En stor dag for engelsk fodbold (men…)

6874.jpg

29. november er en stor fælles fødselsdag i engelsk fodbold.

Ryan Giggs fra Manchester United bliver 34 i dag.
Kasey Keller, der er målmand hos Fulham, bliver 38.
Mark Pembridge. der førhen spillede for samme klub, bliver 37.
Dimitrios Konstantopoulos, der er målmand i Coventry (der i årevis har rumsteret rundt nede i The Coca Cola League), bliver 29.
Stephen O’Halloran (billedet) fra Aston Villa bliver 20.

Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen fra Liverpool FCs førstehold, der er født på denne dag. Men til gengæld…

… er Jens tættere på sin gud i denne uge.

…og AaB skal sørge for, at storheden i engelsk fodbold begrænser sig til fødselsdagene. Jeg sidder hjemme i stuen med nerverne uden på den sorte t-shirt.

(Den tilsyneladende sammenstimling af fødsler kan forklares ud fra det, man i sandsynlighedsteori kalder fødselsdagsparadokset. Allerede i en forsamling på 23 mennesker er sandsynligheden for at to af dem har samme fødselsdag over 50%.)

332 dage – og 332 sekunder

Her er en øvelse, Jens ville elske. Den 28. november er årets 332. dag (undtagen i skudår, naturligvis). Her er en liste over hvad der i mit musikbibliotek varer 5 minutter og 32 sekunder. Hvem sagde, at en popsang ikke måtte vare over 3 minutter? Og hvem sagde at en klassisk komposition skulle være lang?

Sara – Bob Dylan
N.W.O – Ministry
Clean – Depeche Mode
Wasted – Mazzy Star
Action Figure – Lambchop
Just Like Tom Thumb’s Blues – Bob Dylan
Narina – Serart
Raising Hell – Run-D.M.C.
Kvinde Min – Lars H.U.G.
Enter Sandman – Metallica
Enigma Variations, Op. 36 (VIII-IX) W.N. (Nimrod) – Edward Elgar
Vit Drowning / Through Your Gills I Breathe – The Future Sound Of London
Shame – Rollins Band
Southern Man – Neil Young
Lips of Her Mentor and Henna Adorner – Apollon / Muslimgauze
Verkligen – Kent
Sonata No. 1 In G Minor, BWV 1001, Adagio – Johann Sebastian Bach
The Man Machine – Kraftwerk
Cotton Candy – Curve
Astonished (In Memphis) – Giant Sand
To Be Continued – Martin Hall
The Power of Love – Frankie Goes to Hollywood

(Men lige nu lytter jeg til Raising Sand med Robert Plant og Alison Krauss. Et særdeles vellykket samarbejde!)

Darkness on the edge of Bilbao

bilbao672.jpg

‘Backstreets’, den fænomenale, men alt for koncert-sjældne gigantiske sang fra Born To Run-albummet, omtalt på denne side mandag, var bizart nok på Springsteen-setlisten i Bilbao senere samme aften. Hmm, måske selv Bruce læser med her. Ialfald, hvem der ikke kender til sangen, bør gøre sig selv en kæmpetjeneste og anskaffe den i en fart – en melodramatisk klassiker af de helt store!

BACKSTREETS

One soft infested summer me and Terry became friends
Trying in vain to breathe the fire we was born in
Catching rides to the outskirts tying faith between our teeth
Sleeping in that old abandoned beach house getting wasted in the heat
And hiding on the backstreets, hiding on the backstreets
With a love so hard and filled with defeat
Running for our lives at night on them backstreets

Slow dancing in the dark on the beach at Stockton’s Wing
Where desperate lovers park we sat with the last of the Duke Street Kings
Huddled in our cars waiting for the bells that ring
In the deep heart of the night to set us loose from everything
to go running on the backstreets, running on the backstreets
We swore we’d live forever on the backstreets we take it together

