Aprilsnar: Genindspilning

vhfr.jpg

Følgende er løgn:

Kun få dage efter udsendelsen af Aftenland Express viser det sig, at det er nødvendigt at genindspille Vejen hjem fra rocknroll, da de oprindelige masterbånd er forsvundet, mens de var udlånt til musiktidsskriftet Gaffa i forbindelse med en fornyet anmeldelse. Alle forsøg fra A:Larm på at fremskaffe en original kopi har været forgæves.

Genindspilningerne vil ske i forbindelse med forberedelserne til forårets turné. “Det er ikke nødvendigvis dårligt, for nu kan jeg lægge nogle ekstra guitarsoloer ind undervejs”, fortæller Rune Kjeldsen.

Nyd Aftenland Express!

Aftenland Express skal nu for første gang weekend-testes offentligt af de heldige sjæle, der allerede nu har været ude og investere i den. Vores egne prøvekørsler på lukket bane har indikeret stor stabilitet omkring dette nye nydelsesprodukt, det i forbindelse med både socialt samvær og en stabil indtagelse af kølige alkoholiske drikke. Et enkelt stjernelysende fornuftigt huskeråd, der kun vil sublimere helhedsoplevelsen, skal dog – før weekenden kommer på – lyde herfra:

Spil højt!

redstr.jpg

Om at downloade sig selv

I sidste uge skrev Mike Scott fra The Waterboys en interessant lille klumme om sine erfaringer med at prøve at være bruger på Wikipedia og redigere i en artikel om… The Waterboys.

(Selv har jeg prøvet at placere en opdateret udgave af den biografi om Love Shop, jeg udarbejdede til www.loveshop.dk, i Gaffas leksikon (der var Gaffa igen…) blot for at få den slettet helt og aldeles af bekymrede brugere, der syntes den lignede for meget.)

Læs Mike Scotts artikel her.

Thåström Europa Express

astra.jpg

Joachim Thåström har siden han flygtede fra egen rockstjernedom i slutfirsernes Stockholm mest opholdt sig udenlands. Nu er han atter tilbage i Sverige, men årene i specielt Amsterdam og København sætter sit præg på hans musik. Seneste soloalbum besang netop byen her, der specielt med ‘Sönder Boulevard’ fik en gigantisk stille sang om Vesterbro smidt sin vej. Og på sit nye debutalbum med “afvekslingsbandet” Sällskapet, fortsætter han sin kronologisering af de landflygtige år.

Vi er nu med på en afdæmpet men hvileløs rejse, uden mål, langt fra hjemlandet, gennem flere nordeuropæiske byer. Sangtitler som ‘Hauptbahnhof’, ‘Järnstaden’, ‘Nordlicht’, ‘Rum 212’, ‘Le Havre’ og ‘ Spår Overalt’ fortæller deres egen historie om et søvngængeragtigt nat-Europa med raslende sporskifter, dunkende fabrikker og alkoholvåde havnekvarterer. Det er ikke moderne tider der spiller i denne så europæiske collage-opbyggede blues-electro, men derimod et fjernt århundredes nedslidte industrisamfund på allersidste vers. Det er søgende tågehorn, lyd af trappestejle banegårde, et Astra-bryggeri i Hamburg, ustemte klaversløjfer, rum ventetid og en klar fornemmelse af ansigtsløse, nu forgangne mennesker, der allerede længtes for længe siden, på de mørkebrune knejper, hvor Thåströms dybe stemme så nemt falder i et med tapetet.

Der synges fra Amsterdam, hvor man går hen til banegården, for at se togene sitre afsted, ud i verden. Der synges fra Skt. Pauli, fra baren Nordlicht ved Elbens kaj, hvor skibsvrag er skyllet på land. Og musikkens langsomme puls knirker og værker og sukker og trækker under det hele. Dog, som tilfældet er hos Thåström, ikke af selvmedlidenhed. De der står ved Jacques Brel’s benhårde og usentimentale havneskildring ‘Amsterdam’, den som David Bowie for langt over 30 år siden også udsendte sin berettigede version af, vil straks genkende den trøstesløshed, man også her transporteres igennem på en ofte dominerende baggrund af optræk til livsskuffelse. For nej, trods et par bittesmå lyse erindringsstik af forsvundne håb undervejs, er den ikke godhjertet, denne langsomt sammenstyrtende verden. Hvilket absolut ikke gør Sällskapets udsøgte skildring af den mindre anbefalelsesværdig.

Aftenland Express årets album?

