Ever get the feeling you've been cheated?

870b_1.jpg

Det er blevet dyrt at gå til fodbold. Ikke mindst i England, hvor billetpriser de sidste 10 år er gået i himmelflugt. Finanswebstedet Fool.co.uk har lavet en udregning af Premier League, hvor man på alternativ vis fortæller, hvor det er dyrest at gå til fodbold. Ialfald i forhold til hvad man som trofast hjemmetilskuer får konkret igen for sine penge. Fool.co.uk har taget de enkelte klubbers sæsonkortpriser og divideret egne mål på hjemmebane op i dem. Og hvem skulle have troet Manchester City’s kortholdere i denne sæson har betalt mere end nogen andre for hver scoring – vi taler mere end £ 45 pr. City-mål! At Arsenal kommer lige efter overrasker ikke. En af klubbens direktører udtrykte stolthed, ved overgangen til nye Emirates Stadium, over så massiv en prisstigning, at de billigste Arsenal-sæder nu koster £ 46. Han skulle kun skamme sig istedet. Med den slags overpriser vil the beautiful game på sigt være truet som folkelig tilskuersport. Gad vide hvad en lignende undersøgelse her i landet kunne vise af absurditeter? Her de engelske priser pr. mål pr. klub på hjemmebane i år:

Blackburn: £11.25
Wigan: £13.88
Man Utd: £14.25
Everton: £14.28
Middlesbrough: £15.96
Liverpool: £17.30
Sheffield United: £18.01
Bolton: £18.42
Reading: £19.65
Charlton: £20.07
Aston Villa: £20.75
Newcastle: £20.89
Watford: £21.00
Portsmouth: £23.75
Chelsea: £24.32
Tottenham: £25.42
Fulham: £29.11
West Ham: £30.10
Arsenal: £31.50
Man City: £46.75

Sods

sho.jpgsho.jpgsho.jpg

“‘I’m a lazy sod’, skriger Johnny Rotten på ‘Seventeen’ i et af Sex Pistols’ mest energiske og mindeværdige øjeblikke. Den københavnske gruppe, The Sods, har osse energien i orden. De spiller lige på og hårdt. Kort og godt. Med en frygtindgydende fart og koncentration kaster de sig ud i disse korte og selvkomponerede sange med tekster på engelsk (“Vi er bare gode til engelsk…”). Det er som en blanding af Sham 69 og Damned. Og måske en lille smule Ramones. Sangene hedder fx. ‘Tin Can People’, der handler om diskoteksklientellet, ‘Police’ og ‘Television Sect’ (“TV is like dope. You sit and watch the soap.”). En Velvet Underground-klassiker, ‘White Light, White Heat’, fyres osse af en gang imellem. Ligesom gruppen på det seneste har forsøgt sig med en reggaeinspireret sang, ‘Copenhagen City Center Of Boredom’.”

© Anders Rou Jensen, 1978, uddrag fra ‘Da græsrødderne gik grassat’

På motorvejen til Helsingør

Jens Unmack & Los Carniceros har lagt endnu en date til efteråret: Fredag d. 5. oktober kommer Aftenland Express Tour Mk. II til Toldkammeret i Helsingør. Her den samlede køreplan:

20/09: Vanløse, Vanløse Kulturhus
21/09: Albertslund, Forbrændingen,
22/09: Lyngby, Templet
27/09: Roskilde, Gimle
28/09: Herning, Fermaten
29/09: Århus, Voxhall
04/10: Esbjerg, Tobakken
05/10: Helsingør, Toldkammeret
06/10: Vordingborg, Stars
11/10: Odense, Kræz
12/10: Haderslev, Månen
13/10: København, Pumpehuset

Kom så – ram hende!

leibovitz.jpg

Det var ikke mange hellige køer der blev skudt ned, efter uddelingen af jagttegn i fredags. Så et hurtigt hofteskud herfra; ovenover et billede af en amerikansk duo, som er yderst original, meget anmelderrost, ret succesfuld, pladeaktuel netop i dag, og ifølge dette tastatur migrænefremkaldende ke-de-lig. Who cares om duoens medlemmer virkelig er bror/søster eller gift? Hvad er der så fedt ved IKKE at have en bassist? Hvor spændende er en kæmpe bunke altid rød-sort-hvide udgivelser, der hørt herfra udelukkende går op i form, form, fucking form? Købte seneste plade med Detroit-bandet Von Bondies, mest fordi deres forsanger havde været i karambolage med succes-duoens Jack White – så træt er jeg af White Stripes.

