nogensinde på engelsk jord; 5-4-sejr på et tætpakket Highbury mod Arsenal, kun fem dage før München.

MUNICH AIR DISASTER 1958

We love them
We mourn for them
Unlucky boys of red
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed
We miss them
Every night we kiss them
Their faces fixed in our heads
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed
They can’t hurt you
Their style will never desert you
Because they’re all safely dead
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed

© Morrissey

players_crash_275056a.jpg

Fan mail

plasticletters.jpg

Adolf Hitler’s schäfer havde samme navn først, men det forhindrer ikke Blondie i at nyde anseelse i disse kvarterer, som verdens måske mest perfekte popband nogensinde. De mange New York City-vibrerende plader og sange med Deborah Harry’s smeltende stemme øverst, som bandet spyttede ud i en 5-6 år fra 1976, holder således ubesværet, med enkelte sene undtagelser, stadig verdensklasse i dag.

Det andet album – Plastic Letters – rundede i går 30 år. Her en ydmyg markering af det skarpe hjørne med en top-5 over bedste og mest anbefalelsesværdige Blondie-albums:

1. Parrallel Lines (1978)
2. Blondie (1976)
3. Eat To The Beat (1979)
4. Plastic Letters (1977)
5. Autoamerican (1980)

Til gengæld kan sidste longplayer før opløsningen, The Hunter fra 1982, der emmer af disillusion, cash-in og intern splittelse, nemt undværes. Blondie blev gendannet i 1998, men ingen af de to studiealbums, der hidtil er kommet ud af den ide, tåler sammenligning med ovenstående mesterlige discs. Som iøvrigt kan købes i danske pladebutikker – i fine remastererede udgaver med ekstra sange og liner-notes – til næsten ingen penge.

Jens Unmacks officielle weblog