Intet som engelsk regn

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LR.jpg

Så forsvandt Mourinho igen endelig ud af Champions League i aftes. Desværre men forståeligt spillede Barcelona med sikkerhedssele og kørte derfor ikke Chelsea ned i ydmygelsen, noget mange ellers havde set frem til. Efterfølgende kunne Mourinho derfor endnu engang sige til ITV Sport, at han ikke mente det bedste hold gik videre fra en CL-duel Chelsea havde tabt. Men – som alle andre kunne se – det gjorde det.

Bliver interessant at følge hvordan pengetank Abramovich tackler skuffelsen. Man satser ikke det halve Asien på at skabe et europæisk mesterhold, for aldrig at nå finalen? Og den noget hjælpeløse måde det igen skete på har nok ikke gjordt russeren gladere. Endnu en gang at se den normalt forsvarsbaserede one-trick-pony Robert Huth blive skiftet ind som løsning på målscoringsproblemet når det virkelig brænder på, fortæller kun klart, at der ikke er en regulær plan B. Hvilket fra trænerens side udstråler fatal mangel på spil-kompatibilitet og overskud, to dyder Mourinho ellers taler meget om…

I aften må der gerne ryge flere portugisere ud: På Anfield skal Liverpool indhente 0-1 fra første udekamp mod Mourinho’s landsmænd fra Benfica. Det lyder måske ikke svært, men for Liverpool, der ikke har scoret to mål i én kamp hjemme endnu i 2006, kan det godt blive problematisk. I angrebet er det nu respektivt 649, 358 og 956 minutters spilletid siden Cissé, Fowler og Morientes sidst fandt nettet, og Peter Crouch, manden der ALTID synes at vende ryggen mod modstandernes mål – en lousy position at score fra! -har ramt held én gang i sine seneste 796 minutter.

Så der er noget at rette op på for angrebsstyrken, og intet tidspunkt synes mere belejligt end nu i aften på Anfield, hvor der er lovet tung regn. Billedet ovenfor viser den allerede falder nu.

Manden der ville være størst

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-mourinho1.jpg

– Right now, Mourinho’s role has become rock’n’roll in terms of media hype. At this moment, you’d think the game is the supporting act.

Således står der på Chelsea FC’s egen hjemmeside op til tirsdagens afgørende CL-opgør mod FC Barcelona. Og noget er der om snakken. Efter de to så ambitiøse klubbers hadfulde møde sidste år, der endte med mordtrusler på en dommer, beskyldninger om løgn og svindel, samt en tvivlsom sejr til Chelsea, er det igen træner Mourinho der er i fokus op til returmødet på Camp Nou.

Barcelona vandt åbningskampen i England med 2-1, men selv den aften var det alligevel Mourinho der løb med de fleste overskrifter, da han post-match anklagede lille Messi for “Barcelona-teater-typisk” skuespil. Messi’s hurtighed havde tidligere trukket et fortjent rødt kort til Chelsea’s Del Horno, der fandt fysiske overfald som eneste brugbare middel til at stoppe ham. Med 11 mod 10 brillerede Barcelona og burde have vundet større.

Typisk for Mourinho var han ikke enig i den betragtning. For ham sluttede kampen allerede sidst i 1. halvleg, da Del Horno fik udvisningen, “The Kid’s playacting” ifølge Mourinho fremprovokerede. Han koketterede med tanken om kun at sende sit 2. hold til returkampen, når UEFA nu alligevel gang på gang udsatte Chelsea for usportslige forhindringer, i form af forudindtagede dommerøjne. At Barcelona allerede inden udvisningen havde siddet på både spil og afslutninger, var ikke noget Mourinho forholdt sig til.

Chelsea’s Einar Gudjohnson blev på samme pressemøde spurgt om, hvordan stemningen var lige efter kampen i omklædningsrummet, og svarede at “The boss told us not to worry. He said that we’ll go down there and beat them”, hvilket siger meget om Mourinho’s psykiske styrke. Ikke blot vil han slås med hele verdenspressen og diverse disciplinær-komitéer, nej, han kan samtidig også løfte sine egne spillere, der ret beset må være godt rundtossede, efter det første møde i London med Barca’s uforudsigelige spilkombinationer.