Barcelona vinder heller ikke i fair play

gd3647018argentinas-lionel-me-9173.jpg

Der er mange måder at snyde på i fodbold. Her ses en af de mere åbenlyse, udført af Lionel Messi forleden, da hans FC Barcelona pinedød skulle vinde for at overhale Real Madrid op til sidste runde af La Primera.

Som tingene gik fik det usle håndbold-mål ikke betydning for den overordnede stilling – det kan dog endnu nå at ske efter sidste runde – men selve handlingen står alligevel tilbage som et skoleeksempel på, at det stadig, selv i disse politisk ny-rene FIFA-fair play®-tider, kan betale sig med brug af svindel.

For Messi’s forsøg på at stjæle mesterskabet fra enten Real Madrid eller Sevilla med hånden, er ikke blevet fulgt op af en ellers moralsk logisk suspension fra det spanske fodboldforbund, og derfor er Lionello klar til nye narrestreger på søndag. Hvad er der galt med en fortjent straf, spørger vi forundret og helt uden Real Madrid-trøjer på.

Søndag 21.00. går det løs. De tre ovennævnte klubber står endnu med chance for det mesterskab, der dog lige nu ligger klart til Real, både hvad stilling og momentum angår. Surrealistisk at de hvidklædte, der indtil for 3 måneder siden var igang med endnu et bundløst annus horribilis, kan triumfere så definitivt med en sejr hjemme over Real Mallorca.

Udeholdet, der intet vigtigt har at spille for midt i tabellen, rygtes ifølge spanske aviser lovet, hvad svarer til 24 mill. danske kroner, for IKKE at tabe. Den gavmilde giver skal selvfølgelig være FC Barcelona, som i lørdags ‘muligvis’ også udskrev ca. 400.000. kr til hver eneste spiller fra Zaragoza, som aftalt dusør for klubbens uafgjorte kamp mod Madrid. Den ‘motivations-metode’ er efter sigende business-as-usual i Spanien.

Bizart alligevel, hvis Barcelona selv snubler i sin udekamp mod Gimnastic, og derved måske ender med at oppe Real Madrid’s modstander til at spille mesterskabet i hænderne på FC Sevilla. Sidstnævnte skal hjemme for alt i Spanien besejre formstærke Villareal, det eneste hold der – udover Real Madrid – spiller bare nogenlunde mesterligt for tiden. Så jo, det bliver en følelsesladet søndag aften, nede sydpå og foran TV.

Surreal Madrid – Real Mallorca, søndag, kl. 20.55, Kanal5

Sgt. Pepper må dø!

Dagens The Guardian har en angrebslysten artikel, hvor en større håndfuld udenlandske rocknrollpersoner går på jagt efter overvurderede mesterværker indenfor moderne musik. Der skydes med skarpt mod albums fra bl.a. The Smiths, The Beatles, The Stone Roses, The Beach Boys, Television, Velvet Underground, Pink Floyd og The Strokes. Ikke engang Arcade Fire’s nye Neon Bible går fri. Her nedenfor en anden af artiklens lussinger; Mr. Flaming Lips’ hårde dom over Nirvana’s Nevermind. Lad os gerne få personlige bud ind her på hellige køer – danske som udenlandske – der fortjener at blive slagtet.