Nej vel, det er 7-8 måneder for tidligt overhovedet at tænke på. Men musiksitet diskant.dk slutter dog sin meget fine bedømmelse af vores plade af med følgende citat: “Der er næppe tvivl om, at Unmack allerede har lagt sig i inderbanen i kapløbet om at have begået årets bedste danske album. ” Hele anmeldelsen kan læses her.

Det skal også nævnes at dansk rockjournalistiks svar på fodboldklubben AGF, vi taler naturligvis gratisavisen Gaffa, kompenserer for sit karaktermord på Aftenland Express med et to-siders Jens U-interview i bladets nye april-nummer.

Stjernekort

De fleste anmeldelser af Aftenland Express er nu på banen. Her en kort oversigt:

  • Nordjyske******
  • Politiken*****
  • Ekstra Bladet*****
  • BT*****
  • Soundvenue*****
  • Vestkysten*****
  • Urban*****
  • Dato*****
  • Metroxpress*****
  • diskant.dk*****
  • Berlingske****
  • Jyllands-Posten****
  • Fyns St.****
  • 24 Timer****
  • Nyhedsavisen****
  • Gaffa***

Der er håb

hab.jpg

Men ikke i de seneste års forgæves søgen efter tabt styrke. For siden den majestætiske sang ‘He’s Gone’, den næstsidste på Head Music – vi taler 1999 – var Suede og specielt forsanger Brett Anderson kun en famlende skygge af sig selv. Utallige avisartikler om stofafvænning efter den ret ufokuserede Head Music, gav ellers visse løfter for efterfølgeren A New Morning, men nej. For mange af os hørte den plades ferske, tømmermandsafkræftede lyd og savnede Suede fra de vilde, unge dage, da sange af ‘Killing Of A Flash Boy’ og ‘Europe Is Our Playground’s kaiber var regel snarere end undtagelse, da Brett sang med største naturlighed om benzinhimmel, kemikalier og speedet kærlighed, da Suede i livskraft og rocknroll-drive syntes uovervindelige.

Vi skal ikke forherlige selvdestruktion, men hvis der nogensinde var et band det ikke klædte at blive ædru og stoffri, så var det altså Suede. Der var meget langt fra synet – og den fantastiske lyd – af en opløst og henført dansende udgave af Brett Anderson på Grøn Scene, Roskilde ’95 til ham, der forsigtigt gik på scenen i Radiohuset ’02 med sin kop the. Musikken fulgte desværre med, fra udtryksfuld ekstase til mat håndværk, og Suede opløstes i en virtuel støvsky af egen ligegyldighed. Så kom The Tears, genforeningen med Suede’s oprindelige guitar-es Bernard Butler, men at det var et trist fornuftsægteskab, lod deres hidtil eneste plade ingen i tvivl om. Den gjorde ondt at lytte på, for dengang med Butler, havde Suede så store gaver ombord, at musikken og sangene og lyden og ordene gav sig selv og bestemte tiden. Nu var det så tiden der bestemte The Tears.

Når der ovenover skrives om håb, skyldes det ikke de alt for mange forglemmelige alibi-numre Brett Anderson har taget med, blandt kun 2-3 mindeværdige, på sin nye solodebut. Det undrer hvordan Brett, der har været medsangskriver på så mange helt igennem gode sange tidligere, nu kan have så svært ved at finde fodfæste i toner og akkorder. Ordene er også tilsvarende usikre, gennemsigtige og “plastic people”-gentagende. Nej, håbet kommer af albummets allersidste ‘Song To My Father”. For lige siden førnævnte ‘He’s Gone’, har Brett Anderson sunget som uden glød, nødvendighed og egentlig tro på sig selv. Men på ‘Song To My Father’, der ligesom ‘He’s Gone’ er en dødssang, denne som titlen røber en hyldest til hans far, synger Brett for første gang i lange 8 år ikke “bare” som ham Suede-rockstjernen med den cool fortid og de smarte London-moves, men som et uforstillet væsen med noget på spil. Sangen er, for nu at sige det på almindeligt dansk, rørende. At det er Brett’s fars død, der skal til for at kunne vække sønnen til live, kan man tage som man vil. Jeg selv er bare glad for, han stadig er her og igen kan udtrykke sig på dén direkte måde, han engang blev så elsket for. Troede virkelig vi havde tabt ham, men nej, han er her endnu. I en enkelt sang. Der er håb.