Mourinho’s fornægtelse af nederlag kan nemt på Camp Nou igen få brug for røde kort mod sit hold, til at bortforklare det, der logisk set synes på vej. For Chelsea forekommer heller ikke i år istand til at spille på mere end én og samme kværnende måde, og hvis Barcelona igen kan spille uden om dens fysik, samt ikke lade sig overraske af de pludselige kontraraids, bliver det meget svært at vinde med de to mål opgaven kræver.

Interessant nok virker Mourinho sjældent fattet og rolig op til kampen, som har han klippefast tro på, det hele nok skal gå hans vej. Således lod han mandag eftermiddag journalister overvære hele Chelsea’s træning, hvilket er ganske uvant før så vigtig en kamp. Har Mourinho et es i Armani-ærmet, eller er det tilbagelænede overskud kun bluff for at winde Barcelona op? Det vil først vise sig når bolden ruller kl. 20.45.

Et farvel til Champions League på Camp Nou vil i givet fald ryste Chelsea. En klub der via sin pengetank af en mæcen har råd til et årligt driftsunderskud på små 1.000.000.000 kr, kan ikke leve med, at blive siet fra allerede nu i den vigtigste turnering af alle. Sidste år faldt man snævert mod Liverpool i semifinalen, et nederlag Mourinho – vanen tro – bittert underkendte. En ny fiasko her kan ikke undgå at sætte et skæmmende spørgsmåltegn ved, om han selv rent faktisk er træneren, der for Chelsea’s ubegrænsede penge evner at sammensætte det europæiske mesterhold, man sukker efter og drømmer om.

TV 3+, iaften kl. 19.30

Så livet er en svinesti…?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-pig5.jpg

Life is a Pigsty hedder en af de på forhånd mest omtalte sange fra Morrissey’s kommende Ringleader of the Tormentors-album. Pigsty, et drama på næsten 7 minutter, blev premieret af irsk radio i torsdags, på Dave Fanning’s program, som kan høres på nedenstående URL (klik på “thursday”). Morrissey kommer på lige omkring de 45:45.

http://www.rte.ie/2fm/davefanning/

Underligt…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-stinson.jpg

…at Tommy Stinson fra hedengangne The Replacements tog mod et tilbud om at blive bassist i Guns and Roses. Dem får vi nu at se på Roskilde-festivalen. Til Stinsons forsvar skal det nævnes at han sidste år lavede et vellykket soloalbum ved navn Village Gorilla Head, der ikke giver mindelser om A. Rose & Co.

Væddeløbsheste

Hvad man ikke kan spille penge på! Bookmakerfirmaet www.nordicbet.com har samtlige kategorier i næste weekends DMA-prisuddeling op til satsning. Udfra givne odds dér fremgår det bl.a. opmuntrende, at vi her er favoritter til at vinde kategorien Årets Danske Sangskriver til odds 2.50, efterfulgt skarpt af Tina Dico (2.70), TV2 (3.25), Kashmir Eistrup (5.00) og tilsidst, i outsiderrolle, Jokeren til hele 20.00. Det giver så bedre på overtegnede, at spille Vejen Hjem Fra Rocknroll ind som Årets Album til odds 6.25 – men hvor stor er den mikroskopiske chance for det udfald? Forudsigeligt nok er der hele vejen igennem meget lave odds på tidsfænomenet Mew, der lørdag aften sikkert får brug for en solid lastvogn til nyvundne statuetter.

www.nordicbet.com >entertainment >Denmark >Danish Music Awards >Danish Music Awards 2006

Europa var deres legeplads

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-from_space.jpg

Nådesløst så brutalt Suede forsvandt, visket helt bort fra det musikalske landkort efter de to rystende blege slutalbums. Og lige siden har det været svært at lytte til selv de tidlige Suede-ting, som var så fremragende. Kom ved et tilfælde forbi nedenstående sang i nat og hørte hvor gode Suede var, mens flammen endnu brændte højt. Håber snart en dag igen, at kunne lægge øre til Coming Up, Dog Man Star og debut’en, UDEN automatisk at tvangsassociere til hele “Positivity”-eraen. Btw – hvis du kan lide “Europe is our Playground”, men udelukkende kender den genindspillede version fra Sci-Fi Lullabies-opsamlingen, så se at få fat på den så meget bedre og magiske original, der findes som en af B-siderne på den endnu ret tilgængelige “Trash”-single – dén er super!