Endless juke joints and Valentino drag where dancers scraped the tears
Up off the street dressed down in rags running into the darkness
Some hurt bad some really dying at night sometimes it seemed
You could hear the whole damn city crying blame it on the lies that killed us
Blame it on the truth that ran us down you can blame it all on me Terry
It don’t matter to me now when the breakdown hit at midnight
There was nothing left to say but I hated him and I hated you when you went away

Laying here in the dark you’re like an angel on my chest
Just another tramp of hearts crying tears of faithlessness
Remember all the movies, Terry, we’d go see
Trying to learn how to walk like heroes we thought we had to be
And after all this time to find we’re just like all the rest
Stranded in the park and forced to confess
To hiding on the backstreets, hiding on the backstreets
We swore forever friends on the backstreets until the end
Hiding on the backstreets, hiding on the backstreets

© Springsteen

Mourinho til Liverpool?

En vanvittig tanke at forholde sig til. Både The Guardian og The Times, begge som oftest med kildeoplysninger iorden, skriver med bekymrende stor sikkerhed, at en tilværelse uden Rafael Benitez er meget nær fremtid for Verdens Bedste Fodboldklub. Og førstnævnte avis hævder ovenikøbet en vis The Special One derefter vil blive antastet…

Læs her. Og her.

Darkness on the edge of Madrid

madrid-spanish-civil-war.png

Bruce Springsteen startede søndag aften i Madrid den europæiske del af Magic-touren, som d. 8 december indbyder til beskedent intimshow i Forum, København. Setlisten fra Palacio De Deportes er her nedenfor. Sangene i kursiv skiftes ud fra show til show.

Radio Nowhere
No Surrender
Lonesome Day
Gypsy Biker
Magic
Reason To Believe
Darkness On The Edge Of Town
Candy’s Room

She’s The One
Livin’ In The Future
The Promised Land
I’ll Work For Your Love
Tunnel Of Love
Working On The Highway

Devil’s Arcade
The Rising
Last To Die
Long Walk Home
Badlands

Girls In Their Summer Clothes
Thunder Road

Born To Run
Dancing In The Dark

American Land

berlin-demo-kopia.jpg

Samme aften som E Street Band når Forum, spiller Kent i KB-Hallen. Svenskerne kører efter ens setliste-princip som Springsteen, altså med visse udskiftninger undervejs. I går søndag, i Göteborg’s Lisebergshallen, var menuen som herunder. Igen er det kun kursivtitler, som står til rotation.

Vy Från Ett Luftslott
Berlin
Max 500
Kungen Âr Död
Columbus
Berg & Dalvana
Revolt III
10 Minutter
Kevlarsjäl

LSD, Någan?
Romeo Återvendar Ensam
Generation Ex
Musik Non Stop
Kärleken Väntar
Ingenting
Ensammast I Sverige

Elefanter
VinterNoll 2
747

Mannen I Den Vita Hatten

Oppositionen vinder valget!

Vælgerne fik omsider nok af højreregeringen, dens appel til fremmedhadet og fedtspillede miljøpolitik. Den skaldede sanger, der i sin musikkarriere udtrykte mange markante meninger, er for alvor kommet ind i varmen og kan nok endda se frem til en ministerpost.

Den dårlige nyhed er at hans gamle band dermed ikke bliver gendannet.

Og det skete alt sammen i går. I Australien.

garrett.jpg

http://www.petergarrett.com.au/

Jeg har desværre en fornemmelse af at hr. Garrett har solgt en del ud undervejs. Men de gamle albums med Midnight Oil har vi da endnu. Og de lavede meget andet end “Beds Are Burning”, er det værd at bemærke.

Det er bare en hjemmeside

– Desværre er det sådan – og det er jeg ikke den eneste, der synes – at det hér i forummet efterhånden er HUNDREDE PROCENT forbudt, at sige noget som helst, som ikke indikerer en absolut røvslikning af Jens og Pastoren. Det virker kun som om I kommer hér for at finde ting ved folk I kan rakke ned (og ja, desværre er Pastoren og Jens jo ikke meget bedre hvad det angår).