Att: Odense

Flere henvendelser hertil er forundrede og skuffede over, vi ikke har lagt forårets tour forbi Odense. Vil derfor nævne, at vores bookingbureau Beatbox har gjort alt der var muligt for at få en rimelig aftale istand i byen, men desværre uden held. At vi spiller en tour udenom Odense føles helt forkert! Håber forholdene ændrer sig, samt at I der nu føler jer forbigået har mod, penge og transport til at fange os istedet i Kolding, Århus eller København…

Roskilde nede

Koncerten på Gimle, Roskilde er desværre aflyst, som følge af koordinationsproblemer med det Kgl. Teater, hvor Kira & The Kindred Spirits spiller samme aften. Det betyder istedet tourstart for Jens U & Slagterne på Voxhall i Århus. Her er forårets træfpunkter:

20/04: Århus, Voxhall
21/04: Aalborg, Studenterhuset
26/04: Kolding, Pitstop
28/04: København, Vega
04/05: Viborg, Paletten
05/05: Randers, Von Hatten

Sorry!

Udgivelsesdagen var så travl, jeg desværre slet ikke fik forvarslet, at Mikkel D og jeg – sammen med min West Highland-terrier Jamaica – var inde i Mikael Bertelsens cool program “den 11. time” og opføre Her Kommer Stilhed fra Aftenland Express. Er sikker på programmet ligger inde på DR2, og at vi meget snart bringer et link. Men hvad ellers den dag, da Aftenland Express kom til verden? Jo, solen strålede, folk sad på fortorvscafeer og mærkede livet komme tilbage med dens varme – et heldigt scenarie til udgivelsen af vores plade. Og som I kan se nedenfor var det ikke kun her i landet forholdene gav sig. 3 billeder fra mit personlige yndlings-webcam, tæt langs floden Mersey’s vej ud fra Liverpool, fortæller også en historie om et aftenland på vej – nyd den her…


liv1.jpgliv2.jpgliv3.jpg

Aviserne skriver i dag

Nu vælter anmeldelserne af Aftenland Express ind, og de er ikke så negative.

Berlingskes Thomas Søie Hansen giver 4 stjerner (se hele anmeldelsen her) og skriver:

Lægger man snittet rigtigt og skærer fyldet væk, spinner anlægget ikke sjældent af fryd. Dels over hvordan tekst og musik går hånd i hånd. Dels over, at Jens Unmack efter succesen med »Vejen Hjem Fra Rock’n’roll« ikke endnu en gang spiller i et voldsomt tilbageskuende lydbillede.

Der havde været en stjerne mere til hovedpersonen, hvis han havde kortet skiven af og skrottet fem numre. Omvendt er det slet ikke usandsynligt, at han i fremtiden vil kunne drage nytte og erfaring af »fejlskuddene« og således hurtigere komme i nærheden af at begå det dansksprogede mesterværk, som vil bestå i historiebøgerne for tid og evighed. Dét værk kommer, det må ingen være i tvivl om, det er kun et spørgsmål om hvornår.

Politikens Dorte Hygum Sørensen giver 5 stjerner og skriver (se hele anmeldelsen her):

Det er noget af baggrunden for at han på sit nye album “Aftenland Express” tager et meget større skridt væk fra Love Shop-sangskrivningen, end han gjorde på sin roste solodebut “Vejen hjem fra rock’n’roll” fra 2005. Det nye album mangler den sammenhængskraft, som kendetegner tekster og toner på det to år gamle udspil. Men “Aftenland Express” har i stedet musikkenderen Jens Unmacks generøse musikglæde. En tur med “Aftenland Express” er en rejse i varierende stemninger, som uanset klang vidner om Jens Unmacks usædvanlig slidstærke, flammende forelskelse i musik.

Peter Tougaard fra Jydske Vestkysten giver 5 stjerner og skriver:

Udtrykket er varieret og mangfoldigt, som det nødvendigvis må være, når man lægger hele 17 numre på den samme cd. Men Unmack og co. står distancen, er lige så sært dragende og underfundig som musikken, og i hvert fald altid lytteværdig.

Høeg fra B.T. giver 5 stjerner og skriver:

Ligesom sine forbilleder (fra Lou Reed til Nick Cave og Stig Lommer) fortæller Jens altid gode historier – fra sit eget og vores allesammens fælles følelsesliv. Men takket være en endeløs musikalsk og lyrisk fantasi finder han hele tiden nye måder at gøre det på. Som i Loveshop er melodierne aldrig andet end pop-perfekte. Arrangementerne mikser legende let tysk elektronpop med soul og klingende dansk folkesang. Og selv efter en lille times musik og ikke færre end 17 nye sange, vil man bare have mere, mere, mere.

Urbans Anders K. Sørensen giver 5 stjerner og skriver:

Aftenland Express’ tager mange omveje gennem pladens 17 sange, men ender efter en times flimrende færd som endnu et triumftog for Unmack.

MetroExpress giver 5 stjerner, og Nyhedsavisen 4.

Jens Unmacks officielle weblog