flaming_lips-balloons.jpg

“It’s better to be overrated than underrated. Besides, it’s not the musicians’ fault Nevermind is overrated – it’s the public’s, or the critics’. But you don’t find yourself ever longing to listen to it, because there were – still are, in fact – so many mediocre bands that sound like it, that you’re constantly experiencing it. I never get out Nevermind and think: what great production, what great songs. Nevermind had a poisonous, pernicious influence. It legitimised suffering. The sainthood of Kurt Cobain overshadows the album: Kurt’s lyrics, his attitudinising and navel-gazing, were hard to separate from the band’s image. You can never just hear the record. For me, Bleach and In Utero are superior. Even the album cover seems cheap: that stupid dollar bill just seems to have been airbrushed in there. If Alice in Chains had done it, we’d have thought it was a joke, but because it was Nirvana we thought it was oh-so-clever. If you think you’re going to hear an utterly original, powerful and freaky record when you put on Nevermind, as a young kid might, Christ you’re going to be disappointed. You’re going to think, “Who is this band that sounds just like Nickelback? What are these drug addicts going on about?””

Wayne Coyne, Flaming Lips om Nirvana’s Nevermind

Motel Chronicles

picture3.jpg

“In Rapid City, South Dakota, my mother gave me ice cubes wrapped in napkins to suck on. I was teething them and the ice numbed my gums.
That night we crossed the Badlands. I rode in the shelf behind the back seat of the Plymouth and stared out at the stars. The glass of the window was freezing cold if you touched it.
We stopped on the prairie at a place with huge white plaster dinosaurs standing around in a circle. There was no town. Just these dinosaurs with light shining up at them from the ground.
My mother carried me around in a brown Army blanket humming a slow tune. I think it was “Peg a’ my Heart”. She hummed it very softly to herself. Like her thoughts were far away.
We weaved slowly in and out through the dinosaurs. Through their legs. Under their bellies. Circling the Brontosaurus. Staring up at the teeth of Tyrannasaurus Rex. They all had these little blue lights for eyes.
There were no people around. Just us and the dinosaurs.”

© Sam Shepard, fra ‘Motel Chronicles’

Alle har været små

brucefreshmanphoto2.jpg

Selv Bruce Springsteen. Her er han i sin skoletid i Noo Joizee, midtfor til venstre på 2. række, meget længe før nogen så meget som tænkte på at kalde ham Da Boss. Springsteen som voksen er lige nu aktuel med en 2cd-liveudgivelse, hvor den igen ikke får for lidt med irsk The Pogues-style musik. I sig selv måske ikke utilfredsstillende, men come on! For de af os der først så hans verdens lys gennem livsændrende rocknroll-albums som Born To Run, Darkness On The Edge Of Town og The River, allesammen regulære Technicolor widescreen-oplevelser, er Bruce Springsteen’s nu årslange hyldest til De Gyldne Løver ved at være en alvorlig prøvelse. Okay, for at pointere hvor god han kunne være, et vilkårligt kig tilbage på dags dato, d. 14. juni 1978, hvor Bruce Springsteen & The E Street Band’s da 3-uger gamle Darkness Tour kom til Omaha, Nebraska. Her en mundvandsfremkaldende setliste fra den aftens show i Music Hall:

Badlands
Night
Spirit in the Night
Darkness on the Edge of Town
For You
The Promised Land
Prove It All Night
Racing in the Street
Thunder Road
Jungleland
———————————– intermission
Paradise By the “C”
Fire
Adam Raised a Cain
Mona
She’s the One
Growin’ Up
Backstreets
Rosalita (Come Out Tonight)
+ + +
The Promise
Born to Run
Tenth Avenue Freeze-Out
Quarter to Three

Et mirakel ved navn Moral

l_7b5639e2cd6783786c1f00c173f16b02.jpg

I går talte vi Kliché og i dag fortsættes med et andet formfuldendt Århus-band fra ca. samme tid, nemlig Moral, trioen der i eksistens fra 1981>85, med sangerinde Hanne Winterberg i forgrund, nåede at indspille så udsøgt fin og atmosfærisk musik. En glædelig grund til nu at sætte fokus på Moral er, at bandet efter alt for lang usynlighed netop har fået åbnet egen MySpace-side. Så tag 5 minutter og flyv bort på Moral’s uovervindeligt smukke sang ‘Whispering Sons’ lige her!

Mere godt nyt fra samme front: Karma Records udsender senere i år en cd-opsamling med Moral.