Ovenstående citat er en kommentar i en diskussion her på siden, om Mikael Simpson’s koncerter sidste weekend. Nu er det jo en lidt svær størrelse, sådan at være negativ overfor det negative, uden selv at blive en del af det man kritiserer, men lad gå.

Selv oplever jeg os ikke som åndeligt fastlåste i en ensretning. Der hersker ofte markant uenighed blandt de tilstedeværende, også mellem Pastoren og jeg, det både hvad musik og livsholdninger angår. Og heldigvis for det. Hvis man har læst lidt med, er det svært at få øje på den påståede manglende brug af selvstændig ytringsfrihed. Så den noget hånlige ‘røvslikker’-generalisering af sidens brugere skal derfor ikke tage mere plads.

En mere åben diskussion er det med den omtalte nedrakning. Synes der anbefales og skrives positivt om så meget forskellig musik her, det ofte udfra simpel, sulten, bruger-opsøgende interesse for de store øjeblikke, den kan give. Selvfølgelig vil der i det game også være skuffelser som pestilenser undervejs, og helt ærligt, hvorfor skulle vi, i sagens tjeneste, ikke også tale frit om disse?

På samme måde som man ikke klager over meteorologen der melder dårligt vejr, sendes nok heller ikke hademails til den kulturredaktion, der nu og da må bringe sine ‘negative’ 2-stjernede anmeldelser. Ofte er det ikke kritikeren, men det han/hun dumper, der fejler noget. Kan ikke være forkert, at sætte de rette ord på det, man synes er åbenbart. Synes aldrig vi der har været for urimelige eller blodtørstige. Siden ville omvendt være svag i ånden, hvis ikke den turde kalde en flad skovl for en spade.

Selvfølgelig er det også en snak om, hvad musik er for en størrelse. Den gode mand bag citatet ovenfor hudfletter i samme indlæg Mikael Simpson’s ‘politiske’ koncert-kommentarer og tekstændringer, for som han siger: ‘Jeg ved også, at når jeg kommer ud fra koncerten, så er verden fuldstændig samme sted som da jeg gik ind. At ændre texten på en sang til en koncert ændrer altså ikke noget – andet end selve sangen.’

Se, det er jo noget vrøvl. For alle der har været til nu Mikael Simpson’s shows, tager netop hans specielle sind, hans varme, hans markante holdninger, hans kontante kommentarer og observationer med ud derfra, og det er den slags fine særegenheder, der i rigt kulturelt mål og på sigt kan være med til ændring af verdensbillede som tidsånd lokalt, nationalt, globalt. Kan ikke nævne noget relevant moderne musik, der ikke, på den ene eller anden måde, har levet i en elastisk forbindelse med sin samtid, dens forhold, normer og værdier.

Hvilket også er det som er så cool omkring live-musik. At den blot er en ramme, der kan puttes hvadsomhelst ind i, alt efter afsenders temperament, behov og sindelag. Synes derfor det er en tung misforståelse at gå i brok over, at det man nu engang får til et Mikael Simpson-show, står i vejen for ’selve’ musikoplevelsen. Nix, Simpson, med Pia K-statements, med AGF-jokes, med valgkommentarer, med sit instant-karisma i sange, tekst-twists og høj lyd ER musikoplevelsen. Nyd da den og ham helhjertet, uden så puritanske forbehold. Det samme kunne måske gælde siden her.