Run with me baby, let your hair down
through every station, through every town
run with me baby, let’s take a chance
from Heathrow to Hounslow, from the Eastern Block to France

Europe is our playground, London is our town
so run with me baby now

Run with me baby, let your hair down
through every station, through every town
run with me baby, let’s make a stand
from peepshow to disco, from Spain to Camber Sands

Europe is our playground, London is our town
so run with me baby now…

© Anderson

Forårets koncerter

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Joy06.jpg

30/03/06: Odense, Magasinet
31/03/06: Kolding, Pitstop
01/04/06: Århus, Voxhall
10/05/06: Roskilde, Gimle
11/05/06: København, Store Vega (support: I Got You On Tape)

Sommerjob

Der er kommet endnu en festivaldato på programmet. Udover den allerede annoncerede Roskilde Festival-koncert, spiller Jens U, Rune #1 K, Jesper L, Søren K og Nicolai M på Kløften Festival i Haderslev d. 23. juni.

Lørdagsvenner dør

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-OGB.jpg

For ikke længe siden var det George Best der døde for tidligt, og i går tilfaldt samme skæbne endnu en karismatisk spiller fra spillergenerationen, der prægede os, som levede af klassisk tipsfodbold på DR først i 7o’erne. Ikke fordi der så tit blev sendt fra London, dertil stod holdene fra Midlands’ regntunge baner desværre programlæggerne for nær, men når der gjorde, med Chelsea som hjemmebanehold, var Peter Osgood en nydelse at overvære, sammen med ligeledes begavede Alan Hudson.

Mange mener, Osgood, der ligesom Best heller ikke havde det nemt med regler og autoriteter, skulle have haft en stor landsholdkarriere, men sådan blev det ikke. Måske pga. det brækkede ben, der tvang ham til at melde afbud til Englands eget VM i 1966, hvor hjemmeholdet tog guld. Finalekampen, han måske kunne have været med i, oværværede Osgood istedet via TV på et hotel i Vesttyskland, hvor han var på genoptræningstur med Chelsea…

Ovenstående billede, hvor Peter Osgood ses stående – lige over senere så kontroversielle Arsenal-manager George Graham – er fra samme år. Læg mærke til tribunen på Stamford Bridge i baggrunden, der ligner en fjern og glemt ruin fra 2. Verdenskrig. Dette var mens Chelsea FC endnu klart var en folkets klub, og ikke den lidet sympatiske russisk-portugisiske magtdemonstration, som til næsten alle fodboldelskeres glæde nok får klippet nummerpladerne på Camp Nou på tirsdag. Skulle man alligevel rejse sig dér mod den fodboldæstetiske overmagt Barcelona, er det helt sikkert, at både klub og spillere vil tilegne den triumf til nu afdøde Peter Osgood – så stor var han.

Fogh, gå af!

Ovenstående udsagn er både overskrift og konklusion på forfatter Carsten Jensen’s kronik i dagens Information, hvor han går i clinch med tidens fokus på ytringsfrihed og landsforræderi. Kronikken er efter vores beskedne blog-forhold lang som en ond vinter, men så relevant læsning, at vi alligevel bringer den som første kommentar under dette indlæg.

Jeg har dig på bånd

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-IGYOT.jpg

Berlingske Tidende tildelte i sidste uge fortjent københavnske I Got You On Tape 5 stjerner for deres spritnye Nikolaj Nørlund-producerede debutalbum. Selvom den plade først udkom sidste mandag, er der allerede blevet trukket adskillige sammenligninger mellem sanger Jacob Bellens og en vis David Bowie, noget vi her på siden ikke forstår. Skal der endelig namedroppes, peger Bellens’ roligt intense og tætte vokal mere i retning af navne som Joy Division og Joseph Arthur, mens bandets elektriske guitardominans i tone af nat spænder lange lysende guirlander ud herfra helt til Interpol’s smukke NYC. Men det er kun dovne referencer, der slet ikke får fortalt den sande historie om I Got You On Tape, som et egenartet og helt igennem personligt band, med valiums-drømmende sange af skarp stilsikkerhed og konsekvens. Singlen “Doctor Watching”, der for tiden sejler radiobølgerne, er et glimrende eksempel herpå.

I Got You On Tape kan opleves som support til Jens Unmack d. 11. maj i Store Vega, København.

Never let me down again

Er man den eneste her der gik skuffet fra Depeche Mode i Parken, lørdag aften? Jeg oplevede mest af alt gennemgående apati i den 70% går-den-så-går-den-indsats, vi stod vidne til. Ikke at der – udover den pisseringe lyd som Parken næsten altid er garant for – var noget direkte at udsætte på sangene, der for de flestes vedkommende lød helt og aldeles som de plejer. Men den entusiasme og gejst, de før i så rigt mål er blevet serveret med, var her sjældent med på scenen.

Det var til gengæld en koldsvedende Fletch, der på stormskærmenes nærbilleder havde alt for nemt ved at skjule sin eventuelle entusiasme over at være i København. Hvilket heldigvis faldt bedre ud for både Martin og Dave, hvis professionalisme ikke tillod en så foruroligende ærlighed. Nye sange blev pligtskyldigt overstået, så de store hits – dem fra 1987-93 – kunne komme på banen og løfte det overbærende publikum, der denne aften var mere tro mod nostalgi-bandet på scenen end omvendt.

Hvilket er unfair, da man skulle mene, DM’s bruttoindtjening sådan en aften på vel 20 millioner forpligter langt mere end hver enkelt publikums billetudgift på 500. Men så igen er det sikkert umuligt, at få det der lørdag aften lignede et fornuftsægteskab til at slå gnister stadion efter stadion efter stadion. Der var få gode oplivende momenter undervejs, specielt med Martin Gore’s gribende og intense korsang. Og jo, vores Dave havde vel også sine øjeblikke, selvklart. Men de var for få og blege til at rokke ved det indtryk, at lørdag aften først og fremmest tilhørte Depeche Mode’s regnskabsmand. Og hedder han iøvrigt ikke Fletch…?

Min mate Simpson og jeg forlod Parken lige før afslutningsnummeret “Goodnight Lovers”, timerne bagefter i Nørrebro’s nightlife så langt mere underholdende og flyvske end de to med Depeche Mode i deres eget mekaniske museum. Eller er det i virkeligheden et fængsel?

Depeche København

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-DEPECHE_MODE.jpg

I eftermiddag ved 16-tiden lander Depeche Mode’s fly i Tune Lufthavn ved Roskilde. Og godt 5 timer senere går Dave, Martin & Fletch på scenen i et for længst udsolgt Parken, til endnu en koncert på den mastodontiske Touring the Angel-tour. Yep, meget er sket siden DM først spillede i Saltlageret, København en november aften for 24 år siden. Dengang var det letbenede pop-ditties som New Life, Photographic, Meaning of Love og See You der skulle tage stikket hjem på en ydmyg scene, bestående af 2 spolebåndoptagere og 3 små Casio-keyboards. I aften er arsenalet et helt og bedre andet, både sang- og udstyrsmæssigt. Vi kan kun indvende meget imod begrebet stadionkoncerter, deres mangel på nærkontakt og generel respekt for det betalende publikum, men er der ét band den disciplins massive lyd og mulighed for værdigt masse-fællesskab synes som skabt for, så er det Depeche Mode. Music for the masses i dén grad. Tid til at glæde sig!

Jens Unmacks officielle weblog