Sangskriverduoer

songwriting.jpg

Ekstra Bladet har lige nu en afstemning om sangskriverduoer (se http://ekstrabladet.dk/flash/musik/article307909.ece). Her kan man vælge mellem følgende:

  • Jimmy Page & Robert Plant – Led Zeppelin
  • Mick Jagger & Keith Richards – Rolling Stones
  • Elton John & Bernie Taupin
  • Paul Simon & Art Garfunkel
  • Benny Andersson & Björn Ulvaeus – ABBA
  • Steven Tyler & Joe Perry – Aerosmith
  • Neil Tennant & Chris Lowe – Pet Shop Boys
  • Jon Bon Jovi & Ritchi Sambora – Bon Jovi
  • Walther Becker & Donald Fagen – Steely Dan
  • John Lennon & Paul McCartney – The Beatles
  • Liam & Noel Gallagher – Oasis
  • Steven Patrick Morrissey & Johnny Marr – The Smiths
  • Glenn Frey & Don Henley – The Eagles
  • The Edge & Bono – U2
  • Jerry Leiber & Mike Stoller – Skrev mange af Elvis Presleys tophits
  • Thomas & Anisette Koppel – Savage Rose
  • Angus Young & Malcom Young – AC/DC
  • Roger Waters & David Gilmour – Pink Floyd
  • Daryll Hall & John Oates
  • Joe Strummer & Mick Jones – The Clash

Det er ikke alle ovenfor, der siger mig noget (især Bon Jovi og Steely Dan vil jeg forbigå i tavshed), men ellers er mange af de væsentlige kommet med. Måske skulle man have en særskilt liste for danske navne – det er underligt at se Thomas og Anisette i dette internationale selskab.

Berry/Buck/Mills/Stipe er ikke med, forhåbentlig på grund af en regel, der udelukker makkerskaber med flere end to deltagende. Men mig bekendt har hverken Gallagher-brødrene eller Simon og Garfunkel skrevet ret mange sange sammen. Henholdsvis Noel Gallagher og Paul Simon stod for hovedparten.

Selv savner jeg Chris Difford & Glenn Tilbrook fra Squeeze, Annie Lennox & Dave Stewart fra The Eurythmics, Neil & Tim Finn og Jay Farrar & Jeff Tweedy fra dengang i Uncle Tupelo.

Og herhjemmefra naturligvis det nu hedengangne makkerskab, der involverede to skaldede mænd bosat i København.

At finde ud af, hvem der er bedst af alle de mange sangskriverduoer, er en meningsløs øvelse. En uprioriteret liste vil være langt mere i bloggens ånd.

Stjernerne i vores øjne

 19820924saltlageret.jpg

“Der er ingen stille dage i Kliché. Selv om gruppens stående bemærkning er “vi er ikke punk”, er musikken alligevel hård og pågående. Den ligger i forlængelse af grupper som Velvet Underground, XTC og måske Talking Heads og Wire. Og først og fremmest Roxy Music: Lars Hug er rent vokalt Danmarks bedste – og eneste – svar på Bryan Ferry’s lillebror, og gruppen har et Brian Eno-nummer på reptoiret, ‘The True Wheel’ fra Eno’s ‘Taking Tiger Mountain’-album’. Kliché’s sæt strækker sig fra kendingsmelodien, ‘ Havets Blå’, over ekskapistler som ‘Lise’s Land’ (komplet med Velvet Underground-drive og håndklap) og ‘Hawaii’ (porno/is/grillbar/ø) til sange om den danske dagligdag, ‘Ved At Blive Sindsyg’, ‘Bodyguard’ og supermarkedssangen, ‘Magasin’.”

© Anders Rou Jensen, 1978, uddrag fra ‘Da græsrødderne gik grassat’

19800904aarhus.jpg

Uden Joy Division havde der ikke været en ny sko

unknownpleasures.jpg

Gaffa kan i dag berette følgende:

Så er der godt nyt til alle med trang til at opdatere inde-uniformen. Skofirmaet New Balance gør sig nemlig parat til at fremstille en ny sko baseret på artworket til det klassiske Joy Division-album, “Unknown Pleasures”.