Playlist Berlin

ipod5.png

Be My Wife – David Bowie / The Passenger – Iggy Pop / Berlin – Kent / Tranquilize – The Killers feat. Lou Reed / Kebabträume – Deutsch Amerikanische Freundschaft / Die Mauer – Ebba Grön / Ein Lied – Rammsten / Reich Der Träume – Nico / Helden – David Bowie / Tonight – Iggy Pop / Stadtkind – Ellen Alien / Alles Wieder Offen – Einstürzende Neubauten / Prenzlauerberg – Beirut / Public Pervert (Carlos D Remix) – Interpol / Radioaktivitat (Francois Kevorkian Remix) – Kraftwerk / Berlin is burning – Miss Kittin / Stalingrad – Tom Verlaine / Red Army Blues – The Waterboys / Death – Klaus Nomi / Keine Lust – Rammstein / Hauptbahnhof – Sällskapet / Majesty – Madrugada / Sons Of The Silent Age – David Bowie / Some Weird Sin – Iggy Pop / Leben Heisst Leben – Laibach / Nagorny Karabach – Einstürzende Neubauten

Tusinde albums, du skal høre før du dør

albums.jpg

Den britiske avis The Guardian har udarbejdet en liste over 1000 albums inden for pop, jazz, rock, soul osv. som “man” skal høre før man dør. Der er ikke tale om

– at der er tale om de 1000 bedste albums, der nogensinde er indspillet, eller
– at man vil afgå ved døden som følge af at have hørt de pågældende albums.

Listen kandiderer til titlen som “Listernes liste”. Selv den person, efter hvem denne blog er navngivet, vil formodentlig slide sine listesko op her.

Guardian-listen rummer begrundelser for hver enkelt album og er (ikke overraskende) så lang, at den bringes ad flere omgange. Og etnocentrismen gør at f.eks. Gør det noget, Tidens Tern eller Go! ikke er med. Dem må vi andre, der er så heldige at kunne andet end engelsk, tænke os til.

Interessant er det under alle omstændigheder. Se mere her.

Europa er vores legeplads

tempelhofweihnachten.jpg

Det sneede i Østberlin den formiddag. Vi mødtes og indtog frokost i Ballhaus, en mørk og nedglitret dansehal fra DDR-tiden, i Auguststrasse. Fik bouletten – de lokale frikadeller, der i mindre form går som party-bouletten! – med kartoffelsalat og kæmpe fadøl til. Efter en uge alene godt at tale dansk. Skiltes igen 3 timer senere i bidende kulde ved Rosa-Luxemburg-Platz, hvorfra U-bahn tog væk og tilbage til Zentrum.

Som aftalt aftenen efter, ved Curry 36 på Mehringdamm i Kreuzberg. Havde ingen tid til at spise der, skråede istedet gennem Bergmannstrasse og de gamle brostensbelagte gader bagved, som krig har skånet. Kom således ned til Columbiahalle, der ligger skråt overfor Tempelhof-lufthavnen, selv i mørke et imponerende syn, med sine røde fejende lys mod kulsort himmel.

Columbiahalle pakket hårdt til det udsolgte show med Interpol. Brezel og mere tysk øl før kick-off. Forventningsfulde øjeblikke i en sal, før de bands, der virkelig er set frem til, går på. Denne aften når Interpol dog ikke samme højde, som i København i juni. Lyden vil længe ikke og de utallige jobs, verden over siden Vega, synes at have tæret på skarphed. Sekvensen med ‘Rest My Chemistry’ over i ‘Lighthouse’ over i ‘Take You On A Cruise’ vil selvfølgelig være imponerende. Ligeså første encore, ‘Untitled’, åbningssangen fra debut’en. Men det bliver ikke nok til at fravriste indtrykket af en forglemmelig arbejdssejr.

Helt anderledes med aftenens første band, italiensk/japanske (men New York-baserede) Blonde Redhead. Havde diskuteret dem dagen før, og købt den nye plade, ’23’. I Columbiahalle levede trioen op til dens luksuriøse indie-couture, her endnu mere præget af Kazu Makino’s insisterende sang plus vilde fremtoning. Det der på plade fremstår som et missing link mellem melankolsk men langt mere ekspressiv Mew-pop og en art næsten vægtløs My Bloody Valentine-sound, har live hårdere kant samt desperation én masse. Et inferno af høj, udspacet lyd og sukret melodi vandt på TKO denne aften overbevisende smukt for Blonde Redhead.

Senere vandrede vi til Die Ankerklause længere oppe i Kreuzberg, et gammelt bådhus ved kanalen, hvor to farvede sømænd kastede drinks og DJ’ede Ramones/Joy Division. Som ‘Love Will Tear Us Apart’ ringer endnu. Derefter mod noget at spise, et lille oplyst skur i mørket fra en park, med en større flok fedtdryppende kyllinger på roterende spyd. Morrissey ville ikke have brudt sig om det. Endte i Oranienstrasse, på blinkende bar blandt sovende festaber og drukne punks, direkte ind fra Sham 69-showet på SO36. Fandt der Astra, den fremragende øl fra Hamburg. Missede en sen U-bahn snert, tog glidende tyrkisk taxa istedet, de berusedes vej mod Zentrum uden drømme.

Kom i en anden verden til København, søndag aften over 22. Tilbage straks til kulørte avisforsider med Anders Fogh og Morten Olsen og Vild Med Dans. Fucking hell, DK! Ikke til at bære. Næste uge heldigvis afsted igen, til Liverpool, ånde mere frisk luft, se et par kampe med verdens bedste klub, måske gendanne The Beatles. Lyder som den rigtige ide.

Det eneste album…

zulm.jpg

Jeg husker en samtale, jeg for snart mange år siden havde med Hilmer Hassig. Vi talte om Hilmers favoritalbums, og det gik hurtigt op for mig, at han havde en tendens til at synes rigtig godt om ét album med en bestemt kunstner, men ikke var nær så begejstret for de øvrige udgivelser. Jeg kan f.eks. huske, at han kun synes om Pornography fra The Cures store oeuvre og Led Zeppelin III fra Led Zeppelins diskografi. Jeg har opdaget, at jeg deler denne stærkt selektive holdning i et vist, begrænset omfang. (Og jeg kan forresten også lide de pågældende to albums.)

Tag nu f.eks. Muslimgauze, der var pseudonym for den britiske percussionist Bryn Jones, der døde i 1999 af en sjælden blodsygdom. Jeg læste for 15 år siden om hans musik – en blanding af mellemøstlige toner, samples og industrial-agtig percussion. Det lød fascinerende på papiret, så det måtte undersøges. Jeg fik fat i albummet Zul’m. Der var ikke meget industrial over albummet, men til gengæld var der syv lange numre med gyngende og tilbagelænet arabisk-inspireret instrumentalmusik med velvalgte samples fra Mellemøsten. I lang tid var Zul’m nok for mig, men jeg har siden prøvet mig frem. Store dele af Muslimgauze-bagkataloget findes nu på iTunes og kan desuden købes på cd fra det nederlandske selska Staalplaat. Jeg købte efter mange net-anbefalinger Uzbekistani Bizarre and Souk, da dette album blev genudgivet, og derudover er jeg begyndt at lytte mig frem.

Men ak… resten af det enorme bagkatalog med Muslimgauze fænger mig ikke. Måske er produktionen for dårlig, måske er der for meget industrial efter min smag, måske var Zul’m simpelthen et isoleret højdepunkt, hvor inspirationen og de rigtige samarbejdspartnere tilfældigvis var der.

Er der andre derude, der har det sådan med nogle musikere?

En aften i Aalborg

mikaelsimpson01.jpg

Imens kulden sænker sig over Danmark, er der heldigvis stadig musik at høre. Mikael Simpson var i Aalborg i går aftes og gav på Studenterhuset en fin koncert, der uddrev de onde ånder fra en buttetskøn koncert sammesteds tidligere på ugen. Der faldt ikke overraskende en let kritisk bemærkning om valgresultatet.

I salen befandt sig bl.a. en langsynet diabetiker fra Thisted, der over for mig hævdede at “Mist dig selv i mig” minder en del om “Film vi har set” – med det argument, at hans kæreste ikke kunne høre forskel. (??!!??) Jeg synes personligt, det er at gøre begge disse udmærkede sange slemt uret. Men sådan er mennesker så forskellige osv.

Jens Unmacks officielle weblog