“Unknown Pleasures” (billedet) var Joy Divisions debutalbum, og udkom i 1979, året før, at forsanger Ian Curtis begik selvmord, hvorfor det nye bands karriere sluttede brat.

New Balance venter i øjeblikket på at få de sidste tilladelser til projektet, men lykkes det, er det planen, at skoen skal på markedet på samme tidspunkt, som en ny film om netop Ian Curtis får verdenspremiere.

Filmen, der bærer titlen “Control”, blev for første gang vist ved Cannes Filmfestival i forrige uge, hvor den indkasserede hele tre priser.

Jeg spekulerer på, hvad det næste mon bliver.

Uden Joy Division havde der været meget stille

534710142_d132ddb08e.jpg

Ialfald lørdag aften på scenen i Lille Vega, der dannede ramme om koncert med Editors, hvis musik udelukkende synes bygget på den epileptiske dødsdromsdisko, man først hørte ovennævnte Manchester-band blæse ud i 1979. Umiddelbart intet galt i det, for Editors kan deres Joy Division–ting, med de knugende vers mod udråbstegnende omkvæd, så godt, at man de første flere sange denne aften finder dem originale. Desværre gør en bredskuldret monotoni snart sin entre og ikke engang den karismatiske sanger formår derfra at skjule sit bands alvorlige begrænsninger, dets mangel på overskud.

Der bliver ellers arbejdet hårdt nede i maskinrummet, mens guitaristen som på autopilot fyrer det ene The Edge-lydende ekko/distortion-tema af efter det andet – hvilket måske er Editors originale træk, da U2’s The Edge som bekendt ikke tilhører Joy Division – men i længden er det hverken nok eller tilfredsstillende. Sangene fra det kommende album An End Has A Start kigger ud og gør det svært, at se andet end begyndelsen på enden for bandet selv, så 100% business-as-usual, i vandret forlængelse af dem fra forrige års debut er de.

Ender selv med at gå lettere bekymret fra Vega, som efter at have set en cirkushest udføre samme trick 16-17 gange i træk. Et flot trick er det, men overdreven gentagelse gør det til en spændetrøje for dyret. Og ditto for tilskueren. Føler med ham sangeren, som på afstand synes for levende og talentbegavet til sit arbejdsmandsagtige, sært uambitiøse band, der på intet tidspunkt udfordrer hans numre, eller tilnærmelsesvis giver dem den åndelige skarphed, man oplever hos stil- og lydbeslægtede – men så langt mere interessante – Interpol. Sidstnævnte New York City-band fortsætter iøvrigt Vega’s uofficielle Joy Division-festival om et par uger eller tre, når også de kommer til København med en ny plade på vej – venter unknown pleasures mon forude?

Sky, Blue Sky ?

wilco89.jpg

diskant.dk kan man lige nu se følgende interessante nyhed:

Wilco leverer sange til Volkswagen-reklamer.

Det er ikke alle der mener at rockmusik og store kommercielle virksomheder bør gå hånd i hånd – og da slet ikke i forbindelse med reklamer. Derfor fortæller Wilco nu om det partnerskab bandet har indgået med Volkswagen. Et samarbejde, der allerede har resulteret i at ”You Are My Face” og ”The Thanks I Get” – begge fra det nye album Sky Blue Sky – har været at høre i tv-reklamer sammen med kørende biler. Og yderligere 3-4 numre fra Sky Blue Sky ventes at kunne høres på tv.

På bandets hjemmeside kan man læse følgende overvejelser: “This is a subject we’ve discussed internally many times over the years regarding movies, TV shows and even the odd advertisement. With the commercial radio airplay route getting more difficult for many bands (including Wilco), we see this as another way to get the music out there. As with most of the above (with the debatable exception of radio) the band gets paid for this. And we feel okay about VWs. Several of us even drive them.”

Frontmand Jeff Tweedy har i øvrigt tidligere været med i en Apple Computer kampagne.

Min reaktion er blandet, udpræget positiv er den ikke. Skal musik reduceres til jingler? Og er der brug for at få flere mennesker i USA til at købe bil?

Jens Unmacks officielle